Читать книгу Gaven - Anders Klostergaard Petersen - Страница 8

BLØDE PRESENTER OG NIDGAVER

Оглавление

De fleste vil sikkert også kunne nikke genkendende til erindringen om ’hadegaver’, som vi er opdraget til at tage pænt imod, alt imens vi forstiller os. Vi takker med smil, mens vi i vort stille sind er ved at koge over af raseri eller ærgrelse. Jeg husker det ikke som noget stort øjeblik, når jeg som barn juleaften skulle tage imod bløde pakker. Men fordelingen af bløde og hårde pakker havde vist også dengang sin egen logik. For hver tre gaver med legetøj skulle jeg også være taknemmelig for pakken med undertøj.

Det er ikke altid let at give gaver, men det er såmænd heller ikke meget lettere at være modtager. Det er vigtigt at anstille den rette mine. Derfor var min moder, tror jeg nok, også ret bevidst om, hvordan hun fordelte de bløde pakker. Det var ikke altid en udsøgt fornøjelse for mine bedsteforældre at forære mig tøj.

Der er imidlertid langt fra min barndoms modvilje mod de bløde gaver til den lange liste af sindrige nidgaver, mytologien og litteraturen er fuld af, og som det på ingen måde har været behageligt at modtage. I den græske sagnverden forsøger kentauren Nessos at bortrøve Herakles’ hustru, Deianira. Herakles skyder Nessos med en pil dyppet i slangeuhyret Hydras giftige blod.

Inden han udånder, forærer Nessos sin blodsølede kappe til Deianira og fortæller hende, at den vil kunne opildne hendes mands begær. Adskillige år senere kommer Deianira under vejr med, at Herakles har en affære. Hun husker Nessos’ ord og giver Herakles den forgiftede kappe, som i stedet bortætser hans hud. Han dør en smertefuld død. Det var en dårlig gave.

Eller tænk blot på den snilde Odysseus’ list. Det var ham, som fandt løsningen på at indtage uindtagelige Troja.

Efter ti års forgæves forsøg på at erobre byen drog grækerne bort. Trojanerne tog pænt imod en mægtig træhest, som grækerne ved deres tilbagetog havde efterladt. De lod den opstille inden for bymuren. Hesten var imidlertid fyldt med græske soldater, som i nattens mulm og mørke krøb ud af hestens bug og åbnede byportene, så de øvrige grækere kunne erobre Troja.

Nidgaven hører ikke kun bøgernes verden og mytologien til. De seneste eksempler kommer fra cyberspace: Et land eller en vigtig institution modtager besked om et nyt, vigtigt antivirus-program. Det viser sig at være en danaergave − Homers betegnelse for grækerne − fra et moderne efterretningsvæsen, som har sluppet en computervirus løs mod fjenden. En nidorm, kunne man kalde den. Og for at det ikke skal være løgn, findes der såmænd en computervirus med det sigende navn Trojan horse. Virussen gemmer sig bag en tilsyneladende uskyldig fil med et tilforladeligt navn. Nogle af os har i vanvare åbnet den for så at konstatere, at hvis ikke Fanden var løs, så i fald ubehagelige væsener.

Gaven

Подняться наверх