Читать книгу LAeringens DNA - Theresa Schilhab - Страница 3

Når vi taler om de knubs, livet giver os, bruger vi ofte udtrykket ’livets skole’. Livets skole handler om alt det, vi lærer, når vi støder sammen med verden. Sammenstød lyder så voldsomt. Biologisk er der snarere tale om ’møder’. Forestil dig, at du befinder dig i en sæbeboble, og at du møder verden i netop de zoner, hvor kroppen er i kontakt med sæbeboblen. Mødet sætter læreprocesser i gang på samme måde, som en faldende sten fremkalder ringe i vandet, når den rammer vandoverfladen.

Mødet med verden sker ikke i et enkelt punkt, men mange steder samtidig, både med og uden vores bevidste kontrol. Omdrejningspunktet for læring er denne stadige og alsidige kontakt med verden, der bl.a. ved hjælp af nerveceller sætter sig spor langt væk fra kontaktpunktet. Men vi er typisk uvidende om sporene og har derfor svært ved at gøre dem til genstand for undervisning. Alligevel er vores møder med verden og deres svingninger afgørende biologiske forudsætninger for, at vi kan lære noget som helst. Og når vi ved noget om, hvordan ’møder med verden’ og ’svingninger’ hænger sammen med læring, kan det være med til at befrugte vores didaktiske overvejelser, når vi underviser. Der er derfor god grund til at interessere sig lidt for biologisk læring, når vi skal undervise børn i skolen.

Når du, som det naturligste i verden, tager på dig at lære eksempelvis dine børn eller dine elever noget, så leverer du et stort mentalt arbejde, fordi det kræver nøje planlægning og føling med det menneske, der skal lære. God undervisning kræver ikke alene, at læreren kan formulere viden og holde sig mål for øje, men også omfattende indsigt i modtagerens perspektiv.

Ud over mennesket er det kun pattedyr med høj levealder, som f.eks. spækhuggere, chimpanser og gorillaer, der tilrettelægger egentlige læringsforløb, hvor ’eleven’ systematisk tilegner sig viden over tid.

En chimpansemor bruger en række didaktiske redskaber, når hun underviser sin unge i at knække nødder, fange termitter eller afvæbne brændenælder, så de ikke svier i mundhulen. Først viser hun, hvilke typer sten hun bruger som henholdsvis hammer og ambolt ved at overlade sine egne redskaber til ungen. Hun demonstrerer sin nøddeknækkerteknik gentagne gange i slowmotion og lægger for-slåede nødder i hånden for at hjælpe og motivere ungen til at lære, hvordan hammeren skal ramme nødden, og hvor nødden skal placeres på den sten, der fungerer som ambolt. Hun former også ungens hånd om stenen, så den mærker, hvordan slaget skal slås. Og hun skyder ikke mindst genvej til målet (den spiselige nød) for at motivere ungen. Den skal jo selv lære at mestre opgaven, og hun ved, at bevidstheden om belønningen sikrer, at ungen fortsat øver sig.

For chimpansemoren består undervisning altså typisk i at tilrettelægge verden, så mødet med den bliver så optimalt for eleven som muligt. Ungen spilder ikke tid på ubrugelige bevægelser eller sten, fordi moren hurtigt stopper de ubehjælpelige forsøg. I undervisningen formidler moren sin teknik på en måde, som øger sandsynligheden for, at ungen lærer at knække sine nødder selv.

Når det derimod er verden, der underviser, dvs. når vi skal lære gennem oplevelser med verden, er tidsforbruget og indsatserne højere. Der er mange flere muligheder for at begå fejl, inden vi har lært nok til at undgå dem. Vi kan ikke spise ret mange røde fluesvampe eller køre modsat kørselsretningen ret længe, før konsekvenserne melder sig. Og det er langtfra alt, vi selv kan nå at opleve og uddrage viden af. Derfor er undervisning værdifuld, så vi ikke altid behøver at opfinde den dybe tallerken selv.

Når undervisning har en række klare fordele, hvorfor har jeg så skrevet en bog om, hvordan vi kan lære ved hjælp af møder med verden? Er der mon en sammenhæng mellem undervisning, hvor læreren stiller sig mellem eleven og verden, og vores biologiske forudsætninger for læring? Lad os søge svarene ved først at undersøge, hvad læring er, og hvad den gør godt for.