Читать книгу Gaven - Anders Klostergaard Petersen - Страница 7

Når vi besøger venner, har vi ofte en gave med. Men hvem er gaven til? Er vennerne et par, skal det for eksempel helst være en eksklusiv chokolade og ikke en ny bog om fodbold eller vin. En buket er en god gave, men man skal være varsom med, hvilke blomster der kommer i buketten. Nogle er egnede, andre er upassende. En brude- og en bårebuket er ikke det samme!

Det samme gælder i forhold til bukettens størrelse. En liden buket er udtryk for nærighed. Den påskønner ikke venskabet. Omvendt kan en overdreven buket skabe forlegenhed. Det skyldes, at venskabsforholdet ideelt er symmetrisk. En opulent buket kan bringe værtsparret i en ubehagelig situation, fordi den kan betyde, at symmetri afløses af asymmetri. Havde vi ikke nok med til dem sidste gang? − Min hustru og jeg taler fortsat om den tyske ven, som havde en pakke Rittersport med til os. Hvordan skal vi kunne gengælde den overdådige gave? Generøsitet er en god ting, men den skal forvaltes, med måde.

Det ser anderledes ud i den nære familie. Her gør symmetrien sig ikke i samme grad gældende. Uden sådan direkte at hænge mine børn offentligt ud må jeg alligevel konstatere, nu, hvor de er nået en vis alder, at der i forholdet mellem børn og forældre er en sjælden grad af asymmetri på spil.

Jeg har – og jeg er næppe den eneste − et væld af talentløse, uformående former for kunsthåndværk stående, som jeg pligtskyldigt har placeret i en krog af mit kontor. Meget kan man sige børnehaver og folkeskolen tak for, men det er ikke nødvendigvis den omfattende samling brugskunst, man gennem utallige juleaftener og fødselsdage har fået skænket som resultat af podernes delagtighed i billedkunst, håndarbejde og sløjd. Men også den ringe gave kan være betydningsfuld, fordi den trods alt bærer børnenes spor.

Mere tankevækkende er det, at mens det er helt legitimt, at forældre giver store og rige gaver til deres børn, gælder det ikke omvendt. I alle fald ikke, før børnene er nået en passende alder. Så er der til gengæld en forventning om større proportionalitet i værdien af de udvekslede gaver. Jeg er for eksempel ikke helt sikker på, at det juleaften ligger inden for mine forældres følelsesmæssige formåen at modtage en bemalet mælkekarton fra mig og samtidig udvise en passende taknemmelig grimasse. Gavegivning er, som jeg allerede har sagt, og som jeg kommer til at gentage, en svær kunst. Den kræver Fingerspitzengefühl.

For 20 år siden boede jeg nogle år i Sydtyskland i en mindre universitetsby, Tübingen, i Schwaben. Schwaberne er kendt for ordholdenhed og mådehold. Andre vil kalde det sidste for nærighed. Min hustru og jeg ønskede at gengælde den overstrømmende modtagelse, vi havde fået. Derfor inviterede vi min berømte, ældre professor og hans hustru samt yderligere to professorale par, der havde taget overvældende flot imod os. Samtidig havde vi lært to andre par at kende: en norsk gæsteprofessor og hans litteraturkyndige hustru samt et tjekkisk par, hvor hustruen var professor i psykologi og manden i tidlig kristendom.

Det blev en god aften, om end det skabte en vis forlegenhed, at de yngre og ikke de ældre stod som initiativtagere til middagen. At invitere andre til en middag er også en form for gave. I forholdet mellem ældre og yngre, professorer og talentfulde, men dog nyudklækkede kandidater, er der indbygget en asymmetri. Her blev et mindre tabu overskredet. Initiativet til gaven kom fra den underlegne og ikke den, som det passede sig at komme fra. Vel var vi blevet taget pænt imod, men vi var ikke blevet inviteret til middag hos de andre. Forlegenheden overvandt vi dog i aftenens løb.

Mere sælsomt blev det, da gæstebuddet var overstået. Da vi gik i seng, fandt vi bag døren i soveværelset vin, chokolade og bøger. Vi undrede os svare. Gaver siger man tak for, men hvad gør man med gaver givet i dølgsmål? Er det nu rigtige gaver eller ej?

Min hustru genkaldte sig, at vore norske venner var kommet først. De andre par kom umiddelbart efter. Nordmændene havde en værtindegave med, som de i al diskretion viste hende, hvorefter de satte den i soveværelset, fordi de ikke ville bringe de andre i forlegenhed. ”Vi ved ikke, om den slags er almindeligt her,” som de sagde.

Ugen efter var jeg til seminar på universitetet. Jeg spurgte forsigtigt hver enkelt om pakkerne i soveværelset – om gaver kan vi netop kun, hvis overhovedet, tale i diskretion og med en passende grad af tilbageholdenhed. Mine gæster rømmede sig lidt, hvorefter de fortalte, hvordan de havde undret sig såre over denne fremmedartede gavepraksis. Men da de havde set nordmændene gå forsigtigt ind i soveværelset, gjorde de ligeså. Bagefter havde de talt om, at det var en mærkelig skik, man har i de skandinaviske lande.

Et sydtysk universitetsmiljø inden for de klassiske discipliner som jura, medicin og teologi er konservativt. Efter to og et halvt år var min professor dus og på fornavn med mig. Det var en meget stor udmærkelse den dag, han bad om lov til at tiltale mig ’Anders’ og med ’du’. Jeg husker det som i går. Det foregik under ritualiserede former, hvor jeg var inviteret ud på frokost. Gensidighed var imidlertid utænkelig. Jeg var altid Des med Professor Hengel, og det tog mange år for mig at komme dertil, hvor jeg titulerede ham: ”hr.” og ikke ”Professor.” Her markerede gaven ikke symmetri, men generøsitet i et overordnet- og underordnethedsforhold.

Der skal ikke meget til, før det går galt med gavegivning. De fleste har sikkert som jeg haft oplevelsen af at have over- eller underpræsteret. Man kommer med en for stor eller en for beskeden gave. Begge dele er pinligt og skaber forlegenhed, ligesom den forkerte eller slet ikke velanbragte gave heller ikke bidrager til den sociale succesoplevelse. Jeg husker fortsat dengang, jeg gav en ven en digtsamling, som betød meget for mig. Han anede ikke, hvad ”lørek” var, og kom heller ikke til det siden.

Den officielle indbydelse fordrer et passende dekorum med gave til vært eller værtinde. Omvendt vil det være upassende, et overbud og indgreb på de nære venner, at komme med en formel gave ved den spontane, uformelle sammenkomst. En gave i den sammenhæng er udtryk for manglende forståelse af kontekst og markerer afstand over for vore tætte venner. Over for den nærhed, de forbandt med den løse kaffe- eller middagsinvitation, har vi gennem konventionel, formel gavegivning betonet distance. Det er særligt hændt for min hustru og mig, når vi har været under andre himmelstrøg, hvor andre konventioner og normer gjaldt. Skik følge eller land fly. Det er bare ikke let, når man mangler indsigt i den.