Читать книгу LAeringens DNA - Theresa Schilhab - Страница 5

Hvorfor er sansning og mønstergenkendelse væsentlige faktorer i en bog om de biologiske forudsætninger for læring? Og hvordan kan forenklingen og systematiseringen af verden gennem samtidige sansninger have betydning for undervisning i skolen?

Svaret er, at denne grundlæggende læring forbliver usvækket, både som læringsredskab og som kilde for hukommelsen, selvom den træder i baggrunden, efterhånden som vi lærer sprog og udvikler vores forestillingsevne.

Det er mønsterlæring, der forklarer, hvorfor den ellers kvikke pige ved synet af matematikbogen pludselig ingenting forstår. X’er og Y’er trækker tæppet væk under hendes selvsikkerhed og koncentrationsevne, fordi matematik hos hende er koblet til ubehag. Måske har hun for mange gange oplevet at fejle, når hun skulle trække tal fra eller gange dem med hinanden. Eller måske ville veninden hellere arbejde sammen med en anden om opgaven. Det behøver ikke at være pigens, venindens eller lærerens skyld, men følelsen er opstået, fordi vi generelt kobler både indre og ydre sansninger, hvis de optræder ofte eller er stærke nok. Hun ved det ikke selv og kan ikke gøre for det, men forudsigelsesevnen bliver brugt på at fremkalde et nyt matematik-nederlag, der forstærker mønstret.

Mønsterlæringen, der bygger på vores sanser, indgår derfor i al læring. Viden om den sansebaserede mønsterlæring kan hjælpe matematiklæreren til at bryde pigens selvforstærkende nederlagsfølelse. Automatreaktionen på de matematiske symboler er på et tidspunkt blevet koblet til bestemte aspekter, måske som følge af en tilfældighed. Derfor kan den også afkobles igen. Hvis pigen i stedet gentagne gange oplever, at X og Y er associeret med leg eller succes, så får de en ny betydning, der ikke indvirker negativt på matematiklæringen. Lærere bruger netop også aktivt vores medfødte følsomhed over for ting, der påvirker flere sanser på en gang. Det er meget nemmere at huske og forstå informationer, når vi samtidig bruger vores hænder, øjne og ører og dermed er kropsligt involveret i læringen. Følsomheden over for verden gennem vores sanser gør læring ved hjælp af oplevelser med konkrete ting meget let.

I de helt tidlige læringsfaser giver den lette adgang til at lære gennem oplevelser med konkrete ting biologisk set god mening. Det er jo kun konkrete ting, dvs. ting, der findes i tid og rum, og som f.eks. kan spises eller afgive varme og tryghed, som har umiddelbar betydning. Sat på spidsen ville det være katastrofalt, hvis vi alene genkendte og knyttede os til verden ved hjælp af stjernerne, månen eller bjergtoppene i horisonten. Det er genkendelsen af den konkrete virkelighed, der er vigtigst.

Som vi skal se, er den direkte erfaring, hvor vi ’føler’ verden i stedet for blot at høre om den, af samme grund en mægtig læremester. Hvis det, der skal læres, kan præsenteres for flere sanser samtidig, skærpes opmærksomheden om det helt automatisk.