Читать книгу Sproget - Hans Arndt - Страница 4

Denne bog er skrevet for mennesker der interesserer sig for sprog. Og den er skrevet fordi det gør jeg også. Det er ikke specielt det fine sprog der interesserer mig, men sproget i sig selv. Dagligsproget. Sprogets føjelighed og nuancerigdom fascinerer mig. Til hverdag og fest, i tale eller skrift, til at slå eller smelte, til skråsikre meninger og blide antydninger – sproget føjer sig efter hvad vi vil med det.

Alligevel er dagligsproget upåagtet, endda undertiden ringeagtet.

At det er upåagtet er forståeligt – det er et redskab – hvem finder på at beundre hammerens fine balance før de banker et søm ind i en bjælke? Savtændernes nøjagtige skærevinkel? Bilens villighed til at starte, selv på en frysende vintermorgen? Eller de hartad utrolige muligheder som computeren stiller til rådighed for os? Vi er langt mere tilbøjelige til at irriteres når de en gang imellem ikke virker.

Men ringeagt? Den er som regel indirekte. Den viser sig når der undtagelsesvis fokuseres på selve sproget: Under dække af bekymring for modersmålet, skyder man på andres (ungdommens, udlændingenes) manglende sprogbeherskelse. Ringeagten viser sig også når grammatikken kommer på tale – kedeligt og ligegyldigt pilleri.

Hvis grammatikken er vanskelig, og hvis sproget er kompliceret (de fremmede sprog naturligvis, vores eget modersmål er vel lige ud ad landevejen?), er det ikke fordi det SKAL være det, men fordi sproglige finurligheder gør sproget mere udtryksfuldt – et bedre redskab til den brug vi gør af det: kommunikation.

Det er målet med denne bog at gøre det vanskelige lettere tilgængeligt. Hvis det ikke er lykkedes, er det alene min fejl. Jeg har trukket på mine kolleger, og fået gode tilbagemeldinger fra bl.a. Peter Bakker, Christian Bruun, Anders Damgren Højen, P.P. Rawat, Althea Ryan og Jakob Steensig. Forlagsredaktør Carsten Fenger-Grøn har været en fremragende modspiller ved den endelige udformning af bogen. Dem skylder jeg tak, men det endelige resultat er naturligvis mit ansvar.

Bogen er skrevet for danskere, og eksemplerne er hovedsagelig danske, selv om der undervejs også, til orientering og sammenligning, henvises til andre sprog.

Det har naturligvis været uundgåeligt at indføre en række specielle faglige begreber. De er forklaret og eksemplificeret hvor de forekommer. Jeg har valgt at bruge danske betegnelser overalt hvor de findes og kan formodes at være nogenlunde bekendte. For en sikkerheds skyld har jeg tilføjet lister over fagudtryk, med de latinske betegnelser (se også register), men i grundteksten bruger og forklarer jeg de danske. For den der vil studere sproget nærmere, er de latinske nødvendige, men til en almen forståelse er de danske betegnelser (som fx navneord, grundled og medlyd) efter min mening mere oplysende end de latinske (som substantiv, subjekt og konsonant). Og så kan jeg principielt godt lide at bruge danske ord når de findes.

Typografi

Jeg har forsøgt at holde de specielle fremhævelser på et minimum, men der er enkelte der er nyttige:

Kursiv angiver sproglige former – ord og eksempler der nævnes i teksten. Kursiv er desuden undertiden anvendt til at angive fremmede fagord.

‘Enkelte anførselstegn’ angiver formernes indhold – deres ‘oversættelse’.

KAPITÆLER er anvendt til at fremhæve, især til angivelse af særlig betydningsfulde begreber i teksten.

Hvor nyttigt det kan være at bruge fremhævelser og kursiv, kan illustreres ved en lille historie. Direktør Jensen fra firmaet Jensen og Olsen havde fået et skilt som han ikke var fuldstændig tilfreds med. “Der skal være større afstand mellem Jensen og og og og og Olsen,” sagde han. I udtalen var det klart nok, men på skrift bliver det klarere når man kursiverer de ord man nævner, til forskel fra de ord man bruger: “Der skal være større afstand mellem Jensen og og og og og Olsen.”