Читать книгу Samlede Værker, Tredie Bind - Aakjær Jeppe - Страница 6

FØRSTE AFDELING

Sommeraften. En knoldet Kjærflade med Led og Ledstolper; Grøfter hist og her. Maanelyset falder bredt ned over en Aaflade, der bugter sig ud mod Nathimlen; langs Aabredderne Rør og Siv, længst ude Mosebryg. Til højre et lysende Vækildsbaal, om hvilket der danses af Mænd og Kvinder i Bondedragter. – Man venter paa næste Dans, sveder og tørrer sig over Ansigterne. Per Søwren sidder paa en Forhøjning af Græstørv og stemmer Fjolen til en Springdans.

Anders Forkarl.

Naa, Pejr, hwad blywer æ saa te! Kom nu med'en, men vi haar æ Warm.

Per Søwren.

Ja, how, how! Gi jer slirend22 te æ! Der er laant te Minnat og længer te i Maaen. Og a maa først ha mæ en Skraa. For den, der skal kjør godt, han skal smør godt. (Putter en mægtig Ville i Kjæben; griber Fjolen.) Nu skal I hør mi Brumbassi!

(Spiller en Runddans23; de andre synger og danser til. Dansen standser. Enkelte Par strejfer omkring.)

Anders.

Skal vi nu ett legg wor Bjen fræ wos en Ywblik og si, om ett der skuld vær en bette Kukmand24 aa find, der kund kluk lidt for wos; saa kund æ jo vær, te der war jen, der kund kwed wos en Vis saa læng. Hwor er Palle? Han kan jo saa manne, som der er Ærter i en Fjerdingkar.

Alle.

Ja; Palle skal syng!

Palle Hjorddreng

(rejser sig op).

Hwa ska a syng?

Trine.

Syng den, du sang i Jaes, da a mødt dæ paa æ Wajs med æ Høwder.

Palle

(synger Tagfatvisen, mens der gaar Flasker rundt i Laget med Mjød til Pigerne og Brændevin til Karlene).

Anders.

Tak, Palle! Men vi maa ha mir af den Slaw, men vi er ved æ.

Trine, nu maa du syng.

Trine.

Hwadfor skal a?

Anders.

Jow; for du vil helst.

(Trine rusker ham i Haaret.)

Anders.

Av da! Syng saa den, du lær af hind, Ann Katrin, der løb omkring og tegged.

Trine.

Hwem, sejer du?

Anders.

Aa, det ved du da nok! Hind der war gywt med ham den flott Skrædder, som vi kaldt Greven af Saksen.

Trine.

Naa-aa!

(Rejser sig op og staar lidt.)

Anders

(til Visti, som ligger lige op ad Trine).

Aa, Visti, læd nu vær aa trækk hind i æ Bjen saa læng. Det kan der jo blyw Tid te sin.

(Visti dukker sig genert.)

Trine

(synger).

Anders.

Tak skal du ha, bette Trine. Frans war en Skurk, det vil a indrømm; men Piger med baar Fedder i Maanskjen er heller ett nem aa staa for for syndige Mennesker; de kan gjør jen æ broged nok med Hueser paa. – Men nu maa vi ha nø andt i æ Spil, for her er fuedkold, saa æ Mand, han laa med hans Bjen i æ Bæk.

Æ Doeg bløder foruden og æ Swed forinden, saa vi taaler ett længer aa legg still. Men her baag ved er der en udmærket Liegplads; Per Søwren kan saa pust saa læng; der er inu en Par Stænk i æ Flask (rækker ham Flasken). Mir faar du ett, for mir haar vi ett.

Per Søwren.

En Skjælm, der gir mir end han haar, læd mæ kuns faa æ Levninger!

Anders

(snapper en af Pigerne om Livet og danser ud bag Baalet).

Den her Vej med Sølvtøjet!

(De andre følger.)

Hellig Mads

(der ubemærket er kommen tilstede, træder pludselig i Vejen for Trine).

Godawten, Trine! Læd mæ sej dæ lig tow Urd.

Trine.

Er æ Gudsurd?

Mads.

Ja, om saa war! Saa vidt er æ wal ett kommen med dæ, te du ett kan taal aa hør dem?

Trine.

Jamen hwer Ting te si Tid; a haar wot te Kjerk jen Gaang i Daa, og vil du præjk for mæ, saa render a fræ dæ. Men haar du helsen29 nø godt aa sej mæ, saa faar a jo hør paa dæ en Ywblik.

Aa, gaa saa læng, Visti!

(Visti gaar; man hører under hele Samtalen de andres Leen og Larmen.)

Trine.

Naa, hwad er æ saa, du vil mæ?

Mads.

A vil først og fremmest sej dæ Tak for den Helsen, a fæk fræ dæ.

Trine.

A ved ett, a har send dæ nø Helsen.

Mads.

Jo – ow! A war iguer henn aa levir en Par Stud; saa mødt a di Faa'r, og saa saâ han, te han skuld hels mæ fræ hans Dætter; hun kam snaar øwer og si te mæ.

Trine.

Ja, det er aalsammel nøj, mi Faa'r gjør paa hans egen Beram. Du sorger jo sjel for, te a sir dæ saa tit, te a kan spaar mæ mi Helsner, om a ajted aa send dæ nue, hwad a for Resten ett gjør.

Mads.

Men vil du da aalle blyw min?

Trine.

Ett mæ mi gud Villi, det er da't aa lyw for dæ.

Mads.

Men nær nu Sjæl drages mod Sjæl – er det saa ett en yndig Syn for Herren?

Trine.

Det kan saamænd godt vær. A tror i de hiele, te du forstaar dæ bejer paa Sjæle end a gjør; men saa forstaar a mæ nok saa godt paa Mennesker, og det er Mennesker, a tar atter.

For Resten er æ jo nø godt Plevver, nær du vil faa mæ te aa tro, te di Sjæl "drages" af min. Sej heller, te di Obligationer drages af mi Faa'rs Obligationer, di Hundredkronesedler af hans Hundredkronesedler, di Fiedstud af hans Fiedstud, for der er æ nok, æ Hummel stikker. Du tror, mi Faa'r haar en hiel Del Peng paa Rent – men du kund jo da ta Fejl.

Mads

(forbavset).

Hwad sejer du! Er di Faa'r ett en walholden Mand?

Trine.

Ja, det ved a ett nøj om, men det er da wal ett saa hiel sikker.

Ja, si du det, nu tar di Sjæl aallered Afstand, og det vil a ogsaa gjør med baade Krop og Sjæl – Godnat, Mads!

Mads.

Aa, tøw inu en bette Krumm!

Trine.

Nej, nu haar a virkelig hør nok paa di Præjkerads; du haar jo ett nøj aa sej mæ iløwle. – (Kalder overgivent.) Visti … Halløj!

Visti

(bag Scenen).

Her er a!

Mads

(bønlig).

Trine, du skal blyw!

Trine.

Nej, du kan tro nej, din helle Habakuk!

(Leende ud.)

Mads

(hen for sig).

Ja, de sejer jo rigtignok, te Wolle haar begynd aa spill møj Kwot … Men saa møj Peng han arved … Og hwad der kan blyw, det er jo da hindes.

(Grunder videre, alt mens han saa godt som muligt holder Øje med Legepladsen.)

Anders Forkarl

(svedig og forpustet ind for at søge efter en Ølflaske).

Hwad, Mads, er du her! Ja, det er jo aaltid raar aa ved sæ i Nærhied aa en Gudsbaaen, men helsen troed a ett, te det her war rigtig atter di Katekismus.

Mads

(messende).

"Prøver alt, men bevarer det bedste!" – Haar du tint ved det?

Anders.

Nej, a ett; men a troer nok, Trine haar. For for lidt sin kam hun jo fræ dæ, og nu gik hun justement lig ad æ Sønden med Visti.

Mads

(forfærdet).

Men hwor kan de da ha aa gaa hen?

Anders

(polisk).

Ja, hwem kan ved æ! A tint, om ett det kund vær Jens Masens Kal'hus.

Mads

(mere og mere urolig).

Da maa a si aa sni'rend dem!

(Styrter ud til venstre.)

Anders

(raaber).

Lykk paa Rejsen, Mads; og tag dæ i Ajt for Kræn Tammesens Skottørvgrav!

(Bag Scenen høres stadig Raabene: »To Mand frem for en Enke« og »Par om Par – spring ud ad!« De legende Par suser nu og da ind over Scenen med Larm og Latter og svinder paa den anden Side. En ung Pige kommer ind i stærkt Løb, skarpt forfulgt af »Enken«. I Mørket snubler hun over Per Søwren, der er falden i Søvn ved Flasken.)

Per Søwren

(vaagner og raaber).

Æ Fjol, æ Fjol; pas endele paa æ Fjol!

Anders

(iler til og hjælper Pigen op).

Oppedas, mi bette Lam; stur Pig'er slaar sæ ett, især nær de falder i æ Kjar. Med minder du stødt dæ paa den gammel Udgaangsøg.

(Peger paa Per Søwren; Pigen ler og spræller.)

Anders.

Nej, først en bette Kys for Umme30 og Tidsspild. Godt! Den næjst!

(Hun piler igjen af.)

Anders

(til Per Søwren).

Nu war æ sgu snaar paa Tid, du ga wos lidt mir Mosik, Pejr, istejfor aa legg der aa flyd i Vejen for Trafikken. – Du faar di Donner lovlig billig i Awten.

Per Søwren

(søger efter sin Hue; gaber).

Tho a war nær bløwen søvne.

Anders.

Nær! – Du haar jo gjord æ Egn usikker med di Snorken i snaar en Tim.

Per Søwren.

Nej, nu øwerdrywer du æ! – Men nu skal vi, karenmæ, osse ha nø Lyw i æ Klud. Der er da't en jenle Drip i æ Flask inu.

Anders.

Nej, ett saa møj som der kan læsk en Høn.

(Legen er imens opløst, Karle og Piger med hinanden om Livet kommer ind paa Scenen.)

Jonna

(søger at stive Hjorddrengen af).

Bette Palle haar sgi kiget for dyft i æ Mødflask; han ser ud, som han var falden fræ æ Høg og te æ Kukmand31.

(Hun anbringer ham i Forgrunden i Nærheden af det nu tildels slukte Baal, hvor han falder i Søvn.)

Anders.

Skal vi nu hwil lidt, saa synger Per Søwren nok en Vis for wos. – Syng den om dæ sjel, Pejr; den gjør du bejst.

Per Søwren

(synger og spiller under udtryksfulde Gebærder).

Efter en kort Pavse rejser der sig en Larm i Selskabet. En Pige styrter leende ud af Flokken; en Karl, der vil tage et Kys fra hende, løber efter; Pigen render Hovedet mod en fremmed Mandsperson og udstøder et Hvin.

Wolle Rævsgaard

(træder ind fra venstre med løftet Stok; Flokken flygter over Hals og Hoved. Wolle Rævsgaard frem mod Per Søwren, der ikke er kommen med).

Per Søwren

(holder Fjolen op over sit Hoved og raaber):

Slaa mæ, men skaan æ Fjol!

(Kvask! Fjolen splintres.)

Per Søwren

(hulkende).

Mi jennest Rigdom paa Jorden!

(Gaar bøjet bort med Fjolen ved Strengene.)

Wolle Rævsgaard

(styrter hen mod den sovende Palle; griber ham).

Dæ fæk a da fat i!

Du skal slipp for Bank, hwis du sejer mæ, hwor mi Dætter holder te.

Palle.

Av, Av! A ved æ ett!

Wolle Rævsgaard.

Saa maa a prøv, om ett mi Kjep ved æ. (Rap! Hyl!) Naa, hwor saa?

Palle

(vrider sig).

A ved ett nøj, men du kan jo si ind ad æ Dar, nær du gaar forbi Jens Masens Kal'hus.

Wolle Rævsgaard

(slipper Palle).

Jens Masens Kal'hus! (Fløjter.) Der fløw en Stork op32!

(ud.)

ANDEN AFDELING

Det indre af et Kjærhus, som det anvendes til Kalvene i den hede Sommertid; det er lyngtakt, loftløst, Gulvet dækket med Strøelse; Bræddevægge; en Fjæl fattes hist og her; i Bagvæggen midt for Scenen en raat sammenføjet Dør. Maanelyset falder ind ad Aabningerne i Væg og Tag.

Hellig Mads

(glider forsigtigt ind; river en Tændstik, lytter og løber skyndsomt hen i Krogen til venstre.

Lidt efter Visti og Trine).

Visti.

Læd mæ ryw en Swavlstykk.

Trine.

Nej, for Guds Skyld, læd det vær! En kund fytt det hiele aa. A mærker, der er saa møj Halm herind.

(De gaar begge over i Skurets modsatte Ende.)

Visti.

Her sejjer en jo som i si Muers Drawkistskuff.

Trine.

Ih si, hwor dejlig æ Maan skjenner! En kan ordenlig blyw rør ved æ. A war da bløwen saa warm af den Tumlen rundt; men nu kan a jo hwil mæ. (Lægger sig tættere til ham.) Aa, hwor er æ endda raar aa sej søen aaljen sammel med dæ; det er lissom en bløw en hiel anden Mennesk. Og saa aa vær fri for den Klodrians Øwerhæng.

Visti.

Hwor bløw han aa?

Trine.

Aa, han storked wal aa hjem. – Du kan endda tro, a saatt ham en slem Skræk i æ Bælle.

Visti.

Hwordan da?

Trine.

Jow, a saa, te mi Faa'r war vis nok ett den rig Mand, han blev tavn an for.

Visti.

Det kund du maaskisæ ha Ret i. Gud ved, hwordan han sejjer i æ?

Trine.

Ja, men, du skuld lig ha sit hans Ansigt! – Uh, a kund ha spytt paa ham.

Han blywer da ogsaa den jen Daa mir nærgaaend end den naan. Og saa haar han jo aalle andt i æ Mund end Guds Urd og Gris og Sped'kal. Og saa som han løjter!

Visti.

Hwad er det da aa?

Trine.

Aa, han wasker sæ wal aalle.

Nu skal a fortæl dæ en Spil. Han war jo herøwer i Forgaars, og saa sejer mi Faa'r te mæ, te a skuld vis ham æ Haw. Og a gik jo da saa ogsaa med ham, det forstaar sæ; og te aa begynd mej saa snakked han forresten hiel fornuftig. Men saa lig paa jen Gaang saa griber han mæ om mi Lyw og gir mæ en Kys, te ubav endda! Du kan tro, te det war en stram jen aa faa nied!

Visti.

Men hwad gjord da du?

Trine.

Mæ? A saatt mæ sku saa laant ud paa æ Skammelend, som a kund komm; men tror du saa ett, æ lied Asen kam baag atter og saa, om ett vi skuld bed wor Fadervor sammel som et Par rigtig Guds Bø'n. – Nej, helsen Tak, swor a. A er mynde for aa bed mi Fadervor uden di Hjælp, hwis a faar nø Lyst te det. – Og saa gik a mi Vej. Saa haar a ett sit ham far nu i Awten. Men det er da lig haa'dt nok, te en ett kan sejj i Fred for søen en Stod'er.

Visti.

Er han nu saa rig, som æ Urd gaar?

Trine.

Ja, vis er han rig; men læ ham gaa te anner med hans Rigdom. A trænger ett te'en. (Kjælen.) Men ved du, hwad a trænger for?

Visti

(i Tanker).

Nej.

Trine.

Aa, snak om en Ting! Du er saa sær i Awten.

(Knuger og kysser ham.)

Visti.

A saa og tint paa nøj.

Trine.

Hwad war det?

Visti.

Om ett a skuld begynd aa lær Mejerivæsen. Saa kan æ endda vær, te di Faa'r heller ga sæ.

Trine

(begejstret).

Ja, det skuld du! Mejerister haar jo en gued Stilling, og saa er de aaltid saa pæn i dje Tøj.

Visti.

Tror du, du kan vent paa mæ saa læng; det tar jo en Par Aar heller tre.

Trine.

A kan vent paa dæ te Dommedaa, om det skal vær, nær a ved, du holder af mæ, og a maa raad mæ sjel.

Men du ved ett, hwad a maa gaa i gjemmel derhjemm. Mi Muer er jo sygele og forfalden te den samm slemm Hellehied, som Mads lider aa; saa hun ved ett nø bejer end ham. Og mi Faa'rs Finger klør jo atter aall de manne Peng; saa a gaar saamænd derhjemm som en Knipp Hy mell tow Æsler – den jen plukker i mæ fræ den jen Sid, og den naaen fræ den naaen Sid – og Mads – den størst Æsel af dem aalsammel – han trækker i mæ fræ aall Sider. – Men a skal nok hold æ Ører styw, saa læng a kan; men en er jo ett mir end en Mennesk. – Og a vil derfor ett hør ondt af dæ, i Fald a skuld blyw tvungen te aa ta ham.

Visti.

Jamen, saa vidt gaar æ wal ett?

Trine.

Saa vidt! Du kjender nok ett rigtig mi Faa'r. – Du skuld ha sit ham i Jaes, da du haaj røwn dæ fræ ham; – a troed, han haaj gin mæ Haak.

Det war nu ogsaa forfærdelig kjedelig, te han skuld ta dæ i mi Seng. Nu blywer han inu mir paapassele heratter.

Visti.

Ja, hvem Fanden kund ved, te han laa der og glynt den Tid Daws!

Trine.

Tys! Det lyder, lissom der war jen, der traj haa'dt i æ Jurd her udenfor. Der bløw osse søen en Skjesu33 dernied, da vi gik her hen; baare det ett er mi Faa'r! Han saa, da a gik, te hwis a ett war kommen tebaag, te æ Klokk ti, saa skuld han hent mæ med hans Igikjep.

(I det samme slaaes der med en Stok paa Bræddevæggens Yderside; de to elskende springer øjeblikkelig op.)

Visti

(hviskende).

Herhen! (De stiller sig begge klods op ad Væggen i umiddelbar Nærhed af Døren; denne stødes op.)

Wolle Rævsgaard

(stormer ind. I samme Nu smutter de to ubemærket ud. Wolle famler omkring i Blinde som Trolden, der lugter Menneskekjød. Faar fat i Mads, der hales frem og gjennembankes).

Mads

(brøler).

Men Wolle, Wolle, Wolle! Er du da gawn hiel fræ Snøws og Samling!

Wolle Rævsgaard

(der opdager Fejltagelsen).

Men Herregud, Mads, er æ dæ! – Haar du da mi Dætter ved dæ?

Mads

(der kun kan tænke paa sin garvede Ryg).

Aa Jøsses da, mi Ryg, mi Ryg! Kund du da ett ha sit dæ for som en Kristenmennesk og ett søen slaa nied for Fued, som en ryv flintrende gal jen.

Wolle Rævsgaard.

Aa, tilgi mæ nu, Mads; du kan da nok tænk, te a ment ett nø ondt med æ. Og hwor kund a ved, te du laa her og vrødt34?

Mads.

Tho, det er da ett saa underle. A haar wot øwer i Bjaarkjær til Bønnemød, og da a saa kam her forbi, saa fæk a da søen en Trang te aa gaa her ind for i Ro aa bed en Bøn te mi Frelser. Og her maa a wal saa vær sluppen i Søvn; for a mærked ett te nøj, far du begynd aa tæsk løs paa mæ.

Wolle Rævsgaard.

Haar du da ett sit nøj te mi Dætter?

Mads.

Hwor skuld a ha sit nøj te hind?

Wolle Rævsgaard.

Den Sat – ! den lied Dreng, der fæk mæ i den Tro, te hun og æ Andenkaa'l, war gavn herhen.

Men vær nu ett altfor vred paa mæ, Mads. Hwad vi er jo aalsammel syndige Mennesker, hwis Gjerninger er Skrøbeli'hid.

Mads.

Ja, aaeja! Men der kund da gjan vær nø Maad med æ!

(han ømmer sig videre, mens de begge forlader Skuret.)

(Tæppe.)