Читать книгу Kompetencemal og gymnasiereform - Per FibAek Laursen - Страница 3

Resume

Оглавление

I forbindelse med indførelse af gymnasiereformen i august 2005 blev der igangsat en indsats for at efteruddanne lærerne til at realisere reformen med dens nye didaktiske principper om bl.a. at tænke undervisning som udvikling af elevkompetencer. Et af disse projekter var ‘Lærer lærer lærer didaktik på tværs af de gymnasiale uddannelser’. Projektet blev gennemført af Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse for de tre gymnasier i Silkeborg (stx, hhx og htx) i perioden fra marts 2005 til januar 2006. Efteruddannelsesprojektet blev sideløbende undersøgt i et følgeforskningsprojekt baseret på observation, interview og analyse af deltagernes undervisningsplaner.

Forskningsprojektet har som sit formål at besvare følgende tre spørgsmål vedr. efteruddannelsesprojektet:

1. Lærer de deltagende lærere at arbejde didaktisk med forholdet mellem elevkompetencemål, undervisningens indhold og arbejdsformer?

2. Bidrager det kollegiale samarbejde til at udvikle lærernes didaktiske tænkning, og påvirker det deres holdning til reformerne?

3. Udvikler de deltagende lærere sig til ‘kernelærere’, som kan understøtte implementering af reformen i de tre gymnasiale uddannelser?

Meget kort sagt er svaret ‘ja’ til de to første spørgsmål og ‘nej’ til det tredje. Lidt mere udførligt er svarene:

Ad. 1.: Såvel interviewene med deltagerne og kursuslederen som observationerne undervejs og analysen af undervisningsplaner viser, at deltagerne har udviklet deres didaktiske tænkning i løbet af projektet. Deltagerne er i højere grad kommet til at tænke i elevkompetencemål, herunder i både mere generelle og konkrete faglige kompetencemål og i mål vedr. ikke-faglige kompetencer.

Ad. 2. Ud fra deltagernes beretning i interviewene, kursuslederens vurdering og vore observationer under seminarerne er det tydeligt, at udviklingen af deltagernes didaktiske tænkning er blevet fremmet af samarbejdet med kolleger på tværs af skoleformerne. Det har også fremmet deltagernes didaktiske udvikling, at projektet er gennemført samtidig med, at gymnasiereformen har tvunget dem til at gennemføre en del ændringer i deres undervisning.

Ad. 3. Deltagerne har videregivet erfaringer fra deres efteruddannelsesprojekt i faggruppen på deres skole og vurderer, at dette kan have haft en vis virkning på kollegernes tænkning. Men derudover har ingen af dem fungeret i nogen kernelærerfunktion.

Set i forhold til gymnasiereformen tyder vores forskningsprojekt på, at reformen faktisk har medført ændringer i lærernes didaktiske tækning og undervisningsplanlægning. Set i forhold til Undervisningsministeriets koncept for efteruddannelse, kaskademodellen, og dens principper om efteruddannelse tyder vores undersøgelse på, at et efteruddannelsesprojekt af denne størrelse næppe er tilstrækkeligt til at give deltagerne en oplevelse af at være kompetente til at påtage sig en funktion som kernelærere uden for deres eget fagteam.

Kompetencemal og gymnasiereform

Подняться наверх