Читать книгу Skolens fremtid - Jorn Skovsgaard - Страница 6

På afstand ligner en skole en skole i de fleste lande. Man vil nemt kunne udpege skolens bygning i gadebilledet. Skolens infrastruktur har også påfaldende ligheder i forskellige lande. En tur ned ad gangene og et kik ind i klasseværelserne vil med det samme sige os, at nu står vi overfor fænomenet skole, uanset om vi befinder os i Danmark, Holland, Italien eller Japan. En række fysiske og organisatoriske træk går igen; men der findes allerede på det ydre fysiske plan nogle iøjnefaldende forskelle. I nogle lande møder børnene op i skoleuniformer, der i fx Vietnam begrænser sig til en sportsjakke, mens der mange steder i England stilles mere detaljerede formelle krav til beklædningen fx, at selv helt små drenge bærer slips. I Italien har jeg set store skoler, hvor der på hvert skoleafsnits trapperepos sidder en concierge, der noterer sig al trafik til og fra det pågældende skoleafsnit. I en af disse skoler var væggen i en voksen persons skulderhøjde og opefter af glas, så fx skolelederen ved selvsyn kan forvisse sig om, at alt går ordentligt for sig. På en skole i England iagttog jeg, at der var etableret en næsten labyrintisk krølle på den korridor, der ledte frem til lærerværelset, og i denne “sluse” blev den beigefarvede linoleum, som beklædte alle skolens gulve med en aluminiumsskinne brat afsluttet og afløst af en tæppebeklædning. På dette punkt stod der et skilt med den manende tekst: “NO Students Beyond this Line!”, og så stod der med mindre bogstaver en instruktion om, at man kunne aflevere stile og matematikopgaver på hylden ved siden af skiltet. Hvis man i øvrigt havde behov for at komme i kontakt med en lærer, der befandt sig bag den forbudte linie, så måtte man vente, til der kom en anden lærer forbi og håbe på, at vedkommende ville være behjælpelig med at etablere kontakten. Ved nærmere eftersyn og indlevelse i skolens processer afslører der sig yderligere nogle forskelle; men hvilket rationale begrunder de påfaldende ligheder, og hvad begrunder de iøjnefaldende forskelle?

Jeg havde engang, mens jeg var chef for en kommunal skoleforvaltning besøg af en gruppe engelske og skotske skoleledere, der blev sendt på besøg i kommunens skoler – besøg der indebar længere tids ophold i klasseværelserne; mens undervisningen stod på. I et sådant tilfælde er det i grunden påfaldende hurtigt, at livet falder tilbage til det normale og foregår uden hensyn til tilstedeværelsen af en person, der taler ligesom i fjernsynets kriminalserier. Jeg var spændt på at høre om gæsternes iagttagelser. De viste sig at være i lige mål skarpe og interessante.

De havde for det første meget hurtigt – og med blandede følelser – noteret sig, at der var et uformelt forhold mellem børn og lærere. Lærerne var afslappet og i nogle af de engelske lederes optik tarveligt klædt. Børnene tiltalte lærerne spontant og med fornavn. De talte med hinanden ugeneret af, hvad der ellers foregik. De forlod også klassen spontant efter behov, og en havde iagttaget, at et barn gik op i katederskuffen og hentede lærerens saks, da hun skulle bruge en sådan. De syntes kort sagt, at omgangsformen var lidt for fri, og formerne for almindelig høflig omgang var i deres øjne i betænkelig grad eroderet.

Men de havde heldigvis også gjort den iagttagelse, at børnene var optaget af skolearbejdet og det i en sådan grad, at arbejdet blev fortsat, selv efter at læreren havde forladt klassen. Dette blev noteret som det helt afgørende plus; mens de så diskuterede en del, hvordan vi kunne leve med, at der var en så skærende forskel på, hvad der foregik i de forskellige klasser.

Én fjerde klasse på en skole gjorde et helt andet indtryk end en anden fjerde klasse på samme skole. Der var forskelligt klima i klassen, de arbejdede med forskellige ting, og lærerne havde tydeligvis forskellige strategier i forhold det faglige og sociale indhold i klassernes arbejde.

De havde også iagttaget, at skolelederen tilsyneladende var komplet usynlig på den pædagogiske arena, at forholdet mellem staben og lederen var lige så uformelt som lærer-elev relationen, og at lederen tilsyneladende tog meget let på sin rolle som skolens symbolske autoritet indadtil og ikke mindst udadtil, idet lederne ofte var ligeså “tarveligt” klædt som lærerne. Og der var åbenbart ikke nogen politik for, hvordan man fx tager imod gæster. I flere tilfælde måtte de udenlandske gæster ved ankomsten – som var behørigt annonceret på forhånd – selv gå rundt på gangene og spørge tilfældigt forbipasserende lærere eller endog elever om vej til kontoret, hvor de oplevede at få en noget distraheret – vi ville selvfølgelig sige “afslappet og uformel” – velkomst.

Man kan roligt sige, at i hvert fald de engelske skoleledere havde fået et kulturchok, og at de forlod landet inderligt mystificerede over, hvorledes det kan lade sig gøre at drive et øjensynligt avanceret og velfungerende samfund på basis af en skole, som må have en opløsende effekt på alle de konventioner, som i deres opfattelse får et samfund til at hænge sammen. Jeg selv sad tilbage med den oplevelse, at noget krævede en forklaring, og noget krævede en refleksion. På det korte sigt resulterede det i et essay henvendt til de engelske gæster, hvori jeg forsøgte at forklare og forsvare den danske skole ud fra dens forankring i den danske folkelige kultur og den heri dominerende forhandlingsøkonomi.³

Essayet tager udgangspunkt dels i hollænderen Geert Hofstedes⁴ kulturanalyser og dels i Thomas Højrups⁵ livsformsanalyser, som der den dag i dag henvises til, når det gælder om at tilvejebringe en beskrivelse af, hvordan den folkelige kultur og dagliglivet i Danmark slår igennem i vore organisationers indre liv, og i den måde vi som danskere reflekterer os selv i forhold til omverdenen. Hofstede og Højrup er fælles om den antagelse, at grundlæggende kulturelle træk og værdisætninger i befolkninger og i befolkningssegmenter forandrer sig meget langsomt over tid. Og med udgangspunkt i den antagelse er der vel stadig en del plausible karakteristika af det danske samfund og den danske skole at hente i de gamle tekster.

Hofstede har naturligvis sine kritikere. Hans empiriske materiale er indsamlet, mens han var ansat i IBM i perioden 1967-1973, og det genbruges i flere af hans reviderede analyser, som løbende er udkommet. Flere forskere og teoretikere mener fx, at han drager for vidtgående konklusioner, og at universaliteten strækkes for vidt. Det er ikke hensigten at gå dybere ind i den diskussion her. Hofstede’s arbejde var i mange år det eneste nogenlunde velfunderede bud på en forståelse af interkulturelle forskelle i organisationer, og hans beretninger har hjulpet mig og mange andre til at håndtere ellers ubegribelige fænomener, som vi er stødt på i vort internationale arbejde. Men der må selvfølgelig advares imod at sluge alle beskrivelserne råt og på den måde udvikle stereotypier på baggrund af Hofstede’s fremstilling. Derfor er der også på dette område behov for fortsat forskning, mere dybtgående analyser, teoretisk og metodisk udvikling og en opdatering af de gamle data.

Der er i mellemtiden udkommet en inspirerende brugsbog, der omhandler nogle af de samme fænomener i en oversigtlig og brugsrelateret form. Den kan varmt anbefales til enhver, der skal indgå i professionelle relationer på den internationale arena⁶. Danskere er jo tilbøjelige til selvcentrering, idet der med stor selvfølgelighed tages udgangspunkt i, at alle danske værdier og forståelses- og omgangsformer er universelle, og de, som ikke fatter visdommen i den danske logik, bliver med en hvis overbærenhed anset for at være enten uoplyste eller lidt til en side. Vi er således ikke meget for at se i øjnene, at den geografisk begrænsede og i folketal meget minimale stamme, som vi tilhører, har – set i større og mere dominerende kulturers optik – en lang række højst mærkværdige måder at indrette sig på, omgås hinanden på og betragte omverdenen på. Det er os, der er er de underlige – ikke de andre.

I Hofstede’s internationale sammenligninger placerer Danmark sig på mange af parametrene i ekstremerne, og målingerne må i en krydstabulering betegnes som paradoksale. Danskerne har fx en ekstremt lav magtdistance, der indebærer, at danskere i almindelighed ikke har nogen særlig respekt for magtens attributter, og derfor er magtsymboler og penge heller ikke den primære kilde til motivation på arbejdspladsen. Ærestavler og privilegier til de højest ydende – det være sig medarbejdere eller elever – er derfor heller ikke noget man ofte ser i Danmark.

Men Hofstede registrerer samtidig en forholdsvis høj grad af individualisme, der får danskerne som enkeltpersoner til at prioritere sine værdiorienteringer med udgangspunkt i sig selv og sine nærmeste frem for i overordnede religiøse, lokale, nationale og for den sag skyld også overnationale fællesskaber, hvilket bl.a. har sat sig markante spor i bestræbelserne på at integrere danskerne som nation i det europæiske fællesskab. Danskeren skal helst kunne identificere en umiddelbar personlig gevinst ved at indgå i og medfinansiere et fællesskab, ellers vil man tage forbehold, være kritisk og i yderste fald underminere det påtvungne fællesskab, hvilket fx ytrer sig i mange danskeres tvetydige forhold til fænomenet “sort arbejde”.

Danskerne ser også med fortrøstning på morgendagen, hvilket kan måles i form af en ekstremt høj tolerance for usikkerhedsmomenter, i tilværelsen, som gør danskerne om ikke ligefrem omstillingsivrige så dog trygge ved, at forandringer ikke nødvendigvis er farlige – tingene ordner sig nok til sidst. Men nok så væsentligt – de har ikke noget stort behov for strukturer på arbejdspladsen, og er ikke afhængige af rutiner og ritualer.

Endelig er det danske samfund gennemsyret af en forholdsvis høj forkærlighed for “femininitet”⁷ i de fælles sociale værdier, som kommer til udtryk i omsorg for svage og nødstedte – velfærdsstatens grundlag. Kombinationen af tolerance overfor usikkerhed og femininitet er med til at placere Danmark i en ekstrem position i forhold til de fleste andre lande.

Det interessante spørgsmål er så, om man kan udlede noget om menneskenes måde at bygge og drive deres organisationer fra disse tabeller. Hofstede mener afgjort ja og indikerer med en krydstabulering af tabellen over tolerance for usikkerhed med tabellen for magtdistance en afgrænsning af fire præferencer for organisatorisk adfærd.

Forhandlingskulturer (landsbymarkedet) er præget af lav magtdistance og stor tolerance for usikkerhed. Danmark er det land, hvor indikatorerne på denne præference er klarest markeret blandt samtlige lande, der indgår i materialet.

Planlægningskulturer (det velsmurte maskinbureaukrati) har lav magtdistance, men også en lav tolerance for usikkerhed. Tilsvarende markant finder vi her Israel sammen med lande som Tyskland, Østrig og Finland.

Ærbødighedskulturer (den familiestrukturerede organisation) er karakteriseret ved høj magtdistance kombineret med stor tolerance for usikkerhed. Malaysia og Singapore er på hver deres måde markante eksponenter for denne præference.

Stejle hierarkier (den menneskelige pyramide) høj magtdistance og lav tolerance for usikkerhed. Her finder vi middelhavslandene og de latinamerikanske lande med Grækenland, Portugal og Guatemala som markante repræsentanter.

Forskellen mellem de fleste asiatiske lande og vores kulturkreds kommer også til udtryk i fornemmelse for tid fx i forbindelse med deadlines og invitationer. Gesteland introducerer begreberne polychrome og monochrome kulturer.

Jeg havde for nu snart mange år siden lejlighed til at høre et af Hofstede’s medrivende og ind i mellem ustyrligt morsomme foredrag, og ved den lejlighed drøfte nogle af de konsekvenser og årsagsforklaringer, der knytter sig til hans analyse. Hofstede mente fx, at Danmark og Nederlandene rent faktiske har flere fælles træk end fx de skandinaviske lande indbyrdes, og han mener, at det i høj grad knytter sig til den måde, vi kom ud af feudalismen på. I begge lande er situationen den, at adel og kongemagt efter deroute og kriser måtte indgå kompromisser med borgere og bønder om magtens deling. Den “gamle” magt fremstod altså ikke umiddelbart som nogen frygtindgydende eller ophævet størrelse. De nye magthavere i en stat, der i begge tilfælde beroede på en slags agrar kapitalisme, havde imidlertid fra deres forfædre gennem generationer arvet en udpræget beskedenhed og ydmyghed kombineret med en hvis snuhed. Livet på landet var organiseret omkring landsbyfællesskabet, et fællesskab baseret på familiernes produktionsfællesskab og en defensiv foranstaltning, der løste de opgaver, som en familie ikke magtede alene.

Bønderne havde gennem generationer oplevet, at overmægtige hære vandrede ind og ud af landet, og det er et samfund, der er afhængig af agrar produktion særdeles følsomt overfor. Truslen er umiddelbar og nærværende. Man kan på en nat miste hele sit livsgrundlag. Sædekorn kan blive fortæret, kvæg slagtet og ens ejendele stjålet uden, at man kan gøre ret meget ved det. Og hvis det ikke ligefrem er fjenden, der er på spil, ja så er det kongens og kirkens skatteindrivere, der udgør truslen.

Bondens lærdom under feudalismen består i, at man skal holde sine rigdomme godt skjult og helst se mere sølle ud, end man egentlig er. På den måde påkalder man sig den minimale interesse fra de truende fremmede, der er ude på og har magt til at berige sig på ens bekostning. Og så skal man i øvrigt lære at tage tingene afslappet, som de kommer, og slå en handel af mens tid er. Både familiens og landsbyfællesskabets sikkerhed bliver med andre ord sat på spil, hvis nogen stikker ud fra de andre med iøjnefaldende rigdom, og derved påkalder sig opmærksomhed, som risikerer også at rette sig mod de øvrige medlemmer af fællesskabet. Den for Danmark og Nederlandene karakteristiske nedvurdering af praleri og selvpromovering har således også en historisk forankret kulturel begrundelse. Den, der lever skjult, lever godt. Lav magtdistance kombineret med “feminitet” og individualisme giver i den postfeudale periode grundlag for fænomenet “jantelov”, der altså på ingen måde er en rent dansk foreteelse.

Nederlandene og Danmark er ekstreme på disse felter; mens samfund, der kom ud af feudalismen med mange af de gamle symbolske magtstrukturer intakte, har udviklet helt andre adfærdsdispositioner. Det gælder fx mange af de asiatiske samfund, hvor magtdistancen er så høj, at organisationer ikke kan fungere uden, at ledere på forskellige niveauer udsteder meget detaljerede arbejdsbeskrivelser til deres medarbejdere, idet medarbejderens respekt for sin “overmand” i høj grad begrænser hans muligheder for selvstændig handling. Det er en særlig pointe, at medarbejdere føler sig ladt i stikken, hvis disse retningslinier udebliver. Og de anser det for manglende anerkendelse af deres position, ligegyldighed overfor dem som personer og nedvurdering af deres arbejde, hvis ikke lederne kontrollerer og godkender deres arbejde. Udenlandske ledere i sådanne organisationer og navnlig de med en dansk-nederlandsk indfaldsvinkel har meget at lære og kort tid til opnå den nødvendige indsigt i. Hvis de blot overfører den adfærd, som de har udviklet i den europæiske sammenhæng, vil de efter ganske få dage blive opfattet som useriøse, arrogante og komplet ubrugelige både af deres chefer og af deres medarbejdere – en uværdig exit er i vente.

I disse samfund er “balance” et nøgleord i omgangen mellem mennesker. Og transparens i form af indsigt i handelspartneres forhold er tit en forudsætning for en god en handel. Derfor bruger man meget tid på at se hinanden an, og man har som regel ikke noget imod at give adgang til sine regnskaber, lagre, værksteder osv. Den form for transparens er også en konfliktregulator. Den traditionelle ceremoni, hvor statsoverhoveder skridter fronten af foran det opstillede æreskompagni har sin rod i ceremonier, hvor man stillede sine hære op over for hinanden, og hvis det på den baggrund var indlysende, hvordan udfaldet af en konfrontation ville blive, ja så var det udgangspunktet for den videre forhandling om etablering af en ny balance mellem parterne.

Det er helt modsat af, hvordan mønsteret har udviklet sig i den danske og nederlandske verden. Her gælder det tvært i mod om at holde så meget skjult som muligt. Enhver må bjærge sig så godt som muligt, og derfor er det både tilladt og legitimt fx at sælge et produkt, der ikke helt er, hvad det giver sig ud for. Man må med andre ord godt snyde. Ja, handlen går vel dybest set netop ud på at sælge noget til en pris, der er højere, end det produktet rent faktisk er værd. Intet under, at europæere og danskere og hollændere i særdeleshed i mange år har været omgærdet med stor mistro i de asiatiske handelsmiljøer.

Der går en klassisk historie om en dansk handelsmand, der vist nok i slutningen af halvtresserne indgår en kontrakt med et firma om produktion og leverance af noget elektronik. Det er i sig selv usædvanligt for japaneren, at der skal indgås kontrakt; man kan vel blot indgå en aftale, men det blev altså udgangen. Mens produktionen kører, og inden leverancen har fundet sted, beslutter den danske regering at devaluere kronen, hvilket har den effekt, at japaneren reelt får mindre for sine varer. Han ringer derfor til danskeren og siger: “Vort forhold er kommet ud af balance!” Efter nogen snakken frem og tilbage går det endelig op for danskeren, at det der foregår er, at japaneren vil genforhandle den pris, der er fastsat i kontrakten, hvilket danskeren anser for aldeles uhørt! “Jamen, du får jo flere værdier, end du betaler for, når du sælger dine apparater videre, hvorimod jeg får færre muligheder på det danske marked”, siger den uforstående japaner. Danskeren slår en latter op – “Ja, netop. Det var jo heldigt for mig og trist for dig. Det er da derfor, vi har en kontrakt. Ellers havde vi jo ikke noget at holde os til”. Det blev ikke til en varig handelsforbindelse, og det har da også været karakteristisk, at asiatiske selskaber, har været meget tøvende overfor at etablere sig i Danmark. Der var en overgang forhandlinger med en af de dominerende japanske producenter om at etablere et stort samleanlæg for biler på Sjælland; men det endte med, at fabrikken blev placeret i Skotland – ifølge historien fordi japanerne ikke kunne gennemskue prisfastsættelsen og handelsbetingelserne for overtagelse af byggegrunden – hvem kan bebrejde dem?

Thomas Højrups livsformsanalyser vendte op og ned på mange myter og hævdvundne antagelser om, hvordan livet i danske familier og i de danske nærområder er skruet sammen. Myten om en sammenhængende fælles konsensus om, hvad begrebet “danskhed” går ud på, undermineres. Det danske samfund omfatter flere forskellig livsformer med meget forskellige og modstridende præferencer, og den danske stats særlige konstruktion udgør en overgribende syntese, som gør det muligt for disse ikke umiddelbart forenelige værdiperspektiver at trives side om side.

Thomas Højrup skelner først mellem rurale livsformer og urbane livsformer, og siden mellem selvstændighedskulturer, solidaritetskulturer og karriereorienterede kulturer, og efterfølgende er der blevet sat fokus på livsformer, der har sit udgangspunkt i borgernes etniske baggrund. Det kan jo så i parentes bemærkes, at integrationsproblematikken jo netop kompliceres af, at det ikke er en entydig danskhed, hvori man skal integreres; men tvært imod en danskhed, som er gennemkrydset af dybtliggende, men også underforståede og sjældent artikulerede modsætninger.

Der blev for flere år siden foretaget interviews med nyligt ankomne unge indvandrere om deres oplevelse af mødet med danskerne. En af de unge forklarede, at han var meget optaget af at opføre sig korrekt, og at han derfor ofte spurgte de nærmeste danskere til råds i store og små spørgsmål. Og han fik som regel et træk på skulderen til svar. “Det kan du gøre, som du nu synes – vi lever jo i et frit land!”, lød svaret som oftest. Men, når han så gjorde, som han fandt rigtigt eller naturligt, var det alligevel helt forkert. Ikke sådan at forstå, at danskerne fortalte ham, at det var forkert, hvorfor det virkede uhensigtsmæssigt, og hvad en mere korrekt fremgangsmåde havde været; men kulden og isolationen var ikke til at tage fejl af. Man kan ikke gøre, hvad der bliver sagt – hvis der ikke bliver sagt noget!

Til sammen udgør de modstridende præferencer i befolkningen et forklaringsgrundlag for de særlige adfærdsdispositioner, som er med til at karakterisere livet i danske organisationer. Det kan forklare de engelske lederes kulturchok, og det er det kulturelle grundlag, som ledere gør klogt at tage bestik af, når de skal etablere lederskab i danske organisationer.