Читать книгу Danmark i Krig - Bo Lidegaard - Страница 5

I forhold til 1991 var det en anden politisk verden, da Folketinget 20 år senere i 2011 besluttede at udsende danske F-16-jagerfly som bidrag til en hastigt sammenstykket international koalition, der med kort varsel skulle sættes ind i Libyen for at bremse et truende opgør mod oppositionen der. Med mandat fra FN’s Sikkerhedsråd skulle koalitionen beskytte civilbefolkningen mod den libyske statsleder Muammar al-Gaddafi (1942-2011). Der gik kun godt et døgn, fra forslaget om Danmarks krigsdeltagelse blev fremsat, til det var enstemmigt vedtaget.

Denne gang var der ingen tvivl. Danmark var klar til krig og kastede sig ind i den med en styrke næsten på niveau med Frankrig og Storbritannien.

I mellemtiden havde Danmark været i krig på Balkan – og i Afghanistan i flere omgange. Mest kontroversielt havde et snævert flertal i Folketinget i marts 2003 besluttet, at vi skulle deltage i den omstridte amerikanske ledede invasion i Irak.

Forløbet fra Danmarks tøvende tilslutning til Den første Golfkrig til den enstemmige opbakning til krigen i Libyen 20 år senere er grundtemaet for denne bog. Den udspringer af en undren over det holdningsskred, som beslutningerne er udtryk for. På 20 år gik Danmark fra at være overbevist om, at landet ikke hørte hjemme i den skarpe ende af militære aktioner i fjerne lande, til at være lige så overbevist om det modsatte: At vi bør være blandt de lande, der deltager mest aktivt i den hårdeste ende af internationale militære operationer.

Hvordan gik det til, at et land og et folk, hvor et overvældende flertal i over 100 år mente, at Danmark er bedst tjent med at holde sig langt fra krig, i løbet af to årtier blev lige så overbevist om, at krig er Danmarks måske vigtigste udenrigspolitiske instrument? Hvad skete der i verden, der udløste det ændrede syn på Danmarks stilling i den? Hvordan gik det til, at opfattelsen af international aktivisme på så kort tid skiftede fra civilt til militært? Hvorfor blev vores historie under Den Kolde Krig og besættelsen af Danmark 1940-45 omfortolket så grundlæggende, at krigsdeltagelse kunne ses som et brud med tidligere tiders ”berøringsangst”?

Det er de spørgsmål, bogen forsøger at besvare.

Historien om Danmarks krige 1991-2011 er stadig med os – og den fortsætter, mens disse linjer skrives. Den er så tæt på, at de fleste kan huske den, mange har selv spillet en rolle i den, og endnu flere har stærke meninger om den. Den er ikke kun en del af vores nære fortid, men også i høj grad en del af den aktuelle politiske debat, hvor historien udlægges som støtte for snart det ene, snart det andet synspunkt. Det er præcis derfor, at historien om de krige, Danmark efter Den Kolde Krig har valgt at deltage i, er vigtig at fortælle.

Bogen rejser spørgsmålet, hvad Danmarks krigsindsatser har betydet for os selv og for de lande, vi har kæmpet i. Den forsøger også at give bud på svar. Dem vil nogen uden tvivl være uenig i – andre måske enige. Det er ikke overraskende, for der findes ingen enkle sandheder. Heller ikke her.

Da Folketinget i 2011 med få timers varsel enstemmigt besluttede at sende danske F-16-fly på bombetogt mod Gaddafis styrker i Libyen, opfattede de fleste det som en naturlig forlængelse af Danmarks støtte til opretholdelsen af den internationale retsorden og efterlevelse af forpligtelsen til at beskytte truede civile. Her er de danske fly linet op på Sigonellabasen på Sicilien.

|| Michael Aagaard/Forsvarsgalleriet