Читать книгу aarhus - Aarhus University Press - Страница 5

søren bitsch christensen

”Men er du så født i Aarhus?”, spørger folk ofte. Som om det gør den store forskel. De fleste er alligevel tilflyttere her i byen, og man kan vel godt holde af den alligevel. Og det gør jeg så. Så meget, at jeg siden 2011 har haft dens historie som mit daglige arbejde som leder af Stadsarkivet. Der er trods alt et begrænset antal bygninger og miljøer, som arkitekter fra det meste af verden vil rejse til Aarhus for at se, og jeg har haft min daglige gang fem af stederne: På universitetet som lektor i byhistorie, i Den Gamle By som leder af dets forskningscenter, i det gamle Statsbibliotek på Vester Allé, da dette endnu var arkiv, på Rådhuset og nu i Dokk1, hvor Stadsarkivet har til huse. Nej, jeg er ikke født her, men det er mine børn, og mens de har ret til at bære byens navn som fødested i deres pas, må jeg nøjes med at bære det i mit hjerte.

i går

tilbage til fortiden

Er Aarhus en smuk by? Det er i hvert fald ikke en billedskøn by med et afklaret forhold til sin egen historie. Det ene øjeblik rammes byen af tilsyneladende uovervindelig nostalgi og ønsker om at sætte tiden i stå, men det næste overvindes modstanden mod forandring af stærke kræfter, som ønsker udvikling og vækst. Konflikten ligger i byens DNA. Aarhus tog hul på 1800-tallet som en af flere middelstore jyske købstæder med 4.000 indbyggere, men lagde århundredet bag sig med 50.000 indbyggere. Byen har flere end 1200 år at se tilbage på, men efter i århundreder at have stået på nogenlunde samme stade, eksploderede den i slutningen af 1800-tallet i en grad, så dens egentlige tradition i dag er fremgang og udvidelse.

Det er mit arbejde at holde styr på denne bys bevaringsværdige dokumenter. Det kan være lidt vanskeligt i en by, der er usikker på, om den er bevaringsværdig. Aarhus har ikke en fælles grundfortælling om sin fortid at falde tilbage på, når der skal tages afsæt til fremtiden. Byen er ganske vist en af Danmarks ældste byer, og ethvert spor efter vikingernes Aros, som Aarhus hed dengang, bevogtes som var det kronjuvelerne – først og fremmest i Moesgaard Museums trygge kældre. Domkirken og de andre fredede bygninger er i sagens natur netop dét – fredede. Ingen kunne vel for alvor drømme om at rive en af byens mange bindingsværksgårde fra 1600-, 1700- og 1800-tallet ned. I hvert fald ikke længere, for indtil for 30-40 år siden var man ikke så blødsøden på det punkt, og der røg en del bygninger, der ville have været et stærkt indslag i byens historie i byrummet i dag.

Men det moderne Aarhus blev ikke bygget i bindingsværk. Det opstod i en syndig sky af røg fra fabrikker, dampskibe og lokomotiver i de sidste tre-fire brølende årtier af 1800-tallet, senere ledsaget af lyden fra klaprende skrivemaskiner fra grossererne og bankernes skrivestuer, hujende børn fra velfærdssamfundets skoler og den stille eftertænksomhed fra universitet og læreanstalter. Det var ikke altid spektakulært, men det er vores historie. Og den er god nok. Faktisk mere end god, og hvis man tager det rigtige syn med sig, kan man rundt i byen følge historien i sin mangfoldighed. Men historiens gang afsatte ikke altid arkitektur og bymiljøer af umiddelbart høj klasse. Derfor kommer vi nogle gange til kort og tillader med hovedet under armen, at bygninger forsvinder, og kulturmiljøer bukker under uden øje for, at historien også bor i de små byhuse, der for nylig blev bulldozernes bytte i den lille gade Sandgraven.

Byens store forfatter Svend Åge Madsen øser af byens historie og fremstiller den som et labyrintisk spil, hvor skæbner vandrer ubesværet på tværs af århundrederne. Jeg er ikke nogen Madsen. Men også i min virkelighed rummer byen de mest fantastiske fortællinger. Jeg tør næsten ikke sige det, men når jeg går gennem byen, foregår det ofte til ekkoet af fortidens stemmer.

Aarhus rummer ikke som København statsmagtens bygninger eller den fastfrosne idyl som i Ribe. Vil man opleve Aarhus, kan man følge i de synlige spor efter mange forskellige tider, der nogle gange læner sig op ad hinanden, til andre tider spærrer for hinanden.

domkirken og torvene

Da jeg kom til Aarhus i 1989, måtte man springe for livet på byens torve. Der var busser og biler overalt. Selv på torvet foran Domkirken var der parkeringspladser og gennemgående busruter. Åen lå forsvarligt under asfalt. Det var, som om byen havde gjort alt, hvad den kunne, for at overdøve fornemmelsen af fortid i byens midte med biler alle vegne, men en ny opfattelse af byens rum var på vej. Op gennem halvfjerdserne og firserne var der blevet slået flere og flere sprækker i billedet af Aarhus som en industrialiseret asfaltjungle. Først forsvandt bilerne fra Søndergade, og Strøget opstod. Siden slog en navnkundig borgmester bremsen i og reddede den ene købmandsgård og bindingsværksbygning efter den anden fra nedrivning, og hippierne, cool arkitekter og oppositionelle aktivister tog vare på truede ejendomme. Men da der i 1990’erne blev slået hul på asfalten over åen midt på Åboulevarden under Sct. Clemens Bro, åbnede der sig en sprække med udsyn direkte til byens historiske livsnerve – åen. Bylivets genkomst i 1990’erne og nullerne med fredeliggørelse af pladser og stræder blev også historiens genkomst. Herefter blev bybevaring mere business end aktivisme.

Få storbyer har så lille en historisk kerne som Aarhus. Byen opstod på nordsiden af åen i området ved Bispetorv og kravlede i løbet af middelalderen over åen og bevægede sig i 1800-tallet op ad bakkerne. Fra toppen af ARoS ser man det tydeligst. Herfra ligger byen som skåret ud i stykker af en lagkage med hver sine tydelige, tidstypiske træk, understreget af de skiftende farver, kunstværket Your rainbow panorama bader byen i.

Det tager et kvarters tid at gå den gamle købstad igennem fra syd til nord og lidt mindre fra øst til vest. De gamle gader er stadig den vej, benene helst vil gå, når man skal igennem byen. Hvordan det opleves i bil, behøver vi ikke tale om, for her er al logik hørt op, og ingen kan længere køre den naturlige vej fra et punkt til et andet. På cykel går det lidt bedre, men også her blokerer ensretninger og afspærringer for følelsen af, at man lader det indre kompas styre sig sikkert frem. Til fods går det, som det skal. Er man nede i midtbyen – som aarhusianerne stædigt kalder city – og medmindre man virkelig stritter imod, føres man af en urgammel geografi ad indfaldsveje, stræder og gyder med sikkerhed frem til byens gamle torve mellem Domkirken og Vor Frue Kirke, byens oprindelige domkirke med en krypt fra omkring 1060.

Det er naturligt at lade Domkirken være udgangspunkt. Jeg husker endnu, hvor ondt det gjorde, da et nyt familiemedlem sagde til mig, at den var grim. Hver gang jeg passerer den, og det er tit, spørger jeg mig selv, om det passer. Det gør det ikke. Det er et romansk og gotisk mesterværk, der ganske vist ikke har fulgt en masterplan, men er knopskudt over godt 300 år fra 1200 til 1530. Resultatet blev Danmarks længste kirke med 93 meter. På nær en meter er den lige så høj, som den er bred. Her må vi så se bort fra den begrædelige tid i 1600- og 1700-tallet, da kirken først havde så lille og ynkeligt et spir, at det gik under navnet kaffekandelåget, og siden fik et sæt løgkupler, som i dag heldigvis er væk.

Katedralens folk var de sande herrer i byen. Da borgerne byggede det første rådhus i 1300-tallet midt på Store Torv, måtte de leje grunden af kirken, og hundrede år senere havde kongen pantsat byen til biskoppen. Da reformationen i 1536 havde fejet den katolske kirke væk og overladt kirker og klostre til borgerskabet og byen, tog borgerne i Aarhus en spektakulær hævn. Hidtil havde de haft deres rådhus i behørig afstand fra Domkirken, men nu rykkede de det, så det stod blot 12 meter foran hovedindgangen til Domkirken. Her mødtes byens råd, og på kvisten i rådhuset huserede min forgænger med byens arkiv, mens de bedste af byens fanger befandt sig ved siden af. De værste fanger og de moralsk angribelige eller udstødte var buret inde i fangekælderen og kunne måske se frem til et pinefuldt ophold ved byens kåg – piskestedet og galge, hvor nu Løveapoteket ligger.

Rådhuset er væk i dag, men stedet er markeret i fliserne, og du kan stille dig her, hvis du vil mærke historiens vingesus. Nemmere er det helt bogstaveligt at mærke suset oppe i domkirketårnet, hvor vægterne stod og råbte klokkeslag og spejdede efter bål og skibe i havsnød. Udkigsposterne er der stadig. Se under uret.

Foran Domkirken ligger Store Torv, og hvis der er et sådant, må der jo også være et Lille Torv. Det finder man i direkte forlængelse, i retning mod Magasin. Torvene var byens hjerte, og de har samme form, som da de blev konstrueret i 1200-tallet. Nogle århundreder efter lå der her købmandsgård ved købmandsgård på dybe grunde, der gik helt om til gaderne bag torvene, som således mere var tilkørselsveje til købmandsgårdene end egentlige gader. I deres oprindelige form er købmandsgårdene væk fra torvene i dag, men smukke eksempler på disse bindingsværkets ukronede konger har overvintret i sidegaderne og i Den Gamle By.

Torvepladserne er velbevarede, men de indrammes af bygninger med en arkitektur i en skønsom blanding af det sene 1800-tals handelsdomiciler, funktionalistiske bankbygninger og liberale erhverv bag anonyme facader. Det er som sådant et sandfærdigt billede af, hvem der overtog magten i byen, da de parykklædte købmænd og ornatbesatte biskoppers tid på byens trone var forbi, men nogen god ramme om et moderne torveliv er det ikke. En smag af fordums liv kan man dog stadig få. Pakket ind til ugenkendelighed i en betonbygning fra 1950’erne finder man, i Store Torv 3, cocktailbaren Alberts, tidligere Thorups Kælder. Kælderen er fra 1200-tallet, og der var vinhandel under hvælvingerne i 1700-tallet, og det var også som vinhandel, at Albert Christian Thorup i 1885 tog stedet i anvendelse og lukkede gæsterne ned i kælderens mørke. Bodegaen åbnede i 1903, og efter få år kunne man læse denne annonce i avisen:

Den gamle Munkekælder som Vinhandler Thorup har på Store Torv, er nu istandsat, og i Gaar indviede en lille udsøgt Kreds de morsomme Lokaler, der giver Byen en Tiltrækning mere. Her er da et Sted, hvor alle Fremmede maa hen....

Ellers har fremmede mest taget ophold i byens ældste hotel lige overfor. Hotel Royal er som den slags verden over et lidt mystisk sted for de lokale. De færreste har overnattet der, men udenbys folk har siden 1838 slået sig ned i de markante hvide bygninger over for Domkirken. Det er sikkert i orden, hvis du spørger receptionisten om lov til at kigge indenfor. Du skal dog ikke regne med at få forevist alle de 51 værelser, Madonna lagde beslag på i 2006. Hotellets gæster til den prominente side tæller også David Beckham, George Michael og H.C. Andersen. Og komikerparret Gøg og Gokke, hvis nogen ellers kan huske dem.

Går man nu ned i den modsatte ende af torvet og standser ved det smalleste sted, står man ved overgangen fra Store Torv til Lille Torv. Her delte byens vold området i to, og her lå også et underjordisk fængsel, trykket til jorden af en byport, der regulerede færdslen mellem de to torve. Volden havde rødder tilbage i vikingetiden, og fra 900-tallet til omkring 1500 skærmede volden den indre by og især Domkirken mod angreb med sin højde på seks-syv meter og bredde på 20-25 meter. Domkirken lå midt i den befæstede by, og når man står netop her og kigger op på den røde katedral, fornemmer man klart, hvor lille et område den gamle købstad dækkede. Åen var grænsen til den ene side, havet og en vold ved kysten til den anden side, mens et regulært voldanlæg slog en bue om resten.

Danmarks længste kirke ligger ikke så langt fra havnen i Aarhus. Meget passende er den viet til de søfarendes skytsengel, Sankt Clemens © Poul Ib Henriksen

Fra Lille Torv vælger vi at gå ud ad Vestergade; gaden der begynder ved stormagasinet Magasin du Nord, byens ældste og – vil mange sige – fineste magasin. Hvis man styrer efter et knaldrødt gammelt hus, kommer man på rette vej. Vil man stå ansigt til ansigt med 1600-, 1700- og 1800-tallets købmandsgårde, er det her – og i Studsgade – man skal hen. Der er flere af slagsen i gaden, og Vestergade rummer den fineste af dem alle i nummer 58, hvor det fulde miljø med beboelse, stalde og længer står, som havde den sidste købmand lige drejet nøglen om. Vestergade 58 er et navnkundigt sted i aarhusiansk historie, men især på grund af det rockmusikliv der udspandt sig her i 1980’erne og 1990’erne.

Andre af gadens huse har pudsede mure, men det skal man ikke lade sig narre af, for cementen gemmer ofte på flere hundrede år gammelt bindingsværk, og baggårdene rummer lige så mange lag af historie. Da købmandsgårdenes tid satte ud omkring år 1900, tog håndværket og industrien over, og i gården til nummer 49 finder man netop en nedlagt industriejendom, der i dag under navnet LYNfabrikken danner rammen om et kontorfællesskab for kreative erhverv og ikke mindst lægger lokaler til en café med en tagterrasse, der giver dig adgang til et overblik over gadens fortræffeligheder.

latinerkvarteret og købmændenes by

Bag ved torvene og Domkirken – væk fra åen – ligger Latinerkvarteret. Det er ikke et rigtigt latinerkvarter, hvor indbyggerne engang var knyttet til Domkirken, for navnet er et påhit fra firserne, da cafeerne skød frem i kvarteret, og Aarhus var Nordens Paris. Eller i hvert fald Jyllands. Men kvarteret ligger rigtignok næsten i Domkirkens skygge. Her findes den fattige mands del af det ældste Aarhus i gaderne Badstuegade, Pustervig, Rosensgade, Graven og Volden, mens købmandsgårde og borgerskabsbygninger ligger tættere i Studsgade og Mejlgade.

Latinerkvarteret er det, Aarhus har, som de færreste andre danske provinsbyer har i samme udstrækning. Et gammelt kvarter med gadenet fra middelalderen, men det er ikke en fastfrossen, fjern fortid, man besøger her. Det er et fortidigt byrum, der er blevet omskabt gennem århundreder, indtil stilstand og fattigdom ramte kvarteret i midten af 1900-tallet, så folk med ressourcer flyttede væk og overlod kvarteret til dets egen skæbne. Så forsømt var området, at politikere og embedsmænd i tiden omkring Anden Verdenskrig fostrede den idé at føre en fire- til sekssporet hovedvej igennem byen. Den i vores øjne vanvittige tanke havde rod i tidens trøstesløshed, som politikerne kun kendte alt for godt fra deres egen opvækst i kvarteret eller fra de evindelige sociale problemer, der vandrede fra de nedslidte hjem og brolagte gader op på byrådets bord. Under indtryk af 1950’ernes næsten ubegrænsede tro på rationel planlægning lå svaret lige for, forstærket af den stigende privatbilisme: Riv det ned! Sådan gik det ikke, og det kan man kun prise sig lykkelig for. I dag har et fremsynet byråd lagt en beskyttende lokalplan ned over kvarteret.

Abraham Levis’ gamle købmandsgård på hjørnet af Graven og Mejlgade er med brosten og skæve bygninger med bindingsværk et klassisk latinerkvarter © Poul Ib Henriksen

Latinerkvarterets gader omspænder den nordre side af den gamle købstad i et net af gader og stræder. Kvarteret lå halvt inden for, halvt uden for volden. Da volden blev fjernet, efterlod den masser af ledige byggegrunde, og det virker, som om kirkens folk, embedsmænd og købmænd allerede havde al den plads, de havde behov for, så det var menigmand, der rykkede ind i simple huse. Navnene Volden og Graven vidner om den middelalderlige vold. Dens forløb fornemmes tydeligt i den krumme Graven, der i sagens natur løber langs voldens yderside, men også torvet Pustervig – det underlige navn kommer sandsynligvis af de mange smede, der betjente sig af en blæsebælg og derfor blev kaldt kulpustere – og Badstuegade var del af volden.

Næsten som i Paris. På hjørnet af Graven og Studsgade har Café Drudenfuss serveret croque monsieur, moules frites og ikke mindst gourmethotdogs i snart 25 år © Poul Ib Henriksen

I 1980’erne fik kvarteret sin renæssance og blev symbolet på den kulturelle opblomstring i Aarhus. Cafeerne gjorde deres indtog, og som noget ganske sjældent findes de fleste af disse førstegenerationscafeer endnu. I Rosensgade ligger Café Casablanca, på Pustervig ligger Café Jorden, i Graven er der Café Drudenfuss og i Studsgade Café Englen. Tilsammen udgør de Latinerkvarterets cafésjæl, men hver café har sit særpræg. Casablanca er klart den ’farligste’, for her kommer de mest glamourøse, og det kan de færreste lyve sig til at være, hvis man ikke er det, mens det går nemmere at holde gode miner og sætte sig ind til de intellektuelle på Café Englen. Så farligt mange intellektuelle er der nemlig heller ikke i Aarhus. Baristacafeerne har de senere år taget lidt over fra Pariser- og Wienercafeerne. Graven er i dag befolket af kaffespecialister, der serverer en kop kaffe så langsomt og skånsomt, at man næsten har glemt, hvad man bestilte, når den endelig er klar. Der hænger stadig lidt avantgarde over Latinerkvarteret, men det er også det sted, de lokale søger hen, når de med lidt flere år på bagen for en kort stund søger tilbage til minderne fra deres studietid. Og når solen skinner over Graven, og de unge samler sig i strålerne i store flokke ud for baren og restauranten Lecoq, er der ikke noget skønnere sted.

Rundt om hjørnet fra Graven forløber Mejlgade, og så er vi ved epicentret i Aarhus’ ry som rugekasse for de alternative hjerner. Men før vi kommer til det, lige nogle ord om gaden i sig selv. Mejlgade var frem til slutningen af 1800-tallet en af Aarhus’ vigtigste handelsgader, hvor bønderne fra det nordlige opland kunne opsøge den ene købmandsgård efter den anden. Tag bare det røde hus på hjørnet af Mejlgade og Graven (Mejlgade 19). Der er i virkeligheden tale om flere huse, for butikken ud mod Mejlgade er sammenbygget af to gavlhuse fra omkring 1600, mens andre gamle pakhuse ligger inde i gården. Under det hele ligger en kælder fra slutningen af middelalderen, som tilfældet er flere steder i Mejlgade.

En dag i 1830 rykkede en ung jødisk købmand ind for at overtage købmandsgården, men da han forlod den, var det uden æren eller pengene i behold. Hans navn var Abraham Lewis. Det tog ham syv år at arbejde sig op på grundlag af handelen med bønderne og tabe det hele igen. Han solgte schweizeroste fra Sjælland, franske vine, kornbrændevin fra København og smør fra Liverpool. Han rejste Jylland tyndt for at købe korn, uld og skind og sælge det til England, Norge og Rusland. Men da han som flere andre blev ramt af en finanskrise i 1837, var det slut. Et iltert temperament satte jorden i brand under ham, da han fornærmede en af sine kreditorer, der svarede igen med at begære ham i gældsfængsel. Den fælles borgerdyd sørgede normalt for, at gode borgere holdt sig for gode til at efterstræbe hinanden på den måde, men den ære ville man altså ikke vise Lewis. Måske er det navnet, måske er det hans skæbne, noget gør i hvert fald, at jeg ofte dvæler ved hans historie, for hvis sandt skal være, er han blot én af de hundreder af handlende, der har tegnet gadens historie.

Det røde hus blev fredet i 1919, da bevaringssagen så dagens lys, men interessen for at passe på de historiske huse var ikke desto mindre længe om at slå bredt an. I 1960’erne, da interessen for bybevaring igen så småt fandt vej til Aarhus og dermed dæmmede op for den igangværende nedrivning af de ældre bydele, var det Mejlgade, der stod forrest i kampen. Ikke gadens egne folk, men historikere, arkitekter og ildsjæle trak gaden ind i bevaringssagen. Købmandsgårdene var ude af drift, men mange blev heldigvis reddet. Eftersom købmændene var foregangsmænd i 1800-tallets industrialisering, rummede deres gårdmiljøer også industrielle spor, og en tur igennem Mejlgade inkluderer som en næsten obligatorisk del besøg i alle de baggårde, man orker. Gadens rustikke baggårde var også det, der tiltrak det alternative Aarhus og gjorde den til centrum for Aarhus’ organiserede modkultur i 1980’erne. På en blanding af lige dele overvintret hippiesamfund, fredsbevægelse, kreative IT-first movers og tidens enorme ungdomsarbejdsløshed opstod to bevægelser, Kaospiloterne og Frontløberne, der fra deres første dage har delt vandene. Deres projekt- og gruppeorienterede uddannelse med et blik for personlig udvikling udfordrede fra begyndelsen de etablerede uddannelser, og sammen med tilstedeværelsen af Det Jyske Kunstakademi i nummer 32 gav det Mejlgade en placering blandt Aarhus’ mest identitetsbærende gader. I dag er det særlige Mejlgademiljø lidt under pres. Kaospiloterne og Frontløberne er flyttet, og arkitekterne, designerne og gourmetrestauranterne tager over. Hvis du vil smage på Mejlgade af i går, er det dog blot at sætte dig ind på cafeen og restauranten Gyngen, der drives som socialøkonomisk virksomhed i Mejlgade 53 – inde i gården, selvfølgelig.

øgaderne

”Øgaderne” er navnet på det kvarter, der ligger mellem Høegh-Guldbergs Gade og Lollandsgade i byens nordlige ende, fem minutters gang fra Domkirken. Øgaderne er Aarhus’ svar på Londons East End, bare uden egen tv-serie, eller Sct. Pauli i Hamborg uden egen fodboldklub. I nyere tid har Øgaderne udviklet sig til at være lidt i stil med, hvad Södermalm er for Stockholm. Et klassisk arbejderkvarter, der undergik en lige så klassisk deroute fra midten af 1900-tallet, men endte med at blive overtaget af en 68’er-blanding af arkitekter, journalister, kunstnere og universitetsfolk. Nogle få husbesættelser har kvarteret også på samvittigheden fra 1970’erne og 1980’erne. Men kvarteret blev aldrig helt overtaget, for der bor stadig nogle af de gamle, og der bor også folk, der ikke tilhører de nævnte grupper.

Kvarteret skød så at sige op fra grunden i løbet af omtrent tredive år, fra man i 1861 rev den sidste byport ned og gav los for udviklingen. Indtil da havde de færreste nogen grund til at komme herud. Op ad bakkerne i det, der nu hedder Ny Munkegade, boede fra gammel tid byens natmand, den kommunalt ansatte bøddel, gadefejer og ham, der indsamlede døde dyr, og da han var væk og havde taget sin familie med sig, blev pladsen overladt til byens krudttårn og epidemisygehus. Siden fik de fattige anvist små haver herude.

I denne ende af byen var Nørre Allé indtil da byens grænse. I dag er der ikke meget allé over gaden, der nærmest er uden træer og efter lokale forhold tæt trafikeret. Men når man står i gaden, kan man godt fornemme, at den slår en ring rundt om den gamle bydel og danner overgang til en ny tids kvarter. Først flyttede borgerskabet ud til frisk luft i landlige omgivelser, siden fulgte arbejderklassen. Borgerskabet byggede villaer. Arbejderne flyttede derimod ind i lave byhuse, og efterhånden blev villaerne fortrængt af byejendomme. Men villaerne findes endnu, nogle ligger synligt i gadebilledet – især i Nørre Allé og Thunøgade – andre er gemt væk i haver og baggårde.

I Aarhus er det altid enten op eller ned ad bakke. Sjællandsgade er med sine cirka 600 meter en af hovedgaderne i Øgaderne og har stadig bevaret et par af de små værksteder, som engang dominerede kvarteret © Sanne Lind Hansen

Kvarteret er kendt af de fleste, der har studeret på universitetet i Aarhus, for man skal den vej på cykel nede fra byen, og det går sine steder stejlt opad, skal jeg hilse og sige. Ikke alle bakker er dog naturskabte, for området leverede ler til de mange teglværker, der igen leverede mursten til de titusinder af aarhusianere, der flyttede ind til byen under industrialiseringen i sidste halvdel af 1800-tallet. Da leret var gravet op, byggede man oven på udgravningerne, og teglværksejerne kunne skumme fløden en gang til, nu som ejendomsudviklere.

sjællandsgade – beboeraktivismens vugge

Enhver vandring i Øgadekvarteret bør begynde fra bunden af Sjællandsgade. Man kan passende arbejde sig i den rigtige stemning ved at sætte sig ind på værtshuset Fermentoren i Nørregade 24, en trendy ølbar, der holder til i det ældste hus i Øgadekvarteret, inden man slår et smut om hjørnet og tager sig en opstigning. Og en opstigning er det, også i historien, for gaden er som en vandring langs en tidsakse. Nederst er de ældste og mindste huse. Her har Aarhus haft sit prostitutionscenter i mere end hundrede år, indtil den form for gadehandel fandt andre kanaler. Længere oppe får husene først en etage mere på, og så én til og én til. Det afspejler spring i byens bygningsvedtægter, der med få års mellemrum gav efter for presset fra den store tilflytning og tillod højere og højere huse. Øverst oppe troner velfærdsstatens funktionalisme med store beboelsesejendomme.

Legepladsen ”Børnenes jord” har siden 1970’erne været mødestedet for Øgadernes mange børnefamilier. Den bliver fortsat drevet af kvarterets ildsjæle fra dengang, men for hvert årti bliver de færre og færre, og nye beboere arbejder ikke for fællesskabet med samme ildhu © Sanne Lind Hansen

Et par hundrede meter oppe ad Sjællandsgade ligger legepladsen ”Børnenes og beboernes Jord” inde til højre, når man kommer nedefra. Pladsen blev skabt som byggelegeplads i begyndelsen af 1970’erne, da man rev en gammel skole ned, der i sin tid var blevet indrettet i en af de gamle borgerskabsvillaer. ”Børnenes Jord”, som den hedder i daglig tale, er Øgadekvarterets samlingspunkt. Her beslutter man sig ikke bare for at lave noget om, men ønsker at køre inddragende processer sammen med kommunen og beboerne i årevis. Det udstiller også kvarterets dilemma. Kommunen tager mere og mere over, beboeraktivismen tager til gengæld af; nogle af de gamle aktivister er med endnu, men for de nye tilflyttere er den form for beboerdeltagelse en fremmed sag.

Men en forårsdag, når frugttræerne fra grossererens gamle have blomstrer, og luften ikke genlyder af andet end børnestemmer og dæmpet voksensnak, må man være taknemmelig over, at Aarhus tager sig råd til at bevare så roligt et stykke jord midt i byen. Det har også mange udenlandske borgere oplevet. Her samler de sig om søndagen for at være sammen med landsmænd.

Øgadernes lave byhuse og ofte elegante etageejendomme er ikke i sig selv et vidnesbyrd om det liv, der blev levet her. I dag ser man ikke nøden, der herskede i de tætte lejligheder med store familier. Så skal man i stedet bevæge sig ind i de mange baggårde, der ikke som mange andre steder er blevet ryddet og saneret. Hist og her, især i Sjællandsgade, finder man stadig en håndværker i små værksteder. Men hvor der engang var indtil flere butikker i hver gade – slagtere, vaskekoner, mælkeudsalg, tobakshandlere og rullekoner – er der stort set ingen tilbage i dag. Her ligger kvarterets problem på længere sigt, for det har ikke lukket det moderne cityliv ind i varmen, men er forblevet et beboelseskvarter.

industribyen

Der står knap røg op af en eneste skorsten i Aarhus længere, og historien om byen som Jyllands industrielle centrum glider længere og længere ud af mands minde. Men en fabriksby var det. I 1862 trak det første lokomotiv ud af den nye banegård, og nogenlunde samtidig byggede man en moderne havn, der var dyb nok til at holde sig isfri i normale vintre. Derfra så Aarhus sig ikke tilbage. Fra en sølle forsamling af 8.000 indbyggere i midten af 1800-tallet gik man til 50.000 i 1900 og 100.000 i 1940. De fleste mænd fandt arbejde i industrien og på byens værksteder, mens mange unge piger blev tjenestepiger.

Aarhus har aldrig lagt en strategi for at fastholde sine industrielle kulturmiljøer, når fabrikkerne lukkede ned, men rundt omkring har bygningerne vist sig at være så robuste, at de har modstået tidens tand og har fundet anvendelse som boliger, kontorer og kulturinstitutioner. Blot ikke i et omfang der har udfoldet det fulde potentiale.

Aarhus havde ellers store brands som verdens førende margarinefabrik, OMA Margarine, i Vestergade og bryggeriet Ceres over for Den Gamle By, men af de engang imponerende industrianlæg er der kun enkelte bygninger tilbage. Margarinefabrikkens administrationsbygning er overtaget af et advokatkontor, og bryggerens gamle villa og administration ligger i dag omgivet af nye blokke i glas og beton. Et af de mest velduftende bidrag til industrihistorien har heldigvis efterladt sig et imponerende bygningsværk, der står på benene endnu.

I Klostergade – og nu er vi nede i Midtbyen igen – så en fremsynet fabriksejer mulighederne i et produkt, som byens største private virksomhed, Aarhus Oliefabrik, havde opfundet i sit store kompleks nede på havnen. Stoffet hedder Cebes og udvindes af kakaosmør, og det har den lykkelige egenskab, at det kan størkne oven på en blød masse. Flødebollen var født, i hvert fald i Danmark. Vejen ind til det store kompleks går fra Klostergade gennem en port under et skilt med firmanavnet Elvirasminde. Anlægget er holdt i en historicistisk stil med statuer, tårne og karnapper. Et sted står bygningerne så tæt, at himmelen næsten forsvinder over én. Gøglere, arkitekter, it-firmaer og en kaffegourmet har i dag taget pladsen fra flødebollerne, chokoladen og småkagerne.

I samme del af Midtbyen står en anden fabrik endnu og vidner om en aarhusiansk specialitet. Den er svær at finde. Men gå ud ad Guldsmedgade nede fra Magasin, og når du kommer til Nørre Allé og dermed til gadens ende, går du til venstre og ind i den første port – nummer 13. Herinde troner en fireetagers ejendom med skiltet ”Dansk Filmfabrik”. Det kunne være et udslag af provinsiel selvovervurdering, men navnet har en sand kerne i sig, for i en kort, hektisk periode var Aarhus et filmmekka af europæisk format. I 1910 udsendte et lokalt firma verdens første film, der fyldte flere filmspoler, Den hvide Slavehandel. I 1913 blev filmproduktionen henlagt til Dansk Filmfabrik, og henover den første sommer fik man ikke færre end 17 længere og 3 kortere stumfilm i kassen. Lige så stærkt gik det med at gå konkurs, for det skete senere på året. Huset vidner om storheden, så længe den varede.

frederiksbjerg

I 1862 åbnede jernbanen som nævnt i Aarhus og indvarslede nye tider. Byen havde ikke tidligere været Jyllands ’hovedstad’, men det blev den nu. Godt hjulpet på vej af tabet af Sønderjylland til Preussen i 1864, der meget bekvemt skar båndene over til de store byer i det nu nordlige Tyskland.

Banegården blev lagt syd for byen. I dag ligger den tredje banegård på stedet, bygget i 1920’ernes gule murstensklassicisme, stadig for enden af Søndergade og Ryesgade, de to gader der udgør Strøget. Strøggaderne blev anlagt for at binde det gamle centrum ved Domkirken sammen med det nye knudepunkt, og meget passende kørte den første, hestetrukne, sporvogn ad den strækning i 1884, hen over Sct. Clemens Bro fra samme år. I løbet af få år udkonkurrerede Strøget byens øvrige handelsgader.

Jernbanen blev ført ind til byen ved at skære en linje igennem bakkedragene mod syd ind til den gamle købstad. Jorden blev kastet i havet, så der kom fast grund under en moderne havn, der bredte sig som en ring uden på den oprindelige kyststrækning. Banegården lå helt ude, hvor byen mødte landet, og omgivet af kornmarker og køer slog de første jernbanearbejdere og funktionærer sig ned på den sydlige side af skinnerne. Det blev begyndelsen til Frederiksbjerg. Når man bevæger sig fra banegården over M.P. Bruuns Bro og dermed nærmer sig Frederiksbjerg ad den rute, sporvogne og busser har fulgt i hundrede år, går man i udviklingens fodspor.

Indgangen til Peter Gifts brune værtshus med Arne Jacobsens grå rådhustårn i baggrunden. Der serveres endda også en anstændig håndmad til håndbajeren © Poul Ib Henriksen

Frederiksbjerg blev ligesom Øgadekvarteret og Trøjborgkvarteret mod nord skabt på få årtier, men i modsætning til dem kom der her en plan. Planen var til gengæld af et sjældent fornemt format.

Jægergårdsgade små hundrede meter fra banegården er kvarterets puls. På venstre hånd, når man kommer fra banegården, går den ned mod havnen og kantedes her engang af nogle af landets største fabrikker, som nu er nedlagte og har overladt grunden til et indkøbscenter. På højre hånd lever gaden et hipsterliv med cafeer og små spisesteder ofte af høj kvalitet og af enhver tænkelig slags, men små og store dagligvarebutikker vidner om, at kvarteret også har indbyggere og langt fra kun er en kulisse for the urban chic. Gaden har traditionelt haft byens højeste koncentration af brune værtshuse, og selv om der er liv i dem endnu, ville det være mod alle odds, hvis ikke også dette hjørne af det indre Aarhus snart kan se tilbage på værtshuse med røg og bajere som et indslag fra en svunden tid, når den oprindelige befolkningssammensætning er ændret. Det kunne man filosofere lidt over, mens man hænger over en øl eller en drink, og er man til det første, er der ingen vej uden om værtshuset Peter Gift fra 1906 på M.P. Bruuns Gade, der traditionelt har været et fredeligt, neutralt mødested for akademikere og gamle aarhusianere, mens byens mest berømte cocktails serveres i et gammelt apotek i Jægergårdsgade.

Langs Jægergårdsgade ligger den ene stikvej efter den anden med sammenbyggede husrækker af oprindelige byhuse i to etager som minde om de første arbejdere, der bosatte sig her, så de havde kort vej til arbejdet på kvarterets fabrikker og ved jernbanen. Det siger sig selv, at de citynære byhuse er ramt af seriøs gentrificering og efterstræbes af kunstnere, akademikere og andre grupper, der søger en alternativ ramme om moderne byliv.

Fra Jægergårdsgade går turen naturligt op mod Sct. Pauls Kirke fra 1887 og pladsen, som omkranser den. Det er ikke kun gadeniveauet, der stiger, det samme gør husenes højde og mondænitet. Man træder ind i en ny fase af kvarterets historie, der i modsætning til den selvgroede lave del ned mod Banegården er tænkt og udført som en storslået plan.

den store plan

Planen begyndte med en døende mands sidste vilje. Godsejer H.P. Ingerslev var ejer af de marker, hvor denne del af Frederiksbjerg er opført, og fra sin bolig i København, hvor han som minister opholdt sig det meste af tiden, forhandlede han i 1896 med en delegation fra Aarhus Byråd om at afstå en del af godset med skove og marker til en favorabel pris med forkøbsret til resten. De nåede til enighed, og to dage efter gik den gode godsejer bort. Med kontrol over en bar mark havde byrådet hidtil ukendte muligheder for at skabe den optimale bydel, og opgaven endte i hænderne på byens førende arkitekt Hack Kampmann og Københavns stadsingeniør Charles Amt.

Den nordlige ende af Stadion Allé fører ned mod Sankt Lukas Kirke. Med til billedet hører desværre også den sørgelige omlægning af alleen, som Aarhus Kommune har påført Danmarks måske smukkeste gade © Kim Haugaard/Aarhus Stiftstidende

Med planen i hånden fremlagde de et samlet bud på de bymæssige behov for det moderne menneske, stærkt inspireret af samtidige arkitekter fra Berlin og Wien og andre under indflydelse af den samtidige Städtebau-bevægelse. De arbejdede ud fra et kunstnerisk inspireret ønske om variation i alt fra gadebredder, vejføringer, byggestile og byrumsinventar til befolkningsgrupper og fordelingen mellem offentlige og private områder. De ønskede også at sikre byens indbyggere herlighedsværdier som udsigt til vand og skov langs sirligt placerede avenuer.

Ikke en sten eller et hus skulle ligge tilfældigt. Kommunen sikrede kvalitet i udførelsen ved at pålægge de nye ejendomme særlige servitutter om byggestil. I mødet med virkelighedens verden led dele af planen skibbrud, men de grundlæggende tanker blev efterlevet. Det fornemmes bedst i kvarteret mellem Sct. Pauls Kirke, Tietgens Plads og Ingerslevs Boulevard, opkaldt efter den afdøde godsejer. Hvis Øgaderne fremstår som et monument over de arbejdere, håndværkere og småfunktionærer, der befolkede Aarhus under byens tigerspring mod regional storby, er dette kvarter et monument over borgerlighed og æstetik. Monumentale rødstensejendomme i fire-fem etager i svungne nybarokke former med karnapper og tårnagtige gavlkviste indrammer det store torv ved Ingerslevs Boulevard (der på den første strækning hedder Ingerslevs Plads), der gennem år og dag har lagt plads til aarhusianernes foretrukne markeder under åben himmel.

Markedsdagene giver den bedste lejlighed til at studere Frederiksbjerg som en levende bydel. Onsdag og lørdag valfarter aarhusianerne til de 60 stande med blomster, grøntsager, kød og fisk, på adskillige søndage suppleret med loppemarkeder. Og skal man pege på et sted, hvorfra al denne herlighed kan betragtes, er det bare at sætte sig ved kaffeboden og sende en venlig tanke til skaberne af en byplan, der var så fremsynet, at den på 120. år opfylder sit eget krav om at skabe smukke rammer for alsidigt og meningsfuldt byliv.

Ingerslevs Boulevard løber over i en anden plads, Harald Jensens Plads, og derfra over i Ringgaden. Ringgaden blev fostret som idé i den oprindelige byplan fra 1898 på et tidspunkt, hvor den første bil endnu ikke var hjemmehørende i Aarhus, men den blev dog først bygget færdig i 1939. Harald Jensens Plads skulle ikke have været der efter planen. Den afsatte pladsen til teatre og andre pragtbygninger, men her smækkede byrådet kassen i. Pladsen ejer heller ikke Ingerslevs Boulevards elegance, men den danner en passende portal til denne del af Frederiksbjerg, der overvejende består af eksempler på 1930’ernes funktionalisme. Der er tale om karréejendomme, der udtrykker den nordiske velfærdstanke med lys, luft og rummelige, praktiske lejligheder.

Hver anden weekend forandres det rolige, måske lidt søvndyssende indtryk, når det masochistisk anlagte aarhusianske fodboldfolk begiver sig ud på den næsten rituelle vandring ad Stadion Allé fra kirken ved torvet til stadion ude i skoven og dermed sætter fødderne på det, en forfatter i 1920’erne kaldte ’Danmarks måske smukkeste gade’ (som kommunen dog har skæmmet med en vejomlægning, der skal spare bilisterne for 30 sekunder eller noget i den stil).

Stadion blev anlagt for enden af alleen i 1920 og fik dermed den mest prominente placering af alle danske idrætsanlæg. Det klassicistiske anlæg med væddeløbsbane og cykelbane i baghaven tog dermed på sin vis over fra de teatre og kunstbygninger, de to byplanlæggere havde forestillet sig, men det er ganske sikkert, at anlægget var mere i pagt med velfærdssamfundets moderne drøm om fritid, kropslig udfoldelse og folkelige fællesskaber. Og skulle man opleve det held en mild majaften at cykle hjem fra stadion i den grønne forårsskov efter en sjælden sejr og lægge vejen gennem Ingerslevs Boulevards venlige, røde murstenshule, krydse forbi småhusene i gaderne omkring Jægergårdsgade for til sidst at svinge hen over Banegårdspladsen med udsigt til det majestætiske rådhus på vej mod Midtbyen, får man ikke alene Aarhus under huden. Det er også en tur gennem de årtier, der skabte Aarhus som Jyllands hovedstad. Og så kan ingen længere betvivle, at Aarhus er en smuk by!

noter

cafeer, restauranter og værtshuse

Café Casablanca Rosensgade 12. Aarhus C. Se www.casablancaaarhus.dk/cafe-casablanca.

Café Drudenfuss Graven 30. Aarhus C. Se www.drudenfuss.dk.

Café Englen Studsgade 3. Aarhus C. Se www.cafe-englen.dk.

Café Jorden Badstuegade 3. Aarhus C.

Fermentoren Nørregade 24. Aarhus C.

Se mere på facebook, FermentorenAarhus.

Gyngen Mejlgade 53. Aarhus C. Se www.gyngen.dk.

Lecoq Graven 14. Aarhus C. Se www.cafe-lecoq.dk.

LYNfabrikken Cafe, butik og værksteder med mere. Vestergade 49. Aarhus C. Se www.lynfabrikken.dk.

Peter Gift M.P. Bruuns Gade 28. Aarhus C. Se www.petergift.dk.

Thorups Kælder Nu cocktailbaren Alberts. Store Torv 3. Aarhus C. Se www.albertsbar.dk.

kirke

Domkirken Store Torv. Aarhus C.

museer

ARoS Aros Allé 2. Aarhus C. Se www.aros.dk.

Moesgaard Museum Moesgaard Allé 15. Højbjerg. Se www.moesgaardmuseum.dk.

stormagasin

Magasin Immervad 2-8. Aarhus C. Se www.magasin.dk.

stadion

Ceres Park & Arena Stadion Allé 70. 8000 Aarhus. Se www.parkarena.dk.