Читать книгу Sproget - Hans Arndt - Страница 7

… ved hvert Vindue stod tre Skrivere og en Oldermand,

der hver skrev op alt, hvad der blev sagt …

H.C. ANDERSEN

Der er forskel på hvordan vi taler og hvordan vi skriver, som vist i begyndelsen af kapitlet om lyd. Velkendte eksempler er sagde og havde, der udtales /sa:/ og /ha:de/ (med langt /a:/). Og der er de stumme bogstaver som h i hvem, hvad, hvor og d i hunde, vande, kolde, vilde. Desuden falder de afsluttende e’ er i fx pige og søge som regel væk, og i moderne dansk forsvinder g som oftest også, så udtalen bliver /pi:/ og /sø:/. Og der er det hårde d i vidde, til forskel fra det bløde d i sidde, hvor vi også har to forskellige udtaler af bogstavet i. Og mange mange andre eksempler.

Det er den slags der gør det svært at lære at læse på dansk – og det er næppe uden betydning når man i disse år sammenligner danske skolebørns læsefærdighed med børn fra andre sprog. Den sammenligning er ikke helt fair. Engelske børn har det lige så vanskeligt som danske, men fx svenske, tyske og finske børn har det betydelig lettere.

Nogle vil sikkert sige at det er dansk retskrivning der er for gammeldags. Vi må ha en reform: De ska ik værr så urimli svært å staau. Men dee nok alliivel de færrste der kan li å se lydbilledet i skriftn. (Det her er endda ikke præcist gengivet.) Og bortset fra hvad man kan lide og ikke lide, er der flere gode grunde til at vi staver anderledes end vi udtaler.

For det første er det praktisk at stavningen bevarer nogle ord som stabile i skriften, selv om de kan variere meget i udtalen. Jaske vaske, vaske Du? siger vi, og udtaler jeg skal og hvad skal så det rimer på vaske. Ska vi så stave skal som ske? Eller måske som ska? – Jamen vi kan jo også udtale skal ganske tydeligt i fx Hvad SKAL vi dog gøre? Vaske vi så gøre? Skal er måske alligevel en god stabil løsning.

I hav·de og sag·de gælder stabiliteten datidsendelsen –de, der er den mest almindelige datidsendelse på dansk, sammenlign også lægge–lag·de: De er parallelle med fx rette–rette·de og suge–suge·de (selv om det sidste egentlig udtales /su:de/). Ud fra samme ræsonnement kunne man godt forsvare haver i stedet for har, fordi den mest almindelige nutidsendelse er –er, ligesom når vi skriver siger og giver, selv om vi siger sir og gir. Det er en balancegang, og for haver har vi altså (for omkring 100 år siden) valgt har. Og for omkring 50 år siden valgte vi – dvs Dansk Sprognævn – kunne, skulle, ville i stedet for kunde, skulde, vilde, selv om de sidstnævnte viser datidsendelsen, ligesom i lagde.

For det andet er der forskelle i udtalen i forskellige situationer. Daglig tale er effektiv og hurtig – ca 200 ord i minuttet er almindeligt. Den er også oftest afsnuppet. Afsnupningen går først og fremmest ud over småordene (som og /å/, ikke /ik/, af /a/, kan /ka/, osv), men den berører også længere ord som vi bruger ofte. I politisk samtale hører man fx ofte om sjaldemoktiet. Det er simphen det naturlige. Det gør det sføli svært for en udlænding, men vi andre lytter efter indholdet, og vi afsnupper selv.

Det er praktisk at vores stavning er nogenlunde stabil, uanset hvem der taler, og uanset hvilken dialekt vi taler, og hvor hurtigt vi taler. Desuden må man regne med at en fast stave-standard trods alt også gør det lettere for både elever og udlændinge at lære dansk på skrift.

I begyndelsen af 1900-tallet forsøgte man sig i Danmark med en engelsk-undervisning der begyndte med lydskrift og først senere indførte engelsk retstavning. Det blev opgivet, for det førte blot til at eleverne skulle lære to måder at stave på, og det var ikke lettere. For sprog med en så ustabil udtale som dansk og engelsk er der ikke andet at gøre end at tage tyren ved hornene fra begyndelsen.

Der er selvfølgelig også dem der lægger skylden for miséren på børn og unge: De ku jo baar taal ornlit. Men det er en illusion at tro at man kan stoppe ændringer i udtalen. Ser man problemet i et lidt længere perspektiv, er der vel næppe nogen sprogrevser der revser sig selv for ikke at tale som Christian den Fjerde eller Svend Tveskæg.

Et eksempel på ældre dansk retskrivning

Ligeruis som alle de store oc vnderlige Forandringer / huilcke sig alleuegne i denne Verden haffue begiffuet / baade vdi det Aandelige oc Verdslige regimente / ere icke skeede aff wforuarendis Slompelycke / men aff den vise oc retfærdige Guds Forsiun oc tilladelse: Saa er det ocsaa en besynderlig Guds velgierning / at hand haffuer opvact fine lærde Mend / som haffue flittelligen randsaget oc opscreffuet / huad som merckeligt skeed er / paa atskillige tider / vdi huert serdelis Rige oc Landskab. [Af Anders Sørensen Vedels fortale til hans oversættelse af Saxo Grammaticus, 1575]

Sagen er at udtalen i dansk (og mange andre sprog, fx engelsk og portugisisk) har ændret sig stærkt fra Middelalderen til nutiden. Fx er det korte u i ord som rund, mund, og kun blevet sænket til noget i retning af en å-lyd, mens det lange u i ord som su:se, lu:ne og bu:le er forblevet uændret som en ren u-lyd. På samme måde er det korte a blevet trukket tilbage i munden foran visse medlyde, således at der er blevet forskel på ska:be–skabt, ha:ve–haft, sa:ve–savklinge. Specielt når der er tale om forskellige former af det samme ord, er det hensigtsmæssigt at de ikke staves helt forskelligt.

Mange af forskellene mellem skrift og tale skyldes at talen dels er mere variabel end skriften, og dels ændrer sig hurtigere fra generation til generation. Men selv om skriften halter bagefter udtalen, er skriften alligevel et meget væsentligt element i vores brug af sproget. Et element der har spillet en stor rolle for menneskets kulturelle og teknologiske udvikling.

De tidligste skrifttegn

Den første skrift bestod – som man kunne forvente – af billedtegn (IDEOGRAMMER). De tre ældste kendte billedskrifter er alle ca 5000 år gamle: sumerisk kileskrift, ægyptiske hieroglyffer og kinesiske skrifttegn.

KILESKRIFTEN er opfundet af et folk der hed sumererne, der boede i Mesopotamien (i det nuværende Irak – Mesopotamien betyder på græsk ‘mellemflodslandet’: området mellem Eufrat og Tigris). Kileskriftens gradvise stilisering kan ses af figur 4. Som man ser af tegnene i venstre kolonne, var billedet oprindelig nogenlunde let at tyde (de betyder ‘mand’, ‘okse’ og ‘spise’). De senere udgaver kræver en ekspert: Skrivere var dengang højt specialiserede og højt agtede folk, hvis særlige evne sikrede dem en god og vellønnet beskæftigelse livet igennem.

Grunden til skriftens basale kileform skal utvivlsomt findes i områdets naturforhold. Flodlandet Mesopotamien var rigt på ler. Vådt ler er nemt at sætte mærker i, og det er svært at viske tegnene ud når det er tørt. Men det er nemmere netop at ‘sætte mærker’ end at tegne (trække streger).

Kileskriften blev senere overtaget af andre folkeslag i Mellemøsten. I begyndelsen overtoges sproget også, således at man måtte kunne sumerisk for at kunne skrive. Men efterhånden tillempedes skriften til de andre sprog (som babylonisk og assyrisk). Det var bl.a. denne tillempning der gav stødet til at skrifttegnenes værdi gradvis ændredes: De kom til at stå for stavelser snarere end ord, således at de ikke kun kunne bruges om fx okser og fisk, men også om mere abstrakte begreber.

FIGUR 4: KILESKRIFTENS UDVIKLING

Ændringen fra første til anden kolonne skyldes en ændring af skriftretningen. (fra www.home.cr.duq.edu/Lecture3Web/sid011)

De ægyptiske tegn startede også som billeder. HIEROGLYFFER var grækernes betegnelse for dem – det betyder ‘hellige indridsninger’. Ægypternes materiale var ikke primært ler; det havde de godt nok også nok af, men de havde også sandsten, som var mere bestandig og alligevel ret let at ridse i eller male på. Senere gik man over til at skrive på papyrus-ark, lavet af siv.

Ligesom kileskriften ændrede også hieroglyfferne efterhånden værdi, fra ordbilleder til stavelser. Et eksempel kan ses i figur 5. Ved tydningen af ægyptiske indskrifter var det en fordel at visse ord var indrammet – det viste sig at det gjorde ægypterne med navne på herskere. Det første tegn (denne indskrift læses fra højre mod venstre) var en fugl, en ibis, der på ægyptisk hed thoth. De næste to tegn var genkendelige fra andre indramninger, bl.a. en som man antog henviste til Ramses – så havde man thoth-m-s eller Thothmosis, et navn man kendte fra andre kilder. Tegnet for thoth var altså et billedtegn, mens tegnene for mo og sis var stavelsestegn.

Det var naturligvis langtfra simpelt at tyde hieroglyfferne. Både tegnenes udformning og værdi krævede langvarige studier, men en stor hjælp fik man da Napoleons soldater i Ægypten i 1799 fandt den såkaldte Rosetta-sten, der var ca 2000 år gammel. På den var en tekst til minde om Ptolemæus den Femte gengivet på tre sprog, bl.a. græsk og (gammel)hieroglyfisk ægyptisk.

FIGUR 5: HIEROGLYFFER

Hieroglyffer, navnet Thothmosis, skrevet fra højre mod venstre (fra www.stanford.edu/~thare/regypt/Rosetta/rosetta2.html; ©Tom Hare)

Napoleon tog Rosetta-stenen med hjem, og det lykkedes en forsker at tyde systemet bag hieroglyfskriften. Han havde desuden den fordel at han kendte koptisk, et sprog der er nært beslægtet med ægyptisk.

Skrifttydning

Selv ved hjælp af en dobbeltindskrift, med både en kendt og en ukendt skrift, var tydningen af den ukendte vanskelig. Læseren kan selv forestille sig hvordan det ville være at tyde latin ud fra en (tænkt) dansk-latinsk dobbeltindskrift som følger:

Horasnonnumeronisiserenas

Jegtællerkundelysetimer

Alene manglen på ordmellemrum er et stort problem, og selv om vi i dette tilfælde har samme skrift i begge ‘indskrifter’, så er forskellen i den sproglige struktur en alvorlig hindring. Oversat ord for ord, lyder den latinske sætning således:

Horas non numero nisi serenas.

Timer ikke tæller-jeg hvis-ikke lyse.

Tydningen ville næppe lykkes uden kendskab til andre beslægtede sprog (fx de moderne romanske), samt en god del fantasi. Rent bortset fra at det naturligvis aldrig har været nødvendigt at tyde latin, for det blev overleveret i den kirkelige og videnskabelige tradition op gennem Middelalderen.

På det tidspunkt da Rosetta-stenen blev skrevet, havde hieroglyfferne udviklet sig, således at dele af indskriften (specielt navnene) var ren ‘bogstavskrift’, hvor antallet af hieroglyffer er stort set det samme som antallet af vore bogstaver. Det kan man fx se af figur 6, et udsnit af Rosetta-stenen. Det indrammede navn (øverst) er Ptolemæus (igen skrevet fra højre mod venstre).

FIGUR 6: UDSNIT AF ROSETTA-STENEN

Den øverste skrift er gammelhieroglyfisk, den midterste er en senere ægyptisk skrift, den nederste er græsk (med min understregning af Ptolemæus) (fra www.stanford.edu/~thare/regypt/Rosetta/rosetta2.html; ©Tom Hare)

Men selv om ægypterne således kunne have skrevet uden at bruge billedskrift, så blev man ved med at bruge billederne med deres oprindelige værdi: Hvis man skulle skrive om en løve, var det jo ulig nemmere at nøjes med løve-tegnet. Det gør ikke tydningen lettere, men for den der var hjemme i sproget og skrivemåden, har det sikkert gjort både læsningen og skrivningen hurtigere.

KINESISKE SKRIFTTEGN er muligvis lidt ældre end de ældste mellemøstlige. De tidligste indskrifter er indridset på dyreknogler, hvor især skulderbladet gav en rimelig stor flade at folde sig ud på. Det gav den slags tegn som vi ser i venstre kolonne i figur 7; de senere (kolonne 2-4) viser en gradvis stilisering. Igen er det nogenlunde muligt ved de første indskrifter at gennemskue hvad billedet står for (som ved kileskriften), selv om kvinden (næstøverste tegn) unægtelig er svært gennemskuelig.

FIGUR 7: KINESISKE TEGN OG DERES UDVIKLING

(fra www.ancientscripts.com/chinese.html)

De senere skrifttegn har fået deres karakteristiske udformning fordi man senere gik over til pensel på silke eller papir (papir er opfundet af kineserne for lidt over 2000 år siden).

De kinesiske tegn har gennemgået en lignende udvikling som de mellemøstlige. De begyndte som billedtegn, men repertoiret blev udvidet på forskellige måder. Dels ved sammensætning af simple tegn: Fx skrev man ‘ærlig’ som en kombination af tegnene for ‘mand+ord’ (det svarer til den danske sammensætning af vind+øje → ‘vindue’, bortset fra at det på dansk er en sammensætning af ord, ikke blot af skrifttegn). Og dels ved at enslydende ord fik samme tegn, svarende til om vi på dansk tegnede to kopper for at angive sygdommen kopper (det kaldes rebus-princippet).

Endelig kunne man forsyne et tvetydigt tegn med et ekstra tegn, der angav hvilket betydningsområde det hørte til. Fx havde man det samme basistegn for ‘bred, dige’ og for ‘dam’; når det skulle betyde ‘bred’, føjede man så tegnet for ‘jord’ foran, og når det skulle betyde ‘dam’, føjede man tegnet for ‘vand’ foran. Dette var nok det mest anvendte princip, som for øvrigt også anvendtes i løbet af kileskriftens og hieroglyffernes udvikling.

Som det fremgår, kan man altså bruge både lydlig og betydningsmæssig lighed til at skabe nye tegn, og der udvikledes mange tusind tegn for sprogets ord, tegn der efterhånden havde en meget uklar forbindelse til noget billedligt. Af samme grund kalder man den kinesiske skrift LOGOGRAFISK (ordskriftlig) i stedet for IDEOGRAFISK (billedskriftlig).

Systemet lyder umiddelbart meget kompliceret, men det er værd at bemærke at moderne læseforskning har konstateret at også bogstavskrift læses i ‘billeder’: Kun nybegynderen staver sig igennem en tekst, den erfarne læser genkender ordene som helheder, hvorved læsehastigheden øges betydeligt. (Samtidig er det denne læsevane der gør det så vnaskeligt at læse korerktur: Normalt ser man ordet som en helhed og lægger ikke nødvendgivis mærke til små slagfjel.)

Yderligere kan man bemærke at det kinesiske sprog passer specielt godt til den logografiske skrift, fordi det er isolerende: dvs stort set uden bøjningsendelser. Med andre ord: Et ord er et ord – om det skal forstås som ental eller flertal, som nutid eller datid, osv, må fremgå af sammenhængen og ordets placering.

Den kinesiske kulturelle indflydelse i Østasien var stor, og skrifttegnene låntes følgelig til de omkringliggende sprog, bl.a. til vietnamesisk, koreansk og japansk. I de to sidstnævnte bruges tegnene stadig, selv om de her er meget mindre velegnede, for disse sprog er ikke isolerende og mangler derfor muligheden for at angive forskellige endelser i skriften. Af samme grund har skrifttegnene undergået forskellige ændringer i disse sprog.

Specielt for japansk har det ført til et uhyre kompliceret system (nogle forskere har udnævnt japansk skrift til at være det mindst egnede skrivesystem der nogensinde har været i almindelig brug). Det første skridt i låneprocessen var, som ved den sumeriske kileskrift, at låne hele sproget at skrive med. Dernæst gik japanerne over til at læse de kinesiske tegn på japansk. Det kunne man gøre på to måder: Enten kunne man overføre det kinesiske indhold for tegnet og så blot læse det på japansk. Eller også kunne man overføre den kinesiske lydværdi og så bruge tegnet til at angive en lignende lydværdi på japansk, men med en anden betydning.

Man gjorde (naturligvis og desværre) begge dele. Og for at gøre ondt værre, har man i de 2-3000 år som sprogkontakten har varet, overført flere forskellige lydværdier for de enkelte tegn, nemlig lydværdier der repræsenterer forskellige stadier i den kinesiske lydudvikling.

Det mest forbavsende er måske at der for ca tusind år siden er udviklet to stavelsesskrifter i Japan, baseret på både kinesiske og indiske tegn (KATAKANA for mænd og HIRAGANA for kvinder!). De adskiller sig blot ved tegnenes form, systematikken er den samme. Begge skrifter har 48 tegn, og det er nok til at gengive samtlige japanske stavelsesmuligheder, da japansk har en forholdvis simpel stavelsesstruktur bestående af medlyd+selvlyd, som fx de fire stavelser i bynavnet Nagasaki.

Med andre ord: Japansk kunne skrives med blot 48 tegn. Det gør man bare ikke: Foruden stavelsestegnene bruger man stadig også ordtegn (LOGOGRAMMER). Her spiller tradition og religion en stor rolle, og desuden er brugen af smukt formet og varieret skrift (KALLIGRAFI) en kunstform og et tegn på dannelse.

Semitiske skriftsystemer

Det område hvor i dag Syrien, Libanon, Jordan, Palæstina og Israel er beliggende, udgjorde i Oldtiden et mellemområde mellem de to ældste kendte mellemøstlige (skrift)kulturer: den mesopotamiske og den ægyptiske. En sådan mellemposition betød krig, men den betød også handel og kulturelt samkvem. Og hermed fulgte inspiration til dannelse af skriftsystemer.

De semitiske sprog der taltes i dette område var bl.a. fønikisk og aramæisk (grundsproget bag både hebraisk og arabisk), og de udviklede deres egne skriftsystemer. Tegnenes ydre form viser ikke påfaldende ligheder, men systemerne viser ligheder der skyldes sprogenes særlige struktur. De semitiske sprog er kendetegnet ved at den almindeligste ordstruktur består af tre medlyde, mens selvlydene, der står ind imellem, ændres ved forskellige ordformer. Som fx ægyptisk arabisk balad ‘sted’ og bilad ‘steder’, eller hebraisk gnob ‘stjæle’ og ganab ‘han har stjålet’.

FIGUR 8: HEBRAISKE TEGN

Til venstre hebraiske skrifttegn for ordet kibbutz. Bemærk prikkerne ved K og B til angivelse af selvlydene (fra www.ukindia.com/zip/zhib1.htm). Til højre moderne arabiske skrifttegn for ordet film. Prikken ovenover og stregen nedenunder f angiver i (fra www.innotts.co.uk/~ukindia/zar4.htm). Skriftens retning er i begge tilfælde fra højre mod venstre

Den semitiske skrift er som følge heraf kendetegnet ved at man angiver medlydene og enten lader selvlydene passe sig selv, eller angiver dem ved hjælp af streger eller prikker oven over eller neden under medlydstegnene. Systemet fremgår af figur 8.

Semitisk skrift er ikke stavelsesskrift i samme forstand som i kinesisk og japansk, hvor fx de japanske stavelsestegn angiver både medlyd og en efterfølgende selvlyd. Men medlydsskriften kan nok betragtes som en naturlig udvikling af stavelsesskriften for sprog med den ordstruktur som vi finder i de semitiske.

Det er værd at bemærke at semitisk skrift går fra højre mod venstre, men samtidig skal det fremhæves at denne variation kan betragtes som ret tilfældig – der findes endog indskrifter (også med andre tegn end de semitiske) hvis første linje går fra venstre til højre, den næste fra højre mod venstre, den tredje igen fra venstre mod højre, og således fremdeles.

Arabisk hører til blandt de sprog der har udviklet mange forskellige former for samme tegn (som vi også kender det fra vores eget alfabet, med bl.a. kursiv og mange forskellige skrifttyper). Desuden kan tegnene være ret forskellige alt efter om de står i begyndelsen, midt i, eller til slut i ordet.

Det for en europæer mest interessante ved det semitiske skriftsystem er at det, i den fønikiske udformning, blev basis for udviklingen af det græske alfabet, som er stammoder til de alfabeter vi kender i Europa.

Alfabetet

Udviklingen af det græske alfabet fandt formentlig sted for omkring 3000 år siden. Påvirkningen fra fønikisk er ret let at se ud fra sammenstillingen i figur 9.

Man kan gøre tre iagttagelser ud fra denne sammenstilling. For det første ses den billedlige oprindelse af tegnene ret klart af disse (tidlige) fønikiske tegn, selv om deres stilisering kræver en vis tilvænning: ‘aleph kan med lidt god vilje ses som et billede af en okse, og det samme gælder de øvrige (gimel må fx være kamelens pukkel) selv om de er blevet lidt skæve.

FIGUR 9: FØNIKISKE OG GRÆSKE TEGN

Fønikiske (til venstre) og græske tegn (efter Florian Coulmas The Writing Systems of the World, London: Blackwell 1989, p. 163)

For det andet har grækerne overtaget ikke alene tegnene men også deres betegnelser, dog med en væsentlig forskel: Mens betegnelserne på fønikisk også betyder det der oprindelig har ligget bag tegnet, så har betegnelsen på græsk ikke anden funktion end at være navn på tegnet. Alfa betyder ‘bogstavet a’, beta betyder ‘bogstavet b’, osv – og ikke andet. Det er naturligvis disse to bogstavnavne der har givet skriftsystemet dets navn: alfabet.

Den tredje iagttagelse er ikke helt så åbenbar, men måske nok så betydningsfuld: Grækerne har ændret bogstavernes værdi, idet de har taget de medlydstegn de ikke havde brug for, og givet dem en selvlydsværdi. Den første lyd i ‘aleph er på fønikisk en medlyd (det er derfor det angives ved den indledende apostrof, i stedet for blot aleph). Denne medlyd er en dyb halslyd (nogenlunde som det danske stød, som i sa’v modsat save, bortset fra at det danske stød ikke findes som begyndelseslyd). Den opfanges ikke let af den der ikke er vant til det semitiske (eller danske) lydsystem.

Grækerne har derfor formentlig hørt den første lyd i ‘aleph som a, og har ved denne ‘fejl’høring fået foræret et selvlydstegn. Andre medlydstegn er på lignende måde blevet omdannet til selvlydstegn, enten ved overtagelsen eller i løbet af den første udvikling af det græske system.

Det græske alfabet er så vidt vides det første der har taget skridtet til selvstændig angivelse af selvlyde. Andre skriftsystemer har generelt holdt sig til angivelse af medlyde, med små modifikationer til angivelse af den efterfølgende selvlyd. Således fx de indiske skrifter, der udvikledes i samme periode eller lidt tidligere, og efter al sandsynlighed også under påvirkning fra semitisk. Indisk skrift har senere fået tilføjet tegn for selvlyde.

Det græske system (og dets efterfølgere) har af nogle kulturhistorikere været fremhævet som afgørende for den kulturelle udvikling. Med andre ord, indførelsen af selvlydstegn har været betragtet som et kulturelt kvantespring fremad. Det tør betragtes som en overdrivelse. De kulturer der har brugt medlydstegn, stavelsestegn eller ordtegn, har vist evne til fremragende litterære frembringelser og social organisation, og kan ikke betragtes som kulturelt underlegne i forhold til de vesteuropæiske, slet ikke på grundlag af deres anderledes skriftsystemer. Det er kineserne der har opfundet krudtet, selv om det er vesteuropæerne der især har udnyttet det militært.

Det har været kendetegnende i skriftens historie at der har foregået en udvikling og nydannelse, især i forbindelse med overførslen af skrift fra et sprog til et andet. Indførelsen af selvlydstegn er ét eksempel blandt mange på sådanne nydannelser. Men rigtigt er det at man med indførelsen af selvlydstegn har fået et system der lettere end noget andet kendt system lader sig overføre fra sprog til sprog. De to bedst kendte aflæggere af det græske system er det latinske og det slaviske.

LATIN har formentlig fået sin skrift fra de græske kolonier i Syditalien, i det sidste årtusind f.Kr. Koloni betyder oprindelig ‘landbrug’, men bruges første gang i den nu kendte betydning om de græske bosættelser omkring Sortehavet og Middelhavet (fx på Sicilien). Latinerne ændrede bogstavernes udseende og til en vis grad også deres rækkefølge, som det ses af figur 10. Samtidig forsvandt eller omdannedes nogle af de bogstaver der specielt passede til det græske lydsystem, som fx Ψ (psi) og Θ (theta).

Det slaviske alfabet kaldes som regel det KYRILLISKE. Dets tilblivelseshistorie er senere og derfor lettere at følge end det latinske, for det er skabt af to græsk-ortodokse munke ved navn Kyrillos og Metodios, for kun ca 1000 år siden. Kyrillisk skrift er specielt indrettet efter de slaviske sprog, men det viser sin afstamning fra det græske tydeligere end det latinske alfabet gør.

De tre systemer i figur 10 viser små afvigelser i bogstavernes rækkefølge, der skyldes tillempning af alfabetet til de andre sprog. Det slaviske v (b) er blevet betragtet som en slags b, hvorfor v så er blevet tilføjet her. Og det latinske C (med værdien /k/), var latinernes første ‘oversættelse’ af det græske gamma – det latinske G blev så senere tilføjet, egentlig som et C med en ‘hage’ på.

FIGUR 10: KYRILLISKE, GRÆSKE OG LATINSKE BOGSTAVER

Årsagen til den bogstav-rækkefølge vi i dag betragter som den ‘naturlige’, fortaber sig i alfabetets semitiske forhistorie, og det er næppe for fantasifuldt at antage at den har haft religiøse årsager. Med tegnenes oprindelse i billeder, og med skriftens oprindelse i religiøse kredse, falder det naturligt at tro at tegnene, foruden deres praktiske værdi, også har haft ceremoniel og måske magisk betydning – men hvilken er uvist.

Lydsystematisk er rækkefølgen i hvert fald ikke. Skulle den være det, kunne man forestille sig at selvlydene var kommet for sig og medlydene for sig. Og for medlydene kunne man forestille sig at fx læbelydene kom først: p b f v, dernæst tungespidslydene: t d s z, osv. Men alfabetet var en praktisk foreteelse, ikke i første række en videnskabelig. Og selv om udviklingen af systemet viser en fin fornemmelse for sprogets lydlige side, så har denne fornemmelse ikke ført til at man i antikken følte trang til at ændre på den overleverede rækkefølge, undtagen hvor tillempning af alfabetet førte til ændringer, som nævnt ovenfor.

Uden for det europæiske område havde indiske lingvister, for ca 2000 år siden, derimod bemærket lydenes artikulatoriske egenskaber, og de anførte faktisk medlydstegnene i en rækkefølge der afspejlede dette: bagtungelydene først, dernæst tungespidslydene, og til sidst læbelydene. Denne rækkefølge bruges i ordbøger for det ældre indiske sprog sanskrit.

At riste runer

De germanske runer nedstammer fra samme kilde, dog ikke direkte fra græsk, men formentlig fra latinske bogstaver. De første germanske runeindskrifter er 1500-2000 år gamle, og runealfabetet menes dannet for ca 2000 år siden, formentlig i Sydtyskland, hvorfra de så bredte sig og også nåede til Norden, England og Irland. I Norden blomstrede de for godt 1000 år siden.

De indskrifter vi kender, findes først og fremmest på sten og metal (våben, smykker og mønter). Men betegnelsen bogstaver (‘bøgestreger’) – og runernes form – tyder på at de også, oprindelig, blev skrevet på træ: bøgeplader. Forsøger man at ridse bogstaver på et bræt, opdager man hurtigt at de vandrette streger er svære at se på grund af træets årer, og at runde former er svære at lave.

Der kan ikke være tvivl om at runerne havde en magisk betydning for deres brugere. En runesten var ikke primært til information for senere forbipasserende, men en markering. Og det samme gælder runer på våben og smykker: De har skullet give kraft og beskyttelse. Vi har i folkeviserne udtryk som Herr Peder kasted runer over spange (‘bro’) – derrved fik han en vis magt over dem der gik over broen.

FIGUR 11: RUNER

De første 6 tegn i det ældre runealfabet

Ud fra et sprogligt synspunkt er runerne interessante af to årsager. Den ene er at rune-’alfabetet’ ikke hed alfabetet men futharken – efter de første seks tegn. Med andre ord, runerne brød med den herskende bogstav-rækkefølge. Desværre kender vi ikke grunden til dette brud. Det er tænkeligt at rækkefølgen hang sammen med runernes navne: Det første tegn hed fx fehu (‘kvæg’, udviklet til moderne dansk fæ, som i folk og fæ ‘mennesker og dyr’), det næste hed uruz (‘urokse’). Men hvilken betydning dette kan have haft, ved vi ikke.

Den anden specialitet ved runerne er at de i Norden findes i to udgaver: den ældre futhark, der bestod af 24 runer, og den yngre, fra omkring år 800, der bestod af 16. Og mellem de to ligger nogle omhyggelige sproglige iagttagelser – de folk der skabte den yngre futhark, havde indset at nogle af tegnene i mange tilfælde var overflødige fordi forskellen mellem dem var lille, eller kunne aflæses af sammenhængen. Fx blev de seks tegn for p b t d k g reduceret til tre: p/b, t/d, og k/g. Når man sammenligner med at vi i dag udtaler fx lap-lab og lækker-lægger ens, og ikke skelner mellem stille og sdille, må det siges at være en ganske forståelig forenkling. Også i og e blev slået sammen – det er de to selvlyde vi har i moderne dansk lige og ligge eller de og det.

Der findes dog også andre varianter af runealfabetet, heriblandt også nogle der genindfører de distinktioner den yngre futhark havde afskaffet. Det interessante er imidlertid ikke nøjagtig HVILKE ændringer der blev foretaget, men derimod AT de blev foretaget. Den yngre futhark er et af de få tilfælde i alfabeternes nyere historie hvor ændringer tilsyneladende skyldes sproglige iagttagelser, og ikke blot begrundes i at alfabetet skal tilpasses et nyt sprog.

Lydskrift

Ét af de fortrin som ofte fremhæves ved de græske og græskinspirerede alfabeter, er at de er lydgengivende. Bogstavskrift er lydskrift, mener mange. Det er imidlertid en sandhed med modifikationer.

Specielle danske urimeligheder som sagde og havde er allerede nævnt; og udtalen af mine, minde og mene, eller de og det, eller en dør og man dør, kan ikke være let at lære for en udlænding der samtidig skal læse ordene. Og englændere har åbenbart haft svært ved at høre det danske a, siden de skriver Denmark i stedet for Danmark.

Men engelsk kan ikke tages som mønster. Forholdet mellem lyd og skrift er her nok lidt værre end på dansk. Eight og ate udtales ens (/æit/ – ate kan også udtales /æt/), mens thou, though, tough og cough udtales uden at de blot tilnærmelsesvis rimer. Navne er specielt vanskelige, fx Leicester /lester/ og Gloucester /glåster/.

Sprog som tysk synes at være enklere. Man kan fx regne med at sch gengiver den lyd der på engelsk normalt staves sh – men man kan ikke regne det ud på forhånd, og så skal man for resten lige være klar over at sch-lyden også kan staves s, som i springen og Stärke. Pointen er at den slags skal læres når man lærer tysk. Selv om tysk har et rimelig konsekvent forhold mellem lyd og skrift, så er bogstavernes lydværdier tyske, ikke universelle.

Det samme gælder fransk, hvor fx ils parlent (‘de taler’) udtales /il parl/ – simpelt nok når man har lært at -ent ikke udtales i 3.persons flertal af udsagnsordene. Man må så også lære at uden for bøjningen af udsagnsordene skal det udtales, som fx i St. Laurent /sæng låráng/. (ng angiver her at den foregående selvlyd udtales gennem næsen; det gengives ofte som ã.)

Det gælder i det hele taget at hvert sprog må finde sin egen passende anvendelse af bogstaverne. Det var det der gav forskellen mellem det græske, det kyrilliske og det latinske alfabet. Og det gælder i lige så høj grad i dag, hvor det latinske alfabet overføres til stadig flere sprog. Som regel anvendes det samme basale sæt af bogstaver, evt med tilføjelse af enkelte særligt udformede (som dansk æ ø), eller med brug af såkaldte diakritiske tegn (som ved dansk å, tysk ä ö eller fransk ê ç); men lydværdierne må lempes efter sprogets egenart.

Når man skal beskrive et sprogs lydside, må man derfor gribe til anderledes drastiske midler, dvs til et mere detaljeret transskriptions-system. Der er i løbet af 1900-tallet udviklet et internationalt fonetisk alfabet (IPA – the International Phonetic Alphabet, først udformet i 1886). På internettet www.arts.gla.ac.uk/IPA/ipa.html kan man se hvor mange tegn der skønnes nødvendige for at beskrive de medlyde der kan findes i verdens sprog.

Skriftens kulturelle betydning

Skriften har været et uundværligt hjælpemiddel for udviklingen af det man kan kalde et civiliseret kultursamfund. Det skal ikke forstås således at samfund der ikke har et skriftsystem, ikke har kultur. Ved ‘civiliseret kultursamfund’ forstås her et samfund med en forgrenet social organisation, med statsdannelse og med forskel på by og land (‘civilisation’ kommer af latin civis ‘(med)borger’) – i modsætning til stammekulturer, hvor de sociale relationer hviler på medlemmernes umiddelbare samvær.

Der er grund til at tro at de første tegn var tal-tegn (se figur 12), som kunne bruges til at registrere skat til fyrster og ‘tiende’ til templer.

Sammen med simple billedtegn kunne tal-tegnene angive antal af korntønder og vinkrukker indleveret til magthaverne. Om den oprindelige befolkning har betalt sin skat med glæde, ved tanken om at den befordrede udviklingen af skriftkulturen, er nok tvivlsomt. Men for magthaverne var det en oplagt fordel at magten kunne udvides over stadig større områder – uden skrift er det svært at forestille sig en egentlig embedsstand.

FIGUR 12: TALLENE I KILESKRIFT

Bemærk at de viser titalssystemet. Det fik vi i Europa først i Middelalderen, efter at vi havde opgivet romertal (I, II, III, IV, osv). De såkaldte arabertal (1, 2, 3, 4, osv) fik vi fra islamiske matematikere, der var inspireret af indiske lærde (der også opfandt nullet!)

På længere sigt har skriften også betydet en forøgelse af den almindelige velstand. Skriften var forudsætning for at magthaverne kunne give love, således at reguleringen af samfundet ikke blot hvilede på den enkeltes forgodtbefindende. Skriften var forudsætning for at byttehandel kunne udvikle sig til aftalehandel og handel over længere afstande.

Og skriften var forudsætning for at den viden der før nedarvedes fra generation til generation, kunne blive til ‘videnskab’, dvs viden der stod til samfundets rådighed, fx viden om årets gang (kalendere). Endelig var skriften også forudsætning for at myter og legender kunne blive til historie og litteratur.

Udviklingen og anvendelsen af skriften er utvivlsomt sket i samarbejde mellem den verdslige og den åndelige magt. De skriftkloge var først og fremmest præster, men de har støttet – og støttet sig til – den verdslige magt.

Pennen, klerkene og sværdet

Forholdet mellem pennen og sværdet illustreres i den europæiske Middelalder. Fyrstens regnskab og brevveksling varetoges af munke: Ordet klerk, der oprindelig betød præst eller gejstlig, kom efterhånden til at betyde ‘skriverkarl’. I moderne engelsk har man stadig titlen town clerk, der svarer til ‘kommunaldirektør’ på dansk, og clerical workers betyder kontorarbejdere.

Det var i Middelalderens klostre man bevarede og afskrev de gamle håndskrifter fra antikken – som de i mange tilfælde havde overtaget fra islamiske lærdomscentre – og det var herfra man fik viden da Europa i Renæssancen (‘genfødelsen’, år 1300-1600) var klar til at genopdage antikkens videnskab og litteratur.

Retskrivning

Begrebet retskrivning (som oftest forstået som ‘retstavning’) har sin forudsætning i bogtrykkerkunstens opfindelse (omkring år 1485). Før den tid foregik mangfoldiggørelsen af tekster ved afskrift, og mange håndskrifter har kunnet sted- og tids-fæstes ved hjælp af skrivernes særlige stave- og skrive-vaner. Forskellige klostre udviklede deres egne specielle stavemåder. Med indførelsen af bogtryk blev tekster med samme udseende udbredt i langt større antal, og tendensen til ensretning blev derfor også større.

I moderne dansk sprogbevidsthed spiller retstavning en uforholdsmæssig stor rolle. Det er et tegn på (ud)dannelse at kunne stave ‘ordentligt’. Som tidligere nævnt er det praktisk at have en stavestandard. Men samtidig må stavning sættes i perspektiv – skrift er, trods al sin kulturbærende hensigtsmæssighed, en afledt sprogform.

For det første er det værd at bemærke at de stavefejl vi møder, udgør en forsvindende lille procentdel i forhold til alle de ord der aldrig eller kun sjældent staves forkert. Og blandt almindelige stavere er det efter endt skolegang formentlig de færreste der har problemer med mere end allerhøjest 5% af ordforrådet. Og her må man huske at ca 50% af de løbende ord der optræder i tekster, er at finde blandt de 100 hyppigste ord i sproget (småord som og, i, ikke, at, som, der, jo, vel, da, når, osv). Det er sjældent de hyppige ord der giver vanskeligheder. De 5% af ordforrådet der kan være besværlige, udgør en forsvindende lille del af de løbende tekstord.

For det andet er skrift og stavning en tillært færdighed, mens den daglige talte brug af sproget er en tilegnet færdighed, der ikke behøver andet end naturlige menneskelige omgivelser for at udvikles. Stavefærdighed er ikke så naturlig, og der er mennesker for hvem stavning udgør et langt større problem end for andre. Ordblindhed er ikke sjov at leve med, og den almindelige tendens til at betragte stavefejl som udtryk for manglende dannelse, eller måske ligefrem dumhed, gør det ikke lettere.

I kritik af andres stavning er der et vist mål af selvhævdelse. I en vis forstand er det den gode elev der ler ad den mindre gode.

For det tredje er der brug for at skrift og stavning gradvis lemper sig efter naturlig talt sprogbrug. Det må derfor ses som overdreven nidkærhed når forsigtige og i reglen omhyggeligt overvejede forslag fra Dansk Sprognævn til ændrede, eller blot alternative, stavemåder, udskriges som knæfald for den dårlige smag – som det undertiden sker i avisernes læserbrevsspalter. Da man i 1948 afskaffede de store Begyndelsesbogstaver ved almindelige Navneord, var der endog Aviser der svor at de aldrig vilde gøre Knæfald for den Slags Pjat. Det varede dog ikke længe før knæfaldet var en kendsgerning, som ingen tænkte videre over.

Desuden er der tegnsætningen, specielt det grammatiske komma. Faktisk er det de færreste, der ved, hvordan det skal sættes. De, der gør, ser helst, at de, der ikke gør, bliver dyppet i tjære og rullet i fjer. Men, som man ser, kan det, når det gennemføres konsekvent, let føre til, at kommaerne tager magten.

Den væsentligste overvejelse ved kommatering må være hensynet til læseren – dvs at man ved sin tegnsætning forsøger at kompensere for skriftens manglende angivelse af rytme og tonefald; og til det brug kan man med rimelighed også overveje brugen af tankestreg, kolon og semikolon.

Endelig er der også andre ting man kan gøre for at lette læsningen. Fx at sætte tilstrækkelig mange punktummer, at sørge for overskuelig afsnitsinddeling, at undgå tvetydige sætninger, osv. Men det er jo ikke nær så nemt at give regler for.

Stavefejl eller trykfejl?

Der er formentlig flere trykfejl der kan give anledning til morskab, end der er egentlige (udannede?) stavefejl. Her er nogle eksempler, de fleste lånt fra Politikens rubrik Oh, Danmark!

Den radikale politiker Niels Helved Petersen.

Kommissionen har løget over for undersøgerne af sagen.

Sagen gik i hårknude.

Alle tiders mandflok søges til alenepige.

De kan nyde manden på vores overdækkede terrasse.