Читать книгу Unge, rusmidler og sociale netvAerk - Группа авторов - Страница 7

Det er blandt andet disse forskellige regelsæt, der belyses i Kolinds bidrag »Unge, alkohol og social klasse – mainstream og modkultur«. Her beskrives det, hvordan gruppen af mainstreamunge, når de drikker og fester, praktiserer kontrolleret kontroltab og bevidst etablerer sikre rum og omgivelser, hvori de kan eksperimentere med fuldskab. Disse praksisser viser sig at hænge tæt sammen med, hvordan de unge agerer på andre områder, fx i forhold til forældres regelsætninger, skolens krav og samfundsmæssige idealer om selvrefleksion. Men vi ser også, hvordan mainstream-brydernes drikke- og festpraksisser følger ganske andre spilleregler, der er kendetegnet ved netop at gå imod og underkende mainstreamunges værdisæt. Målet for mainstream-bryderne, der ofte oplever ikke at mestre mainstreamkulturens og herunder skolens fordringer, er at skabe alternative rum og værdier, hvor de som gruppe kan få succes og opleve at mestre de kulturelle koder.

Generelt forstår og anerkender forældrene den nye sportsgren; mange har selv deltaget i den, da de var unge. Nogle forældre kan såmænd blive helt bekymrede, hvis deres barn ikke deltager i den almindelige alkoholbaserede festivitas sammen med andre unge. På den anden side er de også bekymrede for, at deres børn skal komme til skade på grund af deres egen eller andre unges brug af rusmidler. De er bange for bilister, der kører i påvirket tilstand, og de er bange for, at deres børn drikker sig så fulde, at de kommer til skade: kører galt på cykel, falder i søvn udenfor i kulden, kommer op at slås mv. For nogle spøger alkoholisme måske i baggrunden; de fleste kender en alkoholiker, nogle måske endda fra den nære familie. På den anden side foretrækker de fleste forældre klart, at deres børn drikker »et par bajere«, frem for at de ryger hash eller – selvfølgelig endnu værre – at de tager andre stoffer (Kolind & Elmeland 2008). De fleste forældre er derfor særdeles opmærksomme på deres børns forbrug af alkohol og eventuelt andre rusmidler, og dette gør det vigtigt for dem at have en fornemmelse af, hvor deres børn er, hvem de er sammen med, hvor meget der drikkes, og om der tages andre stoffer. I den forbindelse er to vigtige aspekter på spil: tillid og kontrol. Disse størrelser belyses i Demant og Ravns artikel »‘Du fucker ikke med den tillid!’ Unge og forældres kommunikation om alkohol og regler« og i Demant og Sonnes artikel »Boomerangeffekten – sociale netværks betydning for forhandlinger om alkohol«.

I den første artikel går forfatterne tæt på begrebet tillid og viser bl.a. vigtigheden af en tillidsrelation mellem forældre og deres børn, når det kommer til alkohol og fester – eller rettere ideen om en tillidsrelation. Tillid er et vigtigt samfundsmæssigt ideal, der i høj grad bestemmer forholdet mellem forældre og unge i familien. Og de unge formår ofte at bruge dette ideal strategisk over for forældrene til at skabe størst muligt råderum for deres praksis med fester og alkohol. Samtidig oplever de unge, at forældrene egentlig ikke ønsker at ‘vide alt’, da det ville kunne få dem til at sætte spørgsmålstegn ved tilliden.

I den anden artikel stilles skarpt på betydningen af sociale netværk og uformel kontrol i forhold til reguleringen af unges alkohol- og festadfærd. Sådanne sociale netværk er forskellige fra by til land. I mindre samfund har folk en vis mulighed for at få mere direkte information om hinandens gøren og laden, og de unge handler derfor efter, at deres forældre potentielt kan få viden om, hvad de foretager sig. En sådan normativ funktion har de sociale netværk ikke i større byer. Den uformelle kontrol i de mindre samfund forandrer sig dog, efterhånden som de unge bliver ældre og forlader skolen, og de sociale netværk bliver løsere. Samtidig bliver de unge bedre til at bruge deres viden om eksisterende netværk som udgangspunkt for at forhandle regler. Dette sker efter devisen: ‘hvorfor må jeg ikke, når mine venner må’, og forældrene vil som regel ikke afvige fra det, de tror, at andre forældre accepterer.

Vender vi tilbage til beskrivelsen af unges drikkepraksis som en sportsgren, ved vi, at enhver sportsgren indeholder mere eller mindre troværdige beskrivelser af præstationer. Angivelsen af størrelsen på lystfiskerens laks kan sammenlignes med de unges beskrivelser af, hvad de er i stand til at konsumere, og hvor hurtigt det kan lade sig gøre. Det er vist i såvel dansk som international forskning, at unge har en tendens til at overdrive deres forbrug af alkohol (Schei et al. 1991, Balvig et al. 2005, Perkins et al. 2005, Pedersen et al. 2008). Sådanne overdrivelser kan skabe grobund for såkaldte flertalsmisforståelser, der kan have som konsekvens, at de unge harmoniserer både deres debut og deres forbrug af alkohol, cigaretter og andre rusmidler med, hvad de tror, andre indtager. Hvis dette er rigtigt, kan man forestille sig, at de unge ville reducere deres forbrug, når de opdager, hvad »de andre« i virkeligheden gør (Balvig et al. 2005).

Flertalsmisforståelser og gruppepres belyses og diskuteres i Hulvej Rods artikel »Hvordan man taler om det sociale: Flertalsmisforståelser og gruppepres i klasselokalet«. Her stiller Hulvej Rod skarpt på alkoholforebyggelse i skolen, nærmere bestemt et nyt program: Tackling. Programmet har trods sine gode intentioner visse problemer. Fx kommer programmet på grund af sin pædagogiske form, netop når det gælder flertalsmisforståelser, ofte til at reproducere lige præcis disse, i og med at de unge med alkoholerfaring bramfrit fortæller om (og overdriver) deres eskapader, som derved kommer til at fylde mere end de uerfarnes tavshed. På et mere grundlæggende plan opererer forebyggelsesprogrammet med en ide om, at den enkelte elev blot skal bruge sin egen individuelle frie vilje til at sige nej over for fx gruppepres, dvs. de fordringer, de sociale fællesskaber stiller. Problemet er, at de unge samtidig har positive erfaringer med alkohol og fester fra de sociale fællesskaber, og at de oplever, at disse lystfulde oplevelser bliver svære at artikulere i forebyggelsesprogrammets univers, der derved let kommer til at fremstå utroværdigt.

Et andet karakteristisk træk ved den nye sportsgren er, at den kan dyrkes på en række forskellige steder: på dertil indrettede forbrugssteder (værtshuse, diskoteker, fredagsbarer, forældrestyrede fester, m.m.), i private sammenhænge (teenageres for-fester, private fester og sammenkomster, m.m.) og i det offentlige rum (på pladsen, nede ved stranden, i parken m.m.). Faktisk kan man også deltage i sportsgrenen i udlandet, fx i forbindelse med ungdomsrejser eller de såkaldte drukferier. I denne bog ser vi på to sådanne steder, hhv. på Sunny Beach i Bulgarien i Tutenges og Hesses artikel »Højere! Vildere! Unge danskere i Sunny Beach«. Og fredagsbarer i Elmeland og Villumsens artikel »‘Ej blot til lyst.’ Om universitetsstuderendes fredagsbarer«.

Tutenges og Hesse beskriver det, de kalder en moderne version af den klassiske dannelsesrejse, nemlig rejsebureauers arrangerede turer til fx Sunny Beach i Bulgarien. Her konkurrerer de unge om at drikke meget store mængder alkohol og deltager i en række arrangementer, der alle har fuldskab og grænseoverskridende opførsel som hovedingrediens. Målet for de unge er fuldskaben og udskejelsen i sig selv og selve dét for en kort periode at vende den kendte hverdag med alle dens normer helt på hovedet. I artiklen opregnes nogle af de skadelige virkninger af sådanne ferier, og forfatterne diskuterer en række mulige forbyggende tiltag.

Over for Tutenges og Hesses artikel står Elmeland og Villumsens studie af danske universiteters fredagsbarer. Dette viser, at forbrug af alkohol ikke nødvendigvis indbefatter skarp konkurrence om, hvem der kan drikke mest. Det kan også fungere som rammen om afslappet socialt samvær, der giver mulighed for en snak om løst og fast. Drikkeriet i fredagsbarerne bliver en måde at komme i kontakt med medstuderende på og møde nye mennesker – alkohol fungerer således som et smøremiddel for kommunikation. Igen ser vi en parallel til sportsudøvelse, der ud over konkurrenceelementet ofte også fungerer som ramme om sociale aktiviteter og som kommunikativt smøremiddel.

Én ting er alkohol, noget andet er forbruget af hash eller andre illegale stoffer. I en dagligdags terminologi vil man her hurtigt begynde at tale om misbrug. Her er de unges praksis ofte anderledes, end når det gælder legale rusmidler som alkohol. Dette beskrives i Vinds artikel »Hvordan familien påvirkes, når husets teenager udvikler et misbrug«. Vind har undersøgt kommunikationen i familier, hvor den unge har et forbrug af illegale stoffer. Denne kommunikation kan opdeles i to faser. I den første hemmelige fase distancerer teenageren sig i tiltagende grad fra det sociale samvær i familien for at undgå at blive opdaget. I den næste fase – den såkaldte medvidende fase – er misbruget blevet opdaget. Kommunikationen bliver typisk i tiltagende grad præget af forældres kontrol, hvilket er forståeligt, men situationen er i fare for at udvikle sig til et kommunikationsbrud, hvor den unge trækker sig helt. Denne fase kan være særdeles opslidende ikke kun for den unge, men også for forældrene. Vind argumenterer for, at man i behandlingssystemet i højere grad, end tilfældet er, skal hjælpe forældre i denne medvidende fase, så deres vigtige støtte til den unge kan opretholdes.

Vind foreslår endvidere, at man kunne tilføje en tredje fase. Når forældrene er blevet medvidende, prøver de først selv at gøre noget ved problemet, men hvis dette ikke lykkes, søger mange hjælp i det etablerede behandlingssystem, som siden oktober 2005 har pligt til at tilbyde behandling til unge med et misbrug af rusmidler.

I Mads Uffe Pedersens artikel: »Social inklusion/eksklusion blandt 13-17-årige i behandling for deres forbrug af illegale stoffer« er det netop de unge, som indskrives i behandling for deres stofmisbrug, der er i fokus. Selve behandlingen diskuteres ikke i artiklen. Derimod er det denne gruppe af unges psykiske og sociale problemer og de sociale netværk de er inkluderet i/ekskluderet fra, som undersøges og diskuteres. Således deltager rigtigt mange af disse unge ikke i sociale netværk, som vi ellers betragter som nødvendige for det gode liv, og mange har massive psykiske og sociale problemer. For eksempel har 48 % af pigerne, der er med i undersøgelsen, forsøgt at begå selvmord på et eller andet tidspunkt i deres liv, mens 56 % af drengene har været involveret i kriminelle aktiviteter inden for den sidste måned. Blandt disse unge prales der stadig med, hvem der har prøvet hvad, hvor meget og hvordan. Men det er en form for præstation, som ikke giver megen prestige blandt dem, som Kolind i sin artikel kalder mainstream-unge.

Bogen afsluttes med en artikel, der har fokus på en helt særlig gruppe af unge, som ikke alene er eller har været i et svært misbrug af illegale stoffer – de har også fået børn, mens de var i dette misbrug. Og her slipper vi sportsgrens-metaforen. I Heckshers artikel »Unge mødre med misbrugsbaggrund. Når graviditeten bliver anledning til forandring af livsform« belyses og diskuteres de særlige problematikker, der knytter sig til denne gruppe. Det er af mange grunde problematisk, at disse kvinder har fået børn, mens de havde et misbrug af rusmidler, men man må også konstatere, at graviditeten for mange af dem har startet en ny og positiv proces i deres liv. Disse unge (misbrugende) mødre oplever ofte i særlig grad samfundets stigmatiseringer og stereotyper: ikke alene har de et misbrug af stoffer, men mange bliver netop i kraft heraf anset som dårlige eller uegnede mødre, der ikke lever op til idealet om ‘den normale’ eller ‘den gode’ mor. Kendetegnende for kvinderne i Heckshers studier er, at de også selv har klare forestillinger om, hvad en god og en dårlig mor er, samtidig med at de faktisk ønsker at bryde med billedet af den dårlige mor.

Som det fremgår, er målet med denne bog ikke at fastsætte en grænse for, hvornår unges forbrug af rusmidler er hhv. farligt eller ufarligt, at fortælle forældre, hvordan de forholder sig til deres børn på den rigtige måde, eller hvordan man forhindrer børn i at komme ud i et stofmisbrug. Det er heller ikke meningen at give gode råd om, hvordan forældre og samfundet generelt skal forholde sig til de unges forbrug af rusmidler. Formålet er derimod at skabe en større og mere nuanceret forståelse for betydningen af de sociale processer, der er på spil i forhold til unges forbrug af rusmidler. Hvis dette samtidig kan afstedkomme en diskussion om, hvad der er de mest hensigtsmæssige strategier, må bogen siges at have nået sit mål. Med sportsgrens-metaforen har vi ganske vist ikke givet et dækkende billede af de unges alkohol- og stofbrug, men man kunne jo overveje, om det mon ikke var nemmere at få de unge til at skifte sportsgren end at få dem til at ændre deres ungdomskultur.