Читать книгу Under Nordenvindens Svøbe - Knud Rasmussen, Knud Rasmussen - Страница 6

Den nordgrønlandske Vinter er Maane- og Stjernelysets Tid. Naar Dagene kortes til et Par Timer, spiller Dagslyset ikke længer nogen Rolle. Selv midt paa Dagen skal Lamperne dog brænde, om et eller andet Arbejde skal udføres. Skal Grønlænderne paa Fangst, slaar Dagen heller ikke til. Det vilde være mørkt, inden han havde naaet sit Fangstdistrikt, om han vilde slaa sin Lid til den Smule Lys, der i den mørke Tid kastes ud over Landet.

Han maa vænne sig til det matte Skær, der ydes af Maane og Nordlys, og blot søge at udnytte Dagslyset, saa længe han er paa selve Fangstpladsen. Han maa tage ud og tilbage i Mørke.

Det er en Kendsgerning, at intet i Længden virker paa den grønlandske Fantasi med en saa stor Magt, som det dæmpede Maanelys. Alt ude bliver fantastisk og hemmelighedsfuldt. De vældige Fjælde bliver endnu stummere, de store Isørkener endnu mere uendelige.

Der lægger sig en højtidelig Stilhed over Naturen. Og Skyggerne! – Fjældene kaster mørke Spøgelser om sig, og Slæden eller Mennesket, som bevæger sig ude, forfølges af sin sorte Skygge i den hvide Sne.

De grønlandske Nætter kan være dejlige; men de faar dog en trykkende Magt over de Mennesker, der stadig skal opleve dem. Stilheden og Ensomheden lægger sig over Sindene. Hos de danske heroppe bliver det til Nervøsitet, hos Grønlænderne til Overtro.

Sent om Aftnerne samles Familierne. Saa kommer Mændene hjem med deres Fangst, som flænses og koges. Efter Maden – og der spises i Reglen saa meget, at der kommer et sandt Mættelses-Velvære over hele Huset – klæder Kvinder og Mænd sig halvnøgne og kravler op paa Briksen. Mændene anbringer sig i magelige Stillinger, Kvinderne trækker deres fine Skindbroderier frem fra Dragkisterne, og medens Kvinderne arbejder og Mændene hviler ud til næste Dag, fortælles der for at faa Aftenen til at gaa. Og det varer sjældent længe, før Fantasierne er vel ophidsede.

I Vinterens Løb har jeg tilbragt mange Aftner saaledes i grønlandsk Hjemmehygge; og de fleste af mine ejendommeligste Indtryk skriver sig fra disse Fortælle-Aftner. Snart er det Sagn, – og Handlingen i disse Sagn er Udslag af den vildeste Fantasi: Stærke Mænd, der udfører mærkelige Bedrifter; Troldmænd, der kogler en hel Boplads sønder og sammen; Historier om underjordiske, om Dværge, Kæmper og Menneskeædere. – Snart er det Selvoplevelser: Fangsthistorier, Spøgelseshistorier eller andet overnaturligt og utroligt. Grønlænderne føler Trang til at gyse; Fantasi har de, og en Spøgelseshistorie forstaar de at udlægge saaledes, at Dødsstilhed følger efter.

Engang opholdt jeg mig nogen Tid ved Udstedet Claushavn i Nordgrønland.

En Eftermiddag kører jeg ud for at samle Hellefisk til mine Hunde, og da jeg kommer paa Tassingortaq, Søen bag Claushavnshusene, tager en lille Fyr – Moses tror jeg, han hed – fat i mine Slædeopstandere og beder mig, om han maa køre med. Han faar Tilladelsen paa Betingelse af, at han viser mig en god Kørevej i en Retning, hvor jeg ikke før har været.

Moses var en lille, snavset Fyr, daarligt klædt og værre vant. Han var uden Forældre og behandledes som et overflødigt Lem af alle sine Husfæller, der kun taalte ham iblandt sig, fordi han dog Dag imellem kunde fiske nogle Ulke. Jeg anslog ham til at være ti Aar gammel, men det viste sig senere, at han var sytten. Intet lod til at være ham undt i denne Verden, ikke engang det at vokse.

Han viser mig Vejen over Autdlariarfik-Søen, ad hvilken Grønlænderne om Sommeren tager paa Fangstrejser op til Tassiusaq, en dyb Sidearm til Jakobshavns Isfjord.

Det er stærk Frost, og Hundenes Aande ryger som Taage foran os. Høje, taageslørede Fjælde slutter os inde: Kørevejen er fortræffelig, Hundene i Galopade-Humør. Moses bliver højtideligt stemt af Stilheden om os og de høje Fjælde med de bratte Vægge, der i Halvmørket synes at hælde helt ud over os. Og han giver sig til at fortælle.

„Har du hørt tale om Hulen langt inde mellem Fjældene her? Der skal bo et Uhyre deroppe. Man har fundet halvspiste Rensdyr i Nærheden, men ingen har vovet sig helt hen til Hulen. Man mener, det er en Kæmpe, der forstaar sig paa Trolddom.“

„Skal vi slaa Hundene deropefter, Moses?“

Han værdiger mig ikke Svar paa sligt halsløst Forslag.

Lidt efter begynder han igen. Han kan ikke lide, at ingen af os taler. Men mod hans Vilje tvinger hans Fantasi ham stadig ind paa, hvad han nødigt i Øjeblikket vil beskæftige sig med.

„Kan du se Uren om os? Fortrinlig egnet til Fjældaands-Huler!“

Han flytter sig nærmere hen til mig. Hundene galloperer med strakte Haler og lyttende Øren.

Og saa fortæller Moses en Historie om en stor, hvid Mand, der engang kom svømmende op ad den samme Sø, som vi kørte paa, medens nogle Bærplukkere opholdt sig ved Kanten. Han saa dem ikke og lagde sig ned for at sole sig lige i Nærheden. Han havde langt, lyst Haar, blaa Øjne og et smukt smilende og mildt Ansigt. Bærplukkerne flygter over Hals og Hoved, men en af dem, en Tosse, vender sig om og ler. Aanden opdager dem og forsvinder lige ned i den bare Jord.