Читать книгу Heltenes Færd - Морган Райс, Morgan Rice - Страница 12

Drengen stod på det højeste sted i lavlandet i det vestlige kongerige af Ringen, spejdende mod nord, mens han betragtede solens første stråler. Så langt øjet rakte kunne han se udstrakte bølgende grønne bakker prydet med en perlerække af toppe og dale. Den første sols orangerøde stråler glitrede i morgendisen og gjorde lyset ligeså magisk som drengens humør. Det var sjældent han vågnede så tidligt eller begav sig så langt væk hjemmefra – og aldrig var han vandret så højt op – vel vidende at det ville vække hans fars vrede. Men på denne dag betød det ikke noget. På denne dag så han bort fra den million regler og pligter der havde underkuet ham i alle de fjorten år han havde levet. Denne dag var anderledes. I dag var hans skæbnes dag.

Drengen var Thorgrin af det vestlige kongerige af den sydlige provins fra klanen McLeod – blandt venner bare kaldt Thor – den yngste af fire drenge, langtfra sin far yndling og han havde holdt sig vågen hele natten i forventning om denne dag. Han havde vendt og drejet sig klatøjet, ventende som om han kunne tvinge solen op. For en dag som denne kom kun én sjælden gang, der gik flere år imellem og hvis han gik glip af den ville han hænge fast i landsbyen, dømt til at passe sin fars fårefolk resten af sine dage. Dét var en tanke han ikke kunne bære.

Udskrivningsdag. Det var den ene dag hvor kongens hær opsøgte provinserne og håndplukkede frivillige til kongens legion. Hele sit liv havde Thor ikke drømt om andet. For ham var der kun ét mål i livet: at tilslutte sig the Silver, konges elitestyrke af riddere, klædt i de fineste rustninger og de mest uovertrufne våben der fandtes i de to kongeriger. Og man kunne ikke træde ind i the Silver uden at blive optaget i legionen først, en samling af væbnere i alderen fjorten til nitten år. Og hvis man ikke var søn af en adelsmand eller af en berygtet kriger var der ingen anden måde at blive optaget i legionen.

Udskrivningsdagen var den eneste undtagelse, den sjældne begivenhed der kun forekom med års mellemrum, når legionen var ved at løbe tør og kongens mænd gennemsøgte landet for at finde nye rekrutter. Alle vidste at kun få fra almuen blev udvalgt – og at færre af dem ville nå til legionen.

Thor undersøgte omhyggeligt horisonten, for at opfange selv den mindste bevægelse. The Silver ville blive nødt til at tage denne vej, den eneste ind i hans landsby og han ville være den første til at få øje på dem. Hans fåreflok protesterede rundt omkring ham i et kor af irriterende grynt og opfordrede ham indtrængende til at tage dem ned ad bjerget, hvor der var frodigere græsning. Han prøvede at lukke larmen ude, og stanken. Han var nødt til at koncentrere sig.

Det eneste der havde gjort alt det udholdeligt, alle de år med at passe fåreflokkene, med at være sin fars lakaj, sine storebrødres lakaj, den som alle holdt mindst af og som var den største belastning, var tanken om at han en dag ville forlade stedet. En dag, når The Silver kom, ville han overraske alle dem der ikke havde regnet ham for noget og blive udvalgt. I én hurtig bevægelse ville han stige op i deres vogn og sige farvel til alt det her.

Thors far havde selvfølgelig aldrig overvejet at han kunne være kandidat til legionen – faktisk havde han aldrig overvejet ham som kandidat til noget som helst. Han far havde i stedet helliget sin kærlighed og opmærksomhed til Thors tre storebrødre. Den ældste var nitten og de andre havde fulgt efter med et år imellem, og Thor kom tre år efter den yngste. Måske var det fordi de var tættere i alder, eller måske fordi de lignede hinanden og slet ikke lignede Thor, at de tre hang sammen som ærtehalm og knap lagde mærke til at Thor eksisterede.

For at gøre det endnu værre. Så var de højere og bredere end ham, og Thor, der vidste at han ikke var lav, følte sig alligevel lille ved siden af dem, følte at hans muskuløse ben var spinkle i sammenligning med deres egetræstønder. Hans far gjorde intet forsøg på at rette op på det – faktisk så han ud til at nyde det – Thor blev efterladt til at passe får og slibe våben mens hans brødre fik fred til at træne. Det blev aldrig sagt, men lå altid usagt, at Thor skulle tilbringe sit liv i kulissen, tvunget til at iagttage sine brødre udrette store bedrifter. Hans skæbne var, hvis hans far og brødre skulle bestemme, at blive her, slugt af sin landsby, og sørge for sin familie når de krævede det.

Endnu værre var det at Thor fornemmede at hans brødre paradoksalt nok følte sig truede af ham, måske hadede de ham endda. Thor kunne se det i hvert eneste blik og hver eneste bevægelse fra dem. Han forstod ikke hvordan, men han vakte noget der mindede om frygt eller misundelse i dem. Måske var det fordi han var anderledes end dem, han lignede dem ikke eller talte på de måder de talte; han klædte sig end ikke som dem fordi hans far forbeholdt det bedste - violette og purpur kåber, forgyldte våben til brødrene, mens Thor kun fik de groveste pjalter.

På trods af det fik Thor det bedste ud af hvad han havde, han fandt altid en made at få tøjet til at passe, et skærf om livet på kutten og nu da det var sommer, skat han ærmerne af for at lade sine veltrænede arme blive kærtegnet af den blide vind. Hans skjorte var sat sammen med grove hørbukser – hans eneste par – og støvler lavet af det ringeste læder, snoede sig op af hans lægge. De var knap som læderet på hans brødres sko, men han fik dem til at arbejde. Det han bar var meget typisk hyrdeuniform.

Men han opførte sig næppe som en typisk hyrde. Thor stod høj og slank med en stolt kæbe, ædel hage, høje kindben og grå øjne og lignede en malplaceret kriger. Hans glatte brune hår lå i bølger omkring hans hoved, og bagved lokkerne glitrede hans øjne som småfisk i lyset.

Thors brødre havde lov til at sove længe denne morgen, de fik et nærende måltid og blev sendt afsted til Udvælgelsen med de fineste våben og hans fars velsignelse – mens han ikke engang fik lov til at deltage. Han forsøgte at tale med sin far om det en enkelt gang. Det var ikke gået særlig godt. Hans far havde kort og godt sluttet samtalen og han forsøgte ikke igen. Det var bare ikke retfærdigt.

Thor var besluttet på at han ville afvise den skæbne hans far havde planlagt for ham. Når han fik det første glimt af den kongelige karavane, ville han storme tilbage til huset, konfrontere sin far og uanset hvad han mente ville han gøre opmærksom på sig selv over for kongens mænd. Han ville stå i udvælgelsen sammen med de andre. Hans far kunne ikke stoppe ham. Han kunne mærke en knude i maven, når han tænkte på det.

Den første sol steg højere på himlen og da den anden sol, mintgrøn begyndte at stige, givende et nyt lag lys til den violette himmel, var det at Thor fik øje på dem.

Han stod rank, nakkehårene strittende så ophidset var han. Dér, i horisonten, kom den svageste silhuet af en hestetrukken vogn, dens hjul hvirvlende støv op mod himlen. Hans hjerte slog hurtigere da en mere kom til syne, så en mere. Selv herfra glimtede de gyldne hestevogne i solen, som sølvryggede flyvefisk, der sprang op af vandet.

Da han havde talt tolv vogne, kunne han ikke vente længere. Hans hjerte dundrede i brystet på ham og for første gang i sit liv glemte han alt om fårene og tumlede ned ad bakken, fast besluttet på at intet skulle bremse ham før han havde vist hvem han var.

*

Thor stoppede næsten ikke for at få vejret da han drønede ned ad bakkerne, gennem træerne, der rev ham, men han var ligeglad. Han nåede en lysning og så sin landsby spredt ud dernede: en søvnig købstad med tætliggende lave huse, hvide lerhuse med stråtag. Hele byen bestod af nogel dusin familier. Man kunne se at de fleste var tidligt oppe og i gang med at lave morgenmåltidet på grund af røgen der kom op af de mange skorstene. Det var et idyllisk sted, præcist langt nok væk – en hel dags ridt – fra Kongens Hof til at afskrække forbipasserende. Bare en af mange landsbyer, bare et tandhjul i den store helhed, Det vestlige Kongedømme.

Thor sprang ned af det sidste stykke ind på torvet i landsbyen, mens han sparked støv op rundt om sig. Høns og hunde fløj til siderne for ham, og en gammel kvinde der sad på hug med en kedel kogende vand udenfor sit hus, hvæsede af ham.

“Tag det roligt, dreng!” hvinede hun, da han spurtede forbi hende og hvirvlede støv ind i hendes ildsted. Men Thor ville ikke tage det roligt – ikke for hende, ikke for nogen. Han drejede ned ad en gade og så en anden, han snoede og drejede sig på den vej han kendte udenad indtil han nåede sit hjem.

Det var en lille anonym bolig som de andre, med sine hvide lervægge og kantede stråtag. Som hos de fleste, var husets eneste rum opdelt, hans far sov i den ene side og hans tre brødre i den anden; men anderledes var at der var et lille hønsekammer bagerst i rummet og det var her at Thor var forvist til at sove. I begyndelsen havde han haft soveplads hos brødrene, men som tiden gik var de blevet større, ondere og mere afvisende og havde klart vist ham, at der ikke var plads til ham. Det havde såret Thor, men nu nød han sit eget frirum og han foretrak at væk fra dem. Det bekræftede ham bare i at han var den udstødte i sin familie og det vidste han jo allerede.

Thor løb til fordøren og brasede ind uden at stoppe.

”Far!” råbte han forpustet. ”The Silver! De kommer!”

Hans far og de tre brødre sad bøjede over morgenmaden, allerede iklædt deres fineste tøj. Ved hans ord sprang de op, for forbi ham og stødte ind hans skuldre mens de løb ud af huset og ud på vejen.

Thor fulgte efter dem ud og de stod alle og iagttog horisonten.

”Jeg kan ikke se nogen” svarede Drake, den ældste med sin dybe stemme. Med de bredeste skuldre, kortklippet som sine brødre, brune øjne og tynde misbilligende læber, skulede han ned på Thor som sædvanligt.

“Heller ikke mig” efterlignede Dross, kun et år yngre end Drake og altid på hans side.

”De kommer!”Thor skød tilbage. ”Jeg sværger!”

Hans far vendte sig om mod ham og tog hårdt fat i hans skuldre.

”Og hvordan ved du så det?” spurgte han krævende.

”Jeg så dem”

”Hvordan. Hvorfra?”

Thor tøvede; hans far havde fået fat på ham. Han vidste selvfølgelig at det eneste sted Thor kunne have fået øje på dem var fra toppen af den bakke. Nu var Thor usikker på hvad han skulle svare.

”Jeg.. øh.. klatrede på bakken-”

”Med fårene? Du ved godt de ikke må gå så langt.”

“Men det var anderledes I dag. Jeg var nødt til at se det.”

Hans far skulede ned.

”Gå ind og hent dine brødres sværd og puds deres skeder, så de ser perfekte ud før Kongens mænd ankommer.

Hans far, der nu var færdig med ham, vendte tilbage til hans brødre, som alle stod ude på vejen og holdt øje.

”Tror du de vælger os” spurgte Durs, den yngste af de tre og tre år ældre end Thor.

”De er fjolser, hvis de ikke gør” sagde hans far. ”De mangler mænd i år. Det har været en mager høst – ellers ville de ikke gide komme her. Bare stå ret, alle tre, hold hagen oppe og skyd brystet frem. Kig dem ikke direkte i øjnene, men kig heller ikke væk. Være stærk og selvsikker. Vis ingen svagheder. Hvis I vil ind I Kongens Legion, skal I opføre jer somom I allerede var inde.

“Ja, far, “ svarede de tre drenge I kor, mens de stilled sig frem.

Han vendte sig og stirrede på Thor.

”Hvad laver du stadig herude?” Spurgte han. ”Gå ind!”

Thor stod der, helt splittet. Han ville ikke være ulydig overfor sin far, men hans var nødt til at tale med ham.

Hans hjerte buldrede mens han overvejede. Han besluttede at det ville være bedst at adlyde, at hente sværdene og så konfrontere sin far. At være åbenlyst ulydig ville ikke hjælpe.

Thor fór ind i huset, ud gennem bagdøren og ud i våbenskuret. Han fandt sine brødres tre sværd, genstande af stor skønhed alle tre, dekorede med de fineste sølvfæster,

Han spurted hen til sine brødre, gav dem hver et sværd, og vendte sig mod sin far.

”Hvad, ingen pudsning?” sagde Drake.

Hans far vendte sig misbilligende mod ham, men før han kunne sige noget, talte Thor.

”Far, vær rar. I har noget at tale med dig om!”

”Jeg sagde du skulle pudse-”

”Far, vær nu rar!”

Hans far skulede tilbage, overvejende. Han måtte have set alvoren i Thors ansigt, og tilsidst sagde han, ” Nå?”

“Jeg vil gerne i betragtning. Med de andre, til Legionen. ”

Hans brødres latterbrøl rejste sig bag ham, og fik hans ansigt til at blusse mørkerødt.

Men hans far lo ikke; tværtimod, hans skulen blev værre.

”Vil du?” spurgte han.

Thor nikkede energisk.

”Jeg er fjorten. Jeg valgbar.”

”Den nederste grænse er fjorten” sagde Drake nedladende, hen over skulderen. ”Hvis de valgte dig ville du være den yngste. Tror du selv de ville vælge en som dig fremfor en som mig, fem år ældre?”

”Du er uforskammet.” sagde Durs. ”Det har du altid været.”

Thor vendte sig mod dem. ”Jeg spørger ikke jer om lov.” sagde han.

Han vendte sig igen mod sin far, der stadig skulede.

”Far, vær nu sød.” sagde han. ”Giv mig en chance. Det er det eneste jeg beder om. Jeg ved godt jeg er ung, men jeg skal nok bevise at jeg kan, med tiden. ”

Hans far rystede på hovedet.

“Du er ikke nogen soldat, knægt. Du er ikke som dine brødre. Du er en fårehyrde. Dit liv er her, med mig. Du skal udføre dine pligter og udføre dem godt. Man skal ikke drømme for stort. Omfavn dit liv og lær at elske det.”

Thor mærkede sit hjerte knuses og så sit liv smuldre foran sig.

Nej, tænkte han. Det er ikke sandt.

”Men far –”

”Stille!” hvinede han, så skingert at det skar i luften. ”Det er nok med dig nu. Her kommer de. Kom af vejen, og opfør dig ordentligt mens de er her. ”

Hans far tog et skridt og skubbede Thor væk med den ene hånd, som om han var en genstand, han ikke havde lyst til at se på. Hans kødfulde håndflade stak i Thors bryst.

En voldsom rumlem hørtes og landsbyboerne strømmede ud af deres hjem, stillede i i vejkanten. En voksende sky af støv bekendtgjorde karavanen og få minutter senere ankom de, et dusin hestetrukne vogne, der larmede som torden.

De kom ind i byen som en pludselig hær, og gjorde holdt nær ved Thors hjem. Deres heste knejsede på plads, prustende. Det tog lang tid for støvskyen at lægge sig og Thor prøvede uroligt at smugkigge på deres rustninger, deres våben. Han havde aldrig før været så tæt på The Silver, og hans hjerte dunkede.

Soldaten på førerhesten steg af. Her var han, et virkeligt ægte medlem af The Silver, dækket i skinnende ringbrydning, et langt sværd i hans bælte. Han så ud som om han var i trediverne, en rigtig mand, skægstubbe i ansigtet, ar på kinden, og en næse der var krum af kamp. Han var den mest kraftige mand Thor havde set, dobbelt så bred som de andre, med en mine, der fortalte at han havde det øverste ansvar.

Soldaten sprang ned på grusvejen, hans sporer ringlede da han gik hen til opstillingen af drenge.

Oppe og nede i landsbyen stod dusinvis af håbefulde drenge ret. At komme ind i The Silver betød et liv i ære, i kamp, i berømmelse, i hæder – sammen med land, titel, og rigdom. Det betød den bedste brud, den frodigste jord, et liv i hæder. Det betød ære for familien, og indtrædelse i Legionen var det første skridt.

Thor kiggede på de store gyldne vogne, og vidste at der kun kunne være så mange rekrutter I dem. Det var et stort kongerige, og de havde mange byer at besøge. Han sank, mens han indså at hans chancer var endnu svagere end han havde troet. Han ville skulle slå alle disse andre drenge – mange af dem kraftige kæmpere – og ovenikøbet hans tre brødre. Hans hjerte sank.

Thor kunne knap få vejret da soldaten tavst gik op ad rækkerne af håbefulde. Han begyndte på den modsatte side af vejen og vendte så langsomt tilbage. Thor kendte selvfølgelig de andre drenge. Han vidste også at nogle af dem hemmeligt ikke ville udpeges, selvom deres familier gerne ville sende dem afsted. De var bange; de ville blive elendige soldater.

Thor brændte af uretfærdigheden. Han følte at han fortjente at blive udvalgt ligeså meget som nogen af dem. Bare fordi hans brødre var ældre og større og stærkere betød det ikke at han ikke havde ret til at stå og blive valgt. Han brændte af had til sin far og var ved at eksplodere da soldaten nærmede sig.

Soldaten stopped for første gang, foran hans brødre. Han så op og ned af dem og virkede imponeret. Han rakte ud og greb en af deres sværdskeder og trak i den som for at mærke, hvor fast den var.

Han brød ud i smil.

”Du har ikke brugt dit sværd i kamp endnu, har du?” Spurgte han Drake.

Thor så Drake nervøs for første gang i sit liv. Drake sank.

”Nej, min herre. Men jeg har øvet med den mange gange, og jeg håber at –“

”Øvet!”

Soldaten buldrede af latter og vendte sig mod de andre soldater, som tog del i morskaben og lo lige op i Drakes ansigt.

Drake blev ildrød. Det var første gang Thor havde set Drake forlegen – normalt var det Drake, der gjorde andre forlegne.

”Nå men så skal jeg sandelig nok fortælle vores fjender at de skal frygte dig – dig der trækker sværdet, når du øver!”

Flokken af soldater lo igen.

Soldaten vendte sig mod Thors andre brødre-

”Tre brødre fra samme stamme” sagde han, og gned sine sskæbstubbe på hagen. ”Det kan godt blive nyttigt. I er alle en god størrelse. Dog er I uprøvede. I har brug for meget træning, hvis I skal nå til skæringen.”

Han tøvede.

”Jeg tror godt vi kan finde plads”

Han nikkede mod den bageste vogn.

”Smut ind og skynd jer. Før jeg skifter mening.”

Thors tre brødre spurtede hen til vognen, storsmilende. Thor lagde mærke til at hans far også smilede.

Men han var slukøret, da han så dem gå.

Soldaten vendte sig og gik videre til det næste hus. Thor kunne ikke holde det ud mere.

”Herre!” Udbrød Thor højt.

Hans far vendte sig og skulede til ham, men Thor var ligeglad nu.

Soldaten stoppede, han havde ryggen til ham og nu drejede han sig langsomt.

Thor tog to skridt fremad, hans hjerte buldrede, men hans skød brystet frem så langt som han kunne.

”De har ikke overvejet mig, Herre, ” sagde han.

Soldaten der var overrasket, så op og ned ad Thor som om han var en vittighed.

”Har jeg ikke?” Spurgte han og brød ud i latter.

Hans mænd brød også ud i latter. Men Thor var ligeglad. Dette var hans øjeblik. Det var nu eller aldrig.

“Jeg vil optages i Legionen!” sagde Thor.

Soldaten gik hen imod Thor.

”Nå så det vil du?”

Han så ud som om han morede sig.

”Og har du nået dit fjortende år endnu?”

”Det har jeg Herre. For to uger siden.”

“For to uger siden!”

Soldaterne skreg af grin, og det same gjorde mændene bagved dem.

”Jamen, så vil vores fjender helt sikkert ryste af skræk ved synet af dig,”

Thor mærkede at han brændte af skam. Han var nødt til at gøre noget. Han kunne ikke bare lade det ende sådan her. Soldaten vendte sig for at gå – men Thor kunne ikke tillade det.

Thor trådte frem og råbte: “Herre! De begår en fejl!”

Et forskrækket gisp spredte sig igennem mængden, da soldaten stoppede og langsomt vendte sig igen.

Nu skulede han.

”Dumme dreng, ” sagde hans far og greb Thor hårdt i skulderen, ” gå ind igen!”

”Det gør jeg ikke!” råbte Thor, mens han rystede sin fars greb af.

Soldaten trådte frem og hans far bakkede væk.

”Kender du straffen for at fornærme The Silver?” vrissede soldaten.

Thors hjerte buldrede vildt, men han kunne ikke trække det tilbage nu.

”Vær venlig at tilgive ham, Herre,” sagde hans far, ” Han er bare et lille barn og –”

”Jeg taler ikke til dig, ” sagde soldaten. Med et tilintetgørende blik tvang han Thors far til at vende sig.

Soldaten vendte sig igen mod Thor.

”Svar mig!” sagde han.

Thor sank uden at kunne sige noget. Dette her var ikke sådan han havde forestillet sig det.

”At fornærme The Silver er at fornærme Kongen selv,” sagde Thor stille, han sagde det nøjagtigt som han havde lært sig det udenad.

”Ja” sagde soldaten. ”Det betyder at jeg kan give dig fyrre piskeslag hvis jeg vil.”

”Jeg vil ikke fornærme nogen Herre” sagde Thor. ”Jeg vil bare vælges. Vær rar. Jeg har drømt om det her hele mit liv. Vær rar. Lad mig slutte mig til jer.”

Soldaten så på ham og langsomt blødte hans ansigt op. Efter en lang pause, rystede han på hovedet.

”Du er ung, dreng. Du har et stolt hjerte. Men du er ikke klar. Kom tilbage til os, når du er tør bag ørerne.”

Med de ord, vendte han sig og stormede væk, uden at værdige de andre drenge et blik. Han sted hurtigt til hest.

Thor stod slukøret og kiggede mens karavanen rullede i gang; så snart som de var ankommet, så snart var de væk igen.

Det sidste Thor så var sine brødre, siddende bag i den sidste vogn, mens de gloede på ham, misbilligende, drillende, De blev kørt væk foran hans øjne, væk fra det her, ind i et bedre liv.

Thor følte han døde indvendigt.

Da spændingen rundt om ham blegnede, luskede landsbyboerne ind i deres huse.

”Forstår du hvor dum du var idiotiske knægt?” Vrissede Thors far og tog fat i hans skuldre. ”Er du klar over at du kunne have ødelagt dine brødres chancer?”

Thor børstede sin fars hånd voldsomt af, og hans far rakte armen tilbage og stak ham en lussing.

Thor mærkede at det sved og skulede til sin far. En del af ham ønskede for første gang at slå igen mod sin far. Men han styrede sig.

“Gå ud og hent mine får og bring dem tilbage, Nu! Og når du kommer tilbage, skal du ikke forvente at få et måltid mad af mig. Du må gå sulten i seng og tænke over hvad du har gjort.”

”Måske kommer jeg aldrig tilbage!” Råbte Thor, mens han vendte sig og stormede ud, væk fra sit hjem, mod bakkerne.

”Thor!” råbte hans far. Et par landsbyboere som var blevet tilbage på vejen stoppede og kiggede.

Thor begyndte at trave, så at løbe, han ville bare så langt væk herfra som muligt. Han lagde næsten ikke mærke til at han græd, tårerne flød nedover hans ansigt, ved tanken om at hver eneste drøm han havde haft var knust.