Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 13

Om hvad der videre overgik don Quixote med biskayeren og om den fare, han kom ud for med en flok muldyrdrivere.

Sancho Pança, der havde fået en noget ilde medfart af munkenes muldyrpassere, var nu kommet på benene og havde opmærksomt fulgt sin herre don Quixotes kamp, mens han bad så inderligt til Gud om at lade don Quixote vinde og sørge for, at han med sejren fik en ø, som han kunne gøre ham til guvernør over, således som han havde lovet. Da han nu så, at kampen var ovre, og at hans herre igen skulle til at stige på Rozinante, gik han hen og holdt hans stigbøjle, og før han steg til hest, faldt han på knæ for ham, greb hans hånd og kyssede den med disse ord:

“Vil Eders Nåde vise mig den gunst, min kære hr. don Quixote, at gøre mig til guvernør over øen, som I har vundet i denne ubønhørlige kamp; for uanset hvor stor den er, føler jeg mig stærk nok til at lede den og gøre det lige så godt som enhver anden, der har regeret øer i denne verden.”

Dertil svarede don Quixote:

“I skal vide, kære Sancho, at dette og tilsvarende eventyr ikke drejer sig om øer, men er en omtumlet færd, hvor det eneste, man vinder, er en flækket pandeskal eller et øre mindre. Vær tålmodig, for der skal nok komme eventyr, hvor jeg ikke kun kan gøre jer til guvernør, men også til noget mere.”

Det blev Sancho vældig taknemmelig for og kyssede ham igen på hånden og harniskvamsens skød, hvorefter han hjalp ham op på Rozinante; selv steg han op på sit æsel og red efter sin herre, der uden at tage afsked eller tale mere med damerne fra vognen forsvandt ind i den nærliggende skov i hurtig skridtgang. Sancho fulgte ham, alt hvad hans æsel kunne trave, men Rozinante fløj sådan af sted, at han sakkede agterud og måtte råbe til sin herre om at vente. Det gjorde don Quixote, der holdt Rozinante an, indtil hans trætte væbner indhentede ham, og da Sancho nåede frem, sagde han:

“Det tykkes mig, herre, at vi ville gøre klogt i at søge tilflugt i en kirke, for ham, I kæmpede mod, blev så ilde tilredt, at det meget vel kunne tænkes, at de melder det til det Hellige Broderskab, så vi bliver pågrebet; og hvis de gør det, kommer vi min tro til at gå en hård tid igennem, før vi kommer ud af fængslet igen.”

“Ti stille,” sagde don Quixote, “hvor har du nogen sinde set eller læst, at en farende ridder er blevet stillet for en domstol, uanset hvor mange drab han har begået?”

“Jeg kender ikke noget til drabeligheder,” svarede Sancho, “og jeg har heller aldrig i mit liv overværet nogen; jeg ved kun, at det Hellige Broderskab tager sig af dem, der ypper kiv på landet, men det andet blander jeg mig ikke i.”

“Du kan være ganske rolig, min kære,” svarede don Quixote; “for jeg skal nok få dig ud af kaldæernes greb, så meget desto lettere af Broderskabets lange arm. Men sig mig ved dit liv: har du nogen sinde set taprere ridder end jeg i hele den opdagede del af verden? Har du nogen sinde læst historier om andre riddere, der kan og har kunnet måle sig med mig i fyrig angrebslyst og standhaftigt mod, og som er mere behændige til at sætte stød ind og slå i jorden, end jeg er?”

“Sandt at sige,” svarede Sancho, “har jeg aldrig læst nogen historie, for jeg kan hverken læse eller skrive, men jeg tør vædde på, at jeg aldrig i mine livskabte dage har tjent en dristigere herre end Eders Nåde, og Gud give, at denne dristighed ikke skal betales det sted, jeg har sagt. Nu beder jeg bare Eders Nåde om at lade jer forbinde, for der løber meget blod ud af øret; jeg har linnedstrimler her og lidt hvid salve i sadeltaskerne.”

“Alt det kan sagtens undværes,” svarede don Quixote, “hvis jeg kunne komme i tanker om at lave en karaffel med balsam som den Fierabrás havde; for bare en dråbe er nok, og så sparer man tid og medicin.”

“Hvad for en karaffel og hvad for en balsam er det?” spurgte Sancho Pança.

“Det er en balsam,” svarede don Quixote, “som jeg har opskriften på i min hukommelse, og med den behøver man ikke at frygte døden eller tænke på at dø af noget sår, og den laver jeg og giver til dig. Når du så ser, at jeg i en kamp har fået kappet kroppen midt over, hvilket ofte plejer at ske, skal du bare pænt tage den del af kroppen, der er faldet til jorden, og anbringe den meget omhyggeligt oven på den anden del, der stadig sidder i sadlen, inden blodet størkner, men du skal passe på, at den slutter tæt og sidder, som den skal. Så giver du mig bare to slurke at drikke af den balsam, jeg har fortalt dig om, og du vil få at se, at jeg bliver friskere end en havørn.”

“Hvis den slags findes,” sagde Pança, “giver jeg fra nu af afkald på regentskabet over den ø, I har lovet mig, og ønsker ikke andet for mine mange og tro tjenester, end at Eders Nåde giver mig opskriften på denne fortræffelige mikstur; for jeg er sikker på, at en unse heraf vil kunne sælges hvor som helst for mindst to realer, og så behøver jeg ikke andet for at leve hæderligt og mageligt resten af mine dage. Men det ville være rart at vide, om den er dyr at lave.”

“Man kan lave seks potter for mindre end tre realer,” svarede don Quixote.

“Milde himmel!” udbrød Sancho, “hvad venter Eders Nåde på, siden I ikke straks laver den og viser mig hvordan?”

“Ti stille, kære ven,” svarede don Quixote, “for jeg har tænkt mig at vise dig dybere hemmeligheder og gøre dig større tjenester, og lad os nu først se at få mig forbundet, for mit øre gør mere ondt end godt er.”

Sancho fiskede linnedstrimler og salve op af sadeltaskerne. Men da don Quixote kom til at se på sin sønderslåede hjelm, var han nær ved at gå fra forstanden, og med hånden på sværdet og himmelvendte øjne sagde han:

“Jeg sværger ved altings Skaber og ved de hellige fire Evangelier i deres fulde udstrækning, at jeg vil leve som den store markis af Mantua gjorde, da han svor at hævne sin nevø Valdovinos’ død, for han gav afkald på at spise brød ved opdækket bord eller fjase med sin kone og andre ting, som jeg her regner for at være sagt, skønt jeg ikke lige på stående fod kan huske dem, indtil jeg har taget hævn over ham, der har begået en sådan krænkelse mod mig.”

Da Sancho hørte det, sagde han:

“Jeg vil lige gøre Eders Nåde, hr. don Quixote, opmærksom på, at hvis ridderen opfylder, hvad I beordrede ham til, og drager ud for at få foretræde for min frue Dulzinea del Toboso, vil han have gjort, hvad han skal, og fortjener ikke anden straf, medmindre han begår en ny forseelse.”

“Det er vel talt og godt påpeget,” svarede don Quixote, “og således ophæver jeg eden, hvad angår det at tage en ny hævn over ham; men jeg fastholder og gentager eden om at føre det liv, jeg har sagt, indtil jeg har kæmpet mod en ridder og vundet mig en anden hjelm, der er lige så god som den her. Og du skal ikke tro, kære Sancho, at jeg gør det ud i den blå luft; jeg har nemlig én at efterligne i denne sag, for det samme skete ord til andet med Mambrinos hjelm, der kom Sacripante så dyrt at stå.”

“Eders Nåde kan sende den slags eder ad helvede til, kære herre,” indvendte Sancho, “for de er meget skadelige for helbredet og gør stor fortræd på samvittigheden. Sig mig hellere, hvad vi skal gøre, hvis vi måske i dagevis ikke støder på en mand, der er udstyret med en hjelm? Må I så opfylde eden uanset alle de ulemper og besvær, som det vil være at sove med tøjet på og ikke sove under tag og tusinde andre bodshandlinger, som var indeholdt i den gamle galning markis’en af Mantuas ed, og som Eders Nåde nu agter at genoplive? Betænk vel, Eders Nåde, at på vejene her færdes der ikke mænd i fuld udrustning, men muldyrdrivere og kuske, som i hvert fald ikke bærer hjelme og måske heller aldrig har hørt tale om den slags i deres livskabte dage.”

“Heri tager du nu fejl,” sagde don Quixote, “for før vi har været to timer undervejs på vores omtumlede færd, vil vi se flere bevæbnede riddere end dem, der overfaldt Albraca for at erobre den Skønne Angelica.”

“Hold inde; lad det bare være sådan,” sagde Sancho, “og om Gud behager, går det os godt, og den tid vil komme, hvor vi vinder øen, som koster mig så dyrt, og derefter kan jeg lægge mig og dø.”

“Jeg har jo sagt til dig, Sancho, at du ikke skal bekymre dig, for hvis det slår fejl med øen, er der kongeriget Danmark eller Soliadisas rige, der vil passe dig som fod i hose, og da der desuden er tale om fastlandsriger, må du være mere end tilfreds. Men hver ting til sin tid, og lad os nu se, om du har noget at spise i sadeltaskerne, så kan vi bagefter se os om efter en borg, hvor vi kan finde husly for natten og lave den balsam, jeg har fortalt dig om, for jeg sværger ved Gud, at mit øre gør meget ondt.”

“Her har jeg et løg og lidt ostegnallinger og nogle humpler brød,” sagde Sancho; “men det er jo ikke passende føde for så tapper en ridder som Eders Nåde.”

“Du har helt misforstået det,” svarede don Quixote; “jeg vil bare lige fortælle dig, Sancho, at det er en ære for de farende riddere ikke at spise i en måned, og når de endelig spiser, er det, hvad de tilfældigvis finder; det ville du have været klar over, hvis du havde læst så mange historier, som jeg har, for skønt jeg kender mange af dem, har jeg intetsteds fundet nogen beretning om, at de farende riddere spiser, undtagen ved et tilfælde og ved nogen af de overdådige festmiddage, der blev holdt for dem, og de øvrige dage tilbragte de på fastende hjerte; og selv om man kan forstå, at de ikke kunne leve uden at spise eller forrette deres andre naturlige behov, da de faktisk var mænd ligesom vi, må man også forstå, at når de tilbragte det meste af deres liv i skove og ødemarker og uden kok, måtte deres mest almindelige spise være den landlige kost, som du her tilbyder mig. Så du skal ikke bekymre dig, kære Sancho, om hvad jeg kan lide; du er jo ikke ude på at lave verden om eller bringe det farende ridderskab i harnisk.”

“Eders Nåde må undskylde mig,” sagde Sancho; “men da jeg hverken kan læse eller skrive, som jeg tidligere har sagt, så kender og begriber jeg ikke reglerne for ridderskabets profession, men fra nu af vil jeg forsyne sadeltaskerne med al slags tørret frugt til Eders Nåde, som er en ridder, og da jeg ikke er det, vil jeg fylde dem med andre slags spiser, der enten kan flyve eller har drøjde.”

“Jeg siger ikke, Sancho,” indvendte don Quixote, “at de farende riddere nødvendigvis kun må spise de frugter, du siger, men at det sikkert var deres almindeligste føde ud over lidt urter, som de kendte og jeg også ved besked med, og som de kunne finde på engene.”

“Det er en god evne,” svarede Sancho, “at kende den slags urter, for jeg tror, det en dag kan blive nødvendigt at gøre brug af den viden.”

Alt imens fandt han frem, hvad han havde sagt, han havde med, og de to spiste i fred og fordragelighed. Men da de var opsat på at finde husly for natten, afsluttede de hurtigt deres karrige og tørre måltid. Så steg de til hest og red hurtigt af sted for at nå frem til beboede egne, før det blev mørkt, men solen svandt ind og dermed deres håb om at nå det ønskede mål, og da de befandt sig i nærheden af nogle gedehyrders hytter, besluttede de at tilbringe natten dér. Lige så stor Sanchos ærgrelse var over ikke at nå frem til en landsby, lige så tilfreds var hans herre over at sove under åben himmel, for han fandt, at hver gang det skete, var det endnu en prøve, der befæstede hans ridderskab.