Читать книгу Byen - Mikkel Thelle - Страница 4

Den engelske advokat og statsmand Thomas More skrev i 1516 bogen Utopia om et samfund på en isoleret ø af samme navn, hvor der ikke eksisterer hverken penge eller privat ejendomsret. Alle borgere går i samme enkle tøj uden den mindste interesse for statussymboler som silke eller guld.

Mænd og koner kan også lade sig skille, hvilket i Mores samtid ellers var ildeset – og der er ingen låste døre og derfor intet privatliv. Forbrydere arbejder som slaver, tynget af tykke guldkæder. Hovedstaden Amaurot er en lys og enkel by bestående af lige gader og treetages huse. I hver karré af huse bor 30 familier med deres egen gård og have i midten. Mores forestilling om indretningen af den ideelle by står fortsat som noget helt særligt, og siden More udgav Utopia, har byer ofte udgjort scenen for vores drømme om fremtidens måde at leve på.

Omkring år 1900 diskuterede arkitekter og byplanlæggere fremtiden for Wien, i dag Østrigs hovedstad og dengang kejsersæde for dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn. Arkitekten Camillo Sitte ønskede at bevare og udvikle de gamle torve, gyder og rundede former, som siden middelalderen var groet frem via indbyggernes foretrukne bevægelser og ophold; langsomt og knopskydende som træer om foråret.

I sit hovedværk Der Städtebau nach seinen künstlerischen Grundsätzen fra 1889, eller på dansk ”Bybygningen i sine kunsteriske grundlinjer”, afviser Sitte 1800-tallets moderne by med alle dens problemer: alt for mange mennesker koncentreret på alt for lidt plads, hvilket dengang som nu forårsager trafikpropper og smittefare. Det var den menneskelige hastighed, fodgængerens adstadige tempo og de uforudsete møder i de krumme gader, Sitte ville værne om. Særligt var han modstander af de amerikanske byers såkaldte grid, det skakternede gademønster, som vi blandt andet kender fra Manhattan, og som byplanlæggere blot kunne gentage, gade efter gade, i det uendelige.

Et par årtier forinden havde Wiens bystyre påbegyndt et stort udviklingsprojekt af Die Ringstrasse. Den ældgamle befæstning, der i århundreder havde omkranset byen fra floden Donau i øst og mod vest, blev fra 1860’erne og frem erstattet af en boulevard med sporvognslinjer og prydet med storslåede byggerier – et rådhus med himmelstræbende bueporte, museer med overdådige stukdekorationer og et universitet med lange græske søjlegange. Denne blanding af fortidens stilarter kaldte arkitekter siden for historicisme eller Ringstrassestil, og den blev flittigt brugt i europæiske storbyer.

Sitte havde dog en modstander i den østrigske byplanlægger Otto Wagner. Han var begejstret for den moderne by, som han så konturerne af i begyndelsen af 1900-tallet, og han tegnede storslåede prospekter af skyskrabere og lige gader med ’luftstationer’, hvor ilten kunne blive cirkuleret ned til menneskene på gaden. Mange af tidens førende læger mente nemlig, at luften skulle være i bevægelse, så der ikke kunne opstå smitte og død. Det var, før biologer som tyske Robert Koch og franske Louis Pasteur opdagede, at bittesmå bakterier udløste sygdomme og bragte dem fra krop til krop i de tætbefolkede byer.

I 1920’erne vendte den franske arkitekt Le Corbusier sig også mod Sitte og hans kærlighed til de middelalderlige, krogede veje. Den lige vej var ifølge Le Corbusier ethvert moderne menneskes vej, for han eller hun har altid et mål og en retning. Sittes snørklede rute derimod var forbeholdt pakæslet, der skumpler af sted uden at vide hvorhen.

Byen har særligt de sidste 500 år udgjort en vigtig kampplads for vores forestillinger om fortid og fremtid. Men hvad hvis drømmen om den ideelle by udvikler sig til et mareridt? Så risikerer den i stedet at blive et ’forkert’ sted, en såkaldt dystopi. En sådan forestilling møder vi i den tyske filminstruktør Fritz Langs film Metropolis fra 1927, som viser byen som et forkromet, industrielt helvede med skove af dampfløjter og flyvende biler. Overklassen lever på overfladen af byen, i en solbeskinnet, kunstig verden frembragt af gigantiske maskiner i arbejderklassens dybe, dampende kældre. Mellem højhusene flyder trafikstrømme blidt, kørende og flyvende, mod fremtidens blændende lys i horisonten.

Jeg kom selv til at tænke på Metropolis en aften i Venedig i 1990’erne. Det styrtregnede i mørket, og da jeg ankom via Canal Grande til dens udløb i den store lagune foran byen, virkede det, som om alting var ved at gå i opløsning rundt om mig. Da jeg passerede byens toldbygning, Dogana da Mar, med en stor gylden globe i sit tårn, oplyste et enormt forgrenet lyn hele lagunen, mens globen lyste blåviolet lige over mit hoved. Øjeblikket efter var alt mørkt igen, men i glimtet fremstod den 1.000 år gamle by som en forladt metropolis langt ude i fremtiden.

Mine egne associationer den nat var måske påvirkede af science fiction-filmen Blade Runner fra 1982. Den amerikanske instruktør Ridley Scott har netop badet Los Angeles anno 2019 i samme blålilla lys og konstante regn, som jeg husker fra den aften i Venedig. I det forfaldne og drivvåde Los Angeles jagter hovedpersonen Deckard de såkaldte replikanter, som er menneskelignende maskiner, der begynder at følge deres egen vilje, men han bliver også tiltrukket af replikanten Rachael, og de to ender med at flygte sammen, uden at vi seere får at vide, om Deckard er menneske eller replikant. Det grundlæggende spørgsmål i både Metropolis og Blade Runner er, om vi kan kontrollere teknologien, eller om den med tiden vil erstatte os – og i begge tilfælde er det i byen, at dystopien udfolder sig.

Netop forfaldne industribyer var også det store skrækscenarie omkring år 1900. Bekymrede politikere og byplanlæggere ville skabe en verden væk fra forurening, fattigdom og overbefolkning, men beholde det sammenhold og den økonomiske værdi, som byen havde vist sig ideel til at skabe og udvikle. Den britiske byplanlægger Ebenezer Howard foreslog for eksempel, at folk skulle bosætte sig i såkaldte havebyer bestående af cirkelformede bebyggelser med grænser for antallet af indbyggere, et bælte af landbrugsjord rundt om og fælles ejerskab til landet i modsætning til storbyernes opdeling i rig og fattig.