Читать книгу Samlede Værker, Tredie Bind - Aakjær Jeppe - Страница 5

Folkestue paa Hegnsgaard. Vægfast Bænk langs et uduget, knastret Fyrretræsbord. Løs Langskammel ind mod Stuen. Rødmalet Dør ud til Gangen til højre i Krogen bag Overbordenden. Søvnig Hængelampe med afskallet Blikskjærm i en Krog i det revnede Bræddeloft. Paa Bagvæggen sværtede Olietryk af Alexander III og Dagmar. Mod Væggen til venstre en svær Bilæggerovn af ældgammel Konstruktion; i samme Væg en Alkove med blommet Omhæng. Hylder langs Loftet med Lysestager, Strygejærn, Rivejærn, Sav etc. Paa Gulvet: Rok, Straangel og andet Husgeraad. I Krogen til højre en »Bornholmer«.

Til venstre foran Jærnovnen Bitte Fip, et surt og tykt Fruentimmer med sort Tørklæde over Hovedet og lange Muffediser om Haandleddene. Hun karter. En stor Dynge Tejer ved hendes højre Side.

Ved Langbordet 7 – 8 Tjenestefolk i Færd med at spise Nætter. Klang af Hornskeer, der stryges af paa Fadrandene. Pigerne har alt lagt deres Skeer. Da ogsaa Visti slikker sin ren og stikker den op i Læderstroppen over sit Hoved, siger

Anders Forkarl.

Hwad, Visti, spænder du nu ogsaa fræ! Det gaar sgu ett an. Vi maa ha æ Grød aa æ Fad, hwis vi vil ha godt Vejr i Maaen. – Kan ett andt hjælp, saa maa vi te aa snurre for em.

Nu legger Jørgen ogsaa hans Skir1.

Jørgen Røgter.

Ja, hwad tho2, a ka da't jen staa ved æ. A haar sgu wot der saa wal. I ka da si, te mi Hwol er ett den mindst.

Anders.

Ja, saa maa vi te paa en anden Fasovn, for æ Grød maa vi ha ædt, om der skal blyw nø Fornywels ved æ Vækild i Maaen.

Sæt jer nu ijen aalsammel og gjør, som a be'r jer!

Bette Fip, tar du di Nies og kom hen te æ Burd med vi anne!

Bitte Fip.

Aa, a vild tykk, te I kund læ en naaen sølle jen sejj i Fred, nær en ett fornærmer jeranne!

Anders.

Hwad, hwem haar gjord nøj ved Fip. A tykkes, hun kratter søen om sæ. – Du skuld helsen ett vær kid aa, Bette Fip, aa hjælp te mej, te vi kund faa nø godt Vejr til wor Vækild; for du kund maaske gjan faa dæ en Kjærrest ino, nær du helsen vild tar di Nies engaang imell.

(De andre ler ondskabsfuldt.)

Fip.

Aa, pas du dæ sjel, din skjelywed Rad! A ved ett, a nowtid haar stavn atter dæ.

Anders.

Di Howkommels er nøj swækket tillig med det andt, Bette Fip.

Fip lægger ny Uld paa og karter som en rasende. Anders har imens fyldt Skeen i Grødfadet; "Snurringen" begynder. Legen bestaar i, at den fyldte Ske sættes i en drejende Bevægelse; den i Laget, hvem Skaftet peger paa, naar Skeen standser, er dømt til at spise dens Indhold.

Anders

(idet han slaar Skeen i Gang).

Harom med æ Hjaj3! saa æ Dreng, han danst med hans Muer.

(Skaftet peger første Gang paa Røgteren.)

Palle Hjorddreng

(triumferende).

Tak, Jørgen; den fæk du!

Anders.

Ja, han er saa slunken i æ Skind som en Sto'ders Pung; der er Plads te møj.

Jørgen

(mens han tilegner sig Grøden).

"Kom du til a", saa Worherr te gammel An.

Anders

(der atter har fyldt Skeen).

Swirp! (Venter.) Av, Ann, mi Patt, den vild øwer te Trine!

Trine.

Aa, Jøsses, bette Børn skal a ha den Skod Grød! Hwor skal a endda faa Plads te en?

Anders.

Ta en i en gued Mjenning, saa skrider en nok nied. (Drejer igjen Skeen.) Læd rulle, Mari! – Den pæger paa Bette Fip. – Aa, Fip, kom hen og ta di Ot tillig med vi anner!

Fip.

Aa, vil du ett ha Fjedt og Fanden aa tar di Øwn i! Saa kund du maaskisæ kom te aa si lig te Folk inu engaang.

Anders

(spag).

Ja, vil Fip ett ha en, saa maa du ta en, Visti. Du sejjer jo helsen aa blywer hiel wont.

Palle.

Aa, maa a?

Anders.

Med Fornywels, Løjnør; du maa faa em hverjen; men læd æ nu gaa gelik.

(Ny Drejning; Skaftet peger paa Tjenestepigen.)

Anders.

Nej, dæ Jonna ved a, der ett haar Plads te mir aaestej4.

Jonna

(skogrer og slaar efter ham).

Kund a naa dæ, saa kan du tro, at a skuld nøffel dæ! – Tror du ett, a kan skaff Plads te'em, saa kan du sjel ta en.

Anders

(griber Skeen).

Læ gaa! Saalæng en løwer, skal en ha æ Fød!

Visti.

Ja, nu salder5 æ da nøj i æ Fad.

Anders.

Ja, det war sgu ett godt andt, søen som vi strabesirer wos. – A haar linned den anden Knap.

(Sætter end en Gang Skeen i Løb.)

Harom inu en Gaang for de smukke Piger!

(Skaftet peger igjen paa Trine; alle ler og peger paa Ofret.)

Trine.

Nej, a kan ett mir da! A er saa forædt, te a tror, en kund smækk en Lopp paa mi Maw!

Anders.

Aa, lin en Hæjt, saa skrider en wal!

(I det samme gaar Gangdøren op, og Per Søwren træder ind med en Sæk paa Ryggen. Vild Jubel.)

Trine.

Gi jer nu kuns Staând te æ! Nu skal vi, Karen spark mæ, snaar faa Aagjøring paa wor Grød!

Per Søwren

(forsigtig frem).

Æ Mand er jo ett hjem!

Anders.

Nej, gu om han er! Kom du kuns fram i æ Stow.

Trine.

Ja, kom Pejr, aa faa de sidst Grød; du skal faa mi Skir aa søb mej.

Per Søwren

(lægger Sækken ved Døren; tørrer Næsen i Hænderne og nærmer sig lyksalig nederste Bordende).

Hwor maa a legg mi Skraa? (lægger den paa Enden af Langskamlen, sætter sig ned og langer til.) Gud ha Lov og Tak! – Det er endda nø dejlig Grød.

Anders.

Ja, en legger godt faast i æ Seng atter em.

Trine

(der med Velbehag har iagttaget Pers Forslugenhed):

Du war nok bløwen sulten, Pejr?

Per Søwren.

Ja, forædt war a ett. Er der nu ett anner, der ska ha aa em?

Trine.

Nej, du kan tro, vi haar wot der.

Per Søwren.

Ja, for saa eder a em.

Trine.

Ja, de er dæ wal undt.

Anders.

Det er helsen nøj sjalden, en sir dæ nuomtider, Pejr.

Per Søwren.

Ja, hwad tho, æ Mand her i æ Gaard haar jo forbøjn mæ aa komm her.

Han er ræj for, a tøer hans Folk med mi Lojer; og det gjør a wal osse. Men nær Worherr haar gin jen Delifængser6, saa er æ wal osse hans Mjenning, en skal brug em. Søen tinker a i det mindst.

Og hwa, wil de ett gi mæ nøj, saa kan de jo læd mæ gaa; a tegger aalle, men a tar det, venle Folk gir mæ.

Trine

(kiger i Fadet).

Nu er der sgi gavn Swind i æ Grød! Det er bejst, du faar æ Skover mej osse. (Hun skraber Gryden.) Gab, din gammel Grødhøg!

(Per gaber, og hun kaster ham Skoverne i Munden.)

Per Søwren

(skinnende).

Aa, nu er a saa mæt, te a vild ønsk, te mi Fjender maatt vær dobbelt saa mætt.

Trine.

Hwadfor det?

Per Søwren.

Jow, mi Pig, for saa vild de revn! – Nu er der kuns jen jenle Ting, der fattes Per Søwren.

Anders.

Det er maaskisæ en Salvêt?

Per Søwren.

En Salvêt haar a sjel ved æ Haând. (Tørrer sig med Haanden om Munden.) Nej, det war en naaen bette ring Ting. (Bluner til Trine.) A tror bestemt, te Trine ved æ.

Trine.

Ja, Pejr, du skal faa en bette Dram, nær du saa lower mæ, te det blywer den sidst i Awten.

Per Søwren.

A lower dæ æ, mi sød Pig, med Haând og Mund, om du vil ha æ.

(Trine ud efter Snapsen.)

Per Søwren

(faar Øje paa Visti).

God Awten, mi Dreng! Hworden haar du æ? – Ka du kjend di Morbror?

Visti.

Om a ka kjend dæ! Ja du haar ett gjord saa stur Forandringer te det bejer si'n sidst, en saa dæ, saa en ett skuld kund kjend dæ ijen. – Nu tykkes a, Morbror, te du snaar skuld si atter æ Hjemmen.

Per Søwren.

Ja, ja, mi Baaen; men du hører jo, te a skal ha en Dram.

Visti.

Ja, det gaar vis nøj tit paa.

(Trine ind med Snapsen.)

Per Søwren

(i Jubel ved Synet af Brændevinsflasken).

Aa, bette Trine, du er en yndig Mø, som di Muer war, men a war ung. (Ta'r Snapsen, som Trine har skjænket op.) Skaal, og en let Gaang paa æ Jurd! (Ta'r Skraaen fra Skamlen og putter i Munden.) Det gjør mæ godt aa hør, bette Trine, te du er gued ved mi Søstersøn. (Visti og Trine rødmer; de andre fniser.) Ja, nu haar han jo hwerken Faa'r heller Muer, sølle Kaa'l; men Gud ske Lov, saa haar han da mæ!

(De andre ler.)

Visti.

Ja, du er en stredde7 Kaa'l aa støtt sæ paa; kund du kuns hold dæ sjæl opp.

Anders.

Hør, Pejr, for aa snakk om nø andt, vi skal ha Vækildsfest8 i Maaen Awten herom i æ Kjar. Tror du, te du kund komm te Sted aa spill lidt for wos?

Per Søwren.

Om a kan spill for jer! (Springer ud paa Gulvet.) Brrr! … (Gjør Violingreb og Dansehop.) Nu skal I, sgi, si æ Fjol, hør æ Fjol og mærk, hworden æ Fjol kan gaa!

(Stavrer hen til Sækken i Bænkkrogen.)

Anders

(der holder Øje med ham).

Men hwad Fanden er det, Pejr; tho det gaar jo løwend i di Pues!

Per Søwren.

Ja, nu skal I lig baaresten si! (Ta'r ved det ene Bagben en levende Gris ud af Sækken og stiller den paa Bordet, saa den berører Pladen med Forbenene.) Er en ett dejlig, æ bette Skind, saa glat og strag9 den er aa føl paa?

Det war saamænd en sølle Kreatur, der skuld ha wot laa ød, hwis a ett haaj tavn en te mæ.

A skal vær gued ved'en, det skal a lig lov jer for! Den skal faa æ Rind af mi Brød lissaa rele, og om a saa skal tegg hver Mjælkdrip, en skal ha, saa skal en ett komm ud af mi Værri. (Pigerne trænger sig sammen om Grisen for at stryge den.) Ja, det war det, han saa te mæ, Pastor Rønsolt, han fand mæ en Daa i en Vejgrof: En bette Gris, den vil enhwer gjan sleg for; men læd den bette Gris vær bløwen te en stur Swyn, som du sjel, Per Søwren, saa gaar all Folk tesid for en. (Han fører Grisen tilbage til Sækken.) I æ Pues ijen, mi bette Pegassi!

Visti

(nærmer sig Per Søwren endnu en Gang, trækker i ham og siger):

Hør, Morbror, gaa nu heller, inden mi Hosbond kommer hjem. Nu haar du jo faat den Dram, du kam atter.

Per Søwren.

A skal nok gaa, a skal nok gaa! ærlig og red'le, men nu haar a jo lovet aa gnid lidt paa æ Fjol.

Visti.

Det skal du ett bryd dæ om. Gaa du heller, inden du blywer for slundred10.

A kan heller ett lid, te du snakker søen om mæ og Trine, nær de anner hører paa æ. Hwadfor skal de ha det aa flegge om. – Trænger du te en jenle Skjelling, saa er her en Krovn; og en hiel Pues Udrøjningsskraa haar a te dæ ud i æ Staaldkammer.

Per Søwren.

Tak, Tak!

Jow, a skal wal gaa, a skal wal gaa.

Anders

(fra den anden Bordende).

Naa, Pejr, blywer æ saa te nøj med æ Musik.

Per Søwren.

Ja, nu kommer a. (Gaar fra Visti.) Men først en jenle Drip aa æ Flask.

Trine.

Jamen hower du ett, Pejr, hwad du loved mæ? – Naa; mir end tow Draaber faar du ett.

(Skjænker.)

Per Søwren.

Skaal og Godtaar! det sætter manne fræ Hus og te Gaard.

Anders.

Det maa da vær æ Fattegaard.

Per Søwren.

Det kan godt vær; i Awten er a lig glaa. – For nu skal I ha en Vis, og det er om hind Maren, som du, Fip, der sejjer der og kratter, gik te Præjst mej.

Fip.

Ma Tammested?

Per Søwren.

Ja, akkuraat.

Fip.

Ja, den skal en aaltid drilles mej. Du kan wal snaar ett anner!

Anders Forkarl.

Bryd du dæ blot ett om, hvad æ Fruentimmer sejer; de haar ingen Forstand paa Symmetrikken.

Per Søwren

(synger og spiller).

Trine.

Søen skal æ sgi aalle gaa mæ, om a maa raad mej. Men spil wos nu jen, vi kan dans atter, saa tar vi lig en jenle Trip; det er saa sund aa sov paa.

(Per Søwren spiller en gammel Dansemelodi; kun Fip gjør sure Miner til slet Spil og karter videre.)

Anders

(da Dansen standser).

Nu tykkes a, te Pejr og Fip skuld ta en Swingom med hinaan for gammel Venskabs Skyld; saa skal a fløjt te æ.

Per Søwren

(paa Hosesokker).

Maa a ha den Ære og Plasir aa omslyng din slanke Midje?

Fip

(slaar efter ham med Karten).

Aa, kan du hold dæ i Rumm, din gammel Ronnivæjjer. Vi tow æ ett fræ i Jaes11, te vi skuld søen gaa og skab wos!

(Danser dog omsider ud; imens tilegner Visti sig Fjolen og gnider Strengene ind med et Lys, som han snapper paa Bordet.)

Per Søwren

(ravende af Dansen og Brændevinen).

Nej men nu skal I, dænenmæ, hør Napoleons Fanemarsch. Den haar a lær a mi Faa'r, fræ den Gaang, han sjel stod ved di fransk Eskadrowner. (Griber Fjolen; ikke en Lyd! forbavset; gnider vanvittigt, mens han snakker med Fjolen.) Naa, saa du tror, du kan søen fjedt dæ fræ æ!

(I det samme høres stærk Vognrummel. Alle lytter.)

Trine.

Jøsses, der haar vi mi Faa'r!

(Alle faar travlt med at bringe Orden i Sagerne. Fip karter, som gjaldt det Livet; Per Søwren finder med Møje i sine Træsko, Visti ud for at ta' mod Hestene; de øvrige ud efterhaanden.)

Wolle Rævsgaard

(ind, høj og barsk i Fedtlæderstøvler og Vognkappe; uden Godaften.)

Er du her, Pejr! Haar du nøj, du her skal ha forretted?

Per Søwren

(ydmyg).

Tho a er da æ Drengs Morbror.

Wolle Rævsgaard.

A plejer ett aa ha nøj aa gjør med mi Drenges Morbrøjer. Se du heller aa kom ad æ Dar!

(Per Søwren ta'r Fjolen og Grisen og gaar.)

Wolle Rævsgaard

(til Anders Forkarl, der er i Færd med at tænde en Lygte).

Gaa nu ett hen og forgi æ Hejst i Hawer, som sidst en kam hjem med'em. De haar rend stærk, og den fræ'ens er møj swedde. Læd der blyw kylt en Borren12 Strøels under hin, og si saa aa komm ad æ Seng, saa æ Kreaturer kan faa Fred.

(Anders ud.)

(Til Trine, der har faaet travlt med at ta' af Bordet, men ulykkeligvis har glemt Brændevinsflasken.) Er di Muer gavn i Seng?

Trine.

Ja, det er en Stød sin.

Wolle Rævsgaard.

I morer jer nok, nær en aan jen ett er hjemm. (Peger paa Flasken.) Du haar oven i æ Kyef wot ved aa traktir paa den Landløver. Det er wal nøj, der maa te for det fin Familjeskabs Skyld, som a hører, du sprekulirer paa.

Trine.

Du er ward aa send i æ Bøj, Faa'r, for du er aaltid ved en kjøn Sind, nær du kommer hjem. – Skal der nu krottes øwer, te en haar skinked en jenle Dram for en fatte Mennesk.

Wolle Rævsgaard.

Ja, du ved, te a ett kan lid den Slavs Folk, han er aa.

Trine.

Nej, men di Kanutter, du sjel sejjer mej æ Næt te æ Daa, indte du haar spilt hen baade Øel og Ærm13, – dem haar du aalle nøj og skal ha saa om.

(Trine snapper vredt Flasken og gaar.)

Wolle Rævsgaard

(ser rasende efter hende. – Til Bitte Fip, der under denne Samtale næsten har arbejdet Ild i Karterne).

Aa, du – Bommerutt14, der sejjer der og skræwer, kom hen, og ta ved mi Støwel!

Bitte Fip

(nærmer sig; slider i Støvlerne).

Gud ved, hwad du haar gavn og vringelt i, saa øwerbegjord du haar laved dem. Aal Maag hænger da osse ved dæ.

Wolle Rævsgaard.

Aa, skab dæ ett, Fip. Di Hinner kan wal snaar vær fin nok te dem, du haar aa sleg for.

Fæk du hypped æ Kartofler, a bad dæ?

Fip.

Jow, a tror æ! A er, som a war marregrotted15 i aall mi Limmer. Er det ogsaa nø Arbe aa sætt en sølle swag Fruentimmer te. (Flæber.)

Wolle Rævsgaard.

Swag? (Kildrer hende i Siderne.) Hwor haar du di tynd Stejer, Bette Fip?

Fip

(rasende).

Læd mæ vær, din gammel Wonni16. Du ved godt, te a ett haar wot stærk si'n det andt Or, da a fæk mi Tilfald.

Wolle Rævsgaard

(giftig).

Nej; hworden war æ, du gik jo igjemmel æ Hjald med æ Forkaa'l!

Du skuld hold dæ lidt mir te æ Jurd i den Slavs Sager.

Fip.

Det er den største Han-Løwn, du kund sej. Og nu kan du sajtens gjør Nar af jen op i si aaben Øwn; men da en war glat og skred, da war en gued nok for dæ. Men a taaler æ ett af dæ, Wolle! Det kan a sej dæ! Hwad om a vild aabenbaar æ med dæ, hwor tit du haar søjt mæ ved Nættetider i farom god Daw?

Wolle Rævsgaard.

Aa, hold mæ di Flegger i! Heller vil du maaskisæ ha, te Trine skal hør æ?

Fip.

A er ligglaa; men saamøj vil a sej dæ, Wolle, te det streng Ud-Arbe vil a ett ved aâ aa sej!

(Wolle gaar mod Sovekamret; ogsaa Fip gaar ud; Stuen tom et Øjeblik).

Trine

(kommer ind og begynder at hægte op. Man hører Skrammel i Forstuen; Trine aabner Døren; det er Visti i Færd med at hænge Hestenes Seletøj op paa Knagene).

Naa, Visti, er æ dæ, der gaar og rumstirer?

Visti

(i Døren med et Bringestykke i Hænderne).

Er di Faa'r gavn i Seng?

Trine.

A ved ett, om han haar put sæ inu.

Visti.

Han war nok ved æ Bed17, atter hwad a hører. Hwad mon der war gavn ham imud?

Trine.

Aa, Faa'r er bløwen en rigtig værkle18 Stod'er, er han! Han haar wal taft i æ Kwot19, som han plejer.

Visti.

Hør, tror du den Helle kommer te Fest i Maaen?

Trine.

Mads? Det gjør han wal nok. Helsen skuld det da vær den først Stej, hwor a war, te ett ogsaa han war i æ Hæl af mæ. Men nær vi passer paa aa holde wos te hinaan, saa blywer han wal træt aâ aa rend og bejs atter mæ.

Visti.

Hør, Trine, du lowed mæ jo egentlig, te a maatt vær ved dæ i Awten en bette Lidt. Vi haaj jo nøj, vi skuld snakk om.

Trine.

Ja, det gaar a heller ett fræ. Men du maa ett komm lig med det samm. Æ Hus maa først komm te Ro.

Visti.

Aa, Trine, du er iløwle en knusraar Pig. (Kysser hende.)

Trine.

Ja, a er vis ett saa slem. Men skuld en ett vær gued mod dem, en kan lid, hwem skuld en saa vær gued imud? (Støj.) Men tys! der kommer vis nu'e! Det er naturligvis mi Faa'r, der inu gaar og stegler. Rend nu di Vej, og kom saa ind te mæ si'n – en jenle Ywblik. – Men du ska vær skikkele!

Visti.

Haar a ett aaltid wot skikkele?

Trine.

Aa – aa! Men nu maa du virkelig skynd dæ!

(Visti ud. Trine smider Livstykket.)

Wolle Rævsgaard

(halvt afklædt i Sovekammerdøren).

Di Muer er ett rask, saa hun ment, det klogest war, te du laa ind ved hind i Næt. Saa maa a jo si, om a kan klemm mæ sammel i di Seng, for naturligvis skal en saa legg saa krum som en Foldknyw?

Trine

(opbragt).

Hwad er det nu for nø Kunster, I hætter paa! Hwad skal a udrett ved aa legg derind!

Wolle Rævsgaard.

Kommer du, heller kommer du ett!

Trine

(der er et Bytte for de stridigste Stemninger, siger omsider graadkvalt, mens hun styrter ud).

Det haar da ogsaa den særest Gaang her i æ Gaard, a haar kjend Maag te!

Wolle Rævsgaard

(ordnende ved Alkoven, før han kryber ind).

Ja, der er ihwerfald ett den bejst Gaang i den her.

(Forsvinder bag Omhænget).

Visti

(træder kort efter ind paa Strømpefødder og uden Jakke og Vest; forsvinder i Alkoven hos Wolle Rævsgaard. Støj, Raab og Eder).

Visti.

Av, av! Slip!

Wolle Rævsgaard

(frem med Visti ved Øret).

Der fanged a sgu Fedri-Mikkel20. Nu søen gaar æ te i mi Gaard!

Visti

(fortumlet).

Ja men, der plejer du jo da aldrig aa legg.

Wolle Rævsgaard.

Det er altsaa ett æ først Gaang du er der!.. Nej, som du sejer, a plejer ett aa legg der, men det war nok ett hiel aa æ Vej, atter hwad a sier, om a laa mæ der en Gaang imell.

Visti.

Ja, mæ og di Dætter holder af hweranner, det er wal en ærlig Sag.

Wolle Rævsgaard.

Nu det kalder du en ærlig Sag! – Vil du ett lig følle mej herhen te æ Klok'hus21, der tror a, mi Kjep staar, saa skal a gi dæ "ærlig Sag". Det blywer maaske ett saa fornywele en Warm som den, du er woen te aa faa ved mi Dætter, men du faar ta tetakk for en jenle Gaang!

Visti

(truende).

Dersom du slaar en jenneste Sla, saa forlaad'er a di Gaard i Maaen den Daa.

Wolle Rævsgaard

(betænker sig).

Naa, saa du vover aa tru mæ, din Rott'ung! Det er Synd, men a faar jo læd dæ rend! (Slipper, men raaber efter ham.) Saasandt det ett haaj wot nu mødt Sommerdaw, hwor en staar og ingen Folk kan faa, saa skuld vi tow snaar ha skywt op med hinaan! (Visti ud.) Og det er mi egn Kjød og Blod! Ja, hwad saa ett den gammel Degn i Ingedaal: "Den Herren giver en Datter, giver han en Kurv fuld af Sorger!"

(Tæppe.)