Читать книгу Byen - Mikkel Thelle - Страница 5

Da jeg gik i folkeskole i 1980’erne, ansøgte min klasse om en ny cykelsti forbi skolen. Vi kunne ikke rigtig komme frem på cykel, og med hjælp fra vores klasselærer Per skrev vi et klagebrev. Efter nogen tid kom der en brun konvolut fra kommunen, og jeg fik lov at åbne den.

Det var tegningerne af en kommende cykelsti fra stadsingeniørens kontor, og en oprømt fornemmelse bredte sig. Selv om cykelstien måske allerede var planlagt, husker jeg følelsen af at have virkeliggjort en bedre fremtid.

Samme imødekommenhed fra myndighederne drømte de parisiske studerende måske om i 1968. Tusindvis af unge mænd og kvinder mødtes på Université de Sorbonne midt inde i Paris den 2. maj for at protestere mod statens lukning af universitetet i Nanterre, en forstad vest for Paris. Siden bredte konflikten med demonstrationer, strejker og gadekampe sig til andre franske storbyer. Frankrigs økonomi gik næsten i stå, og for en kort bemærkning måtte præsident Charles de Gaulle forlade landet af frygt for en revolution.

Begivenheden påvirkede den parisiske filosof Henri Lefebvre. Politiske tænkere siden tyske Karl Marx i 1800-tallet havde ellers set det største potentiale for en samfundsomvæltning blandt fabrikkernes millioner af fattige arbejdere. Men ud fra de parisiske gadekampe konkluderede Lefebvre, at det var i byernes offentlige rum, der kunne opstå sprækker, dvs. muligheder for at leve anderledes, som potentielt kunne sprede sig til resten af samfundet.

Lefebvre kaldte disse sprækker for heterotopier, altså andre eller anderledes steder, der kan fungere som et slags laboratorium for et nyt samfund. Københavns fristad Christiania, som en række såkaldte slumstormere i 1971 grundlagde i en forladt kaserne, er eller var i hvert fald tænkt som sådan et laboratorium.

Det var også sådan, en del mellemøsteksperter tolkede de begivenheder i arabiske og nordafrikanske storbyer fra 2010 og nogle år frem, der hurtigt fik navnet Det Arabiske Forår. Utallige borgere samledes i ugevis på store offentlige pladser i byer som Istanbul, Tunis og Cairo for at protestere mod deres regeringer. På Istanbuls Taksimplads oprettede demonstranterne for eksempel bibliotek, felthospital og mediecenter, uden nogen egentlig ledelse; i stedet organiserede de sig i ’sværme’ omkring forskellige opgaver og kommunikerede primært gennem Facebook, Twitter og andre sociale medier.

Med inspiration herfra startede et par hundrede demonstranter i 2011 i New York en protestbølge, der skulle sprede sig over USA og Europa under navnet Occupy. De protesterede mod finanssektorens indflydelse og slog sig derfor ned i Zucotti Park nær Wall Street, centrum for børsmæglernes ophobning af rigdomme. Nogle aktivister modtog og fordelte mad til de andre deltagere, og en anden gruppe oprettede et forum, hvor alle deltagerne i fællesskab skulle træffe beslutninger vedrørende bevægelsens udvikling.

På en lille skala var Taksimpladsen og Zucotti Park altså laboratorier for et nyt samfund, selv om ingen af aktivisterne helt vidste, hvordan det skulle ende med at se ud. Forskere i folkelige bevægelser kalder fænomenet for præfiguration: Begge steder ’figurerede’ demonstranterne deres fremtid ved at praktisere den uden nogen færdiglagt plan. Og grænsen mellem nutid og fremtid overskred de netop i byer, der på den måde også kan være transgressive.