Читать книгу Absalons Brønd - Bauditz Sophus, Sophus Bauditz - Страница 9

Om Eftermiddagen kom Berner. Han havde "Fjortendags Lov" fra Skolen og vilde i den Anledning benytte Eftermiddagen til at gjøre sin tidligere omtalte Excursion ud paa Amager, og paa den maatte Terndrup være med.

Butiken var aaben, men Terndrup var der ikke.

Saa gik Berner ud i det lille Lukaf bagved, der baade var Sovekammer og Spisestue, og der saae han Terndrup sidde ubevægelig ved det aabne Vindue og stirre ud i Gaarden.

Berner sagde Goddag, men Terndrup svarede ikke, dreiede kun Hovedet halvt om og gjorde Tegn, at Berner skulde være ganske stille.

Der gik et Par Minuter, saa lød der et Smeld, Terndrup vendte sig om med en Salonbøsse i Haanden og sagde:

"Den blev der sgu!"

"Hvad for En?"

"Rotten, naturligvis – ja, det var ingen af de sorte, men jeg har havt Kig paa den en halv Time, før jeg kunde faae Ram paa den."

"Naa, saa De jagter!"

"Nei, jeg gjør sgu ikke! Jeg har lovet mig selv aldrig mere at røre en Skyder, men saadan en Legetøistingest kan man da ikke kalde en Bøsse – og Rotter er da heller ikke Vildt! – Nei, hvad man har lovet, det skal man holde! – Hvad vil De ellers idag?"

Ja, Berner vilde da have ham med ud paa Amager, men Terndrup vidste ikke, om det gik an at lukke saa tidligt.

"Aa, hvad – nu er Fugletrækket for Alvor begyndt?" bad Berner.

"Ja, det er jo saa – lad gaa!"

Mens Terndrup gjorde sig istand, satte Berner sig ude i Butiken paa en Stabel Bøger, der gyngede frem og tilbage, tændte en Cigar og grundede.

– "Hvad sidder De og speculerer paa?" spurgte Terndrup.

"Aa, jeg sad egentlig og tænkte paa den Trifolium resupinatum – om det virkelig skulde være den! Jeg listede mig ind i Grossererens Gaard imorges ganske tidligt forat se, om jeg kunde finde et Exemplar til, men der var gravet op omkring Lindetræet og altsaa Ingenting at finde – hvor kunde det dog være, at den Grosserer var saa ubehagelig imod mig?"

Terndrup smaafløitede. "Han har for mange Penge – og han er kommen for nemt til dem – det er det Hele!"

"Er det et gammelt Handelshus, det Lange'ske?" spurgte Berner.

"Nei, det var først Faderen, der begyndte."

"Naa, det tænkte jeg nok!"

"Hvorfor det?"

"Jo, fordi der i et gammelt Handelshus – ganske som i enhver anden Slægt, der har en Tradition – altid som Regel raader en urban Tone. – Det er forresten mærkeligt," vedblev han, "saa faa Handelsdynastier, der overhovedet er ældre end et Par Generationer i samme Familie. Det maa vel sagtens komme af, at der kræves en særlig Finhed og Fornemhed i Forretninger og en særlig udviklet Familiefølelse, forat et Firma kan vedblive at gaa i Arv fra Fader til Søn."

"Maaske, sgu," svarede Terndrup. "Se, hvad Finheden i Forretninger angaaer, saa trykker den nu heller ikke Grossereren, og Familiefølelse troer jeg ikke, den ældste Søn har Synderligt at give hen af!"

"Men Datteren er en ualmindelig tiltalende Pige," vedblev Berner med Varme, "saa rank og saa damesikker!"

"Ja, hun er sikker nok! – Hende skulde De tage, Berner – hun kunde føre deres Regnskaber med dobbelt Bogholderi!"

"Nei, virkelig!"

"Ja, hun kunde sgu: det er et grov dygtigt Stykke Fruentimmer! – Men De vil maaske ikke alligevel?"

"Nei, jeg troer dog ikke – hun vil vist heller ikke – "

"Aa, nei, det kan være troligt nok!"

"Ja, lad os saa komme afsted!"

Og afsted vandrede de, Berner med Straahat og Botaniseerkasse, Terndrup med Kaskjet og Knortekjep.

Ad Frederiksholms Kanal og over Langebro gik de, saa standsede de udenfor den gamle Accisebod, der ligger for Enden af Christianshavns Vold, Acciseboden med de grønne Skodder og det fremspringende Halvtag.

– "Er det nu ikke meget kjønnere end hele det moderne Kjøbenhavn!" udbrød Berner. "Acciseboden i Forgrunden, de lave 'Holms Huse' paa den anden Side af Gaden, og nedenfor Volden Reberbanen under Lindetræerne – Herregud, det er vel næsten den eneste Reberbane, en kjøbenhavnsk Dreng nu kan faae at se!"

"Ja, han har ellers godt Øl inde i Siseboden – det er en rar, kjølig Kjelder," bemærkede Terndrup, og Berner overhørte ikke det fine Vink, men gik strax hen og satte sig ved et af de smaa Borde foran og bestilte to Glas Øl.

– "Lagde De egentlig Mærke til den gamle Proviantgaard, da vi før gik forbi den?" spurgte Berner.

"Nei – er der ellers noget Mærkeligt ved den?"

"Det er da for det Første en af Christian den Fjerdes Bygninger."

"Naa, er det det!"

"Ja, kan De ikke ogsaa se, at de vældige Gavle og det vældige Tag seer anderledes solid og imponerende ud end de nye Bygninger?"

"Aa, jo!"

"Og saa ligger den lige opad Tøihusgaarden med de mange gamle, udrangerede Kanoner, der har tjent mere end een Konge og været med baade tillands og tilvands – jeg bliver formelig høitidelig tilmode, naar jeg gaaer der forbi!"

"Aa, ja – ja, saagu – Skaal!"

– "Ja, vi skal vel videre," sagde Berner, da Øllet var drukket. "Men har De noget imod at gaa om ad Volden – det Stykke, man endnu kan gaa ad? Det er nok lidt længere, men betydelig kjønnere, og jeg vilde ogsaa gjerne have Frø af Lathyrus latifolius – den findes deroppe."

– Kjøn er Christianshavns gamle Vold. Lind og Kastanie, Ahorn og Elm voxer i lige Rader paa dens Ryg, og ned ad Skraaningerne til Graven er der en hel tæt Underskov af Tjørn, Hassel og Hyld.

Drengene har lavet hulslidte Stier mellem Krattet, og gaaer man ned ad en af dem, kan man komme for Skade med at overraske et elskende Par eller en upriviligeret Fisker, der har faaet anbragt sin Snøre udenfor den brede Rørbræmme med de mumlende, blaagrønne Spydblade. Graven selv – sine Steder bred som en Sø, andre Steder smal som en Aa – er saa stille, saa byfjern som Vandene omkring Torneroses Borg, og naar Smaafisken slaaer, bliver man helt forundret over, at Fladen virkelig kan sætte Ringe og ikke springer som skjørt Glas.

Oppe paa Bastionerne leger Børnene Tagfat og Enkemand, eller de slaaes om nedfaldne Kastanier; gamle Folk ryger en Eftermiddagspibe paa Bænkene, og selv Hammerslagene fra Christianshavns Maskinværksteder forstyrrer ikke Idyllen men fremhæver den kun end mere gjennem Modsætningen.

Ude paa det rigtige Amager gik de hen ad Kløvermarksveien, forbi Colonihaverne.

Det er jo som en hel By af Lysthuse, smaa, grøntmalede Træhuse med Døre, Vinduer og Flagstang – de ligner strandede Badehuse. Vild Vin, Humle og Pralbønner snoer sig op ad Væggene, og som den lille Haveplet udenom dyrkes, saadan dyrkes ingen Plet i Verden! De Radiser, her faaes, smager bedre end noget Andet, den Buket, her skjæres, overgaaer Orchideerne fra Dina Schuldts Vinduer, og har det lille Æbletræ virkelig omsider bekvemmet sig til at bære et enkelt Æble, er dets Trivsel og Rødmen Gjenstand for en hel Families udelte Interesse Sommeren igjennem.

– "Det er sgu kjønt," sagde Terndrup.

"Ja, det er Trangen til at se Andet end Glas og Jern, der her finder sit Udtryk," svarede Berner. "Det minder om Sporskifteren paa Jernbanestationen, der laver sig en tre Alens Have mellem de krydsende Skinner."

De passerede den store Losseplads, hvor Rotterne løb husvant om mellem Kjøkkenaffald, Rester af fordums Bohave, Murbrokker og rustne Blikdaaser, og Berner modstod ikke Fristelsen, men kom strax ind paa sit Yndlingsemne: den sorte Rotte contra den brune.

"Ja, nu er den sorte snart forsvunden overalt," sagde han, "dens Mission er vel sagtens endt."

"Hvad for en Mission?" spurgte Terndrup.

"Det veed jeg ikke, men ligesom jeg fuldt og fast troer paa, at hvert enkelt Menneske har sin Mission, stor eller lille, her i Verden, saadan troer jeg ogsaa, at de enkelte Folkeslag, Slægter og og Arter af Dyr og Planter har det, og naar et Individs eller en Races Mission er endt, saa døer Individet eller Racen. – Noget af det Tungeste, et Menneske kan opleve, maa da ellers være, at det Folk, han tilhører, udslettes af Tilværelsen som saadant, fordi det ikke længere har nogen Mission – eller fordi det ikke længere magter den, det har!"

"Aa, ja, saagu – men saa maa man da ønske, at De aldrig maa faae Deres Bog skrevet," bemærkede Terndrup, "for den er da vel Deres Mission!"

"Det var et fromt Ønske!" svarede Berner leende. "Men det kunde jo dog tænkes, at jeg ogsaa havde en anden Mission."

"Hvad skulde det være for en?"

"Aa, f. Ex. at lære mine Drenge at kjende Kjøbenhavn og give min Skjærv til deres historiske Opdragelse."

"Aa, ja, det kunde jo tænkes. – Ja, saa kan De jo godt give Bogen ud og maaske leve lidt alligevel!"

– Det var Krudttaarnsveien, Veien langs Kysten indenfor Mellemfortet og Prøvestenen, der var Dagens Maal; Berner havde Tegn, og det, han nærmest vilde, var gjennem Kikkert at constatere, hvilke Vadefugle der nu paa Efteraarstrækket gjæstede Stranden og altsaa for saa vidt kunde siges at tilhøre Kjøbenhavns Fauna i videre Forstand.

Af saadanne Excursioner gjorde Berner flere hvert Aar, og paa dem var Terndrup ham en værdifuld Støtte, thi med sit ene, høire Øie saae han glimrende, og selv om han kun havde hørt en Fugls Fløiten, var han næsten altid Mand for strax at kunne sige, hvad Fugl det var. Af og til, navnlig naar det var en Bekasin, der lettede, kunde han kaste Stokken til Kinden, men saa tog han den halv skamfuld ned igjen og sagde regelmæssigt: "Nei, de Tider er forbi – hvad man har lovet, det skal man holde!"

Turen blev ikke uden Udbytte, thi foruden at finde Onopordon Acanthium paa et nyt Voxested – bagved Strickers Batteri – lykkedes det Berner at iagttage baade en Flok Islandsryler og en Kobbersneppe, og da dette var henholdsvis en Uge og ti Dage tidligere, end disse Trækfugle ellers pleiede at komme her, berigedes jo hans Optegnelser med to nye Data.

Fyret paa Trekroner var allerede tændt, da de brød op og lagde Hjemveien om ad den ydre Grav, udenfor Orlogsværftet – her havde Berner Aaret iforveien seet Odder.

Som gravet op af Jorden mødte de her ved en Omdreining to Mænd, begge oppe i Trediverne.

Den Ene var mørk, med opadstrøget Overskjæg, spids Fip og spillende Øine; hans Halstørklæde var bundet i en flot Sløife, Frakken var af sort Fløil, og under Armen og i Haanden havde han en Malerkasse, et sammenslaaet Staffeli og en Feltstol.

Den Anden var der ikke noget Flot ved, men det var en Kjæmpeskikkelse med blond Fuldskjæg, store, blaa Øine, klædt ganske som almindelige Dødelige.

– "Godaften, Høistærede!" sagde han med Fløilsfrakken. "Ja, undskyld, at jeg spørger saa ligefrem, men hvad i Alverden har De bestilt ude paa Krudttaarnsveien? Mens jeg sad og malede, har jeg seet paa Dem i en stiv Klokketime: De pegede udefter, og de satte Kikkerten for Øiet – ja, undskyld, men jeg er nysgjerrig!"

Berner forklarede, saa godt det lod sig gjøre i faa Ord, hvad der havde ført ham herud, og præsenterede sig selv.

"Ja, mit Navn er Holst – Carl Holst – jeg er Maler."

"Nei, er det Dem!"

"Ja, det veed Gud, det er! Og min tause Ven der, det er Hans Duborg."

"Hans Duborg! Var det da Dem, som – " begyndte Berner.

"Ja, det var!" afbrød Holst ham. "Det var ham, som for fire Aar siden gjorde den uhyre Lykke med sit store Billede, som baade fik Udstillingsmedaillen og blev kjøbt af Galleriet, og det er ham, som siden ikke har rørt Pensel og Palet!"

"Maa jeg præsentere," sagde Berner: "Boghandler Terndrup."

"Ja, det veed vi," svarede Holst. "Vi har seet Dem oppe paa Dueslaget."

"Har De det!" sagde Terndrup. "Det var sgu da ellers morsomt!"

"Ja, oppe fra Atelier'et!"

"Er De da ogsaa Photograph?" spurgte Terndrup interesseret.

"Hvad for Noget!" raabte Holst. "Kalder De mig Photograph? Nei, hør nu, det maa jeg dog paa det Bestemteste frabede mig! Vel udmærker mine Billeder sig ved den mest slaaende Naturtroskab og indgaaende Redegjørelse for Detaillerne, men med Photographer ønsker jeg dog ikke at concurrere! Nei, jeg er sgu da Kunstner – Maler i alt Fald – og Duborg og jeg har nu for en forholdsvis billig Penge indrettet os et fælles Atelier oppe paa Taget af № 67 i Grønnegade, i det maaske – og desværre rimeligvis – forfængelige Haab, at Lykken der skal tilsmile os."

Man fulgtes nu ad, og Berner spurgte underveis Duborg, hvorfor han ikke mere malede.

"Aa – ", begyndte Duborg, men Holst afbrød ham og svarede:

"Det skal jeg sige Dem: han er bange for, at hans næste Billede ikke skal blive lige saa godt som det forrige, og derfor maler han slet ikke det næste! Saa har han siden slaaet sig paa Decoration af Porcelain og anden Husflid – meget hæderligt! – men Malerier tør han ikke mere give sig i Lag med, for han siger, der er Ingenting at male. – Gudbevares, havde jeg noget af hans Talent og Teknik, og havde han noget af min Hitten-paa og Gaaen-paa, saa havde Verden ikke seet to større Kunstnere siden Michelangelo's og Raffael's Tid!"

"Gud veed, hvor Du gider!" indskjød Duborg.

"Jo, jeg gider! Det kan da ikke hjælpe som Du i Taushed at gaa rundt og betragte Tilværelsen med store Øine og et svagt Smil," svarede Holst. "Jeg snakker for meget – det veed Gud, jeg gjør – men Du siger Ingenting, og saa maa det Ene bøde paa det Andet!"

– "Har De malet et Billede her fra Amager?" spurgte Berner Holst.

"Ja, jeg har – et lille et."

"Men Du var da nær ikke kommen længere end til Frederiksholms Kanal", brummede Duborg.

"Nei, jeg skal sige Dem," sagde Holst til Berner, "jeg faldt i Begeistring over Proviantgaarden, da vi kom der forbi, og saa maatte Duborg trække af med mig."

"Det er sgu accurat ligesom Berner", bemærkede Terndrup.

"Ja, men Proviantgaarden er ogsaa storartet!" vedblev Holst. "Det er det eneste ordentlige Tag i hele Kjøbenhavn: mægtig skraanende som en Bjergside og af den rigtige gamle Kulør – ikke ækelt carmoisinrødt eller brandgult som den moderne Tegl er, men varmt rødbrunt med en Tinte af Blod – gjort til at sees i Eftermiddagssol! Og saa Tøihusgaarden ved Siden af – ja, jeg er Antimilitarist – naturligvis – men Græsset, der groer op mellem de ærværdige, sorte Kanoner og Morterer – det er et Billede! – Jeg vil ogsaa male det!"

"Ja, der er en ualmindelig historisk Stemning over det Parti," sagde Berner.

"Naa, ja, historisk – ja, det ligger nu ikke saadan for mig," erklærede Holst, "men det er malerisk, og det kan jeg bruge! Jeg skal sige Dem, de pæne Landskaber med Bøgetræer og Bukøer, dem maler jeg med Gurkemeie og Spinatgrønt forat leve, men for min egen Fornøielses Skyld og forat affinde mig med min kunstneriske Samvittighed maler jeg smaa Billeder rundt om fra Kjøbenhavn. – Der er jo tidt stor Forskjel paa, hvad man lever af, og hvad man lever for!"

"Holder De da saa meget af Kjøbenhavn?" spurgte Berner interesseret.

"Om jeg gjør! Jeg elsker den – der er ikke Mage til By i hele Verden!"

"Vaas!" snærrede Duborg.

"Nei, det er slet ikke Vaas! Jeg kjender da i alt Fald ikke saa en smuk By – og Du heller ikke – nei, Du gjør ikke! – Ja, jeg veed meget godt, hvad Du vil sige! Gudbevares, Italien har sine Fortrin: Klimaet medfører, at Menneskenes Børn dernede kan nøies med saa faa Beklædningsgjenstande, at man i al Uskyldighed kan se det Meste af de deilige Former, Vorherre har givet dem – hertillands aner man jo slet ikke, hvor mange smukke Arme og Ben, Kvinderne gaaer rundt med – og Italien er et Vinland, hvor ogsaa Andre end det velhavende Bourgeoisie kan drikke sig glad og god i ædel Druesaft – det er sandt, men hvad Skjønhed angaaer, maa jeg saa bede om Kjøbenhavn!"

"Det er virkelig høist interessant at høre en Kunstner udtale sig saaledes," bemærkede Berner, kjendelig oplivet.

"Ja, men hvorfor har ikke alle den samme rigtige Opfattelse?" vedblev Holst. "Hovedsagelig fordi Kjøbenhavnerne slet ikke kjender Kjøbenhavn!"

"Det er sandt," indrømmede Berner. "De Allerfleste kjender egentlig ikke Andet af deres By end de Gader, de daglig passerer, og af dem kjender de endda kun Stueetagerne, for det falder dem saamænd aldrig ind at se tilveirs, undtagen naar der er Ildløs paa Kvisten."

"Eller naar en kjøn Stuepige polerer Vinduer," tilføiede Holst, "det har De Ret i! – Jeg vil nu slet ikke tale om, at der ikke er Een blandt Hundrede eller Tusinde af vore Bysbørn, som nogensinde har faaet Syn for de enkelte Gaders eller Kvarterers Physiognomi, eller som overhovedet har noget Begreb om, at en By ogsaa har sine forskjellige Landskaber, der i og for sig er lige saa characteristiske som Skoven og Stranden, Marken og Mosen, og ligesom de kan skifte Stemning efter Aarstiden og Belysningen."

"Ja, det er sandelig vist," sagde Berner. "Som nu, for blot at nævne Noget, Forskjellen mellem en af de gamle, bestandig borgerlige Gader som Grønnegade, og saa den rolige, aristokratiske Amaliegade."

"Men hvor Mange, troer De, staaer stille paa deres Vei i Amaliegade og glæder sig ved at se Frederik den Femtes Rytterstatue tegne sin Silhouet gjennem Colonnaden?" spurgte Holst. "Næsten Ingen, og det skjøndt der maaske ikke existerer mere end et Par Rytterstatuer i hele Verden, der er bedre, og Ingen, der har Mage til Indramning! Nei, Folk er utrolige – jeg er, i Parenthes sagt, overbevist om, at heller ikke een af ti saakaldte Kunstforstandige aner, at de to smaa Porttaarne paa den anden Side Marmorbroen er en Perle af Barokstil – paa sin Vis lige saa god som Pavillonerne i Dresdens Zwinger – har De været der?"

"Nei, jeg har aldrig været udenlands."

"Det er saamænd heller ikke det Vigtigste! Ministeriet giver hvert Aar saa og saa mange Umuligheder af begge Kjøn Stipendier til Udenlandsreiser: det skulde meget hellere give Mulighederne Stipendium til at blive hjemme og studere Kjøbenhavn for! Og veed De, hvad saa jeg skulde være?"

"Nei!"

"Jeg skulde være Fører for Stipendiaterne! – Første Dag begyndte vi med 'Strøget' – naturligvis en Sommerdag, naar Damerne har lyse, lette Dragter og tynde, sorte Silkestrømper, som man accurat kan ane det Blegrøde igjennem – den Farvecombination er slet ikke til at gjengive! – Naa, jeg indrømmer naturligvis, at ogsaa Morgenstunden kan være bedaarende, den tidlige Morgen, hvor man seer Byen vaagne, Vinduerne lukkes op og de fornøielige Tjenestepiger gaa til Bageren – ja, jeg elsker ligefrem Morgenen, den friske, liflige Morgen – i alt Fald theoretisk – og en Regnveirsaften kan nu ogsaa have sin Charme, en Regnveirsaften, naar Buelamperne speiler sig i den vaade Asphalt – bleggult, dirrende Lys – charmant! Men lad os nu alligevel holde os til Middagstiden! – Tænk blot, hvad der er at se paa Gammeltorv og Nytorv! Jeg vil slet ikke tale om, at Folk saamænd i Reglen ikke veed, hvilket der er hvilket – det kan ogsaa være det Samme! – men her er Borgerbyens, City'ens Centrum, her er alle Tidsaldere, alle Stilarter samlede paa eet Sted, her er Motiver nok for tyve Kunstnere og tredive Forfattere! Portalen til det gamle Raad- og Domhus à la Pantheon giver Torvet noget Classisk, 'Sukkenes Bro', der fører over til Varetægtsarresten, minder om Venedig, og Duerne baade om Lagunestaden og Florents. Springvandet er maaske nærmest gammeltysk i Characteren, men det er blevet os saa hjemligt, fordi vi er opfødt med det: vi har seet med Andagt paa det, naar Guldæblerne sprang paa Kongens Fødselsdag, og vi har seet Stenkummen blive restaureret og Sokkelen blive forsynet med de mærkelige Kobber-Knurhaner; vi kjender det en Sommerdag, naar Bassinet er en hel, kjølig Sø, og naar det om Vinteren i Frostveir staaer tomt – det er storartet! – Og saa selve de to Torve! Nytorv er Svinenes, Gammeltorv Fjerkræets. Se blot paa Nytorv en Morgenstund, naar de rødgule, hovedløse Svinekroppe ligger i Lag ovenpaa hinanden paa Vognene – det er malerisk! Jeg har, i Parenthes sagt, en Bekjendt, der baade er Vegetarianer og Fredsven – jeg er nu kun Fredsven! – han siger, at det minder ham om nøgne Menneskekroppe efter et blodigt Slag, og Sjouerne, der bærer Svinene ned i Victualiekjelderne, det er Ambulancesoldaterne – men det kan jeg nu ikke være med til – jeg har aldrig seet noget Slag. Nei, saa synes jeg snarere, det minder om det stockholmske Blodbad – som jeg forresten heller ikke har seet – men deiligt er det! Og Gammeltorv, hvor Konerne sidder om Springvandet med slagtet Fjerkræ: Ænderne, hoved- og halsløse, ligger ganske upersonlige, men Hønsene, med slapt nedhængende Hals og Fjer paa Hovedet, de seer formelig intelligente ud, skjøndt de hænger med Næbbet. Og Kalkunerne med den gulnede, halv gjennemsigtige Hud – de ligner gamle Hofdamer, der er stærkt nedringede – pragtfuldt, siger jeg!"

"Er Du ikke snart færdig med 'Strøget'"? spurgte Duborg.

"Færdig?" gjentog Holst. "Det bliver jeg aldrig! – Tænk saa blot paa Pladsen om Helligaandskirken, og Helligaandshuset – se paa Trappegavlene der! Der er ikke noget andet Land i Verden end Danmark – og Skaane, naturligvis – hvor Kirkebygninger har Trappegavle. Og Lindeskyggerne over de gamle, slidte Gravsten – hvadbehager! – Anden Dag skulde man se Fællederne og Udsigten fra Rundetaarn – der er ikke noget Pompøsere end heroppefra at se Nyrops Raadhus skyde i Veiret og Christiansborg ligge i Ruiner."

"Kalder De Ruinerne smukke?" udbrød Berner forbauset.

"Ja, det gjør jeg da rigtignok! Jeg vil heller ikke haabe, man igjen bygger en Kasse op der, for den kan da aldrig blive tilnærmelsesvis saa kjøn som Ruinerne. – Det var ogsaa stor Synd, de kuplede Marmorkirken færdig – den var ti Gange mere malerisk som Ruin!"

"Det giver jeg Dem Ret i," sagde Berner, "og da Marmorkirken aldrig havde været Andet end en Begyndelse, var der ingen Forpligtelse til at bygge den op. – Der var ogsaa en meget eiendommelig Flora paa Kirkepladsen: Papaver Rhoeas og mange andre sjeldne Planter midt inde i Byen, – ja, Ruiner har nu altid en interessant Flora: jeg veed, der skal voxe fire Hundrede forskjellige Planter paa Colosseum i Rom."

"Det kan der maaske ogsaa med Tiden komme paa Christiansborgs Ruiner – og det er altsaa een Grund mere til ikke at bygge dem op!"

"Men seer De da slet ikke historisk paa dem?" spurgte Berner skuffet.

"Nei – jeg seer selvfølgelig kun malerisk paa dem!"

"De er maaske saadan radical?"

"Ja, hvad i al Verden skulde man ellers være! De vil da vel ikke have, jeg skal være conservativ? – Nei, duer en Kunsner noget, maa han altid være i Opposition – beredt til at holde den hellige Ild vedlige, selv om der imellem gaaer et af Borgerskabets Stoleben eller et Afgudsbillede i Løbet."

"Talemaader!" indskjød Duborg.

"Nei, aldeles ikke! Jeg vil have Frihed men ikke Lighed – Gud fri os for den. Saadan almindelig Nivelleren og Udstykning over det Hele, saa Tilværelsen kom til at se ud som en af de lige Sidegader ude paa Vesterbro, det vil jeg dog bede mig fritaget for! Nei, Liv og Farver maa der til! Derfor holder jeg ogsaa – skjøndt jeg er Republikaner af Princip – naturligvis – det er vi vel forresten Allesammen – "

"Nei, jeg er da for den Sags Skyld saadan Høiremand," forsikrede Terndrup. "Bønderne har sgu alt for megen Frihed: de skulde aldrig havt Lov selv at drive Jagten, og de er ogsaa bleven alt for storsnudede af at være med at kalde Skolelærerne. – Naa, det er nu ikke for det: Kjøbenhavnerne er ogsaa storsnudede – ja, undskyld, at jeg siger det saa ligefrem – men de troer, at Kjøbenhavn er hele Landet!"

"Kjøbenhavn er Landets Hjerte!" udbrød Holst begeistret.

"Gud veed, hvor Du gider!" brummede Duborg.

"Ja, jeg er Høiremand," erklærede Terndrup igjen, temmelig umotiveret, "og Berner er da ogsaa – "

"Hver Mand sin Lyst!" afbrød Holst ham. "Men hvad jeg vilde sige, var kun, at skjøndt jeg som sagt er Republikaner – naturligvis – saa holder jeg dog ubetinget paa Kongehus, Hof, Adel, Uniformer og Vagtparade – malerisk, forstaaer sig – det liver nemlig op i Landskabet og giver Kulører."

Berner smilte. – "Det var jo ogsaa et Forsvar for Kongedømmet!" sagde han.

"Ja, kan De levere et bedre?" spurgte Holst.

"Om det vilde blive bedre, beroer jo ganske paa, hvad Standpunct man seer Sagen fra, men at det vilde blive et andet, er sikkert nok – jeg er nemlig til en vis Grad nærmest en Beundrer af Enevælden."

"Det var som Pokker!" udbrød Holst og saae uvilkaarligt forbauset op. "Kan man virkelig være det!"

"Ja, man kan," svarede Berner. "For en Del kommer det maaske af, at min Stammefader, der sloges paa Volden 1659, var med at overdrage Frederik den Tredie Souverainiteten, og at jeg selv baade er født paa Slottet og døbt med Vand fra Absalons Brønd. Men hvad jeg forresten navnlig altid har beundret ved Enevælden – baade herhjemme og andensteds – er dens Evne til at drage Dygtigheden frem, hvor den findes, uden Hensyn til Anciennitet, Fødsel eller Familieforhold overhovedet. Den constitutionelle Stat derimod – jeg vil slet ikke tale om et socialistisk Fremtidssamfund – den bliver ganske naturligt alt for let en Forsørgelsesanstalt for Middelmaadigheden."

"Det maa jeg sige," erklærede Holst, "det er, ærlig talt, noget af det Stiveste, jeg endnu har hørt! Men troer De da ikke, at Friheden i al Almindelighed er nok til – "

Berner rystede paa Hovedet.

"Naa ja, De har jo Lov at mene, hvad De vil. Fremskridtsmænd og Conservative trækker hver fra sin Side i Tovet, men jeg synes nu rigtignok, det maa være noget Trist at høre til den Side, der kun holder igjen, saa vi Andre kommer langsommere frem!"

"Ja, var der Ingen, der holdt igjen, saa faldt sgu de, der trak, paa Enden," bemærkede Terndrup.

"Nei, vi gjorde ikke, Høistærede," indvendte Holst, "for saa behøvede vi ikke at tage saa haardt fat, som vi gjør!"

"Det er sandt," sagde Berner, "men var der Ingen til at holde igjen eller, rettere sagt, til at drage i en anden Retning, saa løb vi grassat og var snart derude, hvor der endnu hverken er Vei eller Sti – og hvor vi slet ikke skal hen."

"Hvad mener De egentlig med, at 'vi slet ikke skal derhen' – hvor skal vi ikke hen?"

"Ligeud!" svarede Berner. "Har De aldrig tænkt over, at Menneskeheden, Culturen, eller hvad De nu vil kalde det, aldrig nogensinde har bevæget sig i lige Retning mod det, vi forstaaer ved Maalet, men altid har krydset sig frem?"

"Jo, det kan saamænd gjerne være," indrømmede Holst.

"Og det, troer De er tilfældigt! Indseer De da ikke, at det er, fordi Forsynet leder Menneskekaravanen ad den Vei, den skal! – De husker nok, der er noget i Physiken, der hedder 'Kræfternes Parallelogram', ikke sandt? Den ene Kraft drager f. Ex. mod Øst, den anden mod Syd, men det, der drages, føres saa hverken i den ene eller den anden af de to Retninger, for naar Kræfterne er lige stærke, maa det følge Diagonalen og altsaa føres mod Sydost."

"Ja, hvad saa?"

"Saa synes jeg," svarede Berner, "at begge Kræfter, baade den, De vil kalde det absolute Fremskridt, og den, som De formodentlig helst vil kalde Reactionen, har ganske samme Betydning og lige stor Ære af at have ført Udviklingen det paagjældende Stykke Vei."

"Ja, jeg vil nu alligevel med Deres Tilladelse helst være noget af den Kraft, som repræsenterer Fremskridtet," sagde Holst.

"Men hvilken er det?" spurgte Berner med et lunt Smil. "Er det, forat blive i Billedet, den, der drager En mod Øst, eller den, der drager En mod Syd – man kan jo paastaa begge Dele!"

Holst betænkte sig, lo saa og svarede:

"Det er den, der trækker i ret Sydost – naturligvis – jeg forstaaer mig ikke paa at krydse! – Men jeg kommer jo rent bort fra, hvad jeg vilde have sagt – det gjør jeg nu forresten altid! – Det var Farverne, troer jeg, jeg slap ved – jeg elsker Farver!"

"Ja, Du er jo farvegal!" sagde Duborg.

"Det skulde Du nødigt bebreide mig, for Du har da havt rent Farvedelirium! – Ja, jeg kan ganske vist godt give mig til at male et Billede alene for Farvesammenstillingernes Skyld, det vedkjender jeg mig. Som nu i Forsommeren: Jeg kom gaaende ad Skindergade, ned imod Kjøbmagergade – det var et storartet Syn! Gaden var som klippet ud af en Holbergsk Komedie – spidse Tage og glade Kviste, naar man saae op, et skinnende Messingbækken dinglede udenfor Barberen, og hængende Sørgefaner udenfor Farveren; Rundetaarns Top som Afslutning i Baggrunden til Venstre, og grønne Lindekroner – jeg troer da, det er Lindekroner – ud over den teglstenstækte Mur om Ehlers Collegium – jeg sværmer, i Parenthes sagt, for Lindetræer!"

"Og for Parentheser!" knurrede Duborg.

"Ja, det er Linden, der danner Oaserne i den store By," sagde Berner, "og Linden er et fornemt Træ: det havde allerede Middelalderens Folkeviser Blik for, Linden med de sorte Stammer og de silkeblanke Blade, og kun de, der har Tro paa deres Slægts og deres Eiendoms Fremtid, planter Lind – Parvenuer nøies med Elm – den groer hurtigere!"

"Det er meget muligt – men vi slap ved Skindergade, altsaa: grønne Linde, nylig udsprungne, over den gamle Mur, og midt i Gaden holdende en kanariegul Postvogn med Postillon paa Bukken – jeg beder Dem blot erindre: rød Frakke og lyseblaa Buxer – der er ikke saa pragtfuld en Uniform i hele Armeen! – Det blev ogsaa, naar jeg selv skal sige det, et storartet Billede!"

"Hvem kjøbte det, med Forlov?" spurgte Terndrup.

"Det var der sgu Ingen, der kjøbte – naturligvis – det hænger hjemme paa Væggen og længes efter at blive solgt!"

– Paa Hjørnet af Gothersgade og Kongens Nytorv skiltes man ad – alle Fire oplivde ved det ny Bekjendtskab, som man lovede hinanden – og sig selv – at fortsætte.