Читать книгу Absalons Brønd - Bauditz Sophus, Sophus Bauditz - Страница 2

Terndrup var en ægte Vesterjyde, Søn af en fattig Skolelærer. Da han var tolv Aar, skjød han sin første Hare inde paa Sognefogdens Pløiejord, og da han var bleven sexten, vidste intet løbende eller flyvende Vildt indenfor en Omkreds med ham som Centrum og en Radius af tre Mil sig sikkert for hans Skud.

Han kom paa Seminariet, gik ogsaa, mens han var der, paa Jagt, men fik dog Examen – med hvad Characteer er det ikke værd at tale om – og var derefter saa heldig, eller uheldig, at blive kaldet til Skolelærer et Sted vesterpaa i Jylland, hvor der var godt med al Slags Jagt.

Det var en Skolelærer, som Ungerne kunde bruge! I Jagttiden – og den spændte for ham over Størstedelen af Aaret – hændte det nemlig hveranden Dag, at Skolen fik fri, saa under det og saa under det Paaskud, og var et Stykke Vildt fra et af Godserne i Omegnen bleven seet i Amtsplantagen – hvor han forresten slet ikke havde Jagtret – saa belønnedes en halv Snes Stykker af de flinkeste Drenge med at faae Lov til at klappe Plantagen igjennem for ham. Det gik endda – mærkeligt nok – men værre var det, at han sommetider, naar der ikke vilde gaa Streifvildt i Amtsplantagen, selv gik ind og hentede et Stykke paa det nærmeste Gods. Det blev naturligvis baade opdaget og meldt, han fik skrappe Advarsler, siden Bøder – hans Stilling blev efterhaanden stærkt truet.

Og saa kom Katastrophen: Bispevisitatsen, den, han af og til, naar han havde spist rørig Mad til Aften, kunde drømme om som i Mareridt. Børnene havde naturligvis Ingenting – bogstavelig Ingenting – lært; Examinationen blev en Skandale, og han fik Afsked paa graat Papir.

Saa levede han et Par Aar paa Gjæsteri hos gode jydske Venner, gik paa Jagt og drak Kaffepunscher – mange Kaffepunscher og stærke Kaffepunscher – men da han en skjønne Dag mærkede, at han rystede lidt paa Haanden i Aftrækket, og at man ligesom begyndte at blive en Smule kjed af ham, tog han en kraftig Beslutning, solgte sin Bøsse for ti Rigsdaler, lovede sig selv hverken at røre Skyder eller Punscher mere og drog til Kjøbenhavn.

Her begyndte han i en mørk Baggade at handle med gamle Bøger og Naturalier, og efterhaanden fik han en fast Kundekreds af Skoledrenge i skiftende Generationer, saa at han efter en Del Aars Forløb kunde flytte hen i Gothersgade, i et af de høie, kjedelige Huse, der hverken har nogen bestemt Farve eller nogensomhelst Architectur, men kun gjør et Indtryk af tilfældigt Graat i Graat. I Stueetagen her aabnede han sin "Handel med brugte Bøger og Naturalier" – senere kom Frimærkernes Tid; de sidste blev han lidt efter lidt tvungen ind paa, men skjøndt han egentlig bestandig dybt foragtede dem, maatte han dog indrømme, "at man ligegodt ender med at faae saadan en Slags Interesse for det Kram, naar man hver Dag maa staa og pille ved det."

Efterhaanden kjendte han sine Kunders forskjellige Samlinger omtrent lige saa godt, som de selv kjendte dem: vidste, om Peter manglede et Turn og Taxis Mærke, og Hans et Æg af den store Tornskade, og huskede, hvem der havde byttet Skolebøger for Morskabsbøger, og hvem der havde gjort det Modsatte.

Pige holdt han ikke, og Hund heller ikke; han nøiedes med at have Duer og Stærkasser, og sin Mad lavede han selv, tarvelig til det Yderste – han var ikke for Ingenting Jyde. Vilde han imellem delicatere sig, gik han om Efteraaret tidlig paa Morgenen til Grønttorvet og kjøbte et halvt Fjerdingkar gule Blommer eller ned til en Pæreskipper ved Gammelstrand og fik et rødternet Tørklæde fyldt med Løgæbler, som han selv bar hjem og stegte i Kakkelovnen; Vinteraftener kunde han fristes af en Lageagurk eller af Rødbederne i et Spækhøkervindue – det var den høieste Luxus.

Adskillige Gange om Dagen heftede han et Stykke Pap med Paaskriften "Kommer strax" paa Døren; det betød, at han var oppe at trække frisk Luft paa Slaget. Stod han der og saae sine Duer tumle omkring og kæntre paa Vingerne, glemte han for en Stund Butiken og Gaderne – han var hævet over det Hele.

Men "nede" havde han af og til sine Anfægtelser. Andre Mennesker har Foraarsfornemmelser, han havde Efteraarsfornemmelser. Naar de første Agerhøns viste sig udenfor Vildthandlernes Vinduer, og naar der hang Knipper af Brokfugle, saa længtes han dobbelt efter det forjættede Land. Og mødte han en kjøn Hønsehund paa Gaden, stod han stille og saae efter den, og hørte han pludselig et ægte, uforfalsket Jydsk lyde midt i Kjøbenhavn, saa standsede han ogsaa og lyttede som til en liflig Musik.

Søndag Aftener kunde han gaa ad Damhussøen og Rødovre til forat høre Solen blive ringet ned fra en Landsbykirke, og kom han hjem fra saadan en Tur, var han gjerne hel vemodig stemt, ligesom naar han i Efteraarsnætter havde hørt Regnspoverne fløite paa Trækket over Kjøbenhavn. Saa maatte den gamle Violin frem – den var det eneste ydre Minde fra hans Skolemesterdage – og inde i den lille Stue bag Butiken spillede han sig til Ro ved gamle Melodier, Bondeviser og Danse fra Høstgilderne.

En fremmed Fugl i den store By var og blev han, men helt anderledes end tidligere formede dog hans Liv sig fra den Tid af, da han havde lært Berner at kjende.

Det var nu en femten Aar siden, at Cand. phil. Berner første Gang var kommen ind i hans Butik og havde spurgt efter et gammelt naturhistorisk Værk; han var oftere kommen igjen, de passiarede sammen, de mødtes i en fælles Interesse, og tilsidst var de, til Trods for al Forskjel i Dannelse, Anskuelser og Sympathier bleven Venner.

Den fælles Interesse, i hvilken de mødtes, var Interessen for Kjøbenhavns Fauna.

Berner, der var Søn af ret velstillede Forældre – Faderen havde været kongelig Livkusk og havde som saadan havt Embedsbolig i den vestre Sidefløi af Christiansborg Slot – vilde oprindelig, da han var bleven Student, have taget Magisterconferens i Naturhistorie, men efterhaanden blev det, der tiltrak ham ved Studiet, saa udelukkende Kjøbenhavns Fauna og Flora, at han forsømte alt Andet og ikke fik Examen. Saa blev han Lærer ved de offentlige Skoler, passede sin Undervisning samvittighedsfuldt, men brugte saa godt som al Fritid til sit Yndlingsstudium.

Terndrup havde i Begyndelsen slet ikke villet tro, at der overhovedet kunde være nogen Fauna og Flora at studere paa Kjøbenhavns Grund, og han gjorde store Øine, da han første Gang hørte, at der endnu var Odder i Christianshavns Grave, at Vandrefalken hvert Foraar og Efteraar holdt til ved Frederikskirken, hvorfra den gjorde sine Razziaer efter Duer rundt omkring i Staden, og at der i enkelte gamle Huse maaske endnu kunde findes Exemplarer af den sorte Rotte. Jægerblodet skjød op i ham; kunde – og vilde – han end ikke mere skyde, saa var det dog en Slags Surrogat for Jagt at følge Berner paa hans Excursioner, opdage en rugende Graaand i Frederiksberg Have og iagttage Fugletrækket ved Kallebodstrand.

Byens Flora lærte Terndrup derimod aldrig at faae nogen rigtig Interesse for, og end ikke Berners Fortælling om en saadan forsvunden Raritet som den italienske Kløver – Trifolium resupinatum – der i sin Tid fandtes paa Slotsholmen, paa Pladsen omkring Thorvaldsens Musæum, formaaede at fængsle ham videre.

Som Berner levede for sin Fødebys skiftende Fauna og skiftende Flora og dyrkede den med en næsten pietetsfuld Kjærlighed, saaledes dyrkede han ogsaa selve Byen, den gamle By, elskede – lidenskabeligt men ensidigt – Alt, hvad der i den mindede om Fortiden, og saae med historisk Glæde paa hver gammel Mur og hvert gammelt Træ.

Og denne Kjærlighed og denne Glæde søgte han efter Evne at meddele sine Elever. Om Søndagen gjorde han næsten altid Ture med en Flok Drenge fra Kommuneskolen; det var naturligvis Drengenes egen Sag, om de vilde møde, men der meldte sig altid Frivillige nok, for Berners Excursioner havde et godt Lov paa sig. Snart gik han rundt med dem i selve Byen – først og fremmest paa Slotsholmen, "Absalons Holm", som han aldrig glemte at tilføie – viste dem Grænserne for det gamle Kjøbenhavn, Ruinerne af Jermers Taarn og den Linie udenfor Stormgade, hvor det var gaaet hedest til under Kampen, og derfra kunde han gjøre en Runde gjennem Gader som Knabrostræde, Kattesundet, Snaregade og Hyskenstræde blot for paa selve Stedet at forklare de underlige Navne og for i et gammelt Hus at vise dem en indmuret Bombe fra 1807; snart var man i Byens Udkanter med ham, paa Fælleden og paa Christianshavn, og saa var det nærmest Dyre- og Plantelivet, det gjaldt, men hvert Øieblik bragte dog ogsaa her en historisk Bemærkning, en Oplysning om gamle Dage – "for en kjøbenhavnsk Dreng kan aldrig vide for meget om Kjøbenhavn," pleiede han at sige.

Reiser havde han aldrig gjort, knap nok været borte fra Byens Territorium. Rosenborg Have og Frederiksberg Have, Castelsvolden og Christianshavns Vold, Lindetræerne paa Helligaands Kirkeplads og Kastanietræet i Holbergs Gaard, det var for ham Skov nok: her kunde han jo følge Udspring, Blomstring og Løvfald, og her var "historisk Luft" under Trækronerne.

Conservativ paa alle Omraader var han, conservativ af Opdragelse, Overbevisning og Temperament. Ikke for Intet var han jo, som han nok holdt af at fortælle, født paa Absalons Holm, paa selve Slottet, og "døbt med Vand fra Absalons Brønd", og ikke for Intet havde hans Slægt – en ganske jevn Borgerslægt – været bosat i Byen saa langt tilbage, at en af hans Forfædre under Kjøbenhavns Beleiring 1659 vidstes at have staaet i Gevær under Gyldenløve og gjort det store Udfald med gjennem Dronningens Have.

Stilfærdigt og uden synderlig Omgang levede han efter Faderens Død i sin Ungkarleleilighed i Nyhavn – han var naturligvis Pebersvend – og som han aldrig havde været egentlig ung, syntes han heller ikke at ældes med Aarene – maaske kom det ogsaa af, at han Livet igjennem aldrig havde slaaet en Streg uden efter Lineal.