Читать книгу Industri pa udstilling - Louise Karlskov Skyggebjerg - Страница 5

Staten og kommunen støttede økonomisk Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling, og kommunen stillede arealerne gratis til rådighed. Det handlede nemlig ikke kun om at underholde københavnere og tilrejsende, men også om belæring, udveksling af viden og om at vise, hvad man som nation kunne præstere. Bevidstheden om alt det nye og tro på fremtiden prægede både udstillingen og tidens ånd. Det var fremskridtet, der skulle vises frem. Forfatteren Herman Bang (1857-1912) kaldte inden åbningen udstillingen et tempel for hundredårets kultur, fremskridt og arbejde, hvor det samlede Norden ville vise, hvor langt man var nået i verdens store gang mod kultur og udvikling. Udstillingen skulle være en lejlighed til at se og dømme den nordiske industri i lyset af, hvad Bang kaldte de store kulturlandes frembringelser.

Jernstøberierne var centrale i industrialiseringen af Danmark, både som fabrikanter af maskiner og af ting til brug i hjemmene. Jernstøberiet Anker Heegaard udstillede køkkentøj og kakkelovne, men havde også støbt nogle af granaterne på udstillingen.

|| Sophus Juncker Jensen/DTU Bibliotek

Initiativtageren Industriforeningen i Kjøbenhavn kunne under udstillingen fejre sit 50-års jubilæum. Trods navnet var foreningen ikke en industriel interesseorganisation i moderne forstand, som dens arvtager Dansk Industri, men havde en blandet medlemsskare af især håndværkere, industridrivende og handlende. Industridrivende var datidens udtryk for personer, der ledede en industrivirksomhed, og i årene omkring 1888 udgjorde de ca. 15 % af medlemmerne. Det var da heller ikke primært avancerede industrielle anlæg, der kunne imponere ved deres produktivitet og størrelse, som initiativtagerne ville vise frem. Arrangørerne ønskede at lægge vægt på produktionsgrene, der afhang af udøvernes kundskab, snilde og skønhedsånd. Man mente nemlig, at de egenskaber var nødvendige for mindre folkeslag som det danske, hvis vi skulle kunne klare os i verdenskonkurrencen.

I centrum for udstillingen stod altså kunstindustrien, og ikke mindst de danske porcelænsfabrikker havde kronede dage. Bing & Grøndahl udviklede deres hejrestel til udstillingen og viste dermed, hvad fabrikken kunne, når den teknisk og kunstnerisk stod på tæerne. Stellet solgte især godt på verdensudstillingen i Paris året efter.

På verdensudstillingerne blev der brugt mange ressourcer på prestigebyggerier, der blev pillet ned, når udstillingerne var forbi. Det gjaldt også i København. Eiffeltårnet fra 1889 står dog stadig i Paris.

|| ritzau/Mary Evans Picture Library

Hovedmanden bag udstillingen var Industriforeningens ingeniøruddannede formand, Philip Schou (1838-1922). Han havde i 1888 – som mange andre – den holdning, at Danmark slet ikke havde mulighed for at udvikle sig til et industriland. Dels var landet relativt lille og havde et tilsvarende lille hjemmemarked, dels manglede vi råstoffer. Og så var der lige det med folket. Schou mente, at danskerne var vant til let at skaffe føden fra den frugtbare danske muld, og derfor havde vi en blød karakter og et mageligt temperament, der ikke var egnet til en industriel udvikling som i England og Tyskland. I stedet gik Schou meget op i kunstindustri, hvilket også passede godt til hans stilling som direktør for Den kgl. Porcelænsfabrik og Fajancefabrikken Aluminia.

For Schou var udstillingen højdepunktet i karrieren. Før og under udstillingen var han travlt optaget af møder, middage og rundvisninger af konger og andre honoratiores. Ved årets slutning noterede han i sin dagbog en liste over de mange fyrstelige personer, han havde været i kontakt med. Han skrev også, at året 1888 utvivlsomt ville blive et af de lykkeligste og minderigeste i hans liv.