Читать книгу Kvantefilosofi - Jan Faye - Страница 3

I mange år har jeg interesseret mig for kvantemekanikkens fortolkning, ikke sådan dag ud og dag ind, men tilbagevendende. Interessen blev igen vakt til live, da jeg skulle skrive denne bog. Kvantemekanikken blev udviklet for mere end 80 år siden af Heisenberg, Born, Schrödinger, Dirac og andre, da man opdagede, at Bohrs atommodel ikke var holdbar. Kvantemekanikken er ikke blevet forandret eller forbedret siden, ret så bemærkelsesværdigt, skønt den i dag bruges på områder, som ligger langt fra dem, hvor den oprindeligt blev udviklet. Alligevel har det voldt enorme problemer at forstå teorien, fordi den var så anderledes end de klassiske teorier, fysikerne havde været vant til. Man kunne bruge teorien til at beskrive målinger og eksperimenter, men hvad den egentlig fortalte os om verden, stod hen i det uvisse. Her bidrog bl.a. Niels Bohr aktivt og betydningsfuldt til teoriens tolkning.

Fra første gang jeg begyndte at læse Bohrs artikler – længe efter de var skrevet – er der sket meget på den eksperimentelle front, og man kunne derfor forvente, at Bohrs komplementaritetssynspunkt for længst var lagt i graven. Det er der også mange, der mener, er sket. Nye eksotiske tolkninger er kommet til, og Bohr-spøgelset har man forsøgt at mane i jorden med skældsord og besværgende bønner. Alligevel har jeg bevaret en vis forkærlighed for Bohr, fordi han i sin grundindstilling, ligesom jeg selv, anlægger et pragmatisk syn på forståelsen af kvantefænomenerne.

Mit første møde med Bohrs skrifter husker jeg ellers med beskæmmelse. Jeg var da 13-14 år og boede en tid hos en tante og onkel, og mellem deres bøger fandt jeg Atomfysik og menneskelig erkendelse. Mit klare indtryk var, da jeg stod dér med bogen i hånden, at min interesse for atomfysik var større end deres, og lige så ubemærket listede jeg bogen ned i min kuffert. Samvittigheden – den dårlige af slagsen – lod sig bemærke i en kende frygt for afsløringen. Da jeg næste dag skulle rejse og lukkede kufferten, opdagede jeg, at bogen var væk. Og blev ret så hed om ørerne. Jeg skulle nok ikke spørge til, hvad der var sket med den. Jeg hørte heller aldrig for det. På denne taktfulde måde lærte jeg at spørge, førend jeg låner andres ting til eje.

Et forord er ment som en personlig meddelelse til læseren. Det fortæller ikke blot læseren, hvad der er i vente. Det fortæller også læseren om de øvrige medvirkende: Filosoffen Jens Hebor og fysikeren Ulrik Uggerhøj skal takkes for deres udførlige kommentarer, for at have reddet mig fra at lave et par bommerter, og for at have givet brugbare råd og vink. Bogen ville ikke være blevet helt det, den blev, hvis de ikke uegennyttigt havde læst manuskriptet til ende. Tak for det. En sådan skal også rettes til Cecilie Eriksen for hendes kyndige assistance og hendes ønske om at udgive bogen. Endelig skal Aarhus Universitetsforlag ikke høre for, at det har vist mig den tillid at bringe bogen i trykken.

Kgs. Lyngby, 5. januar 2010