Читать книгу berlin - Aarhus University Press - Страница 7

I de overleverede kilder finder man første henvisning til Berlin i 1244 og til Cölln syv år tidligere, i 1237, hvad der ikke just har gjort den senere stortyske hovedstad ære i sammenligning med andre europæiske metropoler, som ubesværet kan regne deres historie i årtusinder frem for århundreder. Berlins status som verdensurban årsunge har byen i moderne tid forsøgt at kompensere for ved dels at hente mytologisk legitimering i græske referencer, i rollen som ’Spree-Athen’, som man stadig kan forvisse sig om blandt Museumsøen tempelarkitektur, dels ved at tage identiteten som upcoming moderne metropol på sig og iscenesætte sig som en amerikansk storby i fart, tempo og konstant forvandling, hvad byens andet tilnavn, ’Spree-Chigaco’, også vidner om. ”Berlin er bygget på sand”, siger man. Forandringen, tempoet, det midlertidige og momentane er definerende for byens karakter. Hver generation har sin version af Berlin, hvert år sit hippe Berlinerkvarter. At opsøge og beskrive Berlins historiske centrum er derfor i strid med byens ånd.

Som følge af de omfattende forandringer af den oprindelige bymidte siden slutningen af 1800-tallet beklager lokalhistorikere sig over, at berlinerne har mistet interessen for det historiske centrum. Byens egne indbyggere har glemt, at det var her, det hele startede. Derfor forsøger bystyret og historiske interesseorganisationer at bringe den middelalderlige bydel tilbage i berlinernes bevidsthed med forskellige udviklingsplaner for området. De skal ikke føre til deciderede rekonstruktioner af bydelen, som den var engang, men genetablere den ’forbindelse til det oprindelige’, der angiveligt gik tabt med verdenskrigens ødelæggelser og DDR-styrets futuristiske indretning af området. Men slår man øjnene op på en byrundtur i denne ældste del af Berlin, er det faktisk muligt at få øje på sporene af den førmoderne by og af det moderne bycentrum, som det så ud frem til 1945. Sjovt nok får man intet andet sted i byen så godt et indtryk af den berlinske foranderlighed og det berømte forvandlingstempo end netop her, i det område, hvor Berlin opstod for cirka 800 år siden.

I mange tyske storbyer vil den centrale ’Altstadt’ være et fredet og fredeligt fodgængerparadis, hvor turister og lokale i fællesskab kan slentre gennem smalle gyder og gader og beundre, hvad der skal forestille en blanding af oldtussegamle bindingsværkshuse og smukke barok- eller renæssancebygninger, mens de tilgrænsende bydele spreder sig med imposante Gründerzeit-blokke, varehuse og banegårde. I Berlin er den sammenhæng forsvundet fra det fysiske bylandskab og altså også fra indbyggernes erindring. Efter et århundrede med omfattende krigsødelæggelser og et utal af byfornyelser og -saneringer orienterer den gamle bymidtes enkeltstående historiske og symbolske attraktioner sig i dag mod andre akser og byrum end den førmoderne bykerne. Ved hjælp af kort og forskellige pejlemærker er det dog stadig muligt at lokalisere Berlins glemte midte som en sammenhængende enhed, og selv om man sine steder føler sig gevaldigt off the beaten track, kan en to-tre timers vandretur gennem det område, der omfattede det middelalderlige Berlin og Cölln, på det varmeste anbefales.

Turen fører kun perifert forbi den tyske hovedstads mere spektakulære monumenter, men det er netop pointen. Det gamle centrum er eksploderet i alle retninger, men sporene efter de forskellige detonationer er der endnu. De fortæller en på én gang forvirrende og fragmenteret, oplysende og komprimeret historie om Berlins skæbne fra de tidligste bosættelser omkring år 1200 til i dag, hvor bystyret med et utal af indgreb i området fortsætter den stolte tradition for at iklæde det historiske centrum stadigt nye kostumer.