Читать книгу Under Nordenvindens Svøbe - Knud Rasmussen, Knud Rasmussen - Страница 4

Ikamiut, 8. August 1902.

Et lille bitte Hus.

Døren ind til Husrummet er ikke større end et Æskelaag; man kommer kun ind gennem den, kravlende sidelæns paa Kant. Rummet er saa lavt, at man siddende har Hovedet i Loftet. Gulvet er Kampesten. Væggene Tørv og Sten. Loftet brede Tørvestykker, lagte over Flydetræ. Briksen paa tværs saa smal, at man kun kan sidde tre Side om Side, Kakkelovn findes ikke. Lys og Varme kommer fra en Vægstensskaal, hvis lille Transø er kranset med Væger.

Stedet hedder Ikamiut og hører ind under Sukkertoppens Distrikt. Her bor for Tiden fem Familier, fordelte i tre smaa Jordhuse og en lille Tue, der ikke kan kaldes for Hus.

Jeg kom hertil efter en halv Dags Rejse i Kajak fra Sukkertoppen.

Manden, jeg bor hos, hedder Vittoralak; Familien er meget fattig, men de giver mig det bedste, de har: tørret Torsk og Lodder, Krækebær i Leversylte. Kaffe medbringer jeg selv.

Husets ældste Datter er atten Aar; hun gik om bag Huset og græd af Befippelse over det usædvanlige Besøg.

Vittoralak sætter smilende Mad frem til mig; jeg nikker, spiser og ler ad ingenting. Saadan skal en Gæst være, siger Grønlænderne.

Vi gaar tidligt til Ro, kravler op paa Briksen og lægger os til Rette; Vittoralak, hans Søn, Kone, Datter og jeg. Jeg ligger noget uden at kunne falde i Søvn. De synger, liggende paa Briksen, en Aftensalme; sjældent har jeg overværet Salmesang med større Andagt!

Ikamiut, 9. August.

Vi kom ikke af Sted i Dag. Til en Begyndelse var det ikke saa let at lystre mine to Kajakledsagere: tidlig Morgen, blikstille, rolig Himmel, Solskin, – og dog vilde de ikke af Sted og bad mig se Vejret lidt an; de ventede Regn og Blæst, og kun i Magsvejr turde de sammen med mig passere Syltops-Fjældet med dets Isblink.

Naa, ja – saa maatte vi se Tiden an!

Frokost: vindtørret Sælkød, tørrede Lodder, to kogte Tejstunger, tørrede Torsk og Kaffe!

For at faa Tiden til at gaa gik jeg op til Udsigtsfjældet, sammen med Vittoralak's Søn, Anase, en ung Mand paa tyve Aar. Herop gaar Fangerne for at holde Udkig, naar Vejret bliver uroligt; herfra afgøres det, om det er Fangstdag, Fiskevejr eller „Overliggerdag“. Udsigten er Bestigningsbesværlighederne værd.

Ned for sig mod Sydøst har man Isblinks-Vigen med en stor revnefuret Bræ, der taber sig ind over Indlandsisen som en hvidblaa Taage. Vigen er klemt inde mellem høje Alke- og Maagefjælde, der er toppede med grønlige Jøkler.

Mod Sydvest: Imarssuaq, en bred Bugt, der munder lige ud i det aabne Hav, som en magelig Landevej for Sydvestbølgerne.

Rundt til Siderne høje, stejle Fjælde. Der var „Krumknivsfjældet“ og „Syltinden“, for blot at nævne de højeste. Kangerdluarsukfjorden mod Øst med en Mur af Fjælde bag sig; og langt nede en lille, flad Tange med nogle smaa Jordtuer, der ser ud som Vorter heroppefra: det er Ikamiut, som ligger der, omsust af „de onde Vinde“ fra Fjældkæmperne rundt omkring.

Anase fortæller mig om det Liv, som leves dernede; og hans Fortælling kommer uvilkaarligt til at handle om Kamp og Død. Fjældenes Aande er Død for Menneskene, siger Anase.

„I den Vig der blev Amose pludselig kæntret af en Kastevind; han blev derude en Novemberdag.

Derude brød i Vinter nedstrømmende Kastevinde ud over Isen, som sønderflængedes; det kostede Sebat Livet.

Her i Isblinksvigen roede for mange Aar siden to Venner ind paa Sælfangst i smukt Magsvejr. En Sydveststorm brød pludselig ned fra Krumknivsfjældet og piskede Havet hvidt. Vennerne var Stedets bedste Kajakroere, de kunde tage de stærkeste Braadsøer, kæntrede, med Bunden af deres Kajak i Vejret. Men alligevel, Menneskearm magter ikke Kastevindspresset. Hele Fjorden kan den gøre til en rivende Fos, hvis hvide Braadkamme sprænges i Knald mod hinanden. Den ene af Vennerne blev slaaet ind paa en mennesketom Kyst og maatte blive der et Par Dage, til Stormen lagde sig. Den anden, for Resten den yngste og stærkeste, blev der. Han brød sin Aare under en Kæntring mod en Braadsø, og man fandt ham siden fastsurret til Kajakken, med en knækket Aare stukket ind i Kajakremmene. Han havde forsøgt at binde Stumperne sammen; Forsøget var mislykkedes. Saa havde han surret sig fast med sin Fangerem, for at man engang kunde finde ham og faa ham begravet.

Saadan er Vindene her; de hænger over os, selv i stille Vejr. Derfor har man kaldt Ikamiut for „Landet med de onde Vinde“. I gamle Dage skal det have været endnu værre. Vore ældste mener, at Verden bliver gammel og ligesom svagere af Ælde …

Ser du det store Fjæld deroppe? Tinden er skarp som en Harpunspids: Det er Glemselens Fjæld. Med dens Kastevinde mistede for mange Aar siden en gammel Mand sin eneste Søn. Af Sorg unddrog han sig Menneskene og gik til Fjælds. Og for at glemme Ulykken gav han sig til at klatre op ad det ubestigelige Fjæld. Han vilde bringe sig selv i Livsfare for at glemme Tabet af sin Søn, sagde han.

Og deraf har Fjældet siden faaet Navn.

Ude paa Næsset staar der to Varder, der lige skimtes heroppefra. Dem byggede to Venner. Den af dem, som levede længst, skulde mindes den afdøde, hver Gang han saa Varderne.“

Og medens Anase fortæller, vokser Vinden; Den kaster sig ned fra Fjældene og jager som en lang, sort Skygge ud over Fjordene. Det er Norden for Sylspidsfjældet og Østen for Isblinkvigen, der prøver Kræfter. Men langt ude over Imarssuaq-Bugten trækker Taagen ind over Land. Bugten er allerede hvid yderst ude. Det er den haardeste og stædigste af alle Vindene, Sydvesten, der nu kommer brølende ude fra Davisstrædet. I eet Nu er Taagen inde. De sidste Solglimt forsvinder ind over Indlandsisen, der længe lyser solbeskinnet gennem Taagen.

Men snart styrter Regnen ned. Tre Vinde mødes; Syltoppens Norden og Isblinkens Østen smækkes ligesom til Bunds i den skummende Fjord, og Sydvesten brøler sin Sejr ud over Fjældene. Den piber hvislende og gurglende op af en Kløft lige neden for os, og vi hører et Skrig som fra et Menneske.

„Er det Vinden?“ spørger jeg Anase.

Men han er ligbleg sprungen op og giver sig til min store Forbavselse til at raabe ned mod Kløften:

„Haa, haa! Vi er kristent Folk! Du skræmmer os ikke med dit Hyl. Kom kun, hvis du tør!“

Jeg springer op og løber hen til ham.

„Hørte du ham ikke ganske tydeligt?“ raabte han stakaandet. „Ja, kom kun frem, vi er ikke bange! Bilder du dig maaske ind, at du skræmmer os som Tøse eller som Hedninger? Kom kun og tag Tag, om du tør!“

Anase's Ansigt blussede af Ophidselse, og han svarede slet ikke paa mine Spørgsmaal.

„Hvis han ikke forlængst har forskrevet sin Sjæl til Fanden, skal vi nok faa ham fat; men er han allerede solgt, saa kan han gøre sig usynlig, selv om han staar lige imellem os. Aa, det er dig, dit Spøgelse, som er Skyld i alt dette daarlige Vejr. Kom bare frem, hvis du ikke allerede er djævlebunden – for saa tør du jo ikke vise dig for kristne!“

„Hvem, hvem?“

„Et Fjældmenneske, naturligvis! Han er kommen herop Sønden fra.“

Og Anase giver sig igen til at true og skælde. Hans Ophidselse var saa umiddelbar, og Skældsordene vældede ud af ham med saadan en Oprigtighed, at det hele begyndte at virke paa min Fantasi. Nu troede jeg selv, at det var et Menneske, vi havde hørt, – et Spøgelse eller en Aand eller …

„Vi maa lige ned i Kløften,“ foreslog jeg.

Anase blev staaende oppe paa Toppen. Han vilde holde Udkig i Tilfælde af, at nogen skulde forsøge at smutte uden om os.

„Her! Der ser jeg hans Hule,“ raabte Anase ude af sig selv. „Kom nu bare ud, nu har vi fundet dig! Leg ikke længere Skjul!“

Nu saa jeg ogsaa selv Hulen. Jeg var efterhaanden bleven saa ophidset af Anase's Raab, at jeg virkelig, da jeg nærmede mig Hulen, selv ventede, at der skulde være Troldtøj derinde. Og Anase's stadige Tilraab om, at jeg skulde være meget forsigtig, overbeviste mig om, at jeg gik en Tvekamp i Møde. Jeg trak min lange Bjørnekniv frem og stillede mig ved Indgangen, rede til alt!

„Vaaben bider ikke paa saadan noget!“ raabte Anase, „hvis du ikke bliver bange, skal du bare brydes med ham.“

Hulen løb langt ind i Fjældet, men Indgangen var saa snæver, at jeg ikke kunde presse mig igennem. Jeg stak Hovedet derind, der lugtede klamt og fugtigt.

„Pas paa, at han ikke smadrer Hovedet paa dig med en Sten!“ raabte Anase forskrækket og kom løbende ned til mig. Han stillede sig hen for Hulen og raabte Kristi Navn. Det gav et rungende Ekko derinde, saa han, forskrækket over sin egen Stemme, røg et Par Skridt tilbage.

„Han skal ud!“ skreg han, tog en Sten og slyngede den derind; den peb ind i Mørket og faldt raslende ned et Sted langt inde. Humøret havde ganske forladt Anase. Fjældmanden kom ikke, og vi forlod Hulen, efter at han først havde fyldt Indgangen til med store Sten.

„Nu maa du selv om, hvorledes du vil slippe ud!“ vrængede han, da han gik.

Vi gik nu ned ad Fjældet. Anase sagde ingenting; naar jeg spurgte ham om noget, svarede han ikke engang. Saa standsede han med eet og saa igen op mod Hulen, der gloede paa os som et stort Øje i Fjældet.

„Hørte du ikke ganske tydeligt Lyden før?“ spurgte han.

„Jo! – men tror du ikke, at det var Vinden?“ føjede jeg til, „Kløften vendte jo lige mod Sydvest. Se engang derud!“

Taagen stod tyk over Jorden, og Regnen smeldede ned over Fjældene. Men Anase værdigede mig ikke et Svar. Endnu en Gang saa han op mod Hulen og sagde lige som for sig selv:

„Jeg tror, det var Fanden selv!“

„Fanden! Hvad mener du?“

„Ja Fanden, Djævlen, den skinbarlige selv, selvfølgelig! Han forfølger os ofte heroppe i Fjældene for at friste os. Vi ser ham aldrig, vi hører ham blot.“

Og nu fortalte han, hvorledes Fanden en Dag havde været efter ham oppe mellem Fjældene. Han kunde tydeligt mærke, hvorledes han hoppede om ham, saa det hvæsede hen over Stenene. Somme Tider var det som Jern, der slæbtes hen over Stenene, somme Tider som en Rævs Murren og Gøen. Til sidst mærkede han en Haand under sin Trøje.

„Jeg blev saa angst,“ fortalte han, „at jeg begyndte at ryste over hele Kroppen; jeg troede, at han allerede var kravlet ind paa mig og havde forgiftet mig med sin Ondskab; – for det er det, han vil, fortæller de gamle. Og saa gav jeg mig til at synge Salmer, saa højt jeg kunde – og alle de Vers, jeg kunde udenad. Saa blev jeg ganske rolig igen, og Fanden havde mistet sin Magt over mig.“

– — – „Arit!“ (Der kan du se!) sagde mine to Kajakmænd til mig, da jeg gennemblødt kravlede ind i Hytten. „Om vi var komne af Sted i Dag, havde Syltindens Kastevinde været stive, kan du tro.“

Vi fik det vaade Tøj trukket af os og kravlede op paa Briksen.

„Du faar det trist i Dag,“ sagde Vittoralak, „vi har ingen Spæk til Lampen, og det bliver tidligt mørkt.“

„Saa meget desto bedre! Saa kan I fortælle uhyggelige Historier om Fjældmennesker; vi har lige set en.“

„Naa ja, sagde jeg ikke nok, at han havde taget Kvanerne fra Pigebørnene?“ sagde Vittoralak. Og saa fortalte Anase løs. Man hørte paa ham med stor Opmærksomhed, og selv mine Kajakmænd var meget ilde berørte deraf. Alle blev til sidst enige om at give Fjældmanden Skylden for det daarlige Vejr, der havde raset der i længere Tid, thi det følger altid med dem.

„Gud vil bringe dem til at angre,“ sagde de.

Naar en Grønlænder bliver ked af Livet sammen med sine Kammerater, bliver han Qivitok: han forlader Menneskene og lever som Eneboer oppe mellem Fjældene. En saadan Eneboer bliver Egnens Rædsel; det rygtes hurtigt langvejs, at en Mand savnes et Sted, og Rædsel griber alle; thi det er ikke godt at møde et Fjældmenneske …

Vittoralak fortæller. Ude er det halvmørkt, inde helt mørkt. Spækket er sluppet op, Lampen staar tom. Vejret tager til. Kastevindene slaar ned mod Huset, og Regnen siver gennem Tagtørvene.

Vi ligger halvnøgne oppe paa Briksen og hører paa den ene, som taler. En Gang imellem rejser den gamle stakaandede Alina sig op, gnider sine røde, rindende Øjne med Haanden og bøjer sig hen over mig og stopper noget Tagdryp med en Tørv eller en gammel Klud. Saa sætter hun sig ned paa Briksen igen – paa Hug, bøjet forover med Hovedet mellem Benene og falder i Søvn.

„Det er først, naar Djævlen kryber ind i Qivitoken, at han bliver farlig,“ siger Vittoralak; „men det sker før eller senere med dem alle. Man har ganske vist fundet døde Qivitoker, der har endt deres Liv som gode kristne, men det er sjældent. De findes da gerne i en Bjergkløft, vendte mod Øst, med Hænderne foldede over Brystet.

Saaledes blev for flere Aar siden en Fanger fra Kangek, Boas, Qivitok. En Stormdag om Vinteren blev han set af Fangerne uden for Sukkertoppen, langt til Søs, uden for Isen, paa Flugt Nord efter. Men ingen turde vove sig saa langt ud i Stormen, og han blev borte for dem ude mellem Søerne. Et Aarstid efter fandt man ham inde i Bunden af en af Fjordene i Holstensborgs Distrikt, en 60 Mil fra min Hjemstavn, oppe i en Fjældkløft, med Hænderne foldede over Brystet og Hovedet vendt mod Øst. Han var død som en kristen. Men det hænder kun sjældent. For i Reglen bliver de saa onde, at de ikke engang kan dø, og saa tager Fanden dem levende til sig.“

„Ja, men tror du ikke, at mange af de Qivitoker, som I kalder for djævlebesatte og udødelige, ganske simpelt er forsvundne – forulykkede til Fjælds eller til Søs?“

„Nej!“ svarer Vittoralak bestemt, „det forholder sig, som jeg siger, og du behøver ikke at være bange for, at vi farer med løs Tale. Fjældmennesket forlader altid Menneskene i Vrede, og derfor har Satan let Spil med ham Og desuden vil de fleste Qivitoker gerne i Lag med Fanden; thi de ved, at han giver dem store Trolddomsevner. De kan løbe som Rener og flyve op ad de stejleste Fjælde som Fugle, – og de kan forvandle sig til Dyr. Mange har set dem forvandle sig til Ræve og pludselig forsvinde i Jorden.

Og at de ikke kan dø, det ved vi ogsaa. Mange har talt med dem, før de for stedse drog bort til deres eget Land; thi naar de bliver meget gamle, rejser de langt mod Nord – til et Land, hvor alle Fjældmennesker samles. Der er idel Mørke, aldrig Lys. Men før de drager derop, maa de skrifte deres Synder for et Menneske. De maa angive sig selv, sige, hvem de er, og hvorfor de gik til Fjælds. Naar de har faaet sagt det, kan de drage mod Nord og vil da aldrig siden blive set af noget Menneske.

Sidste Gang et Fjældmenneske skal vise sig, behøver man ikke at være bange, thi han vil da intet ondt. Først fløjter han længe som en Fugl; han har glemt at tale som et Menneske. Derefter begynder han at fremstamme enkelte Ord; og under meget Besvær faar han endelig Magt over sin Tunge. Han beder da først det Menneske, han skal tale med, om at gaa et Stykke bort fra sig, helt op mod Vinden, helst paa et Fjæld; selv stiller han sig paa Læsiden nedenfor. Alt dette gør han, for at ikke nogle af hans slette Tanker med Vinden skal føres hen til Mennesket og smitte. Saa angiver han sig, skrifter og tager Afsked med Menneskene.

Folk, som har set dem, mener, at de i dette Øjeblik fortryder alt det onde, de har gjort; det er Herrens Vrede, der hviler over dem, thi de vrider deres Ansigt og deres Krop – ganske som om Huden snevrede ind og sved. Og de stønner og ryster over hele Kroppen. De græder ogsaa, men uden Taarer, under stærke Smerter; thi Huden om Øjnene er sprængt.

Et saadan Møde ender altid med, at Fjældmanden pludselig giver et Hop i Vejret, som greben af en usynlig Haand, og løber til Fjælds nordefter med en underlig kaglende Lyd“ …

Der lægger sig altid efter dystre Fortællinger en Uhyggefølelse over Tilhørerne. Da Vittoralak tav, blev der stille i Huset. Man forsøgte at tale om andre Ting, men altid endte man i de lange Pavser, der følger efter alle Spøgelseshistorier.

„Kan I ikke synge en Sang?“ spurgte Datteren.

„Jo, det skal jeg!“ sagde gamle Alina og rettede paa sig. „Jeg skal synge en Sang, som vi sang her ved Ikamiut, da jeg var Barn; jeg kan kun lidt af den, min Hukommelse svigter mig.“

Og saa gav hun sig til at nynne. Stemmen kom langt borte fra, og det anstrengte hende at faa den frem. Det var underligt at høre dette gamle, nedbrudte Menneske synge. Hun sad halvnøgen paa Briksen med korslagte Ben; det var, som om hendes Knogler skulde bore sig igennem Huden, saa mager var hun. Øjnene lukkede hun halvt til, medens hun vuggede Hovedet frem og tilbage og sang. Det var en høj Fistel, der somme Tider knækkede over, skrøbelig og skælvende som hun selv. Og dog fyldte den Mørket om os med Toner; en vemodig Melodi, der greb os i hendes simple Foredrag. Hun sang:

„Moder, kan du ikke mere af den Sang?“ spurgte Datteren.

„Nej, nu har jeg glemt den, men Sangens Indhold kan jeg fortælle jer:

I gamle Dage boede der her ved Ikamiut en Mand, Ordlêna, som havde en meget smuk Kone, Panôna. Skønt han holdt meget af hende, handlede han dog ilde mod hende, maaske af Skinsyge, fordi alle beundrede hendes Skønhed. Værst blev det, da han begyndte at pine hende. Han stak hende med sin Kajakkniv, saa Blodet flød. Men da han til sidst tog sin takkede Hvalkniv og jog den i hendes Krop, flygtede hun bort. Hun løb op ad „Syltinden“ her lige overfor. – Deres Huse laa ved Foden. – Men Manden satte efter. Hun var svanger og skulde snart føde, derfor gik det kun langsomt op ad det stejle Fjæld. Og Manden vandt ind paa hende. Han raabte hendes Navn og lovede, at han herefter altid vilde være god imod hende. Hun naaede Toppen, og før han kunde faa hende fat, tog hun Tilløb og styrtede sig ud over Afgrunden. Hun knustes, og hendes Blod randt ned ad Bjergets Side. „Syltinden“ kender I jo alle. Tindens Sten er røde; man siger, at Panôna's Blod farvede dem. Og det staar der jo ogsaa i Sangen.“ ....

Vi var allerede faldne i Søvn, da et Raab gennem Vinduet bød mig til kogt Helleflynder hos Evali's, inde i Huset ved Siden af. Det var blot nogle faa Spring fra Husgang til Husgang, saa var jeg derovre.

Deres Hus var større, det dryppede ikke fra Taget, og der var et vældig Blus paa deres Vægstenslampe. Paa Gulvet i et stort Lerfad stod Fisken og dampede. Saa langede vi til med Fingrene og naaede snart Fadets Bund. Vi var komne til Kaffen, da Evali's Kone giver et Skrig fra sig:

„Der er nogen ved Vinduet!“

Og halvnøgen farer hun gennem Husgangen. Et Øjeblik efter kommer hun ind med en ung Kvinde, jeg ikke før havde set. Stormen havde revet hendes Haartop løs, og det vaade Haar hang ned over hendes Ansigt. Hun havde bare Ben, og hendes Fødder var svulne af Kulde og Vand. Da hun rystede sig henne ved Døren, stod der en Sø paa Gulvet. Men hun saa slet ikke forkommen ud og lo over hele Ansigtet, da hun fortalte, at hun hørte til en Konebaadsbesætning, der var taget ud fra en af Fjordene til Morgen, medens Vejret endnu var godt. Op ad Dagen var Stormen faldet over dem, og de havde maattet søge Land i en Vig langt inde og var nu derfor kommen gaaende til Ikamiut.

Hun fik tørt Tøj paa, laante noget hos Evali's, noget hos mine Kajakmænd og spiste vore Levninger med den glubende Appetit, en Dags Rejse i Storm og Regn giver .....

Da jeg mod Midnat kravlede ind til mine Værtsfolk, sov de alle. Hen under Taget over mit Leje var med rørende Omhu fastbundet smaa Daaser for at beskytte mig mod Tagdryp.

Midt om Natten vaagnede jeg ved, at nogen puslede over mig. Det var gamle Alina, som ikke undte sig selv Nattero for at tømme Daaserne, naar Tagdryppet havde fyldt dem til Randen. Saa bøjede hun sig ned over mig for at se, om jeg sov, og krøb saa sammen i sin Krog, paa Hug med Hovedet mellem Benene. Jeg rejste mig op og forsikrede hende, at jeg ikke brød mig det mindste om Tagdryp, og bad hende om at lægge sig ordentligt til Ro. Hun rejste sig og lagde sig ved Siden af sin Mand. Men lidt efter, da hun troede, at jeg var falden i Søvn igen, saa jeg hende rejse sig og liste hen i sin Krog.

Gamle Alina vilde vaage, og hun ofrede den Hvile, hendes gamle Lemmer saa haardt trængte til, for at skærme sin Gæst mod Stænkene fra Taget .....

Kangâmiut d. 11. August 1902.

Endnu en Dag maatte jeg ligge over i Ikamiut. Vinden var taget af, men Regnen vedblev. Først i Nat Kl. 3 blev jeg vækket af mine Kajakmænd, der havde været til Fjælds og nu endelig meldte godt Vejr. Solen var ikke oppe endnu. Havet var stille, og Himlen klar.

Saa kogte Alina Kaffe, og Klokken halv fem sad jeg i min Kajak.

Den fattige Familie, jeg havde boet hos, tog en rørende Afsked med mig. Af de faa Madvarer, de ejede, gav de os det bedste med. Og ned i Kajakerne puttede de tørrede Lodder, Torsk og en tørret Alk.

Da jeg sagde Farvel, havde de to gamle Taarer i Øjnene.

„Jeg skal tænke paa dig og din Moder til Vinter, naar det bliver koldt og mørkt, og jeg skal bede til Gud, at du maa komme rask hjem til dem, du holder af,“ stammede gamle Alina.

„Mine Tanker kender du,“ sagde Vittoralak, „jeg behøver ikke at sige dig noget.“

Da vi var komne ud paa Fjorden, faldt der et Skud, hvis Ekko sprang ind over Fjældene.

Det var Vittoralak's Farvel, – og jeg vidste, det var hans sidste Knaldhætte.