Читать книгу Gud - Svend Andersen - Страница 9

”Der er formentlig ingen gud. Stop bekymringen og nyd dit liv.” Sådan stod der i januar 2009 på en af de velkendte røde busser i London. ”The Atheist Bus Campaign” var startet som protest mod busreklamer for kristne helvedesprædikanter. Snart kunne man se busser med ateistplakaten over hele England, og flere europæiske lande fulgte med.

Ateist-kampagnen blev støttet af en biolog fra universitetet i Oxford ved navn Richard Dawkins. Dawkins topper listen over de ”25 mest indflydelsesrige ateister i verden”. Hans berømmelse skyldes ikke mindst bogen Illusionen om Gud fra 2007. Selv om han støttede den ateistiske buskampagne, var Dawkins ikke helt tilfreds med formuleringen, at der ”formentlig” ingen Gud er. Han foretrak at sige, at ”der næsten med sikkerhed ikke er nogen Gud”. Sådan kalder han også et kapitel i sin ateistiske bestseller.

Dawkins’ kritik af gudstroen minder om Nietzsches, idet kritikken også her gælder den rolle, tro og religion har i kultur og samfund. Dawkins’ umiddelbare kontekst er England, der jo ligesom Danmark har noget nær en statskirke.

Hans indflydelse har dog været mindst lige så stor i USA, hvor religionens rolle er en helt anden. Her er stat og kirke officielt helt adskilt. Alligevel spiller religion og gudstro på mange måder en langt større rolle i det offentlige liv end i Europa. Man kan næppe blive valgt til Det Hvide Hus, hvis man ikke indfletter et ”God bless America” i sine taler.

Dawkins’ ateisme er et angreb mod den alt for store rolle, religion og gudstro stadigvæk spiller efter hans mening: Religiøse argumenter har en helt særlig status i den offentlige debat. Støtter man et synspunkt med sin religiøse tro, behøver man ikke give flere begrundelser. Hvis kristne for eksempel afviser fri abort, fordi det ifølge Bibelen er forbudt af Gud, er der ikke mere at diskutere. Gud er trumf.

Dawkins vil desuden vise, at ateister roligt kan komme ud af skabet – ligesom bøsser og lesbiske jo for længst er kommet det. Man behøver ikke mere at skamme sig over at være ateist.

Hvad selve tanken om Gud angår, mener Dawkins, at den er en hypotese ligesom de antagelser, man gør sig i naturvidenskaben. Som biolog tager han udgangspunkt i evolutionsteorien, Darwins udviklingslære. Han mener, at den ganske enkelt ikke kan forenes med Bibelens beretninger om verdens skabelse, der daterer menneskets tilblivelse til dag 6. Og derfor er troen på Gud en meget tvivlsom hypotese. Man kan efter hans mening ikke på én gang anerkende moderne naturvidenskab og fastholde en gudstro. De fleste fremtrædende naturforskere er da også efter hans mening meget lidt religiøse.

I modsætning til Nietzsche og J.P. Jacobsen mener Dawkins ikke, at det er nogen stor udfordring at leve efter Guds død. Der er meget, som kan erstatte troen på Gud, både i naturvidenskaben og kunsten. Dawkins selv kan for eksempel finde stor mening i det usandsynlige lykketræf, at hans mor blev befrugtet netop med den sædcelle ud af millioner, der blev til ham.