Читать книгу Danmark i Krig - Bo Lidegaard - Страница 6

Danmarks udenrigspolitik er i høj grad bestemt af landets geografi og størrelse – herunder at vi udgør et nordatlantisk rigsfællesskab. Opfattelsen har i over 100 år været, at et lille udsat og åbent land, som i høj grad lever af sin udenrigshandel, må engagere sig aktivt med sine naboer og resten af verden. Både for at handle med så mange som muligt og på så gunstige vilkår som muligt, og for at medvirke til, at der skabes fred og stabilitet omkring os. International retsorden er en oplagt fordel for et lille land, og Danmark har været en utrættelig fortaler for den – siden 1945 repræsenteret af FN. På samme måde er tilslutningen fra 1949 til NATO og fra 1972 til EF og siden EU solidt folkeligt og politisk forankret. Siden Anden Verdenskrig har Danmark holdt sig så tæt som muligt til vore stærkeste allierede, USA og Storbritannien, og til vore europæiske nabolande og samhandelspartnere, samtidig med at vi har søgt at undgå unødig konfrontation med andre. Danmark samlede ikke på fjender, og det var frem til årtusindskiftet fast dansk politik ikke internationalt at bruge høj stemmeføring. Forsigtigheden kaldte kritikere foragteligt for småstatspolitik. Skiftende regeringer kaldte det realisme, brobygning og konfliktforebyggelse. Måske endog interessevaretagelse.

Medlemskabet af EF i 1973 gav Danmark en tryghed og et selvstændigt handlerum, landet ikke havde oplevet siden 1864. Senere udvidelser af EU åbnede mulighed for at knytte tættere økonomiske og politiske bånd til vore nye demokratiske naboer i Øst- og Centraleuropa. De faste rammer om samarbejdet gav os en hidtil ukendt mulighed for at lade den danske stemme høre i verden. Det samme gjorde fra slutningen af 1970’erne en stærkt forøget udviklingsbistand, engagementet i FN, humanitært hjælpearbejde og aktiv deltagelse i internationalt samarbejde i utallige sammenhænge.

De borgerlige partier stod under konservativt ledede regeringer i 1982-1988 model til, at et alternativt sikkerhedspolitisk flertal med dagsordener i Folketinget tvang regeringen til at tage forbehold for Danmarks bidrag til at gennemføre NATO’s dobbeltbeslutning fra 1979, hvor man gav Sovjetunionen fire år til at trække mellemdistanceraketter ud af Østeuropa. Ellers ville man selv opstille atommissiler. Inspireret af bevægelser i andre nordeuropæiske lande dikterede oppositionen vigtige dele af regeringens udenrigspolitik, også i forhold til afspænding i FN og i nordisk sammenhæng.

Fodnoterne førte til en bitter konflikt mellem regeringen og det sikkerhedspolitiske flertal. Venstre og Socialdemokratiet beskyldte gensidigt hinanden for at bryde den uskrevne musketéred om indre sammenhold, når det gjaldt de afgørende udenrigspolitiske spørgsmål. Siden har det været omstridt, hvem der var ansvarlig for miseren, og der har i flere årtier kørt en uforsonlig – og til tider stærkt personlig og bitter – debat om, hvem der svigtede.

Politisk var det Socialdemokratiet, der havde det største problem. Efter formandsskiftet i 1992, hvor Poul Nyrup Rasmussen (1943-) stødte Svend Auken (1943-2009) fra magten, havde partiet ikke noget ønske om at rippe op i de indviklede og delvist uforståelige forhold, der havde udløst fodnotepolitikken. Under Nyrups ledelse ville Socialdemokratiet tværtimod genvinde troværdigheden – også på det udenrigspolitiske område.

Med Murens fald og Sovjetunionens opløsning i 1991 så verden helt anderledes ud. Intet syntes at kunne true Danmark, som åndede lettet op uden at behøve at frygte for sin sikkerhed. For tidligt, som det skulle vise sig. Men dengang var det med den amerikanske politolog Francis Fukuyama (1952-) fristende at tro, at historien var forbi, og at den liberale verdensorden endegyldigt havde sejret.

Som udenrigsminister i Poul Schlüters konservativt ledede regeringer havde Venstres formand Uffe Ellemann-Jensen aktivt støttet de baltiske landes ønske om ny selvstændighed efter Sovjetunionens opløsning. Den linje fulgte Nyrupregeringerne fra 1993 op med ekstra betoning af FN’s og dermed Danmarks rolle ikke kun som fredsbevarende, men også som fredsskabende. Hvor Ellemann-Jensen understregede bruddet med fortiden, betonede Socialdemokratiet og Radikale Venstre videreførelsen af Danmarks tradition for ”engageret deltagelse”. Begge forsøgte at bruge historien til at legitimere deres politik – som i øvrigt lignede hinanden til forveksling. Det gjaldt både i forhold til de baltiske lande og i støtten til udvidelsen af EU og NATO, så de baltiske og de østeuropæiske lande kom med.

Det ydre pres for, at de toneangivende danske partier holdt sammen om at forsvare landets interesser udadtil, var forsvundet. Derfor kunne de meningsforskelle mellem partierne, der længe havde luret under overfladen, nu diskuteres åbent. Det blev også indledningen til en kamp om, hvordan historien om Den Kolde Krig skulle udlægges – en kamp, der brød ud i lys lue efter terrorangrebene mod USA den 11. september 2001 og det efterfølgende regeringsskifte, hvor Venstre og Det Konservative Folkeparti med støtte fra Dansk Folkeparti vippede Socialdemokratiet og Radikale Venstre af pinden.

Samtidig blev den udbredte optimisme om fremtidens fred og fremgang for den liberale verdensorden afløst af en voksende erkendelse af, at det hårde ydre tryk fra de to supermagter også havde været med til at holde lokale og regionale konflikter i ave – for ikke at tale om radikalisme i den muslimske verden. Det viste sig, at historien langtfra var forbi, og at de vestlige markedsdemokratier alligevel ikke var den model, alle stræbte efter. Tværtimod blev despoter og fundamentalister mere selvbevidste og aggressive samtidig med, at nationale, etniske og religiøse modsætninger kom op til overfladen. Identitetspolitikken var igen i fremmarch. I Europa førte opløsningen af det tidligere Jugoslavien fra 1992 til eskalerende konflikter, etniske udrensninger og langvarige krige.

De voldsomme konflikter stillede nye krav til det internationale samfund. Var det nu, at FN kunne fungere efter sin oprindelige hensigt som et kollektivt sikkerhedssystem, der kunne stå op mod uret, beskytte civilbefolkninger og forsvare udsatte mod overgreb og ødelæggelse? Ville en stærkere verdensorden, hvor der blev sat ind mod diktatorer, og hvor verdenssamfundet ville beskytte civilbefolkninger mod overgreb, massemord og folkedrab, træde frem? Havde omverdenen ikke en forpligtelse til at gribe ind og standse overgreb, om nødvendigt med militær magt? Disse og lignende spørgsmål blev drøftet i FN – og i NATO og i europæiske lande.

Principperne kom hurtigt på prøve.

Balkankrigene 1992-1999

En bosnisk, muslimsk kvinde sørger ved mindesmærket for massakren i Srebrenica i 1995.

|| Elvis Barukcic/AFP Photo/Scanpix