Читать книгу VelfAerdsinnovation - Birgitte KlAesoe - Страница 4

At der er tale om et behov for forandringer, er der således ikke tvivl om, men hvad retter disse forandringer sig imod? For at kunne svare på det, må vi kigge på nogle hovedelementer i vores velfærdsmodel. Her i meget kort form.² Modellen er kendetegnet ved at være politisk styret. Det er folketings- og kommunalpolitikere, som grundlæggende bestemmer, hvad den fælles samfundskasse skal bruges til. Hvor mange penge der skal bruges på overførselsindkomster, hvor mange på folkeskolen, sygehus osv. Derudover fastsætter de også, hvilke ydelser borgerne kan få, og hvilket serviceniveau de kan forvente.

Når de overordnede økonomiske og lovgivningsmæssige rammer er på plads, så er der en myndighedsside og en leveranceside. Myndighedssiden handler om, at der er nogle, som fastsætter og kontrollerer den mere præcise udmøntning af lovgivningen. Fx hvilke typer af behandlinger som sundhedsvæsenet må gennemføre, og hvilke rettigheder patienter har i forhold til deres genoptræning. Denne myndighedsfunktion varetages af forskellige offentlige organisationer såsom ministerier, styrelser, kommunalforvaltninger og regionskontorer.

Så er der leverancen af velfærdsydelser. Vores velfærdsmodel er kendetegnet ved, at det altovervejende er offentlige institutioner, der leverer velfærdsydelser. Kommunale folkeskoler leverer undervisning, regionale hospitaler behandler patienter, og en statslig styrelse udbetaler godtgørelse for arbejdsskader. Sådan behøver det dog ikke at være. I mange lande er disse funktioner på private hænder. Det kender vi også i Danmark med fx privathospitaler, skoler og private aktører på hjemmehjælps- og beskæftigelsesområdet. Alligevel er det overordnede billede, at det i dag er offentlige institutioner/organisationer/ virksomheder, der også står for at levere velfærdsydelserne.

Endelig er der os som borgere. Vi forventes at betale for gildet gennem vores skatte- og brugerbetalinger og at gå aktivt ind i skabelsen af velfærdsydelsen. Fx betragtes det som naturligt, at vi laver vores lektier for at støtte op under undervisningen, eller at vi laver de øvelser, som fysioterapeuten har lært os, som en del af genoptræningen.

Pointen med denne ultrakorte gennemgang af elementerne i velfærdsmodellen er, at fornyelsen kan rette sig mod mange forskellige elementer i modellen. Velfærdsinnovation kan derved handle om at forny de politikker, som styrer et område, eller blot forny den måde, politikkerne bliver skabt på. Eksempelvis arbejdes der mange steder på at få borgere inddraget på en helt anden og direkte måde i udformningen af fx en kulturpolitik i en kommune.³ Hvor det før blot var et anliggende for de valgte politikere, så ses det flere og flere steder både, at delelementer lægges ud med henblik på at få ideer fra borgere, og at enkeltafgørelser om, hvorvidt kommunen fx skal have en skøjtebane, eller hele politikker som en kulturpolitik kommer til afstemning blandt kommunens borgere på nettet.

Velfærdsinnovation kan derudover handle om den måde, velfærdsydelserne skabes på. Hvilke arbejdsprocesser og teknologier bruges af jobcentrene til at få folk i arbejde? Eller hvordan er rehabiliteringsforløbet for en hoftepatient organiseret? En velfærdsydelse kan være mange forskellige ting, alt fra en tilladelse til at kunne udskænke alkohol eller få kørekort over undervisning på universitetet til støvsugning i hjemmet. Alt sammen er velfærdsydelser, der skabes af nogle organisationer, som har indrettet sig på en bestemt måde og med brug af nogle bestemte redskaber og teknologier samt med nogle arbejdsprocesser, der konkret skal realisere, at der faktisk leveres en ydelse til borgeren. Ligeledes kan velfærdsinnovation handle om den måde, hvorpå borgeren inddrages i realiseringen af ydelsen.

Og så er der jo innovation i forhold til selve velfærdsydelsen. I traditionel innovationslitteratur tales der ikke om ydelser, men om produkter. Det handler om, hvordan produkter bliver gentænkt og tilføjet nye egenskaber, som gør dem ekstra attraktive på markedet. Fx hvordan et nyt innovativt produkt som iPhone’n tilbyder nogle helt nye muligheder, som får alle til at købe den i forhold til andre produkter på markedet. Men i relation til velfærd, så kan der være tale om konkrete “produkter”, fx i form af et nyt kunstigt knæ eller en bygningstilladelse. Som oftest vil der dog nærmere være tale om koncepter eller forløb med et større eller mindre immaterielt indhold. Et behandlingsforløb kan eksemplificere det: En ældre hjemmeboende borger skal have et nyt knæ. I stedet for som tidligere først at blive undersøgt og opereret et sted på hospitalet, indlagt et andet sted på hospitalet og genoptrænet ude i kommunen, så kan hele processen varetages af et samarbejdende team med deltagere både fra hospitalet og de kommunale genoptræningsinstitutioner.⁴ Derved planlægges hele behandlingsforløbet i et samarbejde med større koordination og tilfredshed for borgeren og med det resultat, at borgeren er indlagt i kortere tid og kommer hurtigere igennem genoptræningen til glæde for hospitalets og kommunens økonomi.

I dette eksempel er selve “produktet” i form af det nye knæ og operationen en lille del, mens al organiseringen og arbejdsgangene omkring selve indgrebet fylder hovedparten. Som det vil fremgå af bogens mange eksempler, så er et gennemgående træk ved velfærdsinnovation, at der er mange forskelligartede og komplekse omstændigheder og relationer, der skal tænkes med, før selv den bedste ide eller ydelse reelt kan komme til at skabe værdi for samfundet.