Читать книгу Tantaluskvaler - Mads Julius Elf - Страница 10

Udvalget af analyserede fortællinger er med vilje hentet fra vidt forskellige kulturelle sammenhænge. Jeg observerer betydningen af appetit og spiseforstyrrelser og nærlæser eksempler på mad, taget som et fantasiobjekt, i fortællinger af østrig-ungarske Franz Kafka (“En sultekunstner”), norsk-amerikanske Siri Hustvedt (Det jeg elskede), sydafrikanske J.M. Coetzee (Historien om Michael K), indiske Salman Rushdie (Midnatsbørn), danske Karen Blixen (Babettes gæstebud) og flere andre fortællere fra den mindre hjemlige litteratur. Ud over at nylæse denne litterære samling af billeder, der alle skal vise sig at aktualisere myten om Tantalus, går jeg også ind på appetittens betydning i cinematografiske billeder af de danske Oscarnominerede filmkunstnere Jørgen Leth og Lars von Trier (De fem benspænd) og af fransk-italienske Marco Ferreri (La Grande Bouffe). Klassiske kilder om Tantalus og ligesindede mytologiske skikkelser, ikke bare Homers Odyssé, men også Pindars “1. olympiske ode”, Ovids Forvandlinger og Dantes Den guddommelige komedie, indgår selvfølgelig som en del af undersøgelsens tekstkorpus, foruden eventyr som “Hans og Grethe”, “Den lille Havfrue” og “Den lille Pige med Svovlstikkerne”, men også et udvalg af malerier, et arrangeret fotografi og en højst usædvanlig øjenvidneberetning fra Irak. I et tillæg til bogen (“Tantalus, fællesskabet og den forrykte appetit – en samtale med Klaus Rifbjerg”) bruger jeg sidst, men ikke mindst, en håndfuld af Rifbjergs bedste sager til at udsætte nogle af mine antagelser for en mere uformel diskussion.

Der er flere grunde til, at mit analysemateriale må være så heterogent med hensyn til kultur, geografi og medietyper. Det må det især for at kunne sandsynliggøre, at teorien i princippet er anvendelig og gyldig for alle tider og alle steder. Størstedelen af materialet er taget ud af en senmoderne sammenhæng, så det samtidig bliver muligt at analysere udvekslingen mellem det uendelig små, der ligger i et menneskes appetit, og det uendelig store, der ligger i det samme menneskes sociale kontekst.

Heterogeniteten skyldes også, at jeg bekender mig til et begreb om kultur, som man for min skyld godt må kalde politisk korrekt, men som også er det mest praktiske. Få har karakteriseret dets formål bedre end Georg Brandes, Danmarks gennem tiden mest indflydelsesrige litterat: “at nærme det Fremmede til os saaledes, at vi kan tilegne os det, og at fjerne vort Eget fra os saaledes, at vi kan overskue det.”¹²

Sidstnævnte ambition har jeg også med den “lokale” del af min undersøgelse, den om “Tantalus i den danske velfærds ånd”. Her sænker jeg tempoet for at give to grundige historiske øjebliksbetragtninger over spiselige objekter og deres fiktive betydning i forhold til lokale begivenheder i Danmark i 1955 og 2001. Den del af bogen begynder i en vis forstand på tærsklen til den nuværende epoke i Danmarks historie, og det er så rimeligt straks at spørge, hvad det er, der gør den sociale kontekst i Danmark i den mellemliggende tid så speciel.

Sammenlignet med de fleste andre vestlige lande har Danmark (og resten af Norden) skilt sig ud siden midten af halvtredserne, fordi staten her begynder at få en “universalistisk” betydning, samtidig med at det internationale markeds små og store følgevirkninger forstærkes betydeligt. Danskerne tilhører i denne periode to områder i en og samme nation, nemlig et forbrugersamfund og en velfærdsstat. Denne periode er desuden kendetegnet ved en række mere eller mindre signifikante udviklingstendenser: en ny og snart radikaliseret selvrefleksivitet og bevidsthed om køn, ny økologisk bevidsthed, opløsningstendenser i familien (måltidets moralske kontekst nummer ét), supermarkedets udbredelse og mange små butikkers død, større afstand mellem producenter og forbrugere, optræk til immateriel pengekultur og så den effekt, “at teknologien havde gennemsyret hverdagslivet både privat og offentligt med kunst”. Professor i historie Eric Hobsbawm forklarer: “Aldrig havde det været sværere at undgå æstetiske oplevelser. ‘Kunstværket’ gik tabt i en strøm af ord, lyde og billeder i det altomfattende miljø, man engang ville have kaldt det kunstneriske.”¹³

Meget af dette er naturligvis i overensstemmelse med almindelige globaliseringstendenser verden over, kun ikke det velfærdspolitiske element. Sammen med alt det andet betegner den danske velfærdsstats første afgørende skridt midt i halvtredserne hen imod dens nuværende form intet mindre end en enestående samfundshistorisk verdensbegivenhed, og naturligvis kan periodens ideer om velfærd også aflæses i de billeder af mad, der cirkulerer i den lokale litteratur og kunst i øvrigt. Til denne del af undersøgelsen bruger jeg to analyseeksempler til at vise, hvor tæt forbindelsen mellem individers appetit og deres sociale kontekst kan være. Det ene eksempel er “Købmanden” fra 1955 af Villy Sørensen, der var en af periodens mest centrale intellektuelle skikkelser i Danmark. Det andet eksempel er det mere end bare performanceagtige eksperiment, som den danske multikunstner Claus Beck-Nielsen foretog med sit liv i det for Danmark og den øvrige verden så skelsættende år 2001.