Читать книгу LAeringens DNA - Theresa Schilhab - Страница 4

Læring er en grundlæggende kvalitet ved livet. Vi støder ustandselig ind i verden og lærer af mødet. Det sker ikke i ét punkt, men mange steder samtidig, både med og uden vores bevidste kontrol. Det udnytter læreren, når den uvillige elev ikke vil høre, men i stedet må føle. Lige fra antallet af stavelser i ’redskabsgymnastikstævne’ til, om der skal mere smør i pandekagedejen. ”Sagde du ’tre stavelser’? Så prøv at klappe dem”.

Vi holder aldrig op med at lære gennem direkte kontakt, selvom læring i mødet med verden fylder mest, når vi er yngre. Mødet med verden gennem mange samtidige sansninger er nemlig grundlaget for, at der efterhånden tegner sig et mønster, som gør verden meningsfyldt for os. Det begynder, så snart vi bliver født.

Spædbørn bruger timer på at gøre sig erfaringer med sansninger og mønstrene bag. De strækker arme og ben i vejret, som om de mærker sig de forskellige aspekter bag bevægelserne. De flagrer med hænderne foran sig og kommer til at berøre ansigtet. En rangle, der larmer på grund af bevægelsen, giver samtidig hørelsen noget at arbejde med. Barnet vender hovedet mod lyden, der bringer synet i spil. Det sker ikke én gang, men mange gange. Gentagelserne opøver kontrollen med musklerne. Men gentagelsen giver også mulighed for at opleve sammenhænge mellem et gryende ’jeg-som-aktør’, den mekaniske muskelsammentrækning, kroppens bevægelse i rummet og ranglelyden, som ’jeget’ er årsag til.

Mønstergenkendelsen har afgørende betydning for vores læring senere i livet. Den er årsagen til, at vi ofte kan nøjes med erfaringer fra en sans til at forudsige, hvad det er for et fænomen, vi står over for. Lugten af ost, når vi åbner køleskabet, giver os forventninger om en ost på hylden, og lyden af en opbremsning giver os både forventninger om en bil i nærheden, og at den eventuelt har kørt for hurtigt i forhold til omstændighederne. I de tidligste læringsfaser skal vi derfor lære med alle vores sanser. Når vi er helt små, drages vores opmærksomhed af det, der kan påvirke os gennem flere sanser samtidigt. Bolden, der hopper, påvirker i samme bevægelse både synet og hørelsen. Den kraftige samtidige påvirkning fører til, at bolden ’stikker ud’ i forhold til andet i verden. Efter adskillige sådanne samtidige oplevelser, hvor flere sanser er aktive, lærer vi at genkende en genstand som f.eks. ’bold’ kun ved hjælp af synet.

Det er de parallelle svingninger, der bliver sat i gang på grund af vores medfødte ’følsomhed’ over for aspekter af verden, der får ting og begivenheder til at skille sig ud fra baggrunden. De parallelle svingninger er opstået gennem aktivering af flere sanser på én gang. De forstærker hinandens virkning og sætter sig som en særlig kraftig virkning af mødet med verden, når de optræder samtidigt.

Vores modtagelighed over for påvirkninger, der lagres som mønstre, giver os mulighed for at forudsige verden. Små børn forsøger f.eks. at datidsbøje uregelmæssige verber efter reglerne for regelmæssige verber og siger ’jeg tællede’ i stedet for ’jeg talte’. Helt grundlæggende skal læring bruges til at forudsige verden på baggrund af en flig af information. Læring er nemlig evolutionens svar på, at verden er uhyre kompleks. Derfor ses forudsigelse også hos gråkragen, når den ud af øjenkrogen følger med i artsfællens gemmesteder, hos hunden, der løber efter bolden, og hos akvariefisken, der slår næsen mod glasset i forventning om mad, når nogen kommer. Læring i mødet med verden foregår automatisk, dvs. uden undervisning, og uden at sprog er involveret.