Читать книгу Absalons Brønd - Bauditz Sophus, Sophus Bauditz - Страница 12
KAPITEL XII
ОглавлениеEn Morgen i Begyndelsen af December stod Grossereren ved Pulten i sit Kontor, Ragna ligeoverfor.
– "Julius er vel ikke oppe?" begyndte han.
"Nei – der var Brydekamp paa en af Variétéerne iaftes," svarede Ragna, som var det den naturligste Ting af Verden.
"Laban!" sagde Grossereren. "Sportslaban! At det skal være min Søn! – Og Moder!"
"Hun er til Strikkemøde i Asylselskabet."
"Aa, Asylselskabet! – Lad de Proletarbørn gaa med bare Ben! Nei, hun skulde se at komme ind i den finere Velgjørenhed; i en Comité med Geheimeraadinder og Baronesser og Resten af de tre høieste Rangklasser – eller allerhelst i en Bazar, som de Kongelige protegerer, det gav Relief! Naa, lad mig nu bare først blive Generalconsul, saa kommer det nok Altsammen af sig selv. – Har vi faaet noget Tilbud om Lagerrum efter Avertissementet?"
"Nei, endnu ikke."
"Ja, vi maa have mere Plads, men det er ærgerligt nok at leie Lagerrum hos Fremmede, naar man i og for sig har Plads i Huset!"
"Hvad vil det sige?"
"Fru Lunds Leilighed, naturligvis!"
"Ja, men Du kunde da ogsaa leie en Leilighed til hende – meget bedre end den, hun har – og saa lade hendes Værelser indrette til Lager."
"Ja, det kunde jeg, det kunde jeg – men det kan jeg alligevel ikke!"
"Hvorfor ikke?"
"Nei – nei, det gaaer ikke! Jeg har lovet hendes Mand, lige før han døde, at hun skulde blive boende, saa længe jeg levede. Han var ganske vist en stor Kjeltring – meget større, end Nogen aner – men alligevel – nei, det kan jeg ikke! – Jeg er ikke overtroisk, men Fru Lund tør jeg ikke lade flytte, skjøndt jeg af flere Grunde nok ønskede, jeg kunde det. – Nei, man har dog Samvittighed – og Hjerte – men det er dyrt at holde den Artikel paa Lager – meget dyrt! – Veed Du forresten af, at jeg har kjøbt et Maleri!"
"Har Du?"
"Ja, kjøbt og kjøbt – Du veed, der var en Post paa 150 Kr. for Høstsild, som jeg ikke kunde faae betalt hos C. J. Thomsen & Søn – naa, saa bød han mig en Fordring paa 100, som han havde paa en Maler – Holst, hed han – og saa gik jeg igaar op til Fyren – han har Værksted henne i Grønnegade – og ledte mig et Billede ud. Det er ganske livligt – her skal Du se, det staaer der! – Er det ikke meget net? Den gule Postvogn og Postillonen – man kan strax se, hvad det skal forestille!"
"Hvor skal det hænge?" spurgte Ragna.
"Jeg har tænkt mig inde i Dagligstuen over Sophaen – det vil glæde din Moder!"
"Ja, jeg troer nu ellers, Moder hellere vilde have nyt Betræk paa Sophaen."
"Saa? – Naa, ja, men det kunde jeg jo ikke faae hos Maleren! Du veed ogsaa, der er en Fugtplet der i Muren, som ikke vil gaa bort – det er nu meget for den Plets Skyld, jeg har kjøbt Billedet."
"Naa, ja, til at dække med kan det jo altid bruges," sagde Ragna, og saa taltes der ikke mere om Billedet.
– Poesi og Kunst var Frøken Ragna aldrig kommen i nærmere Forhold til.
I Skolen havde hun læst Literaturhistorie, og paa Foraarsudstillingen havde hun i Reglen været een Gang hvert Aar – det var omtrent det Hele. Poesi og Kunst var for hende en Luxus, som man kunde beskjæftige sig med, om man havde Lyst, og Kunstnerne og Poeterne selv en Pariakaste – Folk, der aldrig førte ordentligt Regnskab, og store Egoister, som kun brød sig om deres Kunst og lod Familien suge paa Labben.