Читать книгу aarhus - Aarhus University Press - Страница 4

lars bukdahl

Jeg blev født i et hvidt Friis & Moltke-rækkehus i Vejlby-Risskov, ikke Vejlby, og ikke Risskov, det nye, funklende og progressive kvarter midtimellem, med egen moderne skole og egen moderne kirke – 60’erne som Lego-sæt i naturlig størrelse. Aarhus, der lå et godt stykke ude ad Grenåvej et sted, bestod for mig grundlæggende af to institutioner: Den Gamle By, som hvert år blev besøgt ved juletid, og universitetet, hvor begge mine forældre arbejdede som et eller andet, der hed lektor. Senere blev jeg klassisk-sproglig student fra Aarhus Katedralskole, studerede litteraturhistorie på selv samme universitet og boede også nogle ungdomsår i Otte Ruds Gade på Trøjborg, der jo heller ikke helt er Aarhus. Mentalt var jeg imidlertid allerede som femtenårig flyttet til København, hvor jeg dags dato reelt har boet i 22 år, bortset fra at jeg ikke har boet i København, men på Frederiksberg og i Hellerup, på akkurat Trøjborg- og Vejlby-Risskov-afstand, tsk, tsk.

intro

å!

Jeg vil gerne helt forgæves og totalt reaktionært protestere mod to nyere, Å-relaterede facts om Aarhus:

1. At byen nu staves med to a’er i stedet for bolle-å, Aarhus i stedet for Århus. Det ser helt forkert ud, som om Den gamle By har bredt sig til hele byen, selvom meningen vistnok er den modsatte: At å er et lidet internationalt bogstav, så i stedet for at udlændinge lærer den rette udtale, Orhhus, kan de helt frit gjalde AAAAAArhus.

2. At Aarhus Å (i det mindste staves det ikke Aarhus Aa) er blevet gravet fri og nu løber spektakulært og helt åbenlyst hele vejen gennem midtbyen til glæde for alle og enhver undtagen mig, der synes, det ser helt forkert ud, som et overdimensioneret gadekær nærmest.

Den virkelige grund til, at jeg protesterer mod både Å-bogstavering og å-frilæggelse, er selvfølgelig, at begge dele har fundet sted, efter jeg selv flyttede fra byen midt i 90’erne. Og mere intrikat afslører mine protester, at jeg nærer større nostalgi for og – gulp! – kærlighed til Aarhus, end jeg bryder mig om at indrømme.

De første ti år, jeg boede i København, fremhævede jeg altid, over for først og fremmest mig selv, hvor cool – ikke følelseskoldt, bare følelsesneutralt – jeg forholdt mig til Aarhus, når jeg var tilbage i byen. Hvilket jeg så også var temmelig ofte, fordi min mor blev ved at bo der og faktisk boede mere og mere centralt, indtil hun omsider også flyttede til København. Det er jo let nok at lade være med at savne et sted, når man til stadighed kommer forbi.

Måske kunne man kalde folk, der bor i Aarhus, for aarhusianere med dobbelt-a og folk, der er vokset op i Aarhus, men er flyttet andre steder hen, for århusianere med bolle-å. Der er så mange selv-eksilerede århusianere i København – ikke for ingenting er kælenavnet for Skt. Hans Torv på Nørrebro Thomas Helmigs Plads – at Aarhus føles som et ekstra, spøgelsesagtigt, evigt omkringsvævende, københavnsk brokvarter of the mind. Når man altså opholder sig i København. Når man til gengæld vandrer rundt i Aarhus, føles det som om, man bare lige skal et par kilometer uden for midtbyen, før man pludselig er i København, som om Frederiksbjerg rent faktisk er Frederiksberg.

Aarhus er og bliver den evige toer, hvilket er langt mere stressende og frustrerende end at være den evige treer eller firer, so close, but no cigar. Ustandseligt anstrenger Aarhus sig for at være større og finere og hippere og sjovere og bare tydeligere end etteren, København. Aarhus ligner maharajaen af Pengostan i en forvrænget udgave af den gamle Onkel Joakim-historie, hvor Joakim slet ikke forsøger at konkurrere – i hvert fald ikke med maharajaen – men maharajaen alligevel klør på med vældigere og vældigere monumenter for sig selv: MUSIKHUS! KONGRESCENTER!! PRISMET!!! AROS!!!! DOKK1!!!!!

Den bedste Aarhus-guide, næst efter den De holder i hånden lige nu, er digteren Peter Laugesen og fotografen Poul Ib Henriksens Århus fra 2007 (og derfor med bolle-å). Dér finder man denne kærlige og spontane opsang:

Et af de slogans Århus har været gladest for i de senere år er etiketten VERDENS MINDSTE STORBY. Det er typisk. Det oser af mindreværdskompleks. Hvorfor være en storby, når man netop ikke er det, og når netop det, at man ikke er det, ville være det største fortrin, en by af den størrelse kan have i verden, som den begynder at se ud. Metropolerne er døende. De bliver kvalt i overbud på alle fronter, for meget af alting og mere og mere skåret til efter et stadig mindre sæt uafladeligt skiftende trends. Hvorfor ikke være VERDENS STØRSTE LANDSBY i stedet, med alt hvad det indebærer. Selv om Århus så måske alligevel ikke lige er verdens allerstørste, men den er det, der skal til: en samlet enhed, der rummer, hvad en by skal have for at være en by. En landsby.

Mere præcist er det måske at sige, at Aarhus på samme tid gerne vil være verdens mindste storby og verdens største landsby. Og at hjemmeboende aarhusianere enten betragter Aarhus som det ene eller det andet. Laugesen er så en aarhusianer (der bor i Brabrand), der er på landsby-holdet og betragter storby-ambitionen med jeronimusagtig skepsis.

Den mest slående hybridisering af lille storby og stor landsby er vel netop udgravningen af Aarhus Å, som jeg protesterede mod ovenfor: Vi har ikke søer som København eller floder som London, Paris og Rom, men se nu lige og sæt spot på, hvilken helt fantastisk, utrolig Å, vi har. Hvor ellers er ikke bare én, men talrige, både folkelige og fancy cafeer placeret langs en lille, rislende å?

Eller hvad med Arne Jacobsens rådhus, som jeg er en stor fan af, men som Jacobsen i sin tid præsenterede uden tårn, fordi tårne var noget gammeldags kitsch. Og nok ville aarhusianerne gerne have et hyper-moderne rådhus, meget hyper-modernere end det i København, men de ville ikke give afkald på et godt, gammeldags tårn som netop det i København, så derfor måtte Jacobsen modvilligt konstruere noget så selvmodsigende som et modernistisk rådhustårn, sødt og skarpt på samme tid, som akkurat et kubistisk maleri af et landsbykirketårn.

Eller hvad med byens nye vartegn, Olafur Eliassons Your Rainbow Panorama på toppen af ARoS, hvor den ultimative, postpostmodernistiske, interaktive kunstoplevelse er at vandre rundt i en cirkel og se Aarhus, inklusive åen og rådhuset, i alle regnbuens farver.

Uden vi måske helt har erkendt det, betragter flere af os selv-eksilerede aarhusianere Aarhus som først og fremmest en litterær location. Mere end virkelige gensyn er det læsningen af Peter Laugesens digte og Svend Åge Madsens romaner, som for os bekræfter Aarhus’ fortsatte eksistens. Svend Åge Madsen – den eneste romanforfatter af verdenslitterært format, der bor (i Risskov) og lader sine romaner udspille sig i Aarhus – har fabuleret sig frem til en særligt snurrig meta-udgave af Aarhus, hvor Den Gamle By bogstaveligt talt har bredt sig til hele byen, igen og igen.

(I parentes bemærket er det også typisk for mega-landsbyen Aarhus med Den Gamle By, der er en hel, ikke helt lille museumsby inden i selve byen; København nøjes med lidt brosten, en gammel kiosk og en telefonboks, der vistnok er fjernet, ved siden af Københavns Bymuseum på Vesterbrogade).

Flere af Madsens bøger indeholder hentydninger til fablen om Den Gamle Bys udbredelse, men den fulde, eksplicitte og uforkortede version præsenteres i novellen ”Alle tiders karneval” fra samlingen Mellem himmel og jord, 1990. Under et karneval besætter slumstormere klædt ud som 1700-tals-mennesker Den Gamle By:

Efterhånden vænnede alle sig til at der var en levende gammel by, inde i den ny. Den gamle voksede lidt, og ændrede sig selvfølgelig med tiden. For tiden stod jo ikke stille. Ikke dengang.

Så var der et af de gamle huse der var ved at falde sammen, og man forbedrede det lidt. Så var der noget værktøj der blev slidt ned, og man indførte noget nyere. Da selve Århus var blevet omkring hundrede år ældre, havde Den Gamle By udviklet sig frem til noget i retning af nittenhundrede. Det hele gik nemlig lidt hurtigere i anden omgang. Men efterhånden var der næsten ingen der havde lyst til at bo i den store, moderne by, hvor problemerne og håbløsheden jo blev større og større. Så den yderste, moderne skal var næsten opslugt af Den Gamle By, som voksede kraftigt i den periode og efterhånden bare blev kaldt Byen. Af den oprindelige by gemte man kun et lille hjørne, som kom til at hedde Den Ny By. Så man kunne holde styr på det hele.

Men tiden var forvirret, faktisk var problemerne også begyndt at melde sig i Den Gamle By. Derfor byggede man et slags museum midt i det hele for at holde den gode, gamle tid fast. Nogle år efter var der så nogle besættere der rykkede ind i museet og gav sig til at leve ligesom man et par århundreder før havde gjort. (…)

Det værste er at man ikke er helt sikker på hvor mange gange rummelen egentlig har gentaget sig.

Har man først én gang læst denne effektivt svimlende novelle, er man for evigt dømt til at sætte spørgsmålstegn ved virkelighedsværdien af såvel Aarhus som Den Gamle By.

På kryds og tværs af Svend Åge Madsens værker er bygrænserne mellem fiktion og fakta flydende: Der er vitterligt en gade i Aarhus, der hedder Graven, men der har aldrig ligget et værtshus, der hedder Gravens Rand. Eller det gør der måske nu? Det er lang tid siden, jeg har tjekket, og endnu længere tid siden jeg gik til tandretning i Skoletandplejens store, onde hus i samme gade.

Så er der sangene om Aarhus. Hjemvéen i ”Hjem til Århus” er alt for friskfyragtig (”Når jeg tænker,/ hvis jeg da ellers ka’ gøre det/ i den her ballade/ så tænker jeg på dig/ Og når jeg taler,/ hvis no’n da ellers gider høre det/ i den her manege – ja/ så taler jeg om dig, og kun om dig/ og om at komme hjem./ Hjem til Århus åh åh”), mens lalletheden i ”Slingrer ned ad Vestergade” er alt for tjallet (”Slingrer ned ad Vestergade/ Og det er forår/ Og jeg har røget en stråhat/ Slingrer ned ad Vestergade/ Solskin brændglas/ Og hjerter af celloluid”).

Min yndlingssang om Aarhus er stadigvæk Thomas Helmigs ”Støvregn”, fordi den er så helt umanerligt melankolsk. Så melankolsk kan jeg slet ikke selv finde ud af at være og da slet ikke omkring Aarhus, men jeg kan lige præcis være det i de lidt mere end tre minutter, sangen varer. Og da er ikke bare Skt. Hans Torv, men også Gammel Torv og Gråbrødre Torv og Kultorvet og alle de andre københavnske torve tvunget til at hedde Thomas Helmigs Plads. Teksten fortjener at blive sat op som et rigtigt digt (og det er en Aarhus-sang, fordi Casablanca er en gammel, wannabe-80’ercafé ved Domkirken, og fordi det altid støvregner i Aarhus):

Jeg ved du findes stadigvæk

Jeg ved jeg elsker dig endnu

Jeg ved du er gået i stykker

Alt hvad jeg rører ved går itu

God bedring

Farvel mit livs...

Hvor smukt den falder

Støvregnen

Jeg kan næsten ikke

Se dig mere

Hvor smukt den falder

Støvregnen

Jeg kan næsten ikke

Se dig mere

Så gik jeg ned mod Casablanca

Og jeg kunne huske noget du sagde

En nat vi stod ved baren sammen

Og havde alt vi ville have

Og så meget at miste

Og det gjorde vi så

Hvor smukt den falder

Støvregnen

Jeg kan næsten ikke

Se dig mere

Og den falder

Og den falder

Og den falder

Fra hinanden, fra hinanden

Snøft, eggå!

Der er et Aarhus, der hverken er Verdens Mindste Storby eller Verdens Største Landsby, og som er helt uden for min egen horisont, og det er super-ghettoen, Gellerup og Trillegården og Bispeparken, og hvad de nu hedder, de betonkvarterer på Brabrand-egnen. Dem skriver Peter Laugesen også om i sin Aarhus-guide:

Nå lille turist, så står du her. I selveste Gellerupplanen. Det er her, hist-put-fakir har fyldt alle garagerne med kunstgødning, mens de små flabede rappere sidder på altanerne og leger med ledninger og vækkeure. Velkommen til Talibanistan! Velkommen til fremtiden! Måske ikke lige den, de driftige pampere i Brabrand Boligforening forestillede sig, da de rejste rundt i Aztekerland og Japan og lagde planerne for planen. Men det var også fremtiden, de planlagde. Den var bare ligesom allerede fortid.

Til forskel fra storbyen og landsbyen har ghettoen klart vundet Danmarksmesterskabet som den allermest super. Og det har den gjort takket være litteratur + musik, i første omgang 8210-rappere som U$O, Marwan og min nabo her i Hellerup L.O.C. (fødenavn: Liam O’Connor). Her er et uddrag fra L.O,C.’s gæste-optræden på Jokerens Christianshavns-hyldest ”Havnen”:

Jeg er fra Århus V/ Vi snakker pimp snak ignorance/ Hvor vi skider på at få en fod ind i branchen/ Tjener penge på alt andet end showbiz/ og broderet 8210 på vores Akis/ Hvor domsmænd mener det vil gøre gavn/ At aftjene samfundstjeneste på Christianshavn/ Hvor der er penge hvor de fucking burde være/ Skotøjsæsker fra gulv til loft, penge på lager/ Hvor vi siger ”Hva så” når en bager flexer/ Knægte fra Langkjær ruller rund i en lexer/ Hvor du tit ser legender som Muhammed K./ Jeg synger bau vau vau vau med den dræbende Joe/ Forsikring stiger med vores fucking postnummer/ Haar-tanken røvet over 30 gange hver sommer.

I anden omgang og mildest talt suverænt blev mesterskabet vundet af Yahya Hassan i hans digtsamling af samme navn, Yahya Hassan, 2013, den mest sælgende danske digtsamling nogensinde og meget langt fra den ringeste. Her driver han gennem ghettoen i digtet ”Afløser” kort før Danmarks- og verdensberømmelsen og tre år før varetægtsforvaringen og fængselsdommen (sådan har jeg oftest husket Aarhus de seneste måneder: som dér hvor en af vores mest talentfulde, unge digtere sidder bag tremmer – selv har han omtalt biblioteket i Aarhus Arrest som et af landets bedste):

HEJ FORFATTER SIGER SHARIF HAN SIGER ALDRIG ANDET/ 20 PRINCE TAK/ HEJ FORFATTER/ JEG RYGER EN NATTER I EN STJÅLET BIL/ MED ET PAR STYKKER FRA OMRÅDET/ SÆTTER MIG IND TÆNDER MIN JOINT/ OG HOLDER HÆNDERNE I LOMMEN/ EN MOTORCYKEL LYDER VED DEN MIDTERSTE BLOK/ TO ELEFANTHUER KØRER IMOD OS/ KIGGER IND AD RUDEN GENKENDER OS OG KØRER VIDERE

I den modsatte ende af byen vil jeg gerne anbefale mit eget yndlingssted, der selvfølgelig er et barndomssted og fuldstændig anti-monumentalt: Den snirklede gangtunnel under Ringvejen mellem Studenternes Hus og universitetets hovedbygning – ingen vej udenom at løbe hujende frem og tilbage på det gummibelagte gulv og høre ekkoet svare fint og dybt:

AARHUS

ÅRHUS