Читать книгу Absalons Brønd - Bauditz Sophus, Sophus Bauditz - Страница 4

Lørdag Aften har Alle travlt.

Arbeiderne har faaet Ugeløn, og Konerne gjør Indkjøb hos Spækhøkerne i Smaagaderne – der er ligefrem Beleiringstilstand. Ud ad Vesterbro til, ad "Strøget", gaaer den Sværm, der vil more sig: til Tivoli, til Variétéerne og til Frederiksberg. Men de, der maa blive hjemme, har det lunt nok inde i Byen den varme Septemberaften, og seer man ned ad en Gade, seer man næsten kun aabne Vinduer.

Udenfor Terndrups Butik staaer der til Stadighed en tre, fire Drenge og betragter de Bøger, der ligger fremme, betragter Conchylierne, Fugleæggene, Hugormen i Spiritus og Frimærkerne, der er klistret op paa gamle Papbind. Lørdag Aften er ogsaa Terndrups travle Dag: saa har hans Kunder faaet Characteerpenge – eller i alt Fald Ugepenge – og Capitalerne skal strax omsættes.

Inde i den mørke Butik er der foran Disken kun Plads til et Par ad Gangen. Fra Gulv til Loft staaer der op ad Væggen umage Reoler fyldte med Bøger; Bøger ligger i Stabler og Bunker, paa Gulvet og paa Disken – det er næsten umuligt at røre sig herinde, vanskeligere endnu, skulde man tro, at orientere sig.

En eiendommelig muggen, støvmættet Lugt slaaer En imøde – den ubeskrivelige Lugt, som gamle Bøger, og kun gamle Bøger har, men Terndrup generer den ikke. Munden staaer ikke paa ham, han giver Besked, og han handler, raader og skjænder, og Alt i en høi, skrattende Skolemestertone, som Drengene har vænnet sig til og sætter Pris paa.

– "'Gjøngehøvdingen'? Jo, Du kan faae et meget pænt Exemplar for 50 Øre; der mangler rigtignok et Par Blade henimod Slutningen, men naar Du kommer saa vidt, skal jeg fortælle Dig, hvad der staaer paa dem. – Naa, nu skal Eskildsen nok sælge sin Frimærkesamling? Ja, jeg sagde Dig det nok: Du skulde være bleven ved Fugleæg, det veed man, hvad er! – Bi lidt, lad mig faae Piben tændt først!"

Terndrup tænder en lille Snadde, der strax gaaer ud igjen – han bruger flere Penge til Tændstikker end til Tobak.

To unge Piger kommer forlegne ind; den Ene puffer til den Anden, Ingen vil begynde, og først da Terndrup spørger, hvad der er til Tjeneste, faaer den Dristigste af dem, gloende rød i Hovedet, spurgt, om han har den og den moderne, "uartige" Bog – nei, Terndrup har den ikke, og saa gaaer de, men de er ved at falde over hinanden for at komme først ud ad Døren.

Der kommer Berner.

– "Goddag, Goddag! Værsgod at komme indenfor Disken!" sagde Terndrup. "De kan nok finde en Plads, for De maa vente, til jeg er færdig med Forretningerne! – Om jeg har 'Peter Simple'? Jo, jeg troer sgu nok, jeg har den, men hør hellere herind paa Mandag, for jeg skal først have flyttet den Bunke. – Nei, er Du der, Poul! Er Du allerede flyttet ind fra Landstedet?"

Dette Spørgsmaal henvendtes til en kjøn, fjortenaars Dreng, frisk og solbrændt, sund og freidig.

"Hvad samler Du paa for Tiden? I Foraaret var det Conchylier, og før Sommerferien var det Frimærker – Du skulde sgu hellere give Dig til at samle paa Penge! – Det gjør hans Fader," hviskede Terndrup til Berner, "det er den rige Grosserer Lange henne i Store Kongensgade. – Naa, Du vil sælge dit latinske Lexicon? Er Du kommen i Realklassen? Ja, jeg tænkte nok, det gik ikke med Dig og Klassikerne! – Værsgod: fire Kroner og femogtyve Øre for Lexicon'et – jeg kan se, Du har ikke slidt ret meget paa det! Nu skulde Du saamænd kjøbe Dig Dyr i Spiritus for Pengene – her er en pæn Bændelorm og en Blæksprutte – ikke? Naa, Du skal i Tivoli, ja, saa god Fornøielse da!"

Kunderne udtyndedes efterhaanden, og Terndrup tænkte allerede paa at lukke Butiken, da den lille Marie – Jomfru Buxboms ældste Elev – kom ind.

"Naa, hvad sagde saa Moder?" spurgte Terndrup.

"Jo, jeg skulde bede, om De vilde tale med Grossereren."

"Det skal jeg! – Hun vil til Dansen," forklarede Terndrup Berner, "det er en Datter af Enkefru Lund, som boer i Baghuset hos Grosserer Lange. – Hvordan har din tamme Hane det? Naa, den har det godt, det var jo rart!"

Berner, der havde siddet og seet skarpt paa Noget, reiste sig pludselig op, bøiede sig ned og tog med varsom Haand et Par visne Smaablade ud af Pigebarnets Belte, saae vist paa dem og sagde:

"Hvor i al Verden har Du faaet dem fra, min Pige?"

Marie blev rød i Hovedet, slog Øinene ned, saae derefter op paa Terndrup og svarede:

"Det er vist nogle af de Blomster, jeg har faaet af Poul imorges."

"Hvem er Poul?" spurgte Berner.

"Det er jo ham, der var her før – Grossererens Søn fra Forhuset," forklarede Terndrup.

"Og hvor har han faaet dem fra?" spurgte Berner ivrigt.

"Jeg troer nok, han har plukket dem hjemme i Gaarden," svarede Marie. – "Men han har Lov til det," tilføiede hun, "for det er bare Ukrudt."

"Ja, det er saa meget godt," sagde Terndrup. "Gaa Du nu kun hjem, bitte Marie, og sig til din Moder, at jeg nok skal tale med Grossereren imorgen. – Farvel, min Pige, og hils hjemme!"

– "Er der ellers noget Mærkeligt ved de Blade?" spurgte Terndrup, da Marie var gaaet.

Berner, der havde faaet en Lupe frem og omhyggeligt havde undersøgt Bladene, rystede betænksomt paa Hovedet og svarede:

"De er ganske vist saa forkrøllede og visne, at det er umuligt at sige noget Bestemt, men det er ligefrem forbausende, saa de ligner Trifolium resupinatum."

"Hvad er det for Noget?"

"Men Herregud, Terndrup, det har jeg jo fortalt Dem om: den udenlandske Kløverart, som engang dukkede op paa Pladsen omkring Thorvaldsens Musæum, men som nu i lange Tider har været forsvunden."

"Naa den! Det var jo ellers morsomt nok!"

"Men hvordan skulde den være kommen i Grossererens Gaard?"

"Ja, det er jo ikke godt for mig at sige."

"Men det vilde dog være uhyre interessant, hvis det virkelig skulde være Trifolium resupinatum! – Troer De, Grossereren kan give nogen Oplysning om Plantens Forekomst!"

"Nei, jeg troer sgu ikke – men De kan jo spørge ham ad foruden Betaling!"

"Ja, det troer jeg ogsaa, jeg vil. – Har De noget imod, at vi opsætter Turen til Amager et Par Dage, for jeg har alligevel ingen Ro paa mig, før jeg har faaet rigtig Besked om den Trifolium!"

"Nei, gaa De kun, Berner – og Lykke paa Reisen!"