Читать книгу Industri pa udstilling - Louise Karlskov Skyggebjerg - Страница 6

Da København i 1888 dannede rammen om den store nordiske udstilling, var fænomenet industriudstillinger allerede 90 år gammelt. Ved de første udstillinger betød ordet industri dog noget andet end i dag, for ordet skiftede indhold i løbet af 1800-tallet. I begyndelsen betød det i bred forstand flid eller vareproduktion, men dækkede også over håndværk. Ordet industri kunne sågar bruges om husflid og håndværk i modsætning til fremstilling af varer på fabrik. I dag bruger vi begrebet industri om fremstilling af varer på en fabrik, der bruger maskiner og arbejdsdeling, men den betydning fik ordet først i løbet af 1800-tallet.

En af verdens første industriudstillinger blev holdt i Paris i 1798 på Marsmarken, hvor Eiffeltårnet skød op som en del af verdensudstillingen i 1889. Udstillingen var et resultat af to nye fænomener: nationalstater og industriproduktion. Helt konkret var tanken at mobilisere den franske industri i konkurrencen mod de billige engelske varer. Den franske indenrigsminister, Nicolas-Louis François de Neufchâteau (1750-1828), udtalte efter udstillingen, at nok havde den været lille, men den havde også været et første ødelæggende felttog mod den engelske industri. For ham var fabrikkerne de værksteder, hvori man skulle smede de farligste våben mod Storbritannien. Ved udstillingen året efter blev der derfor udlovet en medalje til den, der kunne levere det mest dødbringende slag mod fjendens industri.

Tankesættet bag de første udstillinger var altså merkantilismen, dvs. at staterne skulle satse på selvforsyning og beskyttelse af landenes egen industri. Senere blev de store industriudstillinger brugt til at fremme det modsatte, nemlig frihandel i overensstemmelse med tankerne i filosoffen og økonomen Adam Smiths (1723-1790) The Wealth of Nations fra 1776. Uanset ideologi blev udstillingerne steder, hvor staterne kunne konkurrere med varer som våben. De var udstillingsvinduer og reklame for både nationalstater og virksomheder.

Franskmændene var ikke vilde med briterne, og lignende følelser dominerede i Danmark efter Københavns bombardement og tabet af flåden i 1807. En konsekvens var dannelsen af patriotiske selskaber som Selskabet til indenlandsk Kunstflid, der ville undergrave fjendens værksteder og åbne for ny foretagsomhed i Danmark. Det var den forening, der stod bag de første danske industriudstillinger, der blev holdt fra 1810. På det tidspunkt var Danmark et landbrugsland, der ikke havde en nævneværdig industriel produktion trods forsøg på i merkantilismens ånd at blive selvforsynende og etablere en statslig produktion af fx klæde.

På den første industriudstilling i 1810 blev der udstillet det, man kaldte en samling af indenlandske kunst- og flidsfrembringelser, dvs. en skønsom blanding af alverdens ting som teaterkikkerter, mikroskoper, gyngeheste, pibehoveder, hatte, klaverer, kakkelovnsskærme, chatoller, modeller af maskiner som en tørveæltemaskine samt prøver på papirtyper og på tørvekul, der kunne gøre import af stenkul mindre nødvendig. Man ville vise, at folk kunne eller kunne komme til at klare sig uden import af engelske varer. 66 kunstnere, fabrikanter og håndværkere havde leveret arbejde eller varer, og udstillingen indeholdt 154 numre, hvoraf mange bestod af flere ting. Der var udstillet arbejder i mange forskellige materialer, fx strå, fajance og tin. Der var også mange håndværk repræsenteret, såsom snedkere, blikkenslagere, smede, urmagere, bøssemagere, sadelmagere, gørtlere og kobbersmede. Endelig var der udstillet det, som udgiveren af bladet Penia, juristen Johan Hendrich Bärens (1761-1813), kaldte for snildets frembringelser, der vidnede om mekanisk geni, fx en hørpræpareringsmaskine.

I hele 1800-tallet blev der med ujævne mellemrum holdt industriudstillinger i Danmark. Som årene gik, fik udstillingerne både nationalt og internationalt et bredere indhold, så det ikke længere kun var vareproduktionen, der var i centrum. I Danmark begyndte man at udstille kunst på den store udstilling i 1872, og i 1888 var landbruget også med i anledning af jubilæet for stavnsbåndets ophævelse. Samtidig var perspektivet udvidet, så både udstillingerne i 1872 og 1888 var nordiske, ligesom udstillingen i Stockholm i 1866 havde været det.

Lande som Rusland, Frankrig, Italien, Storbritannien og Tyskland deltog også på udstillingen i 1888, dog ikke alle i stort omfang, og det havde ikke været let at få dem med. Tilsagnet om tysk deltagelse kom i sidste øjeblik og efter indblanding fra selveste kronprinsen, der havde talt varmt for sagen, da han deltog i den tyske kejsers begravelse så sent som i marts 1888. På grund af kongehusets forbindelser til den russiske zarfamilie var det lykkedes at få en større russisk kunstindustriel afdeling, mens det lille britiske fremmøde skuffede arrangørerne. Der var, som Herman Bang beskrev det i Illustreret Familie-Journal, sendt indbydelser til alle de europæiske stormagter om begrænset deltagelse, så de kunne fungere som målestok for bedømmelsen af den nordiske industri.

På den mindre industriudstilling i 1872 var der blevet fremstillet en såkaldt skuemønt til minde om udstillingen. På mønten var præget digteren H.P. Holsts (1811-1893) ord: ”For hvert et Tab igjen Erstatning findes, hvad udad tabes, det maa indad vindes.” Dengang var nederlaget i 1864 frisk i erindringen, og i 1888 ville man fortsat vise, at Danmark – og i det hele taget de nordiske lande – havde noget at byde på. I kantaten skrevet til åbningen af udstillingen af digteren Christian Richardt (1831-1892) lød det:

”Industriens og Kunstens og Landbrugets Mænd,

hver en Arbejdets Ridder og Væbner og Svend,

vel mødt ved vort vaarlige Stevne!

Lad os vise Alverden, og ej blot i Ord,

vi er meer end et Train i de Fremmedes Spor,

– der er Fremskridt i Nord!

der er Mod, der er Kløgt, der er Evne!”

Selv om iagttagere mente, at Sverige var foran Danmark, når det gjaldt industri, var der også områder, hvor danskerne var langt fremme. Det gjaldt fx smørproduktionen og de centrifuger, der var en væsentlig del heraf. I forhold til udstillingerne i Melbourne, Barcelona og Glasgow samme år var og blev udstillingen i København dog lillebror. Udstillingen i Glasgow havde 5.748.379 besøgende, mens lidt over to millioner besøgte de to andre byers udstillinger.

Sideløbende med de nationale og internationale industriudstillinger blev der også arrangeret lokale udstillinger. Nationaløkonomisk Tidsskrift mente i 1877, at deres mål ikke nødvendigvis skulle være at give et billede af industriens toppunkt og præsentere det nyeste nye ligesom på verdensudstillingerne. Til gengæld kunne de lokale udstillinger give et indtryk af, i hvor høj grad den nye teknik rent faktisk blev brugt i det praktiske liv. At et stort firma som maskinfabrikken og skibsværftet B&W kunne klare sig i den udenlandske konkurrence, var ikke nødvendigvis et udtryk for, at den danske maskinfabrikation i sin helhed var til ære og stolthed for landet. Det gjorde ikke så meget, mente man. For den almindelige befolkning var det nok vigtigere at vide, hvem der kunne levere gode og solide brugsgenstande til rimelige priser, end hvem der teknisk var førende.

I 2010 fragtede vi et nationalt symbol, Den Lille Havfrue, til Kina for at repræsentere Danmark på verdensudstillingen. I København kunne turister i stedet opleve Den Lille Havfrue live fra EXPO 2010 i Shanghai.

|| Christian Lindgren/Scanpix

Den udstillingsfacon, der begyndte på Marsmarken i 1798, og som udviklede sig til egentlige verdensudstillinger med The Great Exhibition i London i 1851, kulminerede i Paris i år 1900. Danmark var med ved verdensudstillingerne fra begyndelsen, men kunne med enkelte undtagelser ikke imponere i de storslåede rammer skabt af verdens førende industrinationer.

I årene omkring 1888 forandrede måden at markedsføre sig på, og det betød, at selve udstillingstanken allerede var på retur. Med de voksende muligheder for trykte reklamer og fremkomsten af egentlige butikker med store butiksruder svandt udstillingernes funktion som salgsvindue langsomt ind, og virksomhedernes interesse for at deltage blev mindre. Erhvervslivet fandt kort sagt andre måder at komme frem med nyheder på, gøre sig bekendte med konkurrenternes produkter og skabe kontakt til potentielle kunder.

I 1902, da danske industrifolk diskuterede, om man skulle gentage succesen fra 1888 med en ny udstilling, påpegede fabrikant Harald Bing (1848-1924) fra Bing & Grøndahl, at de fleste ville elske den festlige stemning, mens andre ville finde, at udstillingerne var humbug og en usand gengivelse af et lands kultur. Ingeniør Alexander Foss (1858-1925) fra F.L. Smidth & Co. var direkte imod tanken om en ny udstilling. Der var i hans øjne tale om ”opvarmet mad”. De store almene udstillinger havde tilsyneladende udspillet deres rolle, og fremtiden tilhørte specialudstillingerne. Det forhindrede dog ikke, at Aarhus lagde jord til en stor landsudstilling i 1909, hvor man blandt meget andet kunne opleve franskmanden Léon Delagrange (1872-1910) demonstrere flyvning.

Den dag i dag er der verdensudstillinger, men deres funktion er en anden. De er ikke længere en let måde at opnå et bredt kendskab til, hvad der foregår i industrien, men stort opsatte tematiske events. Et eksempel er verdensudstillingen i Shanghai i 2010 med temaet ”Bedre by – bedre liv”. Her sendte Danmark Den Lille Havfrue til Kina som en del af den danske pavillon Welfairytales. I 2017 lagde Kasakhstan jord til en udstilling, der skulle skabe global debat om temaet ”Future Energy”.