Читать книгу Heltenes Færd - Морган Райс, Morgan Rice - Страница 16

MacGil sat i den øvre hal af sit slot, i sin private mødesal, den han brugte til personlige affærer. Han sad på sin private trone, denne udskåret af træ, og så ud på fire af sine børn, der stod foran ham. Der var hans ældste søn, Kendrick, som femogtyveårig, en fin kriger og en sand gentleman. Han af alle børnene, lignede MacGil mest – hvilket var ironisk, da han var et uægte barn, MacGils eneste emne med en anden kvinde, en kvinde han havde glemt for længst. MacGil havde opdraget Kendrick med sine ægte børn, på trods af at hans dronning gjorde modstand i starten, på betingelse af at han aldrig ville bestige tronen. Dette gjorde MacGil ondt nu, fordi Kendrick var den bedste mand han havde kendt nogensinde, en søn han var stolt af at være far til. Der ville ikke have været en finere arving til kongeriget.

Ved siden af ham, I stærk kontrast, stod hans andenfødte søn – og førstefødte ægte søn – Gareth, treogtyve, tynd, med hule kinder og store brune øjne, der aldrig stopped med at pile hurtigt rundt. Hans personlighed kunne ikke være mere anderledes end sin ældre brors. Gareths natur var alt hans bror Kendricks ikke var; hvor hans bror var ligefrem, holdt Gareth sine tanker skjult; hvor hans bror var stolt og ædel, var Gareth uærlig og svigefuld. Det smertede MacGil at synes dårligt om sin egen søn, og han havde forsøgt mange gange at rette hans natur; men på et tidspunkt i drengen teenageår, havde han tænkt at drengens natur var forudbestemt: Intrigant, magtsyg og ambitiøs på enhver forkert måde af ordet. Gareth havde heller ingen kærlighed til kvinder, vidste MacGil, og havde mange mandlige elskere. Andre konger ville have fortrængt sådan en søn, men MacGil var mere tolerant, og for ham var dette ikke grunden til ikke at elske ham. Han dømte ham ikke for det. Hvad han dømte ham for var hans onde, intrigante natur, hvilket var noget han ikke ville overse.

På række ved siden af Gareth stod MacGils andenfødte datter, Gwendolyn. Hun havde lige nået sit sekstende år og var den smukkeste pige han havde set – og hendes natur overstrålede endda hendes udseende. Hun var venlig, gavmild, ærlig – den fineste unge kvinde han nogensinde havde kendt. På denne måde var hun lig Kendrick. Hun så på MacGil med en datters kærlighed til sin far og han havde altid mærket hendes loyalitet i hvert et blik. Han var endda mere stolt af hende end af sine sønner.

Stående ved siden af Gwendolyn, var MacGils yngste dreng Reece, en stolt og livfuld ung knægt, der som fjortenårig var ved at blive en mand. MacGil havdemed stor fornøjelse holdt øje med hans optagelse i Legionen og kunne allerede se den mand han ville blive, MacGil var ikke i tvivl om at Reece en dag ville blive hans fineste søn og en stor regent. Men denne dag var ikke nu. Han var stadig for ung og havde stadig meget at lære.

MacGil så med blandede følelser på sine børn, hans tre sønner og hans datter, der stod her foran ham. Han følte stolthed blandet med skuffelse. Han følte også vrede og irritation for to af hans børn var der ikke. Den ældste, hans datter Luanda, var selvfølgelig i gang med at forberede sig til sit bryllup, og da hun skulle giftes væk til en andet kongerige, havde hun ikke noget at gøre i en samtale om arvinger. Men hans anden søn, Godfrey, på atten, den mellemste, var væk. Han blev rød i hovedet af fornærmelsen.

Siden han var en lille dreng, havde Godfrey vist en sådan dis respekt for kongedømmet; det stod altid klart at han var ligeglad med det og at han aldrig ville regere. Og MacGils største skuffelse var at Godfrey valgte at spilde sine dage i værtshuse med misdæder venner og voæde son kongelige familie større og større skam og vanære. Han var doven, sov de fleste af sine dage væk og fyldte de øvrige med druk. På den ene side var MacGil lettet over at han ikke var her; på den anden var det en fornærmelse, han ikke kunne komme sig over. Han havde faktisk forventet dette, og havde sendt sine mænd tidligt ud for at finkæmme værtshusene for at finde ham og bruge ham tilbage. MacGil sad stille og ventede, indtil de gjorde.

Den tunge egetræsdør smækkede tilsidst op og ind marcherede de kongelige vagter, trækkende Godfrey imellem sig. De gav ham et skub og Godfrey snublede ind i rummet, mens de smækkede døren i bag sig.

Hans brødre og søster vendte sig og stirred. Godfrey var sjusket, ubarberet, halvpåklædt og stank af øl. Han smilede tilbage. Flabet. Som altid.

“Hej, Far,” sagde Godfrey, “Gik jeg glip af alt der sjove?”

”Du skal stå sammen med dine søskende og vente til jer har talt. Gud hjælpe dig, hvis du ikke gør, så vil jeg lænke dig i fangehullet med resten af fangerne fra almuen, og du vil ikke se mad og endnu mindre øl – i tre hele dage.

Trodsigt skulede Godfrey på sin far. I det blik, opdagede MacGil et dybtliggende reservoir af styrke, noget af ham selv, en gnist af noget, der en dag ville tjene Godfrey godt.

Men kun, hvis han kunne overvinde sin egen personlighed.

Oprørsk helt til kanten som han var, ventede Godfrey mere end ti sekunder før han endelig gav sig og slentrede over til de andre.

MacGil iagttog disse fem børn, der stod foran ham; den uægte, den afvigende, drukkenbolten, hans datter, og hans yngste. Det var en mærkelig blanding, og han kunne knap tro at de alle var udsprunget af ham. Og nu, på hans ældste datters bryllupsdag, var det hans opgave at udvælge en arving blandt denne flok. Hvordan var det muligt?

Det var en ørkesløs opgave; trods alt var han i sin bedste alder og kunne regere i tredive år mere. Uanset hvilken arving han valgte i dag, ville de måske ikke indtage tronen, i årtier. Den tradition ærgrede ham. Måske havde det været relevant i hans fædres tid, men det havde ingen plads nu.

Han rømmede sig.

”Vi er samlede i dag fordi vi har arvet en tradition. Som I ved, på denne dag, dagen for min ældste datters bryllup, er det min opgave at udpege en efterfølger. En arving, der skal regere dette rige. Skulle jeg gå hen og dø, er der ingen bedre regent end jeres mor. Men vores lovene i vores rige dikterer at kun et kongeemne må efterfølge. Derfor må jeg vælge.”

MacGil fik vejret og tænkte sig om. En tung stilhed hang i luften og han kunne mærke forventningens vægt. Han så dem i øjnene, og så forskellige udtryk i dem alle. Den uægte så resigneret ud, han vidste at han ikke ville blive valgt. Afvigerens øjne skinnede af ambition, som om han forventede at valget helt naturligt ville falde på ham. Drukkenbolten så ud af vinduet, han var ligeglad. Hans datter så tilbage på ham med kærlighed, hun vidste hun ikke var en del af denne diskussion, men hun elskede sin far uanset hvad, Det samme med hans yngste.

”Kendrick, jeg har altid anset dig for en ægte søn. Men lovene i vores rige, forhindrer mig i at videregive riget til en der ikke er ægtefødt.”

Kendrick bukkede. ”Far, jeg havde ikke forventet at du ville gøre det. Jeg er tilfreds med min plads. Du må ikke lade det forstyrre dig.”

Det gjorde ondt på MacGil at høre hans svar, da han mærkede hvor oprigtig han var og hvor gerne han ville have udnævnt ham til arving på grund af det.

“Det efterlader jer fire. Reece, du er en fin ung mand, den fineste jeg har set. Men du er for ung til at være en del af denne samtale.”

”Det forventede jeg, Far,” svarede Reece med et let buk.

”Godfrey, du er en af mine tre ægte sønner – du vælger at spilde dine dage på værtshuse, med snavset. Du har fået hvert eneste privilegie i dette liv, og har afvist dem alle. Hvis der er en stor skuffelse i mit liv er det dig.”

Godtfrey sendte en grimasse tilbage mens han flyttede uroligt på sig.

”Nå, men så er jeg vel færdig her og kan smutte hen på værtshuset igen, kan jeg ikke, Far?”

Med et hurtigt spottende buk, vendte Godfrey sig og spankulerede igennem kammeret.

”Kom tilbage!”Vrissede MacGil.”NU!”

Godfrey fortsatte med at spankulere og ignorerede ham. Han krydsede rummet og trak døren op.

Der stod to vagter.

MacGil sydede af vrede mens vagterne så spørgende på ham.

Men Godtfrey ventede ikke; han skubbede sig forbi dem ind i den åbne hal.

”Tilbagehold ham!” Råbte MacGil. “Og hold ham ude af syne for Dronningen: Hans mor skal ikke bebyrdes med synes af ham på sin datters bryllupsdag.”

”Ja min Herre,” sagde de, og lukkede døren mens de skyndte sig efter ham.

MacGil sad der, tungt åndende, rød i hovedet og forsøgte at falde ned. Det var mindst tusinde gang, han spekulerede over, hvad han havde gjort for at få sådan et barn.

Han kiggede på de tilbageværende børn. De fire så på ham og ventede i den tunge stilhed. MacGil trak vejret ind, mens han forsøgte at fokusere.

”Det efterlader kun to af jer.” Fortsatte han. “og ud af jer to, har jeg valgte en efterfølger.”

MacGil vendte sig mod sin datter.

“Gwendolyn, det bliver dig.”

Der var et gisp i rummet; hans børn virkede chokerede, allermest Gwendolyn.

”Mente du, hvad du sagde Far?” spurgte Gareth. ”Sagde du Gwendolyn?”

”Far, jeg er beæret.” sagde Gwendolyn. ”Men jeg kan ikke tage imod det. Jeg er en kvinde.”

”Det er sandt at en kvinde aldrig har siddet på MacGil tronen. Men jeg har besluttet at det er tid at ændre traditionen. Gwendolyn, du har det fineste sind og den fineste ånd, som nogen ung kvinde jeg har mødt har. Du er ung, men om Gud vil, dør jeg ikke snart, og når tiden er moden vil du være vis nok til at regere. Kongeriget bliver dit.”

“Men Far!” skreg Gareth, hans ansigt var blevet askegråt. ”Jeg er den ældste ægtefødte søn! I alle tider har MacGil kongedømmet gået til den ældste søn!”

”Jeg er Kongen!” sagde MacGil mørkt, ”og jeg dikterer traditionen.”

”Men det er ikke retfærdigt!” bønfaldt Gareth, med hvinende stemme. ”Det er mig, der formodes at blive Konge. Ikke min søster. Ikke en kvinde!”

”Hold mund, dreng!” Råbte MacGil, rystende af raseri. ”Hvor vover du at stille spørgsmål ved min dømmekraft?”

”Bliver jeg forbigået for en kvinde? Er det hvad du tænker om mig?”

”Jeg har truffet min beslutning,” sagde MacGil. ”Du skal respektere den og følge den lydigt, som en hver undersåt i mit kongerige. Og nu må I alle gerne gå.”

Hans børn bøjede hovederne hurtigt og skyndte sig ud af kammeret.

Men Gareth stoppede ved døren, uden at kunne få sig selv til at gå.

Han vendte sig, og alene stod han ansigt til ansigt med sin far.

MacGil kunne se skuffelsen i hans ansigt. Det var klart, at han havde forventet at blive udpeget som arving i dag. Og mere: han havde ønsket det. Desperat. Det overraskede overhovedet ikke MacGil – og det var grunden til at han ikke ville give ham det.

”Hvorfor hader du mig, Far?” spurgte han.

”Jeg hader dig ikke. Jeg synes bare ikke at du er i stand til at regere mit kongedømme.”

”Og hvorfor ikke det?” pressede Gareth.

”Fordi det er lige præcist dét du vil.”

Gareths ansigt blev mørkerødt. Det var klart, at MacGil havde givet ham en insigt ind i sin egen samde natur. MacGil iagttog hans øjne, så dem brænde af et had til ham, han aldrig havde forestillet sig.

Uden et ord, stormede Gareth ud af kammeret og smækkede døren i efter sig.

I genlyden, skælvede MacGil. Hen genkaldte sig sin søns stirren og mærkede et had så dybt, dybere end hos nogen af sine fjender. I dette øjeblik tænkte ham på Argons forudsigelse om at faren var tæt på.

Kunne den være så tæt som dette?