Читать книгу Urantia Bogen - Urantia Foundation - Страница 109

10:3.1 (110.7) Uanset, at der kun er en Guddom, så er der tre positive og guddommelige personaliseringer af Guddommen. Angående menneskets begavelse med de guddommelige Rettere, siger Faderen: ”Lad os skabe det dødelige menneske i vores eget billede.” Gentagende gange gennem alle skrifter på Urantia forekommer denne reference til en flertals Guddoms handlinger og gerninger, som klart indikerer en bevidsthed om eksistensen og aktiviteter af de tre Kilder og Centre.

10:3.2 (110.8) Vi er belært om, at Sønnen og Ånden opretholder det samme og ensartede forhold til Faderen i Treenigheds foreningen. I evigheden og som Guddomme gør de det utvivlsomt, men i tid og som personligheder åbenbarer de visse forhold af en meget forskellig natur. Set fra Paradiset ud mod universerne, så synes disse forhold at være meget ens, men betragtet fra rummets domæner, forekommer de at være helt anderledes.

10:3.3 (111.1) De guddommelige Sønner er faktisk ”Guds ord,” men Åndens børn er i sandhed ”Guds Handling.” Gud taler gennem sin Søn og, med Sønnen, handler gennem den Uendelige Ånd, mens i alle af universets aktiviteter er Sønnen og Ånden udsøgt broderlige, der arbejder som to lige brødre med beundring og kærlighed for en æret og guddommelig respekteret fælles Fader.

10:3.4 (111.2) Faderen, Sønnen, og Ånden er helt sikkert lige i natur, samordnet i væsen, men der er en umiskendelig forskel i deres fremtrædelse i universet, og når de handler alene, så er hver Guddomsperson tilsyneladende begrænset i absoluthed.

10:3.5 (111.3) Førend den Universelle Fader, af egen vilje afgav sig personlighed, styrke og egenskaber som udgør Sønnen og Ånden, synes han at have været (filosofisk betragtet) en egenskabsløs, absolut, og uendelig Guddom. Men sådan en teoretisk Første Kilde og Center uden en Søn kunne ikke i nogen betydning af ordet blive betragtet som den Universelle Fader, faderskab er ikke virkelig uden en søn. Desuden, måtte Faderen for at have været absolut i en total betydning, have eksisteret alene på et eller andet evigt fjernt tidspunkt. Men han har aldrig haft en sådan isoleret eksistens; Sønnen og Ånden er begge evige på samme tid med Faderen. Den Første Kilde og Center har altid været, og vil for altid være, den evige Fader af den Oprindelige Søn og, sammen med Sønnen, den evige stamfader af den Uendelige Ånd.

10:3.6 (111.4) Vi observerer, at Faderen har frigjort sig selv fra alle absoluthedens direkte manifestationer undtagen absolut faderskab og absolut vilje. Vi ved ikke, om viljen er en uafhændelig egenskab af Faderen; vi kan kun observere, at han ikke frigjorte sig fra viljen. Sådan en vilje uendelighed må have været evig iboende i den Første Kilde og Center.

10:3.7 (111.5) I overdragelsen af personlighedens absoluthed på den Evige Søn, frigør den Universelle Fader sig fra personligheds absolutismens lænker, men derved tager han et skridt, der gør det for altid umuligt for ham, at handle alene som personlighedsabsolut. Og med den endelige personalisering af sameksisterende Guddom — Samforeneren — så udgør den afgørende gensidige treenigheds afhængighed af de tre guddommelige personligheder i forhold til den samlede helhed af Guddommens absolutte funktion.

10:3.8 (111.6) Gud er Fader-Absoluttet af alle personligheder i universernes univers. Faderen er personlig absolut i handlings frihed, men i universerne af tid og rum, skabte, under tilblivelse, og endnu ikke skabte, kan Faderen som total Guddom ikke skelnes som absolut undtagen i Paradistreenigheden.

10:3.9 (111.7) Den Første Kilde og Center fungere udenfor Havona i de fænomenale universer som følger:

10:3.10 (111.8) 1. Som skaber, gennem Skabersønnerne, hans børnebørn.

10:3.11 (111.9) 2. Som overvåger, gennem tyngdekraftscentret i Paradiset.

10:3.12 (111.10) 3. Som ånd, gennem den Evige Søn.

10:3.13 (111.11) 4. Som sind, gennem Samskaberen.

10:3.14 (111.12) 5. Som en Fader, opretholder han forældre kontakt med alle væsener gennem sit personligheds kredsløb.

10:3.15 (111.13) 6. Som en person, virker han direkte overalt i skabelse ved hjælp af hans eksklusive fragmenter - i det dødelige menneske gennem Tankeretterne.

10:3.16 (111.14) 7. Som total Guddom, fungere han kun i Paradistreenigheden.

10:3.17 (112.1) Alle disse af den Universelle Fader overførsler og delegeringer af beføjelser er fuldstændig frivillig og selvvalgt. Den almægtige Fader påtager sig målbevidst disse begrænsninger af universets myndighed.

10:3.18 (112.2) Den Evige Søn synes at fungere som ét med Faderen i alle åndelige henseender undtagen i overdragelse af Guds fragmenter og i andre førpersonlige aktiviteter. Sønnen er heller ikke tæt identificeret med de intellektuelle aktiviteter hos materielle væseners eller med energi aktiviteter i de materielle universer. Som absolut fungerer Sønnen som person og kun indenfor det åndelige universets domæne.

10:3.19 (112.3) Den Uendelige Ånd er forbavsende universel og utrolig alsidig i alle hans operationer. Han medvirker i områderne inden for sindet, materiens og åndens sfærer. Samforeneren repræsenterer Fader-Søn forening, men han fungerer også som sig selv. Han er ikke direkte involveret med fysisk tyngdekraft, med åndelig tyngdekraft eller med personligheds kredsløbet, men han deltager mere eller mindre i alle andre af universets aktiviteter. Mens den Uendelige Ånd tilsyneladende er afhængig af tre eksistentielle og absolutte tyngdekraft kontroller, synes han at udøve tre superkontroller. Denne trefoldige begavelse er anvendt på mange måder til at overskride og tilsyneladende til at neutralisere selv de manifestationer af primære kræfter og energiers, helt op til de super ultimative grænser af absolutheden. I visse situationer transcenderer disse absolutte superkontroller selv de kosmiske virkeligheders primære manifestationer.