Читать книгу Tantaluskvaler - Mads Julius Elf - Страница 19

En præcisering og en sammenfatning af det overordnede problem og dernæst en opsummering af mine teser, før jeg går i gang med selve undersøgelsen:

Den centrale påstand er altså, at Tantaluseffekten er en af den menneskelige appetits mest betydningsfulde billedeffekter, og at man ved at tage den med i sine betragtninger bliver klogere på, hvad problemer med mad betyder – ikke mindst i en moderne sammenhæng. Jeg er tilbøjelig til at tage munden fuld og påstå, at Tantaluseffekten er universel og virker globalt. På det punkt vil jeg dog skynde mig at citere et Judith Butlersk aber dabei: “At hævde, at en lov er universel, er ikke det samme som at påstå, at den fungerer på samme måde på tværs af kulturer, eller at den på nogen ensidig måde er bestemmende for det sociale liv.”⁴²

Kogt ned til ét problem drejer mine undersøgelser sig netop om dette: Hvis Tantaluseffekten ikke fungerer på samme måde på tværs af kulturer og ikke på nogen ensidig måde er bestemmende for menneskers sociale liv, hvori består da dens universalitet? Hvad er stedsevarende aktuelt ved Tantalus? Og hvad er nyt? Kan et menneskes appetit for eksempel tænkes at være udsat for tantaluskvaler af en hidtil uset beskaffenhed i Danmark i dag?

Tantalus er p.t. et forholdsvis ubeskrevet blad. Homer, Pindar, Ovid, Dante og andre af digtekunstens klassikere har sat deres præg på hans betydning. Men i psykologien og andre moderne videnskaber har Tantalus helt måttet vige pladsen for klassiske mytologiske skikkelser som Narcissus og Ødipus. Som sagt foreslår W.J.T. Mitchell i forbifarten myten om Tantalus som en muligvis ganske betydningsfuld billedeffekt. Og senest har den polskfødte sociolog Zygmunt Bauman også bidraget til at trække Tantalus ud af glemslens mørke; kapitel 1 i Baumans Community, 2001, bærer simpelt hen titlen “The Agony of Tantalus”. Det handler om fællesskab. I den henseende har Tantalus én aktuel virkning, og den er absurd i hele sin tragiske negativitet. Ikke at jeg selv ser typen sådan. Men det gør Bauman:

“Nutidens fællesskabssøgere er dømt til at dele skæbne med Tantalos, deres mål må nødvendigvis trække sig bort fra dem, og det er deres egne oprigtige og nidkære bestræbelser på at gribe det, der får det til at glide uden for deres rækkevidde. Det håb om ro og fred, der gør deres drømme om et fællesskab så tillokkende, vil blive knust, hver gang de erklærer eller får at vide, at det fælles hjem, de har søgt, er blevet fundet. Tantalos’ kvaler vil blive udvidet med og gjort endnu mere smertefulde af de kvaler, Sisyfos måtte lide. ‘Det reelt eksisterende fællesskab’ vil ikke leve op til deres drømme, men nærmest stå i modsætning til dem – det vil ikke kvæle eller dæmpe deres frygt og usikkerhed, men tværtimod gøre dem endnu mere frygtsomme og usikre. Det vil kræve, at de er på vagt døgnet rundt, at sværdene hvæsses en gang om dagen, at de dag ud og dag ind må anstrenge sig for at holde fremmede på afstand og for at opsnuse og uskadeliggøre forræderne i deres egne rækker. Og for at tilføje et sidste stænk af ironi er det måske kun i kraft af denne stridbarhed, dette alarmberedskab og sværdfægteri, at følelsen af at være i et fællesskab, at være et fællesskab, opretholdes og beskyttes mod ‘fordampning’. Fra morgen til aften skal den hjemlige hygge søges i frontlinjen.”⁴³

Bauman skjuler det godt, men myten om Tantalus udtrykker også positiviteter. Tantalus’ brud på reglen om aldrig at indvie almindelige dødelige i herlighederne fra gudernes olympiske festmåltider er, for mig at se, netop tegn på menneskelig fællesskabsfølelse og solidaritet. Fra et moderne og sekulært synspunkt er det også positivt, at Tantalus har frækheden til at efterprøve den påståede suverænitet i gudernes iagttagelsesevne. Det kan man opfatte som én blandt uendelig mange førmoderne spirer til de aktive processer af en refleksiv selv-identitet, som Giddens karakteriserer vor tids mennesker med. Jeg vil endda sige om menneskers paradoksale appetit, at der trods alt findes et lyspunkt og en positiv visdom i billedet af den straffede Tantalus. Tantalus’ appetit virker fortsat med usvækket kraft, selv hvor han definitivt er afskåret fra at nyde de søde frugter foran sig. Hans forrykte appetit er svær at forstå. Men om ikke andet er man forhåbentlig bedre kvalificeret i sin uforståenhed, når man når til konklusionen på denne undersøgelse! Bemærk indtil videre mytens to konstituerende træk: krænkelse af guderne (personlig tilegnelse af hellige måltidsgaver – servering af manipuleret ret); straf (forvisning fra gudsriget – usvækket, men umuliggjort appetit).

Gavetemaet er vigtigt. Ting, man får foræret, kan ikke uden problemer viderebringes og omsættes på ny. Det er også aktuelle effekter af denne bestemmelse, jeg er på udkig efter. Til grund for Tantaluseffekter fra mad ligger en underlig fornemmelse af blasfemi. Det er gudsbespottelse at manipulere med mad og at ville lægge hånd på alting. Noget kunne tyde på, at selv den mest profane appetit fortsat lider under denne fornemmelse. Følelsen af blasfemi er stadig den samme, men har så måske alligevel ikke været helt den samme, siden kombinationen af computerteknologi og biologisk videnskab begyndte at influere på vores fødevarer. Madobjekter vækker appetitten på en ny og effektiv, men også angstprovokerende måde i den tid, som Mitchell træfsikkert betegner den biokybernetiske reproduktions tidsalder.

Bogen bygger kort sagt på de antagelser, jeg indledningsvis har formuleret. Nogle af dem handler mest om Tantalus og bogens billedproblematik, de øvrige knytter sig mere til semiotiske problemstillinger og spørgsmålet om den sociale kontekst. Jeg har samlet og resumeret teserne i de ti punkter nedenfor. De overlapper hinanden. De kan ikke bevises. Men de er sandsynlige. Og giver – i denne form – et foreløbigt overblik:

1. Et menneskes appetit er uløseligt forbundet med billeder.

2. Billeder af mad udgør en væsentlig betydningsressource for mennesker.

3. I billeder af mad forhandles begreber om femininitet og maskulinitet.

4. Betragtet som objekt forbindes mad med billeder gennem et miks af medier.

5. Totem, fetich og idol er udbredte billedformer i nutidens rationelle appetit.

6. Madens betydning har flere dimensioner: stil, genre, diskurs, modalitet.

7. Tantaluskomplekset er en af appetittens signifikante billedeffekter.

8. Effekten er global, men fungerer forskelligt fra situation til situation.

9. Spiseforstyrrelser er tantaluskvaler.

10. Tantaluskomplekset aktualiseres på ny i moderne fortællinger.