Читать книгу Samlede Værker, Tredie Bind - Aakjær Jeppe - Страница 9

(1909)

PERSONLISTE

Enkefru Proft, Ejer af Gløttrup.

Erik Proft, hendes Søn, Gaardens Bestyrer.

Goj, Driftsleder.

Den Blinde, hans Bror.

Jens Romlen, Daglejer paa Gløttrup.

An Kjestin, hans Kone.

Dorre, deres Datter.

Laurst, Forkarl.

Per, Hjorddreng.

Villads Vedhud, Havekarl.

Gamle Anders, afdanket Røgter.

Jomfru Andersen, Kokkepige.

Fire Roepiger, deriblandt Smukke Katinka.

Hr. Grabb, deres Opsyn.

Grættrup, Herredsfuldmægtig.

Oxenway, Godsejer.

Smollerup, Proprietær.

Svenningsen, Proprietær.

Handlingen foregaar i Jylland paa Herregaarden Gløttrup.

FØRSTE AKT

Hele Baggrunden optaget af én af Ladelængerne paa Gløttrup. Midt for Scenen en aaben Indkjørsel med takket Portal. Til højre nærmest Porten to Halvvinduer, til venstre smaa Staldvinduer og en Stalddør inde i Krogen. Lidt fremme en Vandpost med Trug. Straatag, nyt paa venstre Halvdel, mosgroet paa højre; yderst paa højre Gavl en Storkerede med rugende Storkemor. Til højre for Laden, men nærmere Scenen, ses den takkede Gavl af Herskabsbygningen; en Smøge skiller de to Huse. Paa denne Gavl er der Dør ind til Folkestuen med en nedadgaaende Stentrappe. En stor Madklokke til venstre for Døren.

Til venstre for Scenen har Ladelængen en Udbygning, der springer nogle Favne frem; paa Enden af denne Udbygning en almindelig Stalddør, delt paa Midten. Til højre for Døren en Fjæl paa to Stolper op mod Muren; den tjener til Bænk. Mod Gaardsiden: en Slibesten. Et Par Grebe staar lænet mod Muren; og to River ligger paa Taget. – Middags-Sollys.

Man er i Færd med at bære Møntørv op paa den nye Tagrygning. En lang Brandstige støtter mod Hussiden, og en Bunke Møntørv er hobet op ved Stigens Fod. Oppe paa Rygningen troner Laurst og klapper Tørvene i Bunde med sin Mønningsskovl (af Form som en flad Kasteskovl); ved Stigens Fod krummer sig Jens Romlen med Gjødningssæk over Skuldrene, mens Drengen Per løfter de alenlange, grønne Græstørv op paa hans Ryg. Den Blinde staar og »ser til«.

Jens Romlen

(til Per, mens han bøjer sig dybt ned).

Jen til, mi bitte Dreng; helsen skal en jo baare gaa des tiere.

(Per er nær ved at dejse bagover med den mægtige Tørv.)

Jens Romlen

(videre).

Ja, det er ett nø Arbed for saadan en bitte Knæjt. Saadan war'et! Det war hwell! Nu haar a sgu faat det, a ka drag mej. (Rejser sig op med Hænderne paa Trinene.)

Da war det slem; no glemt a mi Skraa. Ka du ett ta'en op af mi Vestlomm og gi mæ'en?

Per.

Jow suren spark mæ kan a saa!

(Hiver Skraaen frem og hjælper ham den i Munden.)

Jens Romlen.

Aaeha, nu er'et ingen Sag! Nu kund a gaa med mi Tørv lig op i den syvend Himmel og ind for Guds Engle smaa.

Den Blinde.

Aa, vil du saa ikke ta mig med!

Jens Romlen.

Aa, din sølle Krøbel, hwad skuld Worherr snaar brug dæ te. Du er jo saa stor og stærk. Du skuld saamænd heller ta en Par Tørv for mæ.

Den Blinde.

Ja, da kan jeg saamænd godt det.

Jens Romlen.

Nej, det gaar wall ett. Du kan jo ett si.

Den Blinde.

Ja men jeg kan krybe.

(Har allerede ladet sig belæsse af Per.)

Laurst

(hamrer med Skovlen).

Hwad er det, I ligger og glyner atter dernied; faar a snaar nø flir Tørv.

Jens Romlen.

Jøsses, bette Børn, nu blywer han nok skrabajsk56, ham deropp. Lad mæ saa kom til Dalren.

(Arbejder sig op ad Trinene.)

Den Blinde

(følger efter).

Jens Romlen

(slænger Byrden paa Tagryggen).

A – h!

Laurst.

Ja, det er Arbed, der tar paa æ Rygstrænger.

Jens Romlen.

Ja, en blywer snaar for gammel og stiv te'et. Det war ett som i æ Ungdaw, da rend en op ad en Stig som en Flu ad en Laaddar57. Men naar den her Hold øwer æ Lænd begynder og indfind sæ, saa er saamænd det bejst fræ wos.

Laurst.

Skal vi ta en bitte Pust?

Jens Romlen.

Aaeja! det vild endda vær gued, heropp paa det warm Taag. Her kan en jo ligg og baag sæ som en Kat for en Ovnsmund.

Laurst

(til den Blinde).

Hwad, Wolle, kommer du ogsaa hivend. Lad os si, du slaar æ Klører godt i!

Den Blinde.

Jeg er ingen Fare i. Naar en er blind, saa har en et Øje paa hver Finger.

Laurst.

Tho saa er du jo ett aa beklav; saa haar du jo ti, hwor vi anne maa hjælp wos med tow.

(Den Blinde kradser forsigtig ned igjen.)

Per

(er ogsaa søgt til Vejrs).

Laurst.

Hwad skal du her atter?

Jens Romlen.

Aa, tho lad æ bette Knæjt ha den Plasir. Det er jo saa skjøn aa kom te Vejrs i den Alder.

Per

(spankulerer videre hen ad Tagrygningen mod Storkereden).

Laurst

(holder Øje med ham).

Kom ett te æ Stork. For faar du ham te aa plukk dæ i di Bowser, tar han fandenmæ æ Skind mej!

Jens Romlen.

Nej, her war'et endda skjøn opp. Her kan en ligfrem ligg aa si æ Kow. (Peger ud, liggende paa Maven.)

Kan du ett ogsaa, Laurst, si no hwid nøj der lig forbi den sønderst Tørvskru? Jow, det er lissaa sikker, det er mi Kow! Og kan du saa ett saadan sønden om den nordest Skru si endnu en bette Prik; si! nu flytter en sæ! jow det er mi Kuen, det er An Kjestin, det er lissaa sikker!

Laurst.

Ja, det er alskjøn aa ka si si Hjemmen.

Jens Romlen.

Aaeja, endda! Saadan en bette Hysling58, – en kan misæl kom te og hold aa'et, saa fattig det er! Og nu er a endda glaad ved, a er bleven hængend ved'et, for nu sir'et jo ud te, te en kund komm te aa ta nøj ind ved'et.

Laurst.

Ja, hwad er'et en hører! Te du vil te aa lav Tørv; saadan i det stur.

Jens Romlen.

Ihja! det er lissaa sikker! Nu vil a fandenmæ te aa lav Peng. Her haar a ga'n aa brokked læng nok. Men æ Mues – kommer det te aa gaa … en kan jo øs Peng op med Skovl! – Det kan fandenmæ vær, en blywer Millienær! Hehehe!

Laurst.

Er det nu ham æ Goj, der laver alt det?

Jens Romlen.

Ja, det er sgu æ Goj; det er ham, der haar faat Kig paa æ Mues, jow, det er lissaa sikker! – Det er saamøj en Fandens Kaal', han er bløwen te. Haar du sit ham, si'n han kam hjem fræ Australien?

Laurst.

Nej, a haar sgu aalle sit æ Persovn; men en Del haar a jo høt om ham. Det skal jo vær en geskjæftig Fyr.

Jens Romlen.

Ja, føj en Hued der sidder paa ham! Det haaj sgu ingen drømt om, der kjend, hwad han war falden atter, te han skuld vær bløwn saamøj Kaa'l.

For æ Faa'r, – ja, det hower du ett nøj te, men ham gik'et jo da saa sølle, som det kan gaa en Mennesk. Og Goj sjel han haar jo da gavn her paa æ Gaard fræ hans bette Tid aa. Da bløw der saamænd tavn haardt nok paa ham! Ja, det war nu ligfrem for møj; for den gammel Proft det war saa møj en Røwer! Ja, den Ung er misæl ett aa rues, naar en turd sej'et; men nu taaler æ Folk jo knap nok saamøj.

Laurst.

Naa, den gammel war saa dæwels?

Jens Romlen.

Ja, han haar øj manne Mennesker. Gammel Anders herhenn han kan snakk mej om'et. Og den Blind, der gaar her, – det er jo da den gammel Herremand, han kan takk for hans Blindhied.

Laurst.

Er'et sand!

Jens Romlen.

Ja, wed du ett saamøj! Tho han ga ham jo da en Skud Hagl i æ Hued.

Laurst.

Wolle her?

Jens Romlen.

Ja, det forstaar sæ. Paa æ Jagt jo da. Tho han skuld jo staa saadan og mød for'et; og der war nok saa en Haar, der war kneben ud; tho det kan jo sajtens ski; og æ Herremand han blywer jo hwerregal, som han plejed; og han skyder jo; det skuld jo hid sæ, te det war atter æ Haar, men den der mist æ Øwnsyn, det war misæl sølle Wolle! Jow, det er lissaa sikker!

Laurst.

Sej mæ nu engaang; den her Tørvanstalt, der far bløw snakked om: haar Goj nu saa møj, te han ka bekost det rejst op?

Jens Romlen.

Ja, det war ett sær! Det stiller han an som en Røj. Han haar Peng saa det hwørmer59.

Det vil sej, a ved sgu endda ett, om det just er ham sjel, der haar æ Skjellinger, men han ved, hwor han kan hivsk'em60; ja, det er en Satans Træjring61!

Laurst.

Ja, for det er ett Klatskjellinger, dér skal te'et.

Jens Romlen.

Nej, bette søde Børn, det er i Tusinder! Maskiner og … Greb og Skovl … og Værker og Sager – Anlegskapitalen, – det skal fandenmæ nok rend i æ Vejr.

Hihihihi! Der blywer dænenmæ Lyw ved æ Muesland.

Laurst.

Ja, det maa du nok sej! Og du skal jo da saa vær mej i'et.

Jens Romlen.

Ja, Gud bewaars! A skal jo ha en Stilling. Jow, det er lissaa sikker.

Laurst.

Kan en anden jen ett kom mej i det?

Jens Romlen.

Jow, forstaar sæ! Tho det er da æ Mjening aa'et, te det skal I mej te aall sammel. Ja, det maa a wal knap nok fortæl endnu, men det er jo saadan en Sprekulation han haar, te naar det her kommer i Gaang, saa skal al æ Egns Smaafolk ta te æ Mues og ingen te æ Herregaard. Saa skal I sgu si Lojer. For saa kan'et jo aalle bestaa. Det er vi anne, der holder'et opp. Ja, misyv er'et saa!

(Peger ud mod Mosen.)

Derud, derud – hæ-hæ-hæ! – ud baag mi bette Hysling, der er'et fandenmæ æ Sla ska staa! Hwa? Hwa?

Laurst.

– Men haar du nu ogsaa æ Skjød paa'et.

Jens Romlen.

Eh-nej, det haar a jo guednok ett.

Laurst.

Nej, det er jo æ Gaards.

Jens Romlen.

Nej, det er Fanden taa mæ min; det var ett sær! Men æ Skyd skal a ha. Og den haar a ogsaa wot loved læng.

56

skrabajsk, streng, vrippen.

57

Laaddar, Ladedør.

58

Hysling, Vaaning.

59

hwørmer, myldrer.

60

hivsk'em, nappe dem.

61

Træjring, Gavstrik.