Читать книгу Sproget - Hans Arndt - Страница 6

At frembringe lyde i harmoni

er den sværeste kunst af alle.

W.B. YEATS

Når man forestiller sig hvad der er vigtigt for en beskrivelse af sproget, tænker man ofte først på en ordbog, dernæst måske på en grammatik. De er vigtige, men det helt basale er den lyd der bærer alle vores daglige udsagn. Når man ser nærmere på sprogets og talens lyde, forbavses man over hvor kompliceret systemet er, hvor behændigt vi bruger det, og hvor overlegent vi udtaler og forstår, selv når talen viser sig at være langt fra det billede vi er vant til at se på skrift. Og måske mindre harmonisk end Yeats ville foretrække.

Her er et eksempel fra en almindelig samtale. Læseren vil sikkert finde det ekstremt, men det er det ikke. For den der til daglig arbejder med talesproget, er det ganske almindeligt.

Hanne:	naj mnuvjadaegfåjaifedfaadveedalså
	(Nej men nu vil jeg da ikke få jeri fedtefadet ved det altså.)

Skrevet som det lyder, uden hensyn til almindelig stavemåde, ser det unægtelig besynderligt ud. Med normalskrift, der tager højde for alt det vi ‘hører’, fordi vi er eksperter i at opfatte lyde som ord, ser det ganske anderledes ud. Men den lydlige form (som er en nøjagtig udskrift fra en båndoptagelse) volder ikke tilhørerne de fjerneste vanskeligheder.

Eksemplet er kun specielt fordi det viser hurtig tale skrevet ned. Men selv når vi gør os umage, er der mange eksempler på at talen er meget mere uklar end vi forestiller os. Prøv fx at sige følgende ord efter hinanden: lære, lærer, lærere – på skrift er der jo en klar forskel, men i tale? Det er i hvert fald ikke nemt at beskrive forskellen.

Det viser at sprogtilegnelsen er en ganske kompliceret proces. Ud af lydsekvenser som de viste (og rigtig mange af dem) drager det lille barn forbavsende hurtigt nogle slutninger om hvordan sproget er indrettet. Det er mængden der gør det. Barnet hører mange ytringer og mange forskellige udtaler af de samme ord – og altid i en sammenhæng der hjælper med til at gøre det forståeligt. Duske huske å vaske hænder! Vaske Du så huske? (Til at begynde med kunne man lige så godt spørge: Hvad kommer der efter ‘huske’?) Det svære er ikke at forstå hvad der bliver sagt, men at akceptere at al den håndvask nu også er nødvendig.

Lyden kommer først

Menneskeheden startede ikke sin vej frem mod et sprog med en blyant. Selv i dag er det kun et lille fåtal af verdens sprog der overhovedet er skrevet ned. Og det lille barn begynder med at skrige, grynte og pludre. Den første gang barnet får en blyant i hånden, bliver den brugt til at lave huller i papiret med, ikke til at lave notater om hvad det lille grynt skulle betyde.

Det er så indlysende at det næsten ikke burde være nødvendigt at sige det. Alligevel har det skrevne sprog fået en fortrinsstilling, og mange mennesker bruger det som rettesnor for hvad man kan sige og ikke sige. Men sprog er altså først lyd, og senere – langt senere – skrift. Det eneste andet medium der kan konkurrere med lyd, er døves tegnsprog; det tilegner børn af døve tegnsprogsbrugere sig formentlig lige så hurtigt som talt sprogtilegnelse, og uanset om de selv er døve eller ej.

Den tekniske beskrivelse af sprogets lyde hedder FONETIK. Den falder i tre dele: 1) ARTIKULATION, der handler om hvordan vi bruger munden til at frembringe lyde; 2) AKUSTIK, der handler om hvordan lyden forplanter sig gennem luften; og 3) AUDITION, der handler om hvordan øret opfatter lyden. Vi vil bruge mest plads på at beskrive artikulationen. Dels kan læseren så nemmere selv følge med i hvad der foregår, og dels vil den være de fleste bekendt fra fremmedsprogindlæring.

Taleorganerne

Det er tungen og læberne vi nemmest kan se og fornemme som vigtige. Det er endda muligt at gætte på hvad folk siger ved mundaflæsning, selv om man ikke kan høre dem. Men for at få det hele med, må vi også nævne tænderne og ganen, som godt nok ikke er så bevægelige, men som er nødvendige som ‘modspillere’ til tungen. Endelig er der lungerne og luftrøret, der leverer den luft som gør det hele hørligt, og strubehovedet med stemmelæberne, der får luften til at svinge.

Taleorganernes placering fremgår af figur 1, der viser et gennemskåret hoved (dog ikke bogstaveligt). Egentlig skulle man ikke kalde dem taleorganer, for deres primære brug er vel spisning og åndedræt. Men der er faktisk forskere der hævder at sproget har været så vigtigt for menneskeartens udvikling, at disse organers form i lige så høj grad er bestemt af behovet for at kunne tale, som af behovet for at kunne spise og trække vejret.

Det kan vi ikke vide, men rigtigt er det at mennesket er det eneste pattedyr der har strubehovedet placeret således at man kan få maden galt i halsen. (Det er ved strubehovedet at luftrøret og spiserøret skilles fra hinanden.) Det kunne se ud som en ‘designfejl’, men det er bl.a. den ‘fejl’ vi kan takke for at vi kan tale (bedst uden mad i munden).

Talen begynder som luft, som regel udåndingsluft. Vi kan godt tale mens vi trækker vejret indad, og der findes sprog der udnytter dette som en del af deres lydsystem, men det er hovedsagelig udåndingen vi bruger, med små pauser hvor vi lynhurtigt trækker en masse luft ind før vi kan fortsætte.

På sin vej op gennem ‘talekanalen’ møder luften i strubehovedet den første forhindring, der hjælper til at forme luftstrømmen, så den kan blive til lyd. Strubehovedet kaldes også adamsæblet, fordi det er lidt større hos mænd end hos kvinder. Her sidder et par små muskler der ligner læber. Når disse stemmelæber er åbne, kan vi trække vejret og sukke, og vi kan også sige ‘ustemte lyde’. Når de er lukkede kan vi ikke ånde, ej heller få maden galt i halsen. Men når vi samler dem og samtidig presser luft fra lungerne op igennem dem, får luften dem til at svinge, med en hastighed på mellem 80 og 200 svingninger i sekundet (børn op til 300).

FIGUR 1: TALEORGANERNE

Denne svingning kaldes stemthed, og man kan mærke den som en svag summen hvis man sætter en finger oven på strubehovedet mens man siger aaahh (egentlig er der ikke noget h i det, det er blot et langt /a:/ – det er den lyd lægen beder os om at sige når hun vil se os i halsen). Hvis man stikker et tandlægespejl ind bagest i svælget, kan man i det se sine stemmelæber. (Det er ret ubehageligt, så det gør man kun i videnskabens tjeneste.)

Stemmelæbernes svingning forplanter sig til den luft der passerer igennem dem. Det er samme princip som når en violinstreng sættes i svingninger af violinbuen: Svingningerne forplanter sig gennem luften og når derved vores øren. En kontrabas giver en dybere tone fordi strengen er længere, og på samme måde bliver vores stemme dybere jo større strubehovedet er. Det er derfor voksne har dybere stemmer end børn, og mænd har dybere stemmer end kvinder, efter at deres strubehoved i puberteten har vokset sig mandigt.

Men foreløbig har vi altså kun frembragt en stemme der kan sige /a:/. Det er jo ikke særlig informativt. For at frembringe forskellige lyde må vi lave nogle krumspring med de øvre taleorganer, dvs de bevægelige dele i munden, først og fremmest tungen. Det giver os bl.a. mulighed for at skelne mellem medlyde og selvlyde.

Medlyde

Medlyd er en god dansk oversættelse af det latinske KONSONANT, dels fordi ‘kon-sonant’ direkte svarer til ‘med-lyd’, og dels fordi medlyde er lyde vi ikke ret gerne siger alene, men kun sammen med en selvlyd (en vokal). Vi kan sagtens sige selvlyde som i ø å for sig selv (de kan oven i købet bruges som selvstændige ord), men når vi skal nævne medlyde, kalder vi dem fx pe te kå. Vi kan godt sige p t k alene (det bliver som regel til ph th kh), men vi gør det sjældent.

Som sagt er stemmelæberne den første forhindring luften møder på sin vej ud i verden. Medlyde dannes ved yderligere forhindringer i mundhulen. Forhindringen giver oftest støj, og medlydene kaldes også STØJLYDE.

Den simpleste forhindring er et lukke, men det kommer der jo ikke megen lyd ud af – det er åbningen af lukket der giver lyd. Derfor kaldes LUKKELYDE (latin: klusiler) også undertiden SPRÆNGLYDE eller på latin (eks)plosiver. De danske sprænglyde er p, b, der dannes med læberne; t, d, der dannes med tungespidsen mod gummeranden; og k, g, der dannes med bagtungen mod ganen.

Forskellen mellem p-t-k og b-d-g, antages ofte at være stemthed, således at stemmelæberne svinger ved b-d-g, men ikke ved p-t-k. Det passer også på en del sprog, fx på fransk, men på dansk er de ustemte alle seks. Vi skelner dem fra hinanden ved at p-t-k siges med et lille pust, mens b-d-g er uden pust. Hvis man siger puh til et stearinlys, flakker det; hvis man nøjes med buh, sker der meget lidt.

En anden type forhindring for luften er ‘hæmme’. Ved HÆMMELYDE (latin: frikativer) nærmer de øvre taleorganer sig så meget til hinanden (uden at lukke) at luften kun kan slippe igennem med en hvæsen eller hvislen.

De typiske støjende hæmmelyde er i dansk de ustemte f og s, og de stemte ν og /δ/ (den sidste er den lyd vi har i gade). De stemte udtales i nogle dialekter afsvækket: ν udtales u-agtigt (som i vestjysk) og /δ/ udtales j-agtigt (som i østjysk). Andre sprog har mange flere hæmmelyde der dannes næsten samme sted, som fx engelsk thin, this, hvor henholdsvis det ustemte /θ/ og det stemte /δ/ dannes med tungespidsen mod bagsiden af overtænderne, og sure og pleasure, hvor henholdsvis det ustemte /∫ / (sh) og det stemte /3/ (zh) dannes lidt længere tilbage end s.

Lydene dannes forskellige steder i munden. Med andre ord, det sted hvor taleorganerne enten stopper eller hæmmer luftstrømmen, gør en forskel i hvad vi hører. Medlydenes placering i munden kan ses i figur 2.

Også h er en slags hæmmelyd, selv om vi ikke kan stedfæste hæmmet: h betragtes undertiden som en ustemt selvlyd, fordi taleorganerne ved h er i samme position som til den efterfølgende selvlyd. Men når stemmelæberne ikke svinger, kan vi høre en svag ‘hviskende’ støj, når luften passerer gennem talekanalen. h forekommer ikke som slutlyd på dansk – når vi skriver ah, angiver det blot forlængelse af a.

De resterende medlyde er dels næselydene m n ng og dels l r j. De dannes ved at de øvre taleorganer nærmer sig hinanden, men almindeligvis uden at luften hvisler eller suser. De er som oftest stemte, og uden den støj der kendetegner de typiske medlyde.

NÆSELYDENE dannes ved lukke samme steder som p/b, t/d og k/g, men de dannes uden sprængning, for ganeseglet (se figur 1) sænkes så luften slipper ud gennem næsen i stedet. Nogle sprog (fx fransk) har næselyde som selvlyde, fx õ og ã, som danskere ofte – i hvert fald indledningsvis – udtaler som ong og ang, fordi vi har svært ved at kombinere udtalen af en selvlyd med et sænket ganesejl. Ikke fordi vi ikke kan bestemme hvornår vi vil sænke vores ganesejl – det kan vi: Man bestemmer selv om man vil sige lam eller lab, undtagen hvis man er forkølet – men fordi vi ikke har bevidst kontrol over ganesejlet.

De øvrige medlyde (l r j) er alle karakteriseret ved at have en speciel indstilling af taleorganerne. l er en SIDELYD (latin: lateral): Den frembringes ved at tungespidsen berører gummeranden, mens tungens sider sænkes, så luften altså passerer ud ved tungens sider.

FIGUR 2: DE DANSKE MEDLYDES PLACERING I MUNDEN

r dannes på dansk ved at tungen skubbes bagud, så der dannes en svag luft-turbulens mellem bagtungen og den bløde gane (og svælgets bagvæg). r dannes på lignende måde (med lidt kraftigere turbulens) på tysk og fransk, men på andre sprog (fx engelsk og russisk) dannes r ved at tungespidsen trækkes lidt tilbage og opad, så turbulensen dannes ved tungespidsen.

j er den mindst medlydsagtige medlyd. Faktisk udtales j på samme måde som i, men j forekommer oftest foran en mere åben selvlyd (som i Jens, jagt, jord). Man kan høre det ved fx i aften – det udtales ofte som jaften: i bliver til j fordi det står foran en mere åben selvlyd. Også når vi undertiden har det efter en selvlyd (som i hej), udtales det som et i. Man kalder undertiden j (og også w) GLIDELYD, fordi de består af en gliden fra en høj tungeposition til en lavere. Og dermed glider vi over til selvlydene.

Selvlyde

Selvlyde kaldes med et latinsk låneord VOKALER (det betyder ‘stemmelyd’, af latin vox ‘stemme’). Både stemmelyd og selvlyd er gode betegnelser, for dels er de altid stemte, og dels kan de i modsætning til medlydene ‘stå selv’.

Selvlyde er vanskeligere at beskrive præcist end medlyde, for de dannes ikke ved forhindringer i mundhulen, men ved at mundhulens form ændres. Selvlydene er alle sammen rene KLANGLYDE: Den klang der dannes ved stemmelæbernes vibration, får fylde ved at passere mundhulens ‘resonansrum’. Det er lidt ligesom tonen fra violinstrengen der får fylde ved at passere hen over violinkassens resonansrum.

Men talekanalen er – med al respekt – et finere instrument end violinen, fordi talekanalen, især mundhulen, kan ændre form. Det er det der gør det muligt at skelne mellem forskellige selvlyde. Men grænserne er ganske uskarpe: Man kan sige ieæaåou i én bevægelse (det lyder næsten som kattens miaw). Vi gør det ved at tungen starter i en høj fortungeposition, går ned i en lav position, og slutter i en høj bagtungeposition. I den sidste del af bevægelsen er læberne rundede.

SKEMA 1: DANSKE SELVLYDE

De danske selvlydes placering i mundhulen (dvs tungens placering ved udtalen af dem) fremgår af skema 1. Som det ses, er bogstaverne ikke noget sikkert tegn på hvilken selvlyd vi udtaler. Fx er i i sinde den samme lyd som e i se, og e i sende er den samme lyd som æ i sæbe; somme har en dybere lyd end sone, og sunde har en dybere lyd end Sune. (Med ‘dybere’ menes at de har en lavere tungestilling.) Bemærk også de tre forskellige selvlyde i de–det–den: i–e–æ.

Dansk har et ret rigt sæt af selvlyde, specielt fordi de fleste af dem desuden forekommer både i en lang og en kort udgave, sammenlign fx si:le-silde, ma:ne-mande og mu:le-mulde (d er stumt, der er kun længden til forskel).

Endvidere kan selvlydene forekomme med eller uden det såkaldte STØD, sammenlign fx sø’er (navneord i flertal) og sø:ger (udsagnsord i nutid; bemærk at g ikke udtales i moderne dansk, der er kun stødet til forskel). Stødet optræder flere forskellige steder, og ved hjælp af både længde og stød kan vi skelne mellem flere selvlyde end de 12 der står i skema 1. Der er dog dialekter (i Sønderjylland, på Fyn og de sydlige øer) der ikke bruger stød.

Yderligere har vi de såkaldte glidelyde eller TVELYDE (latin: diftonger), som i skov, sagn (eller savn), løj, mig. Selv om vi oftest staver dem med medlyde (v, g, j), må de betragtes som selvlyde. (Det er af samme grund at j og w også kaldes glidelyde.)

De mange forskellige selvlydsvariationer gør dansk til et ret svært sprog at lære. Englændere har fx ikke rundede fortungelyde, og spørger (i hvert fald indledningsvis) efter lus når de vil have lys. Tyrkisk har kun 8 selvlyde ialt, arabisk og grønlandsk har endnu færre, og udlændinge har derfor ofte store vanskeligheder med de mange danske selvlydsforskelle.

De svære danske lyde

De mange danske selvlyde er bl.a. opstået fordi dansk har svækket mange medlyde, især i slutpositionen i stavelsen. Det gælder fx læ:ge, hvor et oprindeligt k (sammenlign svensk läkare) først er svækket til g og dernæst helt forsvundet, og noget lignende gælder bage /ba:/, øve /ø:u/ og lærer /læ:å/. Og selv om vi som regel bruger både medlyde og selvlyde, så kan vi faktisk finde sætninger der udelukkende består af selvlyde. Prøv selv et eksempel som Åge og Eva øver øje og øre i år. Sagt med almindelig udtale er det noget der virkelig kan forvirre en udlænding. (Til gengæld er det nok ikke en sætning vi ofte har brug for …)

Den gode gamle rødgrød med fløde er svær både på grund af det rundede ø og på grund af det bløde d. Her er en anden af lignende art, som man nok ikke skal plage udlændinge med før de har fundet ud af at dansk faktisk kan udtales: røgede ørreder. Prøv selv at lytte til det.

Men det er ikke kun specielle lydsammensætninger der kan synes vanskelige. Artikulationen af et hvilket som helst ord er egentlig noget af en bedrift. Se fx ordet samle:

/s/ Ganesejlet hæves mod svælgets bagvæg, og tungebladet hæves mod gummeranden, med en lille rille på langs af tungens midte. /a/ Så sænkes tungebladet og kæben, så bagtungen kommer i en lav position, samtidig med at stemmelæberne samles til vibration. /m/ Dernæst lukkes læberne, samtidig med at ganesejlet sænkes, så luften kan strømme ud gennem næsen. /l/ Læberne åbnes og ganesejlet hæves igen, samtidig med at tungespidsen hæves mod gummeranden og tungens sider sænkes. /e/ Tungen sænkes til en neutral position. Til slut spredes stemmelæberne, munden lukkes og ganesejlet sænkes.

Vores talehastighed er ca 200 ord i minuttet.

Hvilke lydforskelle er vigtige?

Nyfødte børn er naturligvis ikke indstillet på et bestemt sprog. De kan både udtale og høre lydforskelle som de senere sorterer fra – det der bliver tilbage, er de lydforskelle der gør en forskel i betydningen (dvs de er ‘distinktive’) i det sprog børnene vokser op med.

Som eksempel kan vi tage forskellen mellem v og w. Enhver englænder kan høre forskel på vine (‘vinplante’) og wine (‘vin’), mens det for en dansker (i hvert fald indledningsvis) er svært både at udtale og høre forskellen. Vi har den lydforskel, men kun som en forskel mellem dialekter, ikke som en betydningsbærende forskel. Med andre ord, forskellen mellem v og w er distinktiv på engelsk, men ikke på dansk.

En anden forskel som danskere sagtens kan udtale, men som ikke er distinktiv på dansk er forskellen mellem t^s og almindeligt t (oftest udtalt t^h). På russisk er forskellen derimod distinktiv, som i forskellen mellem tapka (‘hjemmesko’) og tsapka (‘lugejern’). Begge udtaler er almindelige på dansk, specielt i københavnsk, t^s især foran fortungeselvlyde (som i t^sid, T^sivoli og t^sænke).

Der er to ting vi kan lære af disse eksempler. For det første vælger forskellige sprog forskellige lyddistinktioner til at bære de udtaleforskelle der skal angive indholdsforskelle. Og forskellen fra lyd til lyd er vigtigere end lydene selv: Det er fx vigtigt at vi kan skelne mellem pas og bas, men det er ikke vigtigt nøjagtig hvordan vi gør det. Forskellen er som nævnt stemthed på fransk, men den danske forskel (pustet-upustet) gør lige så god fyldest.

For det andet kan vi – uanset hvilket sprog vi taler – frembringe mange flere lyde end de knap 40 (det varierer en del fra sprog til sprog) der er indeholdt i vores eget sprogs lydsystem. Og det er klart at vi ikke kan frembringe nøjagtig den samme lyd hver gang vi vil sige fx t. Somme tider siger vi det fulgt af en svag s-lyd, somme tider med en stærkere s-lyd, somme tider uden s-lyd; somme tid siger vi det med tungespidsen fremme mod bagsiden af tænderne, somme tider med tungespidsen trukket tilbage mod gummeranden. (Den sidstnævnte forskel er distinktiv på indisk, men altså ikke på dansk.) Somme tider taler vi hurtigere og mere afsnuppet end andre tider.

Hvis man finder det svært at fornemme denne variation hos den enkelte sprogbruger, så må man i hvert fald indrømme at forskellige sprogbrugere udtaler samme lyde forskelligt. Der er forskel på mænds og kvinders, og på børns og voksnes udtale, der er forskel på udtalen i forskellige dele af landet, osv. Folks stemmer er forskellige nok til at vi som regel kan identificere en bekendt udelukkende på stemmen – ofte behøver vi ikke at høre mere end hallo eller Det er mig! i telefonen.

Når vi alligevel kan forstå hinanden, er det fordi vi har tilsvarende lydforskelle, uanset hvordan vi nøjagtig udtaler lydene. Dvs vi har samme lydsystem. Hører vi et t der lyder lidt afvigende, så regner vi det alligevel som en t-lyd, fordi det trods alt er mere t end fx s eller d. Også fordi ordsammenhængen i de fleste tilfælde viser hvordan det skal opfattes – man kan endda, hvis man er forkølet, sige Du bå kobbe iged i borged (Du må komme igen i morgen), uden at blive misforstået. Den forkølede udtale skyldes at næsehulen er lukket, så næselydene erstattes af de tilsvarende sprænglyde.

Resultatet er at vi må skelne mellem på den ene side sprogets LYDSYSTEM, som består af omkring 40 såkaldte sproglyde (latin: FONEMER), hvis afgrænsning hviler på at de er distinktive; og på den anden side tusindvis af menneskelige lydmuligheder – lyde som vi kan udtale og til en vis grad også høre som forskellige, men som ikke er distinktive. Læren om lydsystemets fonemer er en underafdeling af fonetikken, som kaldes FONOLOGI.

Et fonem er en abstrakt størrelse, således at forstå at vi ikke kan bestemme forskellen mellem to fonemer ved at måle på dem. Fonemsystemet er sprogbrugerens: Vi henregner de mange tusind forskellige lyde vi hører, til de fonemer vi ved der er distinktive i vores sprog. Hvad enten vi hører T^sivoli eller T^hivoli, så opfatter vi det samme (medmindre vi er særlig opmærksomme på hvordan folk taler).

Lyde i sammenhæng

Lyde forekommer naturligvis altid i sammenhæng. Men ligesom fonemsystemet er specielt for hvert sprog, så er det også en særegenhed ved det enkelte sprog hvilke lydkombinationer der bruges. Det er specielt kombinationer af medlyde der varierer. På dansk er vi ganske gode til at kombinere mange medlyde, fx kst i tekst, eller lmsk i skælmsk, eller ngstskr i angstskrig (det hjælper at ngst og skr står i hver sin stavelse, så der er selvlyde på begge sider – men vi siger det ikke des mindre i sammenhæng).

Engelsk ligner på mange måder dansk, men har fx afskaffet kn, selv om det stadig skrives, som i knife eller know. Men hvis vi ser fx russisk lgatj (‘lyve’) eller kto (‘hvem’) eller vdrug (‘pludselig’), så stejler vi, for det er da ingen der kan sige. Det er der altså alligevel, og vi danskere kan såmænd også, vi har blot fra barnsben vænnet os til vores egne lydkombinationer, og frasorteret dem vi ikke hørte omkring os, som umulige.

Andre sprog, fx finsk, japansk og swahili, er langt mere tilbageholdende med at kombinere medlyde. Da finsk lånte ordet strand fra svensk, smed man de to første medlyde væk og fik ranta, fordi finsk foretrækker én medlyd ad gangen. På swahili viser ordet dakitari (et låneord: ‘doktor’) at man i stedet har tilføjet nogle flere selvlyde, fordi swahili foretrækker at alle stavelser har formen medlyd+selvlyd.

I nogle tilfælde hjælper det som sagt at anbringe en selvlyd på hver side af en besværlig kombination af medlyde. På spansk hedder fx ‘De Forenede Stater’ Estados Unidos, fordi stat (fra latin) var nemmere at sige med en selvlyd forrest. Og på fransk skete oprindelig det samme med den samme kombination (fx estat), men så gik man et skridt videre: Man smed s væk, således at man i moderne fransk har fået état (‘stat’) og ligeledes école (‘skole’).

Mange af de lydændringer der sker i sprog over tid, skyldes de sammenhænge lydene forekommer i. På dansk udtales håndklæde næsten altid som /hångklæde/. Den form for lydændring kaldes ASSIMILATION, som betyder ‘tilnærmelse’ – taleorganerne for n(d) tilnærmer sig positionen for k. Et andet eksempel er hindbær (med stumt d), hvor n bliver til læbelyden m, fordi læberne alligevel skal samles til b – dvs n tilnærmes b (på tysk har man taget skridtet fuldt ud og staver også Himbeer).

Andre ændringer skyldes simpelthen afsvækkelse (sløseri, vil nogle kalde det, men det er det samme). Det har været fremtrædende i dansk lydudvikling. Vi udtaler fx kun undtagelsesvis det afsluttende e i ord som spise, kende, kølle. Og når vi er i gang, svækker (sluger) vi også g, som i lige /li:/, søge /sø:/, dage /da:/, og adskillige andre medlyde, som sidstelyden i med, skal, kan.

I nogle tilfælde kan man se at denne udvikling er i gang: Nogle ord er blevet afsvækket, mens andre med en ganske lignende lydkombination ikke er. Det gælder fx med, der næsten altid udtales mæ, mens mod og stod kun afsvækkes dialektalt. Og det gælder en kombination som –øbe, der i løbe og købe ofte udtales ø:u, men aldrig i døbe. Og på samme måde er sælge afsvækket så det lyder som sælle (eller celle), mens vælge stadig har et svagt g (der af de fleste udtales som j).

Dansk er specielt blandt de nordiske sprog ved sin afsvækkelse – i Norge og Sverige kan de godt udtale de afsluttende medlyde. Men der er andre sprog i Europa der svækker lige så meget som dansk; på portugisisk er fx persona svækket til pessóa.

En særlig svækkelse er der sket ved lukkelydene. Vi kan sagtens skelne fx pøs og bøs, dvs når p-b står forrest, foran en selvlyd. Men hvis p står efter en selvlyd eller efter s, er det ikke til at skelne fra b. Det gælder fx forskellen mellem lap (som i lap på albuen) og lab (som i bjørnelab). Og hvis man lytter omhyggeligt, kan man høre at spillede ligner billede mere end det ligner pillede.

Det samme gælder t-d og k-g: Vi kan ikke høre forskel mellem Kom så, Mette! og Kom så med det! Og i sangen Danmark nu blunder den lyse nat kan man ikke høre om havet synger imens det dugger eller imens det dukker. Når man undersøger det nærmere, viser det sig at de medlyde vi har foran selvlyd, udgør et andet sæt end dem der følger selvlyd. Forskellen vises summarisk i skema 2.

SKEMA 2: DANSKE MEDLYDE FORAN OG EFTER SELVLYDE

Foran selvlyd	p b m f v t d – n s j l r k g – h
Efter selvlyd	– b m f (u) – d δ n s (i) l – – g ng h

(lydene i parentes er ikke medlyde, men de tilsvarende glidelyde; de skrives undertiden w og j, men de udtales som u og i)

Lyd er luft

Når lyden har forladt taleorganerne, kommer den ud af munden, og så bliver den til AKUSTIK. De fleste kender akustik som noget der har med rum at gøre: En koncertsal eller en foredragssal kan have en god eller en dårlig akustik. Et rum har en god akustik hvis det befordrer lyden godt. Men selv om lyd befordres af de rum den går igennem, så er den også noget i sig selv: Den er bevægelser i luften – svingninger.

Lydsvingninger er karakteriseret ved to ting: LYDSTYRKE (amplitude eller volumen) og TONEHØJDE. Disse to ting kan ses i figur 3. Figuren er lavet af en maskine der påvirkes af lufttrykket (ligesom et barometer). Den aftegner det skiftende lufttryk på et stykke papir eller en computerskærm. Svingningerne består i at lufttrykket snart er oppe, snart nede, og lydstyrken kan aflæses i figurens lodrette dimension: Jo kraftigere luften svinger, jo større bliver afstanden mellem top og bund, og jo større er lydstyrken. Lydstyrke måles i DECIBEL (det bruges især når der er tale om kraftig kunstig lyd).

Tonehøjden kan aflæses i figurens vandrette dimension: Jo flere udsving (svingninger) der er pr sekund, jo tættere bliver stregerne, og jo højere er tonen. Tonehøjde måles i HERTZ (svingninger pr sekund), der også bruges om elektriske svingninger.

FIGUR 3: LYDSVINGNINGER

3a viser et udsnit på 30 millisekunder. 3b viser et udsnit på ca 300 millisekunder. Bemærk at lydstyrken i 3b er aftagende (udsvinget er størst i den første del)

Sproglige lyde er imidlertid mere komplicerede end som så. Sagen er at luften kan befordre mere end én tonehøjde ad gangen. Det er det der kendes fra musikken som GRUNDTONE og OVERTONER. Spiller man et ‘c’ på klaveret, så klinger de andre ‘c’er ovenover med (det er derfor det klinger harmonisk hvis man anslår flere ‘c’er på én gang).

I talekanalen sker der som nævnt det at stemmelæberne i strubehovedet kommer i svingning og danner en tone. Denne tone består af grundtone og overtoner. Grundtonen er den stærkeste og går nogenlunde rent ud gennem munden, men de svagere overtoner påvirkes ved deres passage gennem mundens (eller næsens) hulrum. Disse hulrum forstærker nogle overtoner og undertrykker andre. Og eftersom mundhulens form forandres ved forskellige selvlyde, så kommer selvlydene ud med forskellige sæt af overtoner, de såkaldte FORMANTER (de ‘former’ selvlydene). Det er på den måde at fx /i a u/ bliver forskellige.

Støjlydene har typisk ingen formanter, men danner et uregelmæssigt mønster, der breder sig over en stor del af lydskalaen – det er det der er den akustiske definition af støjlyde, selv om vi i almindelighed betragter støj som et spørgsmål om lydstyrke.

Den menneskelige stemmes grundtone varierer som nævnt mellem ca 80 og ca 300 hertz, og den varierer både med strubehovedets størrelse (jo større, jo dybere stemme) og med stemmelæbernes spændthed. Det sidste betyder dels at vi kan synge, og dels at vi ikke behøver at tale monotont: Selv om vi ikke synger, er der alligevel en ‘melodi’, kaldet ‘intonation’, i det vi siger.

Men vi har som sagt brug for at høre mere end grundtonen. De overtoner der gør selvlydene forskellige, har en tonehøjde på mellem 500 og 4000 hertz. Og nogle af hæmmelydene støjer helt op til 8000 hertz.

Vores fintmærkende øre

Alle de lyde som taleorganerne former og luften bærer videre, ville naturligvis ikke være noget værd hvis vi ikke havde mulighed for at opfange dem.

Øret er et uhyre fintmærkende organ. Det opfatter ikke alene grundtonen men også formanterne, og dermed forskelle mellem selvlyde, og det opfatter det uregelmæssige mønster der karakteriserer medlydene. Og det opfatter forskellige stemmer, og de svage lyde der næsten forsvinder i sammenhængende tale (som vist i det første eksempel i dette kapitel).

I vores øregang sidder trommehinden, som opfanger de lydsvingninger der er i luften omkring os. Fra hulrummet bag trommehinden er der forbindelse ned til næsehulen, for at sikre at der er det samme lufttryk på begge sider af trommehinden. Hvis den forbindelse tilstoppes (som ved en forkølelse), kan det være meget ubehageligt, fx når man flyver og lufttrykket ved opstigningen mindskes – så buler trommehinden udad og det gør ondt.

Trommehinden svinger sammen med luften, og disse svingninger forplanter sig gennem tre små knogler (kaldet hammer, ambolt og stigbøjle) til det indre øres væskefyldte hulrum. De består bl.a. af en sneglegang, der er fyldt med en masse små fine fimrehår, der påvirkes af bevægelsen og omdanner de forskellige lyde til nerveimpulser.

De meget dybe lyde (under ca 20 hertz) og de meget høje lyde (over ca 20.000 hertz) kan vi normalt ikke høre, men vi kan godt blive ubehageligt berørt af dem, fordi svingningerne netop ‘berører’ os, selv om vi ikke registrerer dem som lyde.

Værre er det med lydstyrken. Står vi for tæt på et kanonslag, kan vi blive døve et stykke tid efter. Og hvis den kraftige lydpåvirkning er længerevarende (som i en maskinhal eller ved en rockkoncert), kan de små fimrehår blive varigt beskadigede.

Når man ældes, indskrænkes det lydområde som øret kan opfange. Vi har en del at give af, men hvis det indskrænkes til under ca 8.000 hertz, begynder det at blive vanskeligt at opfange især forskellen mellem visse støjlyde.

Tone og tryk

De fleste der har prøvet at lære engelsk, har oplevet at de skal have mere ‘melodi’ (INTONATION) på end vi har på dansk. Taler vi engelsk med dansk akcent, vil en englænder opfatte os som ligeglade: Det mindre toneudsving på dansk får det til at lyde som om vi keder os. Til gengæld opfatter mange danskere den engelske talemelodi som lidt skabagtig, i hvert fald hvis de selv skal prøve at efterligne den.

Men vi har også intonation på dansk, og den varierer fra dialekt til dialekt. Den forskel er én af de vigtigste ved distinktionen mellem jysk og københavnsk. På jysk udtaler man de trykstærke stavelser med lidt højere tone end de tryksvage, som angivet i følgende eksempel:

På københavnsk gør man det lige omvendt (og afstanden mellem de høje og lave toner er ofte større):

Det er ganske pudsigt at iagttage hvordan man ved blot at ændre talemelodien som her angivet, kan ændre dialekt-indtrykket fra jysk til københavnsk.

Samtidig med de op- og ned-gange der forekommer inde i ytringen, sker der som regel et gradvist fald i tonehøjde fra første til sidste trykstærke stavelse, med et klart fald når man når til slutningen af en helmening. Det høres tydeligst i et rigsmål der er nogenlunde neutralt mellem jysk og københavnsk.

Men en helmening kan bestå af flere tonegange, hvor hver tonegang starter ‘forfra’, på en forholdsvis høj tone. Det kan illustreres som følger (hvor vi ser bort fra den dialektale toneforskel mellem trykstærke og tryksvage stavelser):

På skrift holder vi sammen på helmeninger ved at nøjes med komma indtil vi kommer til det afsluttende punktum. I talen angiver vi afslutningen med et klart fald, mens vi bruger en let opadgående eller ‘svævende’ tone inde i helmeningen (i eksemplet er det på ordet Sjælland). Det kan man opleve hvis man i en oplæsning overser et punktum – så opdager man at man er sluttet med en ‘ufærdig’ tone, og må læse de sidste ord om, … læse de sidste ord om. Vi kan desuden anvende den ‘ufærdige’ tone til at angive usikkerhed, eller til at angive at en ytring skal opfattes som et spørgsmål (som om helmeningen først er afsluttet når vi har fået svaret).

Som det er fremgået af eksemplerne, er intonation og tryk afhængige af hinanden (de kaldes tilsammen talens PROSODI). Ved TRYK forstås som sagt først og fremmest lydstyrke. Det fremkommer artikulatorisk ved at vi sætter ekstra tryk på luften fra lungerne og i det hele taget spænder taleorganerne.

Tryk bruges på tre måder. For det første er der som regel kun én trykstærk stavelse i hvert ord, som i kommer, Sjælland, færgen og Ebeltoft. Det lyder underligt at sige fx kommer, undtagen hvis man føjer et s på – så bliver der kommers. Det kan i enkelte tilfælde bruges til at skelne mellem forskellige udtryk, fx billigst og bilist eller åbenbare og åbenbare.

For det andet bruger vi tryk til at skelne mellem indholdsord (som de understregede i eksemplerne) og småord, der normalt ikke får tryk fordi de ikke bidrager så meget til betydningen som indholdsordene.

For det tredje bidrager tryk sammen med tone til at skabe det man kalder eftertryk (latin: EMFASE). Det kan illustreres med endnu et eksempel (her på jysk), hvor tonen igen markeres ved ordenes lodrette placering i forhold til hinanden, almindeligt tryk ved understregning, og eftertryk ved fed skrift:

Ved eftertryk bruger vi altså ikke alene ekstra lydstyrke, men lader også tonen tage et kraftigt sving opad og derefter nedad. Eftertryk kan have stor betydning, fx i forskellen mellem De sendte kun en dame og De sendte kun én dame.

Tryk og tone er fine redskaber for den bevidste sprogbruger, som man fx kan høre det ved oplæsning eller i skuespil, men også i almindelig tale. Bedst kendt er nok brugen af trykmønstre i vers. Her er et lille gruk af Piet Hein:

Den som kun tar spøg for spøg og alvor kun alvorligt,

han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.

Godt nok betragter de fleste rim som det vigtigste kendetegn for vers. Men det er lige så vigtigt at rytmen i verset er regelmæssig, og desuden den samme i begge linjer. I dette gruk er rytmen i begge linjer som følger, skiftevis trykstærk og tryksvag stavelse:

dum da dum da dum da dum da dum da dum da dum da

At trykmønstret spiller en væsentlig rolle, kan man se hvis man ændrer det lidt:

Spøg siges ikke alene for spøg og alvor er ikke altid alvorlig.

Hvis man tror det er ens opfattelsesevne dårlig.

Det rimer stadig, men så elegant som Piet Heins er det ikke. Rytmen er her klart uregelmæssig, og den er forskellig i de to linjer:

dum dum da dum da da dum da da dum da dum da da dum da da da dum dum da dum dum da da da da da dum da

Tryk og tone kaldes som nævnt i de her omtalte anvendelser PROSODI. Men der er visse sprog der anvender toner i selve lydsystemet, som fonemer, således på kinesisk, hvor fx ma kan siges med fire forskellige toner (heriblandt høj og lav), og derved kan betyde fire forskellige ting, dvs det er fire forskellige ord. Det er ret let at høre (selv om man ikke forstår kinesisk) at tonen i kinesisk varierer anderledes end på dansk – det er et såkaldt tonesprog.

Lyd er sprogets naturlige og primære udtryksmiddel, og den lyd vi anvender til at tale, er som nævnt meget varieret. Vores taleorganer er tusindkunstnere, luften er overraskende fleksibel som medium for sproget, og øret er uhyre fintmærkende. Skriften er i forhold hertil meget fattigere, men den er alligevel et fornemt instrument og en vigtig faktor for menneskets kulturelle udvikling.