Читать книгу Den subjektive rest - Jacob Lund Pedersen - Страница 4

[F]ølelsen af det skønne, det er subjektet i dets fødsel, den første sammenparring af uforlignelige kræfter. Den unddrager sig begrebets og viljens bemestring. Den udfolder sig neden under og oven over deres intriger og deres lukning. Den er dét, Kant forstår ved det »naturlige substrat«, som han deduktivt sætter som sit grundlag. Den er altså et område for modstand mod den institution og det etablissement, hvor det, som sker, »før« vi ved, hvad det er, og før vi vil gøre det til noget som helst, indskrives og skjules. Denne nydelse er en inskription uden understøttelse og uden en kode, med hvilken den kan aflæses. Ubetydelig [misérable], om man vil. Det er litteraturernes og kunsternes opgave, opgaven for det, man kalder skriften, at genindskrive den i overensstemmelse med dens ubetydelighed [misère], uden at overvælde den, og uden at skille sig af med den.¹

Et af de træk, der karakteriserer vestlig kunst og tænkning fra midten af det 20. århundrede og frem til i dag, er en optagethed af fænomener som neutralitet, impersonalitet, depersonalisering, dehumanisering og desubjektivering – fænomener, der alle kan betragtes som elementer i det paradigmeskift, der er kendt under betegnelsen »subjektets død«. Imidlertid er det denne bogs påstand, at subjektet i en vis forstand har overlevet disse mange kunstneriske og teoretiske bestræbelser på at komme det til livs. Bogen ønsker således at bidrage til en kritisk reaktualisering af subjektet og at problematisere den mest uforsonlige del af den subjektkritik, der har præget tiden efter 1945 og frem til i dag, idet det kan hævdes, at selve erfaringen af subjektets udviskning, selve begivenheden, indebærer, at der altid vil være en subjektiv rest. I og af den fremstilling, hvori nedbrydningen foregår, fremtræder en subjektivitet, der ikke lader sig negere.

Forfatteren Samuel Beckett (1906-1989) og billedkunstneren Christian Boltanski (f. 1944) er blandt de mest fremtrædende eksponenter for den kunstneriske bestræbelse på at eliminere jeget og subjektet og for den generelle desubjektiveringstendens i tiden efter Anden Verdenskrig. Det kommer blandt andet til udtryk i de to kunstneres udtalelser om deres kunstneriske virksomhed. »Til slut ved man ikke længere, hvem der taler. Subjektet er fuldstændigt udvisket,«² siger Beckett, mens Boltanski stemmer i ved at hævde, at »The role and the aim of an artist is to disappear. The I no longer exists.«³

Selv hos Samuel Beckett, i hvis efterkrigsœuvre desubjektiveringen radikaliseres i hidtil uset grad, kan man dog – som jeg vil vise – på detailanalytisk plan aflæse, hvordan subjekt og desubjektivering følges ad som komplementære størrelser. Jeg vil ligeledes vise, hvordan noget tilsvarende gør sig gældende hos Christian Boltanski. Boltanski arbejder netop med en emfatisk desubjektivering i sine fotografiske installationer, hvori de afbildede ansigter anonymiseres, og subjekterne omdannes til udskiftelige objekter. De portrætterede, heriblandt også kunstneren selv, kan være hvem som helst. Men også hos Boltanski findes der en subjektiv rest, da værkerne i kraft af denne almenhed og deres udpegning af repræsentationens nødvendige negation eller eksklusion af det repræsenteredes singularitet, netop markerer og indkredser erfaringen af det, der ikke kan bringes ind i repræsentationen, men som ikke desto mindre er dens forudsætning.

Inden for tænkningens område artikuleres desintegrationen af subjektet hos en række såkaldt strukturalistiske og poststrukturalistiske eller postmoderne tænkere: til dels hos Maurice Blanchot (1907-2003) og Jacques Derrida (1930-2004), men især hos Gilles Deleuze (1925-1995), Michel Foucault (1926-1984) og Roland Barthes (1915-1980), der begejstret konstaterer »Forfatterens død«: »[S]kriften ødelægger enhver stemme, ethvert ophav. Skriften er dette intetkøn [neutre], dette sammensatte, denne omvej [oblique], på hvilken vort subjekt forsvinder, dette sort-hvide rum, hvor al identitet mistes.«⁴ Det er i en kritisk dialog med disse teoretikere, jeg undersøger denne forsvinding, denne desubjektivering og dens relation til kunstnerisk udsigelse, sprog og repræsentation. Men disse tænkere, hvis kritik af subjektet forstået som autonom, selvidentisk oprindelse jeg langt hen ad vejen tilslutter mig, står ikke alene. Især den italienske tænker Giorgio Agamben (f. 1942) præsenterer et alternativ, en måde hvorpå det er muligt at påpege tilstedeværelsen af en uudryddelig subjektiv rest. På paradoksal vis udvikler Agamben sin tænkning med udgangspunkt i udsigelsesteoretiske betragtninger hos den selvsamme lingvist, som store dele af den subjektkritiske tradition henter sine argumentative pointer hos: den franske strukturelle lingvist Émile Benveniste (1902-76). En nøjere gennemskrivning af de tilsyneladende tvetydige idéer i Benvenistes udsigelsesteori er derfor uomgængelig i bogen her.

Den kunst- og litteraturteoretiske subjektkritik finder nogle af sine mest markante spidsformuleringer i Roland Barthes’ »Forfatterens død« fra 1968 og i Michel Foucaults »Hvad er en forfatter?« fra 1969. I disse indflydelsesrige tekster – og i flere andre fra samme periode i kølvandet på maj ’68 – er det Barthes’ og Foucaults anliggende at tilbagevise forestillingen om forfatteren, og den hermed forbundne cartesianske forestilling om subjektet generelt, som enhedsskabende oprindelse. De gør op med idéen om et selvnærværende, autonomt handlende substantielt Subjekt med stort S, idet de opfatter det som en historisk kategori, en forestilling der hørte det moderne til.⁵ I stedet identificerer de subjektet med sproget og fokuserer næsten udelukkende på subjektiviteten i relation til den sproglige struktur. Subjektet, hævder de, er ikke andet end en funktion i og effekt af sproget, og det skrivende subjekt forsvinder eller udviskes konstant i sproget.

Det, denne kritik og mange af dens efterfølgere imidlertid viser en tendens til at tilsidesætte eller simpelthen ikke at medtænke i deres bestræbelse på at udrydde subjektet, er netop selve erfaringen af at blive udvisket i sproget. Jeg vil omvendt hævde, at subjektet er i besiddelse af en udenfor-sproglig dimension, som gør det i stand til at erfare sin egen udviskning og desubjektivering i sproget. Det betyder, at subjektet ikke lader sig borteskamotere uden videre, men at det er i stand til at gøre en personlig erfaring af depersonaliseringen, en subjektiv erfaring af desubjektiveringen. Med reference til især Giorgio Agamben er det min pointe, at selve desubjektiveringen, selve erfaringen af subjektets fravær, samtidig markerer subjektiviteten – og at desubjektiveringen også besidder en mere frugtbar side, hvor subjektet viser sig i stand til at blive subjekt for sin egen desubjektivering.

Giorgio Agamben opstiller en subjektmodel, hvor subjektet opfattes som en proces af subjektivering og desubjektivering, eller snarere som et interval eller en rest mellem disse processer.⁶ I forlængelse af en sådan tankegang er det centrale omdrejningspunkt for nærværende bog spørgsmålet om subjektiviteten i den kunstneriske udsigelse, idet denne opfattes som stedet for en simultan subjektivering og desubjektivering af det individ, der søges repræsenteret gennem udsigelsen. Min ambition er at belyse sprog- og repræsentationserfaringen i forbindelse med den menneskelige sprogappropriation. I sprogappropriationen sker netop dét, at vi på én gang subjektiveres, det vil sige gives en fornemmelse af at være individuelt bevidsthedssubjekt, og desubjektiveres, det vil sige fratages vores individuelle væren. Et vigtigt mål er altså at forsøge at indkredse den erfaring, som er forbundet med udsigelsens på én gang subjektkonstituerende og subjektdestituerende eller -ekskluderende funktion, og herigennem problematisere den, ofte restløse, afvikling af subjektet, der har fundet sted i vestlig kunst og filosofi især efter Anden Verdenskrig.

Subjektproblematikken er dermed uadskillelig fra den udsigelsesteori, som Émile Benveniste udviklede i 1950’erne og 1960’erne. Den væsentligste indsigt i Benvenistes udsigelsesteori er, i denne sammenhæng, at subjektiviteten ligger i udøvelsen af sproget, og at det derfor er i og gennem sproget, individet konstitueres som subjekt. Ud over at give en sprogvidenskabelig redegørelse for sammenhængen mellem sprogappropriation og subjektkonstituering indtager udsigelsesteorien en central plads, idet den som nævnt spiller en afgørende rolle i en række af de strukturalistiske og poststrukturalistiske teoridannelsers bestræbelse på at afskaffe den langt op i senmoderniteten udbredte forestilling om et selvberoende, oprindeligt sprogbemestrende subjekt. Samtidig er det den selvsamme udsigelsesteori, der i min udlægning udgør grundlaget for Giorgio Agambens nyere forsøg på at gentænke subjektet og menneskets relation til sproget. Subjektet begribes netop hos Agamben som muligheden for, at sproget ikke finder sted, ikke bliver iværksat – som stedet for både aktualiseringen og ikke-aktualiseringen af sproget og ikke blot som en effekt heraf.

Det, Benvenistes udsigelsesteori bl.a. tydeliggør, er således vigtigheden af at inkludere sprogets iværksættelse gennem en sprogbruger i sproganalysen. I et nyligt udgivet referenceværk, Art Since 1900. Modernism Antimodernism Postmodernism, forfattet af de toneangivende kunsthistorikere Hal Foster, Rosalind Krauss, Yve-Alain Bois og Benjamin H. Buchloh beskrives, hvordan den begrænsede undersøgelse af sproglige strukturer, der dominerede de første par tiår efter Anden Verdenskrig, for 35-40 år siden blev udvidet til at omfatte de former, hvorigennem det sproglige tegnsystem bringes i anvendelse, de såkaldte shifters eller performativer, og det fremhæves, at Émile Benveniste »had already done more than anyone else to bring about this transformation in the way language came to be viewed in the sixties.«⁷ På trods af denne anerkendelse bliver den betydning, som Benvenistes udsigelsesteori har haft for efterkrigstidens tænkning af subjektivitet og sprog, imidlertid ofte negligeret, hvorfor det også er et af denne bogs formål at fremhæve og forsøge at tydeliggøre denne teoris afgørende betydning for, hvordan vi forstår disse størrelser.

Den udsigelses- og desubjektiveringsproblematik, der er den primære genstand for de følgende sider, er nært forbundet med menneskets evne til at reflektere over sin egen sproglige natur. Problematikken gør dermed fordring på en vis ahistorisk gyldighed, men når den hér afgrænses til perioden efter 1945, er det, fordi problemstillingen og spørgsmålet om det menneskelige subjekt forekommer at være trådt særligt tydeligt i relief i kraft af den bestemte historiske begivenhed, vi forbinder med ord som holocaust, Shoah og Auschwitz – og det efterfølgende behov for at forstå, repræsentere og erindre denne traumatiske begivenhed. Det er altså en teoretisk problemstilling, der, idet den også eksisterede længe før, ikke direkte er betinget af Auschwitz, men hvis relevans især er blevet tydelig i forsøget på at begribe denne historiske begivenhed. Således fandt udsigelses- og subjektivitetsproblematikken – og den heri indbefattede kritik og problematisering af et selvidentisk moderne cartesiansk subjekt – allerede en række forskellige udtryk relativt tidligt i moderniteten. Nogle af de mest prægnante er Arthur Rimbauds berømte sætning »Je est un autre« [jeget er en anden] fra 1871, hvori jeget fratages sin konstitutive identitet og fremmedgøres – og Franz Kafkas opgivelse af »Ich« [jeg] til fordel for »Er« [han] i sine upersonlige fortællinger fra 1900-tallets første tiår. Diskussionen om subjektets status kom dog til at indtage en langt mere central placering i vestlig kunst og tænkning og blev mærkbart intensiveret i skyggen af de begivenheder, der fandt sted under Anden Verdenskrig. Denne bog koncentrerer sig imidlertid ikke så meget om forestillingen om mennesket som Subjekt i den forstand, Foucault, Barthes, Theodor W. Adorno og en række andre i udgangspunktet gjorde op med det, det vil sige som styrende for og skaber af historien og af enhed i verden. Forestillingen om det enhedsskabende subjekt er uigenkaldeligt obsolet – nært bundet, som den er, til den moderne oplysningstid – og spillede, som især Adorno har påpeget, definitivt fallit med Auschwitz. Snarere vil fokus være på mennesket som subjekt med lille s – det vil sige et svagt subjektbegreb, der ikke er baseret på noget ultimativt grundlag – og dermed også i en vis forstand på det subjekt, der erfarede og overlevede Auschwitz.

I relation til forfatterne Jean Cayrol, Alain Robbe-Grillet og Samuel Beckett skriver Niels Egebak:

En kunstners betydning er målelig ved de yderste konsekvenser han drager af en given fælles oplevelsesmasse og erfaring. Og bag alle disse forfatteres bøger kan man – selv bag den tilsyneladende mest eksklusive og sværest tilgængelige – skimte den fælles oplevelse, som de deler med alle deres samtidige: oplevelsen af koncentrationslejrens univers, som stadig er vort univers, hvad enten vi vil se det eller ej.⁸

Egebak skrev dette i 1960 – da der endnu var store dele af befolkningen, som havde været førstehåndsvidner til krigen – men udtalelsen synes stadig at have gyldighed, hvis vi skal tro Giorgio Agamben, der i 1998 udgav den omdiskuterede bog Quel che resta di Auschwitz. L’archivio e il testimone.⁹ Titlen, der kunne oversættes til »Det, der er tilbage af Auschwitz. Arkivet og vidnesbyrdet«, refererer ikke til en svigtende interesse for Auschwitz eller en følelse af begivenhedens aftagende relevans, men til en opgave, som Agamben mener, vi først nu er begyndt at tage på os: tænkningen af holocaust-begivenhedens etiske implikationer. I forordet skriver han således, at vi kender tilstrækkeligt til de historiske, materielle, tekniske, bureaukratiske og juridiske omstændigheder, hvorunder udryddelsen af jøderne – og de hundredtusindvis af medlemmer af andre uønskede minoritetsgrupper: sintier og romaer, homoseksuelle, kommunister, Jehovas Vidner, fysisk og psykisk handicappede og flere andre – fandt sted, men at vi endnu ikke har forstået masseudryddelsens etiske og politiske betydning og heller ikke engang endnu er kommet frem til en menneskelig forståelse af, hvad der skete i udryddelseslejrene, hvilket for Agamben vil sige, at vi ikke er os bevidste om Auschwitz’ nutidige relevans.¹⁰ Agambens undersøgelse af, hvad der er tilbage af Auschwitz, er et forsøg på at forstå, hvad der skete, og hvilken betydning dette har for os i dag. Denne forståelsesbestræbelse tager form af en vedvarende kommentar til vidnesbyrdet og en lytten til noget, som er fraværende heri:

At a certain point, it became clear that testimony contained at its core an essential lacuna; in other words, the survivors bore witness to something it is impossible to bear witness to. As a consequence, commenting on survivors’ testimony necessarily meant interrogating this lacuna or, more precisely, attempting to listen to it. Listening to something absent did not prove fruitless work for this author. Above all, it made it necessary to clear away almost all the doctrines that, since Auschwitz, have been advanced in the name of ethics. […] almost none of the ethical principles our age believed it could recognize as valid have stood the decisive test, that of an Ethica more Auschwitz demonstrata.¹¹

Nærværende bog er i en vis forstand et forsøg på at deltage i denne lytten til noget, som ikke – umiddelbart – er der. Én måde at forsøge at forstå og tilnærme sig det, eller en del af det, der fandt sted i Auschwitz og de andre nazistiske udryddelses- og koncentrationslejre, er at betragte det som en begivenhed, hvor der i den mest ekstreme grad blev sat spørgsmålstegn ved grænsen mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige, og i forlængelse heraf ved det menneskelige subjekts status. Det er dog samtidig vigtigt at bemærke, at dermed ikke være sagt, at den menneskelige katastrofe, vi samler under betegnelser som »Auschwitz«, »holocaust« og »Shoah«, fuldstændigt er uden fortilfælde, idet dette ville være en fortrængning af Vestens koloniale fortid og blandt andre forbrydelser mod menneskeheden det systematiserede slaveri, som fandt sted i denne periode.

At det var fangernes fundamentale status som mennesker, der blev sat spørgsmålstegn ved, kommer blandt andet til udtryk i to af de tidligste skriftlige vidnesbyrd om lejrene. I Primo Levis første vidnesbyrd, skrevet umiddelbart efter befrielsen, stilles spørgsmålet allerede i titlen: Se questo è un uomo (Hvis dette er et menneske), og Auschwitz beskrives blandt andet som »et gigantisk biologisk og socialt eksperiment«.¹² I overensstemmelse hermed skriver Robert Antelme, som var fange i Buchenwald, Gandersheim og senere i Dachau, i forordet til L’espèce humaine – der ligesom Se questo è un uomo udkom i 1947 – om, hvordan han følte sig anfægtet som menneske, som medlem af arten, l’espèce, og om, hvordan denne »sætten spørgsmålstegn ved kvaliteten som menneske fremprovokerer en næsten biologisk tilbagefordring om at tilhøre menneskearten.«¹³ Det er også denne afhumanisering og desubjektivering, Maurice Blanchot fremhæver i sine tekster om Robert Antelmes L’espèce humaine, blandt andet gennem beskrivelsen af »den, der ikke længere er til stede i førsteperson, en frygtelig transformation […] destrueret som subjekt, dvs. essentielt destrueret.«¹⁴ Det eller den, der er fraværende i vidnesbyrdet, og som Agambens – og vores – lytten retter sig imod, er det menneske, der er blevet tilintetgjort som subjekt, den radikalt umenneskeliggjorte, de-subjektiverede Muselmann, der ikke selv kan tale, men som ifølge Primo Levi og Agamben er Auschwitz’ og dermed holocaustbegivenhedens egentlige vidne.

Vidnesbyrdet – hvis litterære variant, Elie Wiesel i 1977 kalder vor tids litterære nyskabelse, hvormed han ifølge Horace Engdahl sætter fingeren på den mest fundamentale forandring i litteraturen siden modernismens gennembrud¹⁵ – konstitueres ikke blot ved, at nogen har overværet og erfaret, men ved, at nogen bærer vidne, det vil sige taler eller skriver om det erfarede, repræsenterer det. Det knytter vidnesbyrdet uløseligt til udsigelses- og subjektproblematikken. Vidnesbyrdet udstiller den desto tydeligere, når det, der skal vidnes om, er umuligheden i at vidne; når det, der skal tales om, er berøvelsen af talen; når subjektet skal vidne om et fravær af subjekt. På baggrund af fortrinsvis Primo Levis vidnesbyrd om Auschwitz beskriver Agamben vidnesbyrdets centrale etiske paradoks: Den overlevende er ikke det sande vidne – det fuldstændige vidne er den druknede, muselmanden, den, der ikke kan tale.¹⁶ Dette indebærer en apori: Det fuldstændige vidne er ikke-mennesket, som aldrig ville kunne bære vidnesbyrd, men samtidig er det netop den, som ikke er i stand til at bære vidnesbyrd, der er det sande vidne. Denne apori afslører en nødvendig lakune i vidnesbyrdets kerne: Det, der i vidnesbyrdet bærer vidnesbyrd om umuligheden af at bære vidnesbyrd. Ifølge Agamben er vidnesbyrdets dobbelte struktur således en umulig dialektik mellem den overlevende og muselmanden, mellem den talende og den tavse, mellem den menneskelige og den ikke-menneskelige. I vidnesbyrdet kan den overlevende udelukkende tale som stedfortræder, i stedet for det sande vidne, som ikke kan tale. Han bliver således en agent for »den ikke-menneskelige«, og hans vidnesbyrd må fuldstændiggøres af den, som ikke kan vidne. Denne paradoksale fuldstændiggørelse af vidnesbyrdet falder sammen med en ekspropriation af subjektet, en de-subjektivering. Agamben skriver:

To speak, to bear witness, is thus to enter into a vertiginous movement in which something sinks to the bottom, wholly desubjectified and silenced, and something subjectified speaks without truly having anything to say of its own (»I tell of things … that I did not actually experience« [Levi-citat, JLP]). Testimony takes place where the speechless one makes the speaking one speak and where the one who speaks bears the impossibility of speaking in his own speech, such that the silent and the speaking, the inhuman and the human enter into a zone of indistinction in which it is impossible to establish the position of the subject, to identify the »imagined substance« of the »I« and, along with it, the true witness.¹⁷

Vidnesbyrdets subjekt er den, som bærer vidnesbyrd om en desubjektivering, men samtidig må det holdes for øje, at det at bære vidnesbyrd om en desubjektivering nødvendigvis må betyde, at der ikke er noget egentligt subjekt for vidnesbyrdet. Splittet mellem den overlevende og muselmanden, mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige må vidnesbyrdets subjekt være subjekt for to modsatrettede sameksisterende, men ikke sammenfaldende bevægelser: både for appropriationen og for tabet af sproget, både for subjektivering og for desubjektivering. Subjektet er med andre ord den rest, der befinder sig mellem subjektiveringen og desubjektiveringen – mellem det levende væsen og det talende væsen, mellem sprogets indenfor og sprogets udenfor.

Det er en refleksion over disse desubjektiverede muselmænds status, der ifølge Agamben er en betingelse for tilvejebringelsen af en gyldig postholocaust-etik. Grunden hertil er, at muselmanden befinder sig i et område af det menneskelige, der ikke er dækket af de traditionelle etiske grundbegreber som »værdighed« og »selvrespekt«, hvorfor disse begreber under Agambens optik ikke længere kan betragtes som ægte etiske principper. De er ikke i stand til at bestå den prøve, Auschwitz udgør. Uden at have prætentioner om at kunne formulere en etik, som efter Agambens opfattelse ville være gyldig efter Auschwitz, udpeger denne bog alligevel Auschwitz som sin historiske baggrund i den forstand, at der med denne begivenhed i emfatisk grad og uhyre konkret blev sat spørgsmålstegn ved det menneskelige subjekt og muligheden for dets de-subjektivering. Det er i kraft af denne radikale menneskelige desubjektivering – altså dette ene blandt flere karakteristiske træk ved begivenheden, ikke genocidet og det barbariske industrialiserede myrderi som sådan – at Auschwitz udgør bogens historiske baggrund, og det er også derfor, Auschwitz her i høj grad fungerer som en konceptuel reference. Min antagelse er således, at den optagethed af dehumanisering, afpersonalisering, desubjektivering, neutralitet og impersonalitet, der præger store dele af efterkrigstidens vestlige kunst og tænkning, kan opfattes som et vidnesbyrd om eller en reaktion på den reduktion og nedbrydning, den prøvelse af det menneskelige subjekt, som fandt sted i de nazistiske lejre. I det perspektiv er især Maurice Blanchots tænkning fremtrædende blandt de sprog- og kunstteoretisk funderede refleksioner over Auschwitz. Før krigen befandt Blanchot sig på den yderste højrefløj og skrev blandt andet for det antisemitiske, højrenationalistiske blad L’Insurgé, som han var med til at grundlægge i 1937.¹⁸ Hans efterkrigsproduktion kan imidlertid betragtes som et opgør med eller en bearbejdning af denne fortid. Mens allerede hans forestilling om det neutrale, le neutre – der forkaster ethvert subjekt – som han begynder at udvikle i slutningen af 50’erne, implicit synes at hænge sammen med Auschwitz, er Blanchots tænkning efter maj 1968 og frem mere eksplicit domineret af refleksionen over Auschwitz og de nazistiske lejre.¹⁹ »I dag er Auschwitz det eneste, min tænkning drejer sig om,« skriver han således i et brev til Bernard-Henri Lévy i midten af 1990’erne.²⁰ Passagen er skrevet i sammenhæng med hans brud med forlaget Fata Morgana, efter at dette havde udgivet en bog af teoretikeren Alain de Benoist, der har baggrund i det ekstreme højre. Det centrale i Blanchots overvejelser over Auschwitz har i lighed med Agambens at gøre med vidnesbyrdet og dets umulighed, nemlig den aporetiske dobbeltbinding, han i 1980 opsummerer med sætningen: »[V]id hvad der er sket, glem ikke, og på samme tid vil I aldrig vide.«²¹ Som Blanchots formuleringer ovenfor antyder, er den desubjektivering, som fandt sted i de nazistiske lejre, relateret til det menneskelige subjekts sproglige natur: kz-fangen er efter en forfærdelig omdannelse ikke længere til stede i første person; han eller hun er tilintetgjort som subjekt. I fangernes reduktion til nøgent liv, til muselmænd, bliver de frataget sproget og talens brug. Det er dette tab eller denne afståelse af evnen til at sige »jeg«, til selvrepræsentation, der kendetegner desubjektiveringen, og som knytter Auschwitz sammen med den mere generelle teoretiske og kunstneriske udsigelses- og subjektivitetsproblematik, der er bogens primære fokus.

For at afklare, hvad det er for en forestilling om subjektet, blandt andre Roland Barthes og Michel Foucault ønskede at aflive, lægger første kapitel ud med en kort gennemgang af subjektbegrebet og skitserer subjektets idéhistorie fra Aristoteles og skolastikerne, over Descartes og den moderne oplysningstid, frem til poststrukturalismen i vores »postmoderne« nutid. Dernæst redegøres der mere indgående for Benvenistes udsigelsesteori og de vigtigste elementer, som indgår heri. Det første moment i denne udlægning er Benvenistes definition af udsigelsen som iværksættelsen af sprogsystemet gennem en individuel brugshandling, det vil sige som selve den handling, der frembringer et udsagn og ikke dette udsagns ordlyd. Det giver også anledning til at positionere mit perspektiv i forhold til den receptionsæstetiske udsigelsesanalytiske tilgang.

Den første komponent i Benvenistes udsigelsesteori er distinktionen mellem den semiotiske og den semantiske betydningsdimension – det vil sige mellem de sproginterne tegn og ordene i diskursen, som refererer ud over sproget. Distinktionen er et opgør med Ferdinand de Saussures »førstegenerationssemiologi«, der ikke undersøger tegnene i brug og dermed ikke kerer sig om subjektiviteten, men udelukkende beskæftiger sig med sprogets formelle tegnsystem, la langue.

Udsigelsesteoriens anden komponent er distinktionen mellem de to udsigelsesplaner histoire, historisk fortælling, og discours, diskurs. Denne skelnen beror på de deiktiske markører, der – som det vil blive uddybet – afgør, om der er tale om »objektiv«, »subjektløs« historisk fortælling eller subjektiv diskursiv fortælling. De til udsigelsessituationens tid, rum og deltagere henvisende former som »jeg«, »her« og »nu« tilhører den diskursive udsigelse, mens historien er en udsigelsesmodus, som udvisker udsigelsens mærker i det udsagte og anvender former som »han«, »der« og fortiden aorist. Historien forekommer at fortælle sig selv og kan siges at være en diskurs uden tegn på diskurs.

Den tredje udsigelsesteoretiske komponent, der behandles, er Benvenistes analyse af det personlige pronomen og subjektiviteten i sproget, hvilket altså er en uddybende undersøgelse af det diskursive udsigelsesplan. Her vises det, at betydningen af ordet »jeg« kun kan defineres i relation til den udsigelsessituation, hvori det bringes i anvendelse: »Jeg« betyder »det individ, der udsiger nærværende talehandling indeholdende ordet ‘jeg’«. Subjektivitet bliver da den talendes evne til at placere sig selv som subjekt.

Efter udlægningen af Benvenistes udsigelsesteori skitseres, hvordan udsigelsesteorien hos en række forskellige teoretikere er blevet anvendt i relation til subjektet – på den ene side til at opløse og på den anden til at markere subjektet. Først analyseres og diskuteres bestræbelsen på at opløse de især af fænomenologien og eksistentialismen farvede begreber om subjektet i Barthes’ tekster »Forfatterens død« (1968) og »At skrive, et intransitivt verbum?« (1966) og i Foucaults »Hvad er en forfatter?« (1969) og L’archéologie du savoir (1969). I disse fremhæves, at skriftens subjekt er samtidigt med skriften og udelukkende eksisterer, mens det skriver; at subjektet ikke er et oprindeligt fundament, men at det er decentreret, en variabel og kompleks funktion i diskursen, og at sproget finder sted uafhængigt af et subjekt. Herefter behandles Blanchots »begreb« om det neutrale og hans beskrivelse af den litterære erfaring som et tab af evnen til at sige »jeg« i en overgang til et upersonligt »han« eller »det«. Over for denne meget subjektkritiske tradition, som altså mere eller mindre eksplicit involverer Benvenistes udsigelsesteori som et vigtigt element i forsøget på at afskaffe den traditionelle forestilling om subjektet, placeres Agamben, der samtidig også befinder sig nærmest det synspunkt, jeg her præsenterer. Den mere udfoldede udlægning af Agamben er især koncentreret om begrebet om infansen forstået som subjektivitetens udenforsproglige dimension, som evnen til ikke at have sprog og det, der gør mennesket i stand til at erfare sproget som sådan – en på én gang subjektiverende og desubjektiverende erfaring, som Barthes og Foucault nedprioriterer eller helt forbigår i deres opgør med den subjektfejrende filosofi og litteraturvidenskab.

De to følgende kapitler analyserer desubjektiveringen konkret i en række værker af henholdsvis Samuel Beckett og Christian Boltanski på baggrund af den teoretiske analyse og diskussion af udsigelses- og subjektivitetsproblematikken. På karakteristisk vis påpeger Beckett ikke selv nogen direkte forbindelse mellem sit værk og Auschwitz. At der alligevel findes en sammenhæng, fremhæves eksempelvis af Adorno, der blandt andet beskriver skraldespandene i Becketts teaterstykke Fin de partie som emblemer for kulturen efter Auschwitz,²² og som i Negative Dialektik bemærker: »Beckett har reageret på situationen i koncentrationslejren – som han ikke nævner, som om der over den lå et billedforbud – på den eneste passende måde. Det, der er, er som koncentrationslejren.«²³ I forlængelse af Adorno kan man altså hævde, at der hos Beckett ikke er tale om en repræsentation af Auschwitz gennem eksplicitte referencer eller billeddannelser, men i kraft af en opløsning af subjektet, som svarer til den, der fandt sted i koncentrationslejren. Implicit peges der dog eksempelvis også på en forbindelse i romanen Molloys anden del (1950), hvor de instrukser, Gaber leverer til fortælleren, siges at stamme fra en mærkelig figur kaldet Youdi – »youdi« er et antisemitisk fransk slangord for jøde.²⁴

I kapitel II bringes udsigelsesteorien i anvendelse i nærlæsninger af Becketts efterkrigsværker The Unnamable (1953), Company (1980) og Worstward Ho (1983), hvor der foregår en formel udviskningsbevægelse fra henholdsvis førstepersonsnarration over anden- og tredjepersonsnarration til en narration, som ikke længere gør brug af nogen personlige pronominer. Gennem disse analyser argumenterer jeg for, at det hos den sene Beckett imidlertid ikke – sådan som både forfatteren selv og en række af hans nutidige kritikere ellers hævder – blot drejer sig om subjektets ekspropriation i en neutral tale, men at værket også bærer vidnesbyrd om den instans, der erfarer denne ekspropriation og neutrale tale.

I tredje kapitel undersøges en række af Christian Boltanskis værker – særligt Le Lycée Chases (1987-91), Les Suisses morts (1990-91), 10 portraits photographiques de Christian Boltanski, 1946-1964 (1972) og Il faut que vous m’aidiez … (1970) – i lyset af kunstnerens udtalelser om, at hele hans værk mere eller mindre handler om holocaust; ikke ved direkte at tematisere holocaust, men ved at være bevidst om at komme efter.²⁵ Kapitlet analyserer, hvordan den konkrete reduktion af mennesket til muselmand i de nazistiske lejre i Boltanskis værker transformeres til en mere generel menneskelig erfaring af desubjektivering. Det sker blandt andet gennem arbejdet med fotografiet som en udviskning af det portrætterede subjekt, så det omdannes til et objekt – og gennem udpegningen af det repræsenterede subjekts udskiftelighed.

På denne baggrund er disse siders undersøgelser af teoretisk og kunstnerisk desubjektivering kun indirekte også et forsøg på at bidrage til refleksionen over den betydning, Auschwitz måtte have for etik og subjektopfattelse i dag. Det primære formål er at undersøge (de)subjektiveringen, altså dobbeltbevægelsen af subjektivering og desubjektivering, i den kunstneriske udsigelse. Bogens tese er, at selve iværksættelsen og erfaringen af denne desubjektivering vidner om en irreducibel subjektiv rest.

1 Jean-François Lyotard, »Sensus communis, le sujet à l’état naissant« [1986], in idem, Misère de la philosophie, Paris: Galilée, 2000, pp. 13-41: p. 41. Hvor intet andet fremgår, er oversættelserne mine.

2 Charles Juliet, Rencontres avec Samuel Beckett (1986), Paris: P.O.L., 1999, p. 54.

3 Opslaget »Je/Io/I« i Christian Boltanski, »Abécédaire«, in: Danilo Eccher (red.), Christian Boltanski, Milano: Edizioni Charta, 1997, pp. 24-178: p. 80.

4 Roland Barthes, »Forfatterens død« [»La mort de l’auteur«, 1968], in: Roland Barthes, Forfatterens død og andre essays, København: Gyldendal, 2004, pp. 174-183: p. 174f.

5 Eksekutionen af den teoretiske dødsdom over subjektet gentages stadig i vidt omfang. Eksempelvis sporer Slavoj Žižek en generel anti-subjektivisme inden for nutidige humanistiske teoridannelser. Således kalder han det cartesianske subjekt »et spøgelse, der hjemsøger de vestlige universiteter« og bemærker, at alle de akademiske kræfter har indgået en hellig alliance for at uddrive dette spøgelse: »The New Age obscurantist (who wants to supersede the ‘Cartesian paradigm’ towards a new holistic approach) and the postmodern deconstructionist (for whom the Cartesian subject is a discursive fiction, an effect of decentred textual mechanisms); the Habermasian theorist of communication (who insists on a shift from Cartesian monological subjectivity to discursive intersubjectivity) and the Heideggerian proponent of the thought of Being (who stresses the need to ‘traverse’ the horizon of modern subjectivity culminating in current ravaging nihilism); the cognitive scientist (who endeavours to prove empirically that there is no unique scene of the Self, just a pandemonium of competing forces) and the Deep Ecologist (who blames Cartesian mechanicist materialism for providing the philosophical foundation for the ruthless exploitation of nature); the critical (post-)Marxist (who insists that the illusory freedom of the bourgeois thinking subject is rooted in class division) and the feminist (who emphasizes that the allegedly sexless cogito is in fact a male patriarchal formation).« Slavoj Žižek, The Ticklish Subject: The Absent Centre of Political Ontology, London & New York: Verso, 1999, p. 1.

6 Cf. Stany Grelet & Mathieu Potte-Bonneville: »Une biopolitique mineure: Un entretien avec Giorgio Agamben«, in: Vacarme, 10 (décembre), 1999, pp. 4-10: p. 6.

7 Hal Foster, Rosalind Krauss, Yve-Alain Bois, Benjamin H.D. Buchloh, Art Since 1900: Modernism Antimodernism Postmodernism, London: Thames & Hudson, 2004, p. 41. Det citerede afsnit, »Poststructuralism and deconstruction«, er ikke signeret, men må indholdet og de øvrige forfattere taget i betragtning formodes at være skrevet af Rosalind Krauss.

8 Niels Egebak, Eumeniderne. Betragtninger over modernisme, Fredensborg: Arena, 1960, p. 92.

9 Med betegnelsen »koncentrationslejrens univers« alluderer Egebak formodentlig til David Roussets bog L’univers concentrationnaire, Paris: Pavois, 1946, der i en marxistisk forståelsesramme ikke så meget beskæftiger sig med genocidets betydning som med at fremhæve koncentrationslejrenes industrielle elementer og påvise, at de nazistiske lejre var uløseligt forbundet med kapitalismens og imperialismens økonomiske og sociale grundlag. Primo Levi omtaler også denne bog i forordet til De druknede og de frelste, hvor han skriver: »Man har med en vis rimelighed talt om et ‘univers concentrationnaire’, men det var ikke noget lukket univers.« De druknede og de frelste [I sommersi e i salvati, 1986], København: Forum, 1992, p. 11. Et andet centralt efterkrigsværk, som tematiserer Egebaks pointe: at koncentrationslejren og dens betydning ikke entydigt lader sig afgrænse i tid og rum, er Alain Resnais’ film Nuit et brouillard fra 1956, der blandt andet markerer denne uafgrænsethed ved at sammenblande fortid og nutid i en montage af arkivmateriale og egne optagelser fra Auschwitz og Majdanek og ved simpelthen at lade den traditionelle afslutning, det obligatoriske »Fin«, udeblive. (I parentes bemærket er manuskriptet til filmens kommentarstemme i øvrigt skrevet af Jean Cayrol, der var overlevende fra Mauthausen, og som er en af de forfattere, Egebak omtaler i ovenstående citat.)

10 Cf. Giorgio Agamben, Remnants of Auschwitz. The Witness and the Archive [Quel che resta di Auschwitz. L’archivio e il testimone, 1998], New York: Zone Books, 1999, p. II. Cf. kapitel 1, note 138 nedenfor vedrørende de vigtigste kritikpunkter, der er blevet fremsat mod bogen.

11 Ibid., p. 13.

12 Primo Levi, Hvis dette er et menneske [Se questo è un uomo, 1947], København: Forum, 1989, p. 100.

13 Robert Antelme, L’espèce humaine [1947], Paris: Gallimard, 1957, p. 11.

14 Maurice Blanchot, »L’indestructible«, in: Maurice Blanchot, L’entretien infini, Paris: Gallimard, 1969, pp. 180-200: p. 195.

15 Cf. Horace Engdahl, »Philomela’s Tongue: Introductory Remarks on Witness Literature«, in: idem (red.), Witness Literature: Proceedings of the Nobel Centennial Symposium, New Jersey: World Scientific, 2002, pp. 1-14: p. 6. Engdahl påpeger dog samtidig, at vidnesbyrdlitteraturen ikke er helt så ung.

16 Cf. titlen på Primo Levis bog De druknede og de frelste og ibid., p. 67.

17 Giorgio Agamben, Remnants of Auschwitz, p. 120.

18 Cf. Christophe Bident, Maurice Blanchot: Le partenaire invisible, Seyssel: Champ Vallon, 1998, især pp. 91-102.

19 Cf. eksempelvis Leslie Hill, Blanchot. Extreme Contemporary, London & New York: Routledge, 1997, pp. 220-221.

20 Cf. Fabula, http://www.fabula.org/actualites/article5521.php [senest besøgt 27.06.05].

21 Maurice Blanchot, L’écriture du désastre, Paris: Éditions Gallimard, 1980, p. 131.

22 Cf. Theodor W. Adorno, »Forsøg på at forstå Slutspil« [»Versuch, das Endspiel zu verstehen«, 1961], in: Peter Madsen & Helge Rønning (red.), Litteratur og modernitet, København: Tiderne Skifter, 1990, pp. 226-260: p. 251.

23 Theodor W. Adorno, Negative Dialektik [1966], in: Gesammelte Schriften, bd. VI, Frankfurt/M: Suhrkamp, 1973, pp. 7-412: p. 373.

24 Cf. Leslie Hill, Beckett’s Fiction: In Different Words, Cambridge: Cambridge University Press, 1990, p. 98.

25 Cf. eksempelvis Steinar Gjessing, »Christian Boltanski – An Interview, November 1993«, in: Terskel/Threshold nr. 11, Oslo, januar 1994, pp. 41-50: p. 43.