Читать книгу Heltenes Færd - Морган Райс, Morgan Rice - Страница 15

Thor gemte sig i halmen bagi en vogn, mens den raslede fasted med ham på landevejen. Han havde fundet vejen natten før og havde ventet tålmodigt, indtil der kom en vogn, der var stor nok til at hoppe op i, uden at blive bemærket. Det var mørkt på det tidspunkt og vognen skridtede afsted langsomt nok til at han kunne få god fart og springe på bagfra. Han var landet i høet og havde begravet sig i det. Heldigvis havde kusken ikke set ham. Thor vidste ikke med sikkerhed om vognen var på vej til Kongens Hof, men retningen var rigtig og en vogn af denne størrelse og med de markeinger, kunne ikke så godt være på vej andre steder hen.

Mens Thor kørte igennen natten, lå han vågen i timevis, og tænkte over sammestødet med Sybolden. Med Argon. På sin skæbne. Sit tidligere hjem, Sin mor. Han følte at universet havde svaret ham, havde fortalt ham, at han havde en anden skæbne. Han lå der, med hænderne krydset bag hovedet og stirrede op i nattehimlen, som var synlig gennem det lasede klæde. Han iagttog universet, så lysende, dets røde stjerner så langt borte. Han var opstemt. For første gang i sit liv, var han på vej. Han vidste ikke hvorhen, men han var på vej. På den ene eller den anden måde, ville han nå frem til Kongens Hof.

Da Thor åbnede sine øjne igen var det morgen, lyset strømmede ind og han indså at han havde slumret. Han satte sig hurtigt op, så sig omkring, mens han bebrejdede sig selv, at han havde sovet. Han skulle have været på vagt – han var bare heldig at han ikke var blevet opdaget.

Vognen bevægede sig stadigvæk, men raslede knap så meget. Det kunne kun betyde én ting: En bedre vej. De måtte være tæt på en by, Thor kiggede ned og så hvor glat vejen var, fri for sten, for grøfter og kantet med fine hvide skaller. Hans hjerte bankede hurtigere; de var på vej til Kongens Hof.

Thor så ud af bagenden af vognen og blev overvældet. De perfekte gader var oversvømmet med aktivitet. Dusinvis af boder i alle størrelser og former og fyldt med alle slags ting, fyldte vejene. En var pakket med pelse, en anden med tæpper; en anden en igen med høns. Imellem den spadserede hundrevis af handlene, nogle gik med kvæg, nogle bar kurve med varer på hovederne. Fire mænd bar et bundt silke balancerende på pæle. Det var en hær af folk, der alle var på vej i den samme retning.

Thor følte sig levende. Han havde aldrig set så mange mennesker på same tid, så mange varer, så meget ske. Han havde været i en lille landsby og nu var han i et knudepunkt, opslugt af menneskehed.

Han hørte en høj lyd, kæder der knirkede, et kæmpe stykke træ, der smækkede så hårdt at jorden rystede. Øjeblikke senere kom en anderledes lyd, af hestehove, der klaprede på træ. Han så ned og opdagede at de gik over en bro; under dem var en voldgrav. En vindebro.

Thor stak hovedet ud og så enorme sten søjler, den spidse jernport foroven. De var i gang med at passere Kongens Port.

Det var den største port han nogensinde havde set. Han så op på spidserne, fantaserede om at hvis de faldt ned ville de snitte ham i to. Han fik øje på fire af Kongens Silver der holdt vagt ved indgangen, og hans hjerte slog hurtigere.

De passerede igennem en lang sten tunnel, så åbnede himlen sig igen et øjeblik senere. De var inde i Kongens Hof.

Thor kunne næsten ikke tro det. Der var endnu mere aktivitet her, om muligt – det var som om der var tusindvis af mennesker, der pilede i alle retninger. Der var kæmpe strækninger af græs, perfekt klippet, og blomster i fuldt flor overalt. Vejen blev bredere og på siden af den var boder, handlende og stenbygninger. Og i overalt var Kongens mænd, soldater klædt i rustning. Thor var nået frem.

I hans ophidselse, kom han til at stå op; da han gjorde det stoppede vognen brat og sendte ham tumlende bagud. Han landede på ryggen i halmen. Før han kunne nå at rejse sig, kom der en lyd af træ, der blev sænket og han kiggede op og så en vred gammel mand, skaldet, klædt i laser og skulende. Kusken rakte ind og greb Thor i anklerne, med sine knoglede hænder og trak ham ud.

Thor fløj u dog landed hårdt på ryggen på grusvejen og der stod en sky af støv op omkring ham. Latter steg op rundt om ham.

”Næste gang du kører i min vogn knægt, bliver det håndjern til dig! Du er heldig at jeg ikke kalder på Silver lige nu!”

Den gamle vendte sig og spyttede, så skyndte han sig tilbage til vognen og piskede på sine heste. Flov, kom Thor langsomt til sig selv igen og rejste sig. Han så sig omkring. Et par forbipasserende fnisede og Thor vrængede af dem til de så væk. Han børstede grusvejen af sig og gned sine arme; hans stolthed var såret, men ikke hans krop.

Hans humør vendte tilbage, da kan så sig omkring, blændet og indså at han skulle være lykkelig. Han var kommet så langt. Nu da han var ude af vognen kunne han se sig frit omkring, og det var et ekstraprdinært syn, der mødte ham; hoffet udstrakt så langt øjet rakte. I midten var der et storslået stenpalads, omgivet af tårnhøje forstærkede stenmure og kronet med brystninger, på hvilke Kongens Hær patruljerede overalt. Omkring ham var velholdte grønne pladser, stenpaladser, springvand, små lunder af træer. Det var en by. Og den var oversvømmet med mennesker.

Overalt strømmede alle salgs folk – købmænd, soldater, honoratiores – alle i hastværk. Det tog Thor flere minutter at forstå at der var noget specielt der var ved at ske. Mens han gik, så han forberedelser på noget – stole blev sat op, et alter blev rejst. Det så ud som om de forberedte et bryllup.

Hans hjerte sprang et slag over, da han så en bane til dyst, langt væk, med sin lange grusbane og reb, der delte den op. På en anden plads, så han soldater kaste spyd mod mål; på en anden bueskytter, der skød ind i halm. Det så ud som der allevegne var lege og konkurrencer. Der var også musik: luter og fløjter og cembaloer, grupper af musikanter der gik rundt: og vin, kæmpe sække blev rullet ud; og mad, borde blev dækket, banketter der strakte så langt øjet rakte. Det var som at være ankommet midt i en kæmpe fejring.

Selvom det hele var blændende, følte Thor at det hastede med at finde Legionen. Han var allerede sent på den og han blev nødt til at vise hvem han var.

Han skyndte sig hen til den første person han så, en ældre mand, der så ud til fra sin blodplettet kittel, at være slagter, og han så ud til at have travlt. Alle her så ud til at have travlt.

”Undskyld mig, hr, ” sagde Thor og greb fat i hans arm.

Manden så nedladende på Thor.

”Hvad er der, dreng?”

”Jeg søger Kongens Legion. Ved du hvor de træner?”

”Ligner jeg et landkort?” hvæsede manden og stormede væk.

Thor blev overrumplet af hans uhøflighed.

Han skyndte sig hen til den næste person han så, en kvinde, der æltede dej på et langt bord. Der var flere kvinder ved dette bord, der alle arbejdede hårdt, og Thor tænkte at en af dem måtte vide det.

”Undskyld frøken, ” sagde han. ”Ved De måske, hvor Kongens Legion træner?”

De kiggede på hinanden og fnisede, nogle af dem var bare et par år ældre end ham selv.

Den ældste vendte sig og så på ham.

”Du leder det forkerte sted,” sagde hun. ”Her hos os forbereder vi festlighederne.”

”Men jeg fik at vide at de træner i Kongens Hof,” sagde Thor forvirret.

Kvinderne brød ud i fnisen igen. Den ældste satte hænderne på hofterne og rystede på hovedet.

”Du opfører dig som om det er første gang du er i Kongens Hof. Har du overhovedet nogen idé om, hvor stor den er?”

Thor rødmede, da de andre kvinder grinede, og til sidst stormede han afsted. Han kunne ikke lide at blive til grin.

Han så et dusin snoede og drejende veje foran sig, de snoede sig igennem Kongens Hof. Overalt i stenmurene var det mindst et dusin indgange. Det var overvældende at der var så mange forskellige ting man kunne i denne by – og den var kæmpestor. Han følte sig modløs og tænkte at han kunne lede i dagevis uden at finde det. Så fik han en idé: En soldat ville helt sikkert vide, hvor de andre trænede. Han var lidt nervøs ved tanken om at gå hen til en rigtig Kongens soldat, men han indså at, det var han nødt til.

Han vendte sig og skyndte sig hen til muren, til den soldat, der stod vagt ved den nærmeste indgang, mens han håbede at han ikke ville smide ham ud. Soldaten stor ret, og så lige frem.

”Jeg leder efter Kongens Legion,” sagde Thor, med sin mest modige stemme.

Soldaten ignorede ham og fortsatte med at stirre ligeud.

“Jeg sagde: Jeg leder efter Kongens Legion!” insisterede Thor, højere, besluttet på at blive lagt mærke til.

Efter flere sekunder, kiggede soldaten hånligt ned.

”Vil du fortælle mig, hvor det er?” pressede Thor.

”Og hvad skal du med dem?”

”Noget meget vigtigt, ” sagde Thor opfordrende, mens han håbede at soldaten ikke ville spørge om mere.

Soldaten vendte tilbage til at stirre ligeud og ignorerede ham igen. Thor følte sig igen modløs, og var bange for at han aldrig ville få et svar.

Men efter noget, der føltes som en evighed, svarede soldaten: ”Tag den østlige port, så gå mod nord så langt som du kan. Tag den tredje port til venstre, så skarpt til højre og skarpt til højre igen. Gå igennem den anden stenbue og så er deres plads igennem porten. Men jeg siger dig: du spilder din tid. De tager ikke imod gæster.”

Det var alt Thor havde brug for at høre. Uden at tøve, vendte han sig og løb henover pladsen, mens han fulgte soldatens vejledning. Han gentog den igen og igen i hovedet og forsøgte at huske det hele. Han så at solen var højere på himlen, og bad til at det ikke ville være for sent, når han endelig kom frem.

*

Thor spurtede ned ad de perfekte skalforede stier, han drejede og snoede sig vej igennem Kongens Hof. Han gjorde sit bedste for at følge vejledningen, og håbede at han ikke var blevet narret. I den fjerne ende af slotsgården, så han alle portene, og valgte den tredje til venstre. Han løb igennem den og fulgte krydsene, drejede ned af sti efter sti. Han løb imod trafikken, der var tusinder af mennesker, der strømmede ind i byen, mængden blev tættere hvert minut. Han stødte ind i lutspillede, gøglere, narre og andre slags artister, alle klædt i deres fineste puds.

Thor kunne ikke klare idéen om at udvælgelsen begyndte uden ham, og forsøgte at koncentrere sig, mens han drejede ned af sti efter sti, og holdt øje med et hvert tegn på træningspladsen. Han løb igennem buen, drejede ned ad en anden vej, og så, langt væk, så han det der kun kunne være der han ville hen: Et mini Colosseum, en perfekt cirkel bygget af sten. Soldater bevogtede den kæmpe port i midten. Thor kunne høre et svagt bifald bag murene og hans hjerte bankede hurtigere. Dette var stedet.

He sprinted, lungs bursting. As he reached the gate, two guards stepped forward and lowered their lances, barring the way. A third guard stepped forward and held up a palm.

“Stop there,” he commanded.

Thor stopped short, gasping for breath, barely able to contain his excitement.

“You…don’t…understand,” he heaved, words tumbling out between breaths, “I have to be inside. I’m late.”

“Late for what?”

“The selection.”

The guard, a short, heavy man with pockmarked skin, turned and looked at the others, who looked back cynically. He turned and surveyed Thor with a disparaging look.

“The recruits were taken in hours ago, in the royal transport. If you were not invited, you cannot enter.

Han spurtede, hans lunger var ved at sprænges. Da han nåede porten, trådte to vagter frem med sænkede lanser og blokerede indgangen. En tredje vagt trådte frem og holdt håndfladen op.

”Stop der, ” kommanderede han.

Thor standsede brat, forpustet, næsten ude af stand til at styre sin ophidselse.

”I….forstår….ikke” stønnede han, ordene tumlede ud imellem åndedrag. ”Jeg skal ind. Jeg er forsinket.”

”Forsinket til hvad?”

”Udvælgelsen.”

Vagten, der var en lav, kraftig mand med koparret hud, vendte sig og så på de andre, der så kynisk tilbage. Han vendte sig og iagttog Thor med et hånligt blik.

”Rekrutterne blev taget ind for flere timer siden, i den kongelige transportvogn. Hvis du ikke var inviteret, kan du ikke komme ind.”

“Men i forstår ikke. Jeg er nødt til –“

Vagten tog fat i Thors skjorte.

”Du forstår det ikke, din uforskammede lille dreng. Hvor vover du at komme her og forsøge at tvinge dig vej ind? Gå nu – før jeg sætter dig i lænker.”

Han skubbede hårdt til Thor, der tumlede flere fod tilbage.

Thor mærkede et stik i brystet, hvor vagtens hånd havde rørt ham – men værre end det, mærkede han stikket af afvisning. Han var indigneret. Han havde ikke rejst den lange vej bare for at blive smidt væk af en vagt uden at blive set. Han var fast besluttet på at komme ind.

Vagten vendte sig igen mod sine mænd, og Thor gik langsomt væk, på vej med uret rundt om den runde bygning. Han havde en plan. Han gik indtil han var ude af syne, så begyndte han at småløbe, tæt inde ved muren. Han sikrede sig at vagterne ikke holdt øje med ham, og så satte han farten op indtil han spurtede. Da han var halvvejs rundt om bygningen, så han en anden åbning i arenaen. højt oppe var der buede åbninger i stenene, blokeret af jernstænger. En af disse åbninger, manglede en jernstang. Han hørte et brøl mere, og løftede sig op på afsatsen og kiggede.

Thors hjerte slog hurtigere. Spredt rundt indeni den kæmpestore cirkulære træningsplads, var der dusinvis af rekrutter – inklusive hans brødre. De stod på rækker og foran dem var et dusin af the Silver. Kongens mænd gik imellem dem og vurderede dem.

En anden gruppe rekrutter stod ved siden, under en soldats vagtsomme øjne, og kastede spyd mod et fjernt mål. En af dem ramte ikke.

Thors årer brændte af vrede. Han kunne have ramt de mål; han var ligeså god som hver eneste af dem. Bare fordi han var yngre, lidt mindre var det ikke retfærdigt at han blev holdt udenfor.

Pludselig, mærkede Thor en hånd på ryggen og blev flået tilbage og sendt flyvende igennem luften. Han landede på jorden nedenunder uden luft i lungerne.

Han kiggede op og så vagten fra porten der kiggede hånligt på ham.

“Hvad sagde jeg, dreng?”

Før han kunne nå at reagere, lænede vagten sig tilbage og sparked Thor hårdt. Thor mærkede et skapt slag i ribbenene, da vagten samlede sig til at sparke ham igen.

Denne gang, greb Thor vagtens fod i luften; han trak i den, og væltede ham omkuld.

Thor kom hurtigt på benene. Vagten kom på benene på samme tid. Thor stirrede på ham, chokeret over, hvad han lige havde gjort. Over for ham hoverede vagten.

”Nu vil jeg ikke bare lænke dig,” hvæsede vagten, ”men jeg vil også få dig til at betale. Ingen rører en Kongens vagt! Glem alt om at blive optaget i Legionen – nu kommer du til at rådne op i et fangehul! Du er heldig, hvis nogen ser dig igen!”

Vagten trak en kæde frem med en lænke i enden. Han gik henimod Thor med et hævngerrigt udtryk i ansigtet.

Thors hjerne kørte afsted. Han kunne ikke lade sig blive lænket – og dog ville han ikke såre et medlem af Kongens Vagter. Han var nødt til at finde på noget – og hurtigt.

Han kom i tanker om slyngen. Hans reflekser tog over, da han tog fat i den, satte en sten fast, sigtede og lod den flyve.

Stenen steg gennem luften og slog lænkerne ud af den bedøvede vagts greb; den ramte også vagtens fingre. Vagten rykkede tilbage og rystede hånden, han skreg af smerte, da lænkerne raslede ned på jorden.

Vagten, gav Thor dødsblikket og trak sit sværd. Det kom frem med en distinkt metallisk ringlen.

”Det var din sidste fejltagelse” truede han mørkt, og sprang frem.

Thor havde ikke noget valg; denne mand ville bare ikke lade ham være i fred. Han lagde en anden sten i slyngen og kastede den. Han sigtede bevidst – han ville ikke dræbe vagten, men han var nødt til at stoppe ham. Derfor sigtede han ikke efter hans hjerte, næse, øje, eller hoved. Thor sigtede efter det eneste sted han vidste, ville stoppe ham, men ikke dræbe ham.

Imellem vagtens ben.

Han lod stenen flyve – ikke med fuld styrke, men nok til at fælde manden.

Han ramte perfekt.

Vagten tippede over, tabte sit sværd, og greb sig i skridtet, mens han kollapsede på jorden og rullede sig sammen i en kugle.

”Du bliver hængt for det her!” stønnede han imellem smertegrynt. ”Vagter! Vagter!”

Thor så op og på afstand så han flere af Kongens vagter løbe hen for at få fat på ham.

Det var nu eller aldrig.

Uden at spilde et øjeblik mere, spurtede han til vinduesafsatsen. Han ville blive nødt til at hoppe igennem, ind i arenaen, og vise sig selv. Og han ville kæmpe imod, hvem som helst der kom i vejen for ham.