Читать книгу Under Nordenvindens Svøbe - Knud Rasmussen, Knud Rasmussen - Страница 5

Det var engang, at jeg kom langvejs fra til en lille afsides Boplads i Nordgrønland.

Bopladsen fejrede Gæstens Ankomst, og der blev kogt Bjørnekød og Kaffe hele Aftenen igennem. Da vi alle var mætte og glade, kom der Bud fra det mindste og yderste af Husene; ogsaa der vilde man gerne se den fremmede og høre nyt. De bad mig paa kogte Ulke – det eneste og det bedste de havde.

Samtalen var levende, og der blev let rundtom i Huset. Men somme Tider kom der en Hosten inde fra det inderste af Briksen – helt derinde fra, hvor der altid er mørkt, og den tørre sviende Hoste kunde blive saa voldsom, at den ofte overdøvede vor Tale.

„Hvem er den syge, der sidder derinde?“ spurgte jeg til sidst. Jeg skimtede gennem Halvmørket en mager, sammenfalden Skikkelse, der sad paa Hug; de knoglede Ben var krummede, og et Par indfaldne Kinder hvilede paa Knæskallerne. Hun havde vist siddet der saa længe, at hun ikke længere kunde strække Ryg og Ben. Hendes hudløse Øjne lyste røde af Betændelse.

„Ej – kender du ikke hende?“ svarede man forbavset.

„Næh!“

„Det er jo Jomfru Maria!“ sagde en og fniste.

„Tys! – Tys! Det er Synd, hun kunde jo dog høre det!“ afbrød en anden.

„Ork nej! Hun er jo syg og døv og begriber intet mere. Og for Resten – sandt er det jo!“ …

Men her blev Samtalen afbrudt af en ny Besøgsslæde, og vi kom ikke til at tale mere om den gamle, syge Jomfru Maria. Næste Morgen forlod jeg Bopladsen og rejste til Upernivik …

Jeg havde ganske glemt den syge Kvinde, da jeg en Aften sad og talte med den gamle grønlandske Præst om alt det, der gennem mange Aar var hans brogede Oplevelser.

„Ja, men det mærkeligste af alt det, jeg har været med til, var dog den Gang for mange, mange Aar siden, da en Kvinde i min Menighed bildte sig ind, at hun havde født Frelseren til Verden.“

„Var det Jomfru Maria?“

„Ja netop! Det var hende, der kaldte sig Jomfru Maria.“

„Aa, fortæl endelig om hende! Jeg har set hende og vilde saa gerne høre noget om hende.“

„Jeg husker ikke længere Enkelthederne i denne mærkelige Sag, men jeg skal læse min gamle Dagbog for dig, hvis du vil høre det,“ sagde Præsten; og saa fik han et gammelt, gult Hefte frem og begyndte at læse af det.

Jeg fik senere en Udskrift baade af Dagbogen og af Kirkebogen, og jeg skal i det følgende gengive det, som den gamle Præst selv kalder „en uhyggelig Tildragelse“, med hans egne Ord, paa hans noget stive, højtidelige Dansk:

„I mit første Præsteaar 1875, omtrent midt i Januar Maaned, havde vi faaet Efterretninger Nord fra, der havde lydt forunderlige, nemlig, – at en ung Pige ved Udstedet Tasiusaq havde faaet Folk til at tro, at hun til Fjælds havde født et dødt Barn, der talede og kaldte sig selv Jesus; og disse uhyggelige Rygter stadfæstedes et Par Dage derefter, idet jeg havde modtaget to Skrivelser, skrevne af Læseren ved Tasiussaq efter Pigens Ønske og Diktat.

Indholdet af den ene Skrivelse var saaledes:

„Jonasine Maria Annine's Drøm skal Præsten høre: Et Barn, der er udgaaet af Aanden, af Gud, sagde:

„Min Moder Maria, du skal have Penge, 100 Rigsdaler.“

Den vedkommende unge Pige hedder efter Kirkebogen ikke Maria, men Jonasine Annine Amalie, født i 1852.

„Barnets Moder skal leve af dem, de er givne af Gud. Dersom Præsten ikke tror det, skal Danskernes Land forgaa. Præsten maa tro disse Penge, thi dem har Jesus lovet hende.““

I Skrivelsen havde hun videre sagt, at Barnet talte, da det blev undfanget i Moderens Liv, og dersom hun ikke fik sine Penge, skulde Himlen og Jorden forgaa, Gud skulde borttage Sæden paa Marken i Danskernes Land. Da Barnet blev født, svøbte Moderen det i en Klud, og det talte. Hun havde ogsaa sagt, at Barnet sov, da hun tog det, men det var dødt. Det sagde dog uden at aabne Øjnene:

„Moder, Faderen velsigner dig, et Barn aabenbarer sig paa Jorden; Moder, det er mig, Jesus, din Søn. Nu forlader jeg dig, fordi du skammer dig ved din Sygdom (Fødsel), og fordi Faderen kalder mig.“

Paa hendes Spørgsmaal, hvorledes dette var sket, hørte hun en Røst, som sagde:

„Denne er min Søn, den elskelige, i hvem jeg har Velbehagelighed. Faderen velsigner dig til evig Tid.“

Moderen skulde efter Barnets Sigende bo ved Kolonien, naar Præsten tror hende, fordi Faderen har sagt det; og naar hun fik disse Penge af Præsten (hun havde bildt Folk ind, at jeg som Formand for Forstanderskabet vilde lade hende faa Penge af Kolonikassen), saa vilde Gud give de danske Sæd og Penge og Grønlænderne Sælhunde.

I en anden Skrivelse havde hun sagt:

„Naar Barnets Ord høres ved Upernivik, maa Præsten adlyde dem, saafremt han da kender de tre Trosartikler.

Barnet vil, at der skal skydes med Kanoner tre Gange.

Da alle nu ere døbte, skulle Menneskene ikke mere gøre onde Gerninger. Barnet har udgydt den Helligaand. Barnet vil ikke bryde sig om Menneskene, naar de gøre det onde; han frelste dem ved sin Lidelse paa det, at de ikke skulde fortabes. Naar de ere fortabte, støder han dem ud fra sig og lader dem komme til Pine i Djævelens Rige. Djævelen er en stor Slange, en Forfører; han kommer til Menneskene med sine Fristelser; hans Gerning er at fordærve. Han fristede ogsaa Jesus ved sin onde Tale; han er ikke Gud, men en ond Aand til evig Tid.

Jesus Kristus vil ikke, at Menneskene skulle adlyde Djævelen, fordi de som Guds Skabninger skulle tjene ham alene; han bespiser dem med sit sande Legem og Blod, fordi de ere kristne.

Da Jesus steg op af Vandet, blev hans Daab ogsaa Menneskenes; og han blev al Skabningen til Frelse. De skulle besjæles af den Helligaand, og naar de ikke følge deres onde Lyster og Begærligheder, skulle de faa det gode, Salighed. Barnet har sagt det. Og Barnet er kommet for at velsigne Menneskene. Den hellige vil komme til at lide alene.

Mange Kateketelever skulle tro Barnets Ord; de forføre sig selv, naar de følge deres egne Lyster og adlyde deres Præst.

Barnet vilde, at Ordene sluttes her.“

Dette er Pigens Ord eller Barnets Ord, som Moderen havde talt, og som ere oversatte ordret fra det grønlandske.

Pigen blev kaldt hertil, hvor hun fremstilledes i en Forsamling, bestaaende af Udliggeren ved Tasiussaq, Forstanderen sammesteds, Forstanderen ved Upernivik, Kateketen, Kolonibestyreren og mig. I dette Møde oplæstes de Skrivelser, som hun havde dikteret, og det blev, dels ved det Pigen underkastede Forhør, dels gennem de af de to tilstedeværende Mænd fra Tasiussaq afgivne Forklaringer, konstateret:

1) at Pigen, da hun var ene paa Fjældet, havde aborteret, nedgravet Fosteret under for faa Stene, saa det ikke senere kunde findes og maatte formodes at være spist af Hunde;

2) at hun ikke kunde antages at have lidt af nogen Sindssygdom, men at hun kun i interesserede Øjemed havde ladet sin løgnagtige og frække Karakter træde tydeligt frem;

3) at alle Grønlændere ved Tasiussaq havde troet paa hende, ikke alene paa, hvad hun gennem Skrivelserne havde spaaet, men paa meget andet; og at de i eet og alt havde adlydt hendes Befalinger, af hvilke navnlig skulde fremhæves den, at alle Kvinder uden Undtagelse skulde nedlægge deres Top og anlægge Fletninger for at tilintetgøre deres Daab.

Da Fruentimmeret selv sluttelig erkendte at have løjet for at undgaa Miskendelse over sin Frugtsommelighed, og da Afgørelsen af denne Sag laa over Forstanderskabets Kompetence, blev hun af Kolonibestyreren og mig foreløbig tilbageholdt her ved Upernivik, hvor hun var udelukket fra alle Handelens og Missionens Bygninger – Kirken alene undtagen – og afventede sin endelige Dom.

Men idet jeg maatte erklære, at der efter alt oplyst ikke forelaa noget egentligt Tilfælde af Barnefødsel i Dølgsmaal, men en slet og ret Abort, havde jeg i Forening med Kolonibestyreren ganske henstillet Sagen til Inspektørens Overvejelse og Afgørelse.

Foranstaaende er taget af min Dagbog, som den Gang blev sendt til Kirkeministeriet.

Da Inspektoratets Bestemmelse var modtaget, blev hun straffet med Slag og med at skære hendes Top af, ikke under hejset Flag, men inde i Værkstedet. Jeg havde kæmpet imod hendes Uvæsen og tilintetgjort det.

Hun levede siden efter den Tid skikkeligt og har været gift. Nu er hun Enke og har Børn, som avledes i Ægteskabet.“

Ved et Tilfælde kom jeg endnu en Gang til den lille Boplads, hvor Jonasine Amalie boede.

Jeg var igen Gæst i hendes Hus, og de levede som sædvanlig af Ulke. Konen var endnu mere forkommen og sammenfalden end første Gang, jeg saa hende.

Ved min Afrejse gik jeg op og spurgte, om der ikke var noget, jeg kunde hjælpe hende med. Det gav et Ryk i den gamle Jonasine Amalie, og hun rakte mig sin knoglede Haand.

„Tak! – Tak! Gud være lovet, han, som ikke glemmer en gammel Synderinde .... Men ser du: Klæder trænger jeg ikke til; jeg vil aldrig mere faa Himlen og Havet at se! Og Mad behøver min Krop næsten heller ikke; det er kun Livsaanden, der holder mig borte fra Graven.

Men – men – bliv ikke vred! Du er jo en fin Herre!“ Og atter rakte hun mig sin skælvende Haand og slog Øjnene ned af Undseelse, da hun langsomt hviskede:

„Aa, giv mig blot en stor, stærk Skraa! Det er saa længe, længe siden …“

Det var gamle Jomfru Maria's sidste Ønske.