Читать книгу Danmark i Krig - Bo Lidegaard - Страница 4

Da Irak under ledelsen af den brutale og storbrovtende diktator Saddam Hussein i august 1990 angreb det lille, stenrige naboland Kuwait, blev det mødt med massiv international fordømmelse. FN’s Sikkerhedsråd vedtog økonomiske sanktioner mod Irak og en resolution med mandat til at tvinge Irak ud af Kuwait med militær magt. Det var ikke kun vigtige principper, der stod på spil, men også stærke interesser i de olierige golfstater. Med Iraks erobring af Kuwait var pludselig også Saudi Arabien truet. Hvad ville blive det næste?

Det spørgsmål skulle Danmark også besvare. Mens USA’s præsident, George H.W. Bush (1924-), raslede med den store sabel, begyndte en intens diskussion i Danmark om, hvordan vi skulle bidrage til et opgør med Saddam Hussein.

Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (1941-) fra Venstre var ivrig efter, at vi skulle yde mere end et minimum, fordi han mente, at USA nøje holdt øje med, hvor meget de europæiske allierede bidrog med. Men for Radikale Venstre, der var med i regeringen, og for Socialdemokratiet, der var i opposition, var FN-forankringen afgørende, ligesom begge partier nynnede med på melodien om Jutlandia, der kom som kaldet til slaget. Det var ganske vist i nittenniogfyrre eller cirka der omkring, da der var krig i Korea, men tanken om et dansk humanitært bidrag lå stadig lige for.

FN’s Sikkerhedsråd vedtog den 25. august en resolution, som ganske vist ikke iværksatte en rigtig FN-mission, men som dog gav mandat til den flådeblokade, der allerede var under opbygning. Med det afsæt foreslog Radikale Venstre at sende korvetten Olfert Fischer til Golfen.

Socialdemokratiet tøvede, men statsminister Poul Schlüter (1929-) kunne i Det Udenrigspolitiske Nævn bekræfte, at udsendelsen af Olfert Fischer ville ske ”på opfordring af FN”. Herefter blev det et spørgsmål om at sikre, at skibet forblev under dansk kommando.

Selv med klare rammer var udsendelsen af en dansk korvet til deltagelse i en angrebskrig i fjerne lande en svær beslutning i et land, der i 125 år ikke havde deltaget i skarpe krigsindsatser. Erfaringerne fra de to verdenskrige og Den Kolde Krig sad dybt i de regeringsbærende partiers politiske bevidsthed. Det katastrofale nederlag i 1864, der nær havde gjort ende på Danmarks historie, og som førte til tabet af Sønderjylland, havde mejslet den erfaring ind, at selv retfærdige krige kan tabes, og at nederlag kan være fatalt.

Korvetten Olfert Fischer sætter kurs mod Den Persiske Golf som Danmarks bidrag til den amerikansk ledede koalition, der skulle drive Irak ud af Kuwait. Udsendelsen var et nøje afvejet politisk kompromis mellem den gamle tid under Den Kolde Krig, hvor Danmark helst ville sende bløde, humanitære indsatser til internationale krigszoner, og den nye tid, hvor der blev lagt større vægt på offensiv deltagelse i den hårde ende.

|| Claus Bjørn Larsen/Scanpix

Danmarks succes med aktivistisk neutralitetspolitik under Første Verdenskrig havde lært partierne at manøvrere aktivt blandt stormagterne, selv i en meget udsat position. Det gik også under Anden Verdenskrig, og Danmark kom aldrig rigtig i krig. Vi forhandlede, og den erfaring tog de demokratiske partier med, da NATO-alliancen blev en mulighed i 1949. Under Den Kolde Krig stod de sammen om de grundlæggende elementer i alliancepolitikken, også selv om Radikale Venstre oprindeligt og principielt helt frem til Murens fald i 1989 var modstander af medlemskabet. Den udenrigspolitiske aktivisme blev nu især rettet mod at styrke Danmarks – og Storbritanniens – forankring i Europa samtidig med, at Danmark fremmede de konfliktforebyggende elementer i alliancens politik.

Ganske vist var der allerede før Anden Verdenskrig eksempler på, at Danmark deltog i militære aktioner under Folkeforbundet, men de var, som de mere hyppige bidrag til FN-missioner under Den Kolde Krig, af fredsbevarende, ikke krigsførende art.

Den koalition, USA var i gang med at samle i 1990, var anderledes. Den ville indlede en krig mod et militært veludrustet land, som efter alt at dømme både ville og kunne sætte sig til kraftig modværge. Selv om styrkeforholdet var skræmmende set fra Iraks synspunkt, havde Saddam Hussein også et stærkt våben i form af sin hensynsløse brutalitet. Det kunne let ende galt på måder, Danmark ikke ønskede at blive involveret i.

Omvendt kunne Danmark vanskeligt stå udenfor. Lange og svære overvejelser endte med udsendelsen af Olfert Fischer – om muligt i samarbejde med Norge. Det satte en ny kurs for dansk sikkerhedspolitik. Korvettens mission var politisk. Den skulle signalere fuld dansk støtte til den amerikansk ledede aktion. Samtidig blev der med forholdsordren om, at korvetten ikke måtte bevæge sig ind i krigszonen og kun måtte deltage i bestemte opgaver, operationelt draget omsorg for, at vi ikke kom i krig.

Beslutningen om udsendelsen af Olfert Fischer blev truffet den 31. august, og Folketinget pålagde samtidig efter socialdemokratisk forslag regeringen at forberede udrustningen af et hospitalsskib – som Jutlandia under Koreakrigen (1950-53). Socialdemokratiets ordfører gjorde det klart, at partiet stadig var principielt modstander af NATO-operationer out of area og alene kunne tilslutte sig, fordi der var tale om en FN-støttet aktion.

Regeringen fremhævede på sin side, at udsendelsen lå i forlængelse af 40 års dansk FN-politik, og at ønsket om at styrke FN og stå solidarisk med USA kunne forenes med den løsning, der nu var fundet. ”Der er tale om et afgørende brud med den traditionelle danske berøringsangst over for omverdenen,” trompeterede udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, der ønskede at ”udnytte de muligheder, som historien giver os.”

For udsendelsen af Olfert Fischer stemte alle – undtagen SF, Fremskridtspartiet og enkelte folketingsmedlemmer, der brød partidisciplinen. Det var en typisk lidt-på-den-ene-og-lidt-på-den-anden-side løsning, selv om det var nyt så langt fra danske kyster at deltage i en ”koalition af villige”, som nok var sanktioneret af FN, men ikke var en egentlig FN-mission.

Den folkelige opbakning fulgte med. En gallupundersøgelse fra august 1990 viste, at næsten tre fjerdedele af befolkningen støttede, at Danmark sendte skibe til Golfen. Kun hver tiende var direkte imod. Til gengæld mente halvdelen, at vi skulle trække os, hvis det kom til kamp.

I løbet af efteråret samlede USA en bred koalition af 34 lande, blandt dem flere arabiske. Hen over årsskiftet planlagde den amerikanske præsident en storstilet invasion, Operation Desert Storm, der blev indledt 17. januar 1991. Den ødelæggende luftoffensiv udslettede på få dage det irakiske luftforsvar og forsvarslinjerne på landjorden, og den banede vejen for en landoffensiv, der ikke mødte nævneværdig modstand. Den irakiske hær trak sig med store tab tilbage fra Kuwait og dybt ind i Irak.

Den intense mediedækning med især CNN i spidsen gjorde det for første gang muligt for seere i hele verden at følge med i krigen fra første række. Lektien fra den opinionsmæssige katastrofe i Vietnam var lært, og det amerikanske forsvar gav pressen et bjørneknus, det var svært at vriste sig fri af. Dækningen blev stærkt farvet af de amerikanske briefinger, og den klassiske krigsreportage blev under Golfkrigen erstattet af digitale billeder, der gav seerne fornemmelsen af, at han eller hun så det, som også piloterne så. Det var spændende og underholdende – men også fjernt. Tågede mål blev ramt af lydløse vestlige fuldtræffere. Bygninger og installationer blev smadret – uden at seerne blev direkte konfronteret med nærbilleder af de ødelagte mål, endsige af dem, der blev ramt af alliancens overvældende ildkraft. Aldrig før havde tilskuere i fjerne lande fulgt så tæt med ved fronten – og aldrig havde virkeligheden været længere væk. Billedernes nærhed skabte ikke større indlevelse, endsige dybere viden om krigen, som aldrig rigtig blev vedkommende trods det fascinerende syn af nattehimmelen over Bagdad oplyst af koalitionens ild.

Saddam Hussein gjorde sit for at vække afsky, blandt andet ved at true Israel med missiler armeret med giftgas. Det var sammen med tv-dækningen og forsikringerne om, at USA gjorde sit yderste for ikke at ramme civile mål, med til at skabe indtryk af en retfærdig og højteknologisk ’klinisk krig’, hvor kun militære mål blev ramt, samfundet var intakt, og de civile tab var forsvindende små.

Krigen var hurtigt forbi. Olfert Fischer kom ikke i kamp, men Danmark hørte til blandt de vindende magter. Med befrielsen af Kuwait var målet for koalitionen indfriet. De færreste havde gjort sig klart, hvad der derefter skulle ske – udover forhåbningen om, at det ydmygende nederlag ville koste Saddam Hussein posten. Da det ikke skete, voksede det politiske pres på den amerikanske præsident for at gøre arbejdet færdigt og støde Saddam Hussein fra magten for at sikre, at mere fornuftige folk kom til i det store olieland.

Men præsidenten tøvede. Dels havde FN ikke givet mandat til at omstyrte regimet i Irak, men kun til at befri Kuwait, dels var der ikke rigtig nogen, der havde et troværdigt bud på, hvad der ville ske, hvis amerikanerne gennemtvang et regimeskifte. Saddam Hussein havde oprindeligt haft amerikansk opbakning og sad benhårdt på magten. Præsident Bush var ikke overbevist om, at noget bedre ville komme i stedet, og han besluttede at stoppe krigen. Høgene i USA rasede, og selv om Den første Golfkrig blev afviklet som planlagt og næsten uden tab for alliancen, efterlod den på den amerikanske højrefløj en dyb frustration over, at opgøret med den irakiske diktator ikke var blevet ført til ende.

Frustrationen blev ikke mindre, da det viste sig, at Saddam både formåede at holde sig på magten og at konsolidere sin stilling. Det skete blandt andet ved hjælp af brutale overgreb på hele befolkningsgrupper, der efter hans mening havde næret sympati for de allieredes angreb. Efter krigen veg Saddam ikke tilbage fra at bruge giftgas mod civile, og i de følgende år var Irak på konstant konfrontationskurs med det internationale samfund, der mødte landet med fordømmelse og FN-sanktioner, fx oprettelsen af flyveforbudszoner, der dels satte det irakiske luftvåben ud af spillet, dels gav mulighed for udstrakt regional autonomi i de nordlige kurdiske dele af landet. FN sendte våbeninspektører til Irak, der kun modstræbende samarbejdede og på utallige måder forsøgte at obstruere inspektørernes arbejde.

Den første Golfkrig i 1991 blev i høj grad udkæmpet i medierne, hvor Vietnamkrigen 20 år tidligere var tabt. Golfkrigen blev den første, hvor tv-stationernes levende billeder var med helt fremme i ildlinjen, mens krigskorrespondenterne stod i studier fjernt fra frontens krudtrøg og kaos. Det smittede også af herhjemme, hvor seerne kunne følge slagets gang på nærmeste hold. Her er det major Svend Bergstein (1941-2014) og DR-journalist Jens Nauntofte (1938-2017), der bringer slagmarken ind i dagligstuerne.

|| Finn Frandsen/ritzau