Читать книгу Industri pa udstilling - Louise Karlskov Skyggebjerg - Страница 4

København er syg! Den har feber. Udstillingsfeber!

Det hævdede i hvert fald avisen Nationaltidende kort før åbningen af Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling. Den festlige åbning fandt sted fredag den 18. maj 1888. Efter taler og sange blev selveste kongefamilien vist rundt på udstillingen og så, hvad danskere og udlændinge skulle opleve i de kommende måneder: det aktuelle stade inden for industri, landbrug og kunst. I maskinafdelingen trykkede dronningen på en knap og satte maskinerne i gang. Lidt snyd var det dog, for man havde holdt øje med, hvornår kongefamilien nåede frem til den del af udstillingen og havde standset maskinerne.

Ritzaus Bureau var på pletten med et udførligt telegram, og Fredericia Dagblad sendte et ekstranummer på gaden. Udstillingen havde været ventet med spænding, og i de følgende dage og måneder kunne man jævnligt læse om begivenheden i stort set alle landets aviser. Illustreret Familie-Journal omtalte udstillingen som Københavns hjerte.

Udstillingen var der blevet plads til ved Tivoli på det gamle voldterræn i området, hvor Københavns Rådhus senere blev bygget. Her holdt arrangøren, Industriforeningen i Kjøbenhavn, allerede til i en bygning bygget som en del af industriudstillingen i 1872. Den bygning blev senere revet ned til fordel for Industriens Hus.

Udstillingen set fra Vesterbrogade. Hovedbygningen ligger, hvor Rådhuspladsen er i dag, mens bondegården og fyrtårnet er erstattet af H.C. Andersens Boulevard. I hovedbygningen var der kunstindustri, mens husfliden blev vist frem på gården. Bagerst i udstillingsområdet, hvor Glyptoteket nu ligger, var der en dyrskueplads og haller til industriens maskiner og produkter.

|| Christian Rasmus Neuhaus/Københavns Museum

Det var langtfra første gang, der var en industriudstilling i Danmark, men aldrig havde der været så mange udstillere og besøgende. Da udstillingen lukkede den 2. oktober, havde 1.367.532 fra nær og fjern lagt vejen forbi. Ikke dårligt i et land med kun lidt over to millioner indbyggere. Nogle gæster var kommet med særtog, men det kneb med at finde sovepladser, så initiativrige københavnere indrykkede annoncer i provinsaviserne og udlejede deres boliger.

De ansatte i udstillingens turistbureau stod ikke kun for markedsføringen i fx Tyskland, men knoklede også for at skaffe senge til de mange udstillingsgæster. De løb op og ned ad byens mange trappeopgange og besigtigede de værelser, som privatpersoner tilbød at leje ud. Der var ikke for meget plads i den voksende hovedstad.

Blandt de besøgende på udstillingen i 1888 var en bonde, der var taget den lange vej fra egnen omkring Herning. Da han kom hjem, berettede han om besøget i den lokale avis og fortalte, hvordan han i udstillingens mejeri havde drukket mælk og set, hvordan de velkendte ting blev behandlet af pæne, unge og ens klædte piger. Den officielle guide til udstillingen omtalte mejeriet som et sted, hvor fire mejersker arbejdede mellem smørkærner og centrifuger, der blev beskrevet som ualmindeligt elegante.

Formålet med mejeriet var at give besøgende kendskab til et af landets vigtigste erhverv. Man kunne dog ikke have gæsterne rendende blandt maskinerne. Derfor var mejeriet indrettet med gallerier, så op til 400 tilskuere kunne beundre det bedste, dansk mejeribrug kunne præstere. De besøgende kunne også smage på smørret, mens de nød udsigten over udstillingsterrænet fra bygningens altan foran et billede af en rød Anglerko og en sortbroget jysk ko.

Bonden fra Herning fortalte også til avisen, at der i maskinhallen på udstillingen havde været larm og buldren, og ikke mindst vævene, der fik liv fra de mange dampmaskiner, havde gjort indtryk. De, der passede vævene, stod bare og så til uden at røre en finger. Det sidste var næppe dækkende for arbejdet på en dansk fabrik anno 1888. Avisen Social-Demokraten skrev, at syerskerne og de andre arbejdere på udstillingen så pyntelige og tiltalende ud. Deres ansigter vidnede ikke om sult, tøjet pegede ikke på fattigdom, og arbejdslokalet udsatte dem ikke for sygdom på grund af støv eller forpestet luft.

Udstillingen var selvfølgelig ikke et realistisk billede af, hvad Social-Demokraten kaldte det virkelige arbejderliv, hvor forholdene ikke altid var så idylliske. Danmark havde fået sin første fabrikslov i 1873. Den oprettede et begrænset statsligt tilsyn og forbød fx børn under 10 år at arbejde på fabrik. Der kom også en maskinbeskyttelseslov året efter udstillingen. Den indeholdt de første regler om sikkerhedsanordninger på de mange nye og ofte farlige maskiner.

Trods tendens til idyllisering gav udstillingen alligevel et godt indtryk af, hvad der var på færde i dansk erhvervsliv, ikke mindst teknologisk.

Berlingske Tidendes udsendte fandt maskinhallen storslået. Enkelte af maskinerne svirrede hurtigt rundt, mens andre plejede mageligheden ved at stå stille og lade sig beskue. Et sted blev der serveret chokolade, et andet sted præget medaljer, og et tredje sted strikket på maskine, mens et utal af aksler og drivremme fuldendte det forvirrede indtryk. Ved nærmere eftersyn viste det sig dog, at der var system i det hele. Hver lille maskine havde en særlig opgave, men grundlaget for det hele var dampen, og ikke mindst de udstillede dampmaskiner imponerede. Der var jo mange fabrikanter repræsenteret, og selv provinsbyerne var godt med.

For en gangs skyld var man enig hos de politiske modstandere på Social-Demokraten. Her fornemmede man i maskinhallen – omgivet af maskinernes stønnen og brummen, raslen og klapren, snøften og fløjten – at stå over for et talende vidnesbyrd om de uhyre kræfter, menneskeånden havde skabt i kampen mod den rå natur og for at lette arbejdet. Maskinerne blev beskrevet som et opløftende princip i samfundslivet, og skribenten mente, at den maskinelle revolution måtte lære menneskene at arbejde lige så smukt i fællesskab som alle de geskæftige, aldrig trætte maskindele – fra dampkedlen til smørekoppen. Social-Demokratens udsendte oplevede i maskinhallen den indflydelse, som maskinarbejdet efterhånden havde tiltvunget sig over for håndarbejdet, og han mente at få indblik i, hvor uendelig mange håndværksmæssige og huslige arbejdsmetoder der stod for fald i fremtiden.

På mejerierne var der brug for moderne teknologi som centrifuger, men også for mere simple redskaber som centrifugebørster og andre børstenbinderarbejder. Kjøbenhavns Pensel-, Børste- & Gadekostefabrik udstillede i både industri- og mejeriafdelingen.

|| Sophus Juncker Jensen/DTU Bibliotek

Der var også våben på udstillingen i 1888. Illustreret Familie-Journal beskrev levende, hvordan svenskerne i København udstillede et truende udvalg af kanoner og andre moderne mordredskaber, ligesom tyskerne havde glimret med Krupps kanoner på verdensudstillingen i Paris i 1867. Man priste sig lykkelig over, at hverken Sverige eller Danmark havde brug for kampvåben, allermindst imod hinanden, og man pegede samtidig på den anseelige mængde fredelige jerngenstande, som udstillingen også bød på. Bladet beskrev udstillingen fra jernstøberiet Anker Heegard som en imponerende emaljegodspyramide med udstillinger af kogekar i alle mulige størrelser, flankeret af fire afdelinger med kakkelovne og en uendelighed af alt muligt jernstøbegods. Jern, maskiner og nye transport- og kommunikationsmidler var indbegrebet af de tekniske forandringer i 1800-tallet, og på udstillingen kunne man opleve støbejernet i sin glansperiode.

I 1888 levede danskerne i en tid præget af jern og damp, to af de vigtigste kendetegn ved industrialiseringen. Elektrisk belysning var endnu ikke udbredt, og det var derfor en stor attraktion, at udstillingen om aftenen var oplyst af buelamper og de helt nye glødelamper. Den officielle udstillingsguide forudså, at mejeriets altan ville blive særlig populær om aftenen, når det elektrisk belyste springvand sendte sine farvede stråler i vejret, og de besøgende kunne nyde den elektriske belysning. I de københavnske gader ved udstillingen var det gaslampens skær, der herskede.

Et andet trækplaster var utvivlsomt chokoladefabrikken, hvor besøgende kunne følge fremstillingsprocessen fra kakaobønne til færdig chokolade. Her var det også muligt at smage på varen. Købte man varm chokolade, blev den serveret i en kop med et billede af udstillingen, og betalte man lidt ekstra, kunne man tage koppen fra Fajancefabrikken Aluminia med hjem som souvenir. Det var der mange, der gjorde.

På udstillingen kunne man altså opleve det sidste nye inden for landbrug og industri, men der var også meget andet. Blandt det udstillede var fisk, fiskeredskaber, dykkerdemonstrationer, landbohistoriske genstande, en større samling russisk kunstindustri og en kunstudstilling, mens ny viden om hygiejne afspejlede sig i ting som desinfektionsovne, pasteuriseret eddike og renkulturer af bakterier, gær- og skimmelsvampe. Laboratorieforstander Vilhelm Storch (1837-1918) fra Landbohøjskolen var på pletten med renkulturer af mikroorganismer fra smør og mikrofotografier af samme, mens stadslægen i København udstillede en renkultur af bakterierne i Københavns ufiltrerede drikkevand.

Blandt udstillingens attraktioner var hovedbygningen af træ. Den var tegnet af arkitekt Martin Nyrop (1849-1921) og bygget som en håndværksmæssig kraftpræstation i en tilbageskuende stil, der stod i kontrast til udstillingens mål om at vise det nyeste frem. Nyrop fortalte selv, at han valgte en træbygning frem for en jernkonstruktion, fordi han som tømrer havde sin profession kær. Han ville gerne bidrage til, at det smukke, men pressede håndværk hævdede sin plads og om muligt udvidede sine enemærker.

På udstillingen var der også en kopi i en tredjedel størrelse af frihedsstøtten i anledning af 100-året for stavnsbåndets ophævelse, et fyrtårn og en stor Tuborgflaske. I flasken kunne de besøgende tage noget så nymodens som en elevator op i toppen og nyde udsigten over udstillingsterrænet. Det er den flaske, der i dag står i Hellerup, og den var en del af markedsføringen af Grøn Tuborg, der er blevet kaldt en af Danmarks første mærkevarer. 1880’erne var blandt meget andet en pionertid inden for markedsføring.

Udstillingen udstrålede fremtidstro, men også historiebevidsthed, og kunstindustrien var ofte inspireret af historien. Oldnordisk stil prægede både udstillingens hovedbygning og katalogets forside, hvor biskop Absalon vågede over det hele.

|| Officielt katalog for udstillingen/Det Kgl. Bibliotek

Alt i alt var udstillingen i 1888 en stor turistattraktion. Det var ikke tilfældigt, at Tivoli var inkluderet i udstillingsarealet, og arrangørerne udgav en grundig turistguide. De mange besøgende skulle ikke kun opleve selve udstillingen, men også alt det andet, København og omegn havde at byde på. Turismen var netop ved at blive skabt som et nyt erhverv. Jernbanenettet var veludbygget, mens rejser i bil og med fly stadig hørte fremtiden til. I Danmark oprettede DSB det første rejsebureau året efter udstillingen, og i 1889 kom også den første turistforening, der skulle ”befordre Fremmedbesøget og fremme Turistlivet i Danmark”.