Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 14

Om hvad der skete don Quixote hos nogle gedehyrder.

Han blev velvilligt modtaget af gedehyrderne, og da Sancho havde tøjret Rozinante og sit æsel, så godt han kunne, gik han efter duften, der dampede op fra nogle gode lunser gedekød, der stod og kogte i et kogekar over ilden; og selv om han havde lyst til at se, om de var kogt nok til at lade dem glide fra kogekarret og ned i maven, undlod han at gøre det, da gedehyrderne tog maden af ilden, og idet de bredte nogle fåreskind ud på jorden, rettede de hurtigt deres landlige opdækning an og indbød meget velvilligt de to til at spise med af det, de havde. De seks, der boede i hytten, satte sig i rundkreds på skindene, efter først med landlig høflighed at have indbudt don Quixote til at tage plads på et ædetrug, de havde stillet med bunden opad. Don Quixote satte sig, og Sancho blev stående for at skænke i hans bæger, der var lavet af et horn. Da hans herre så ham stå der, sagde han til ham:

“Her kan du se, Sancho, hvor meget godt der er i det farende ridderskab, og hvordan enhver, uanset hvilken del af ridderskabet han bekender sig til, er tæt på hurtigt at blive agtet og værdsat af verden, og for at du rigtig kan se det, ønsker jeg, at du sætter dig her ved min side og i selskab med disse gode folk, og at du bliver ét med mig, der er din husbond og naturlige herre, og spiser af min tallerken og drikker af mit krus, så man kan sige det samme om det farende ridderskab som om kærligheden: at den gør alting lige.”

“Mig en stor ære,” sagde Sancho; “men jeg kan sige til Eders Nåde, at når bare jeg har rigeligt med mad at spise, vil jeg lige så gerne og hellere spise stående og alene, frem for side om side med en kejser. Og hvis jeg virkelig skal sige sandheden, smager det mig bedre at spise i mit hjørne uden at skulle optræde fornemt eller ærbødigt, om jeg så kun får brød og løg, frem for at spise kalkun ved fremmede borde, hvor jeg er nødt til at tygge langsomt, drikke med måde, tørre mund og fingre hyppigt, ikke hoste eller nyse, hvis det kommer over mig, og heller ikke gøre andre ting, som ensomheden og friheden bringer med sig. Min herre, den ære, Eders Nåde vil vise mig som jeres tjener og væbner, tilknyttet det farende ridderskab, kan I ændre til andre ting, som jeg vil have større fordel og nytte af, så selv om jeg takker for æren, giver jeg afkald på den fra nu af og til verdens ende.”

“Alligevel må du sætte dig, for den, der bøjer sig, lovprises af Gud.”

Og idet han greb ham i armen, tvang han ham til at tage plads ved sin side. Gedehyrderne forstod ikke det særlige sprog mellem væbnere og farende riddere, så de holdt sig til at spise og tie og iagttage deres gæster, der med stor anstand og appetit proppede kødklumper så store som knytnæver i sig. Da de var færdige med kødretten, bredte de en stor bunke indtørrede agern ud på fåreskindene sammen med en halv ost, der var hårdere, end hvis der havde været blandet mørtel i. Hornet hvilede ikke under alt dette, og det gik rundt lige så hyppigt som en vandspand i et paternosterværk, snart fuldt, snart tomt, så de fik let tømt en sæk vin af de to, der var lagt frem. Efter at don Quixote havde stillet sin sult, tog han en håndfuld agern i hånden, betragtede dem opmærksomt og oplod så sin røst med disse ord:

“Lyksalige tidsalder og lyksalige århundreder, som de gamle kaldte gyldne; ikke fordi det guld, som man i vores jernalder sætter så højt, i hin lykkelige alder blev fremskaffet uden besvær, men fordi de, der levede dengang, ikke kendte de to ord dit og mit! I hin hellige alder var alle ting fælles: for at få den daglige føde behøvede ingen at udføre andet arbejde end at løfte hånden og plukke den fra de vældige egetræer, som gavmildt indbød enhver til at spise af deres søde og velsmagende frugt. De klare kilder og klukkende vandløb beværtede alle med en herlig overflod af klart og velsmagende vand. I klipperevner og hule træer opbyggede ivrige og betænksomme bier deres republik, hvor de uegennyttigt bød enhver af deres sødmefyldte arbejdes rige høst. Uden andet indgreb end deres egen elskværdighed slap de vældige korkege deres brede og lette barkstykker, som man begyndte at dække husene med, holdt oppe af groft tilhuggede stolper, men kun for at beskytte sig mod himlens barske vejrlig. Alt åndede fred dengang, alt var venskab, alt var harmoni; endnu havde den krumme plovs tunge skær ikke dristet sig til at åbne og skaffe sig adgang til vores første moder jords milde indre, idet hun uden tvang og overalt fra sit frugtbare og vidtstrakte skød bød på alt, hvad der kunne mætte, nære og glæde de børn, der dengang beherskede hende. På den tid gik de prunkløse og smukke hyrdinder fra dal til dal, fra bakke til bakke, med fletning og utildækket hår, uden andre klæder end dem, der var nødvendige for ærbart at dække, hvad anstændigheden kræver og altid har krævet, at man dækker, og deres pynt var ikke det, man bruger nu om dage, hvor man foretrækker purpur fra Tyros og silkepuppens spind, der mishandles på alle hånde måder; dengang pyntede de sig med kranse af burrens og vedbendens grønne blade og smykkede sig sikkert lige så prægtigt og sirligt som nutidens damer ved hoffet, der i den ørkesløse lediggang kan finde på at bære de mest besynderlige og sælsomme antræk. Dengang blev sjælens kærlighed udtrykt så enkelt og naturligt, som den opstod, uden at søge kunstfærdige omskrivninger for at lovprise den. I det sande og ligefremme blandede der sig hverken svig eller bedrag eller forstillelse. Retfærdigheden herskede, uden at favoritter og yndlinge turde forstyrre eller krænke den, sådan som de i dag skader, forstyrrer og forfølger den. Vilkårlighedens lov havde endnu ikke vundet indpas hos dommerne, for dengang var der intet at dømme om, og ingen der blev dømt. Jomfruerne og ærbarheden kunne, som jeg har sagt, færdes overalt, alene og uantastet, uden frygt for at blive krænket af fremmed frækhed og letfærdige hensigter, og kun deres egen lyst og vilje kunne lede dem i fortabelse. I vores afskyelige århundreder kan ingen jomfru vide sig sikker, om hun så blev skjult og spærret inde i en ny labyrint som den på Kreta; for gennem revner eller med luften trænger den elskovssyge pestilens derind sammen med den forbandede attrå og får dem til at sætte deres tilbagetrukkethed over styr. For at sikre dem, efterhånden som tiden gik og ondsindetheden voksede, oprettede man de farende ridderes orden, der skulle forsvare jomfruerne, værne om enkerne og komme de forældreløse og nødlidende til undsætning. Denne orden, kære gedehyrder, tilhører jeg, og jeg takker jer for den gode modtagelse og det herlige traktement, I har budt mig og min væbner på. For skønt alle, der lever, er forpligtede af naturloven til at tage godt imod de farende riddere, må jeg sige, at I uden at kende til denne forpligtelse modtog og beværtede mig, hvad der er grunden til, at jeg af mit ganske hjerte takker for jeres velvillighed.”

Hele denne lange svada kunne vores ridder godt have sparet sig, men han kom med den, fordi de brune agern, hyrderne serverede, fik ham til at tænke på den gyldne tidsalder og gav ham lyst til at holde denne overflødige tale for gedehyrderne, der himmelfaldne og målløse havde lyttet til ham uden et ord. Sancho tav ligeledes og proppede sig med agern, ligesom han hyppigt greb til den anden lædersæk med vin, som hyrderne havde hængt op i en korkeg, for at den skulle køle af. Aftensmåltidet var for længst til ende, da don Quixote blev færdig med sin tale, og en af gedehyrderne sagde:

“For at Eders Nåde, hr. farende ridder, virkelig kan sige, at vi beværtede jer, alt det bedste vi formåede, vil vi opmuntre og glæde jer ved at få en af vores kammerater, der snart må være her, til at synge for jer. Han er en meget forstandig hyrde og meget forelsket, og desuden kan han læse og skrive, og endda spiller han så smukt på sin trestrengede rabel, at man ikke kan ønske sig noget bedre.”

Næppe havde gedehyrden sagt dette, før klangen fra en rabel nåede deres ører, og kort efter kom ham, der klimprede på den, en herlig knøs på omkring de to og tyve år. Hans kammerater spurgte ham, om han havde spist, og han svarede, at det havde han, og den, der havde budt ham på mad, sagde nu:

“Så kan du godt gøre os den glæde at synge lidt, Antonio, for at vores hr. gæst her kan se, at der også i bjergene og skovene er folk, der kender til musik. Vi har fortalt ham om dine gode færdigheder og ønsker, at du viser dem, så han kan se, vi taler sandt; så derfor beder jeg dig ved dit liv, at du sætter dig og synger romancen om din kærlighed, som din onkel, degnen, skrev for dig, og som folk i landsbyen synes vældig godt om.”

“Med glæde,” svarede knøsen.

Og uden at lade sig nøde længere satte han sig på stammen af en væltet eg, og efter at have stemt sin rabel begyndte han snart efter at synge meget yndefuldt:

ANTONIO

Du tilbeder mig, Olalla,

skønt du ikke har vist mig det,

end ikke gennem øjnene,

budbringere for kærlighed.

Da jeg ved, du er forstandig,

på din elskov er jeg sikker,

for kendes kærligheden blot,

bliver den aldrig fortvivlet.

Du har, Olalla, det er sandt,

måske givet mig den vished,

at din sjæl er gjort af bronze

og det hvide bryst en klippe.

Gennem din tugtige dadel

og din ærbare modvilje

viser håbet måske trods alt

en bræmme af sin klædning frem.

Mod lokkefuglen drages nu

min troskab, som aldrig svigter,

men heller ikke tager til,

for udvalgt bliver den ikke.

Hvis kærlighed er elskværdig,

slutter jeg af din venlighed,

at du gerne vil opfylde

alle mine forhåbninger.

Og hvis tjenester kan vække

et hjerte til velvillighed,

så må min sag stå ganske stærkt

med mine gode gerninger.

For måske har du bemærket,

at jeg tit og ofte viser

mig i søndagstøj en mandag,

skønt dagen ikke er til fest.

Da kærlighed og fornem pragt

følger samme vej i livet,

har jeg altid vist mig for dig

sirligt pyntet og forfinet.

Min dans og sang til din ære

hører du ved nattetide

og ved det første hanegal,

men det må hvile i stilhed.

Min lovprisning af din skønhed

vil jeg sætte til en side,

den er sand nok, men får nogen,

til at ville mig det ilde.

Ak, Teresa fra Berrocal

fnøs ad mine lovprisninger:

“Han tror nok, hun er en engel,

men har vist en abe tilbedt,

takket være kunstig paryk

og den megen pynt og glimmer

og den hykleriske skønhed

som narrer os til kærlighed.”

Jeg sagde nej, og hun blev gal;

fætteren tog del i striden

og udfordrede mig til kamp:

du ved, hvad der skete siden.

Jeg elsker ikke hvem som helst,

og det er ikke til frille,

jeg bejler og lokker for dig,

thi anstændigt er mit sigte.

Jeg byder dig kirkens lænker,

der er tvundet løst af silke,

læg du blot din hals i åget,

så ser du min ved din side.

Siger du nej, da sværger jeg

ved alle Hellige Skrifter

kun at forlade bjerget her

for at blive kapuciner.

Hermed sluttede gedehyrden sin sang, og selv om don Quixote bad ham synge noget mere, gik Sancho Pança ikke med til det, da han hellere ville sove end høre på sange. Og således sagde han til sin herre:

“Eders Nåde må hellere gøre sig det bekvemt, hvor I skal tilbringe natten, for de gode mænd her må arbejde hele dagen og kan ikke tilbringe hver nat med at synge.”

“Jeg er med, Sancho,” svarede don Quixote; “jeg kan tydeligt se, at alle dine besøg hos lædersækken gør dig mere tjenlig til en god nattesøvn end til musik.”

“Det vil bekomme os alle vel, Gud være lovet,” svarede Sancho.

“Det benægter jeg ikke,” sagde don Quixote; “men gør du dig det bekvemt, hvor du vil, for folk af min profession skal hellere våge end sove. Men det ville nu alligevel være rart, Sancho, om du kunne forbinde mit øre igen, for det gør mere ondt end godt er.”

Sancho gik i gang med det, han blev bedt om, og da en af gedehyrderne så såret, sagde han til ham, at han ikke skulle bekymre sig, for han ville lægge et middel på, der let kunne få det til at heles. Så tog han nogle blade rosmarin, der voksede i rigelige mængder der på stedet, tyggede dem og blandede det hele med en smule salt, og efter at have lagt det på øret, forbandt han det omhyggeligt og forsikrede, at der ikke var brug for anden medicin, og det viste sig at holde stik.