Читать книгу Reformationen - Bo Kristian Holm - Страница 4

Skal vi forstå de to begivenheder, tordenskraldet og hammerslaget, så er det i virkeligheden snarere middelalderens tankeverden, vi må kende, end reformationens. Både Luthers råb om hjælp til den hellige Anna og teserne mod afladshandel hører hjemme i middelalderen, det første mere end det sidste. Såvel klostre som afladsbreve forsvandt i de lande og områder, der tilsluttede sig reformationen. Begge dele hørte til en religionsform, som for Luther var det stik modsatte af, hvad kristendom gik ud på.

Luther gjorde op med forestillingen om, at mennesker kunne leve et frommere liv i klostret end i verden udenfor. Det samme gjaldt tanken om, at man ved for eksempel at købe afladsbreve kunne forbedre sin status i Guds himmelske regnskab. I det hele taget afviste Luther ethvert tilløb til at betragte forholdet mellem Gud og menneske som et økonomisk spørgsmål om præstationer.

I virkeligheden var en sådan forestilling en større hindring for menneskets frelse end at overtræde ét af de ti bud. Det var en ny måde at forstå forholdet mellem Gud og menneske. Samtidig var mange mennesker mere og mere utilfredse med pavens magt over kirke og samfund, og Luther samlede i høj grad sin tids frustrationer i sit opgør med Rom.

Luther var den talentfulde søn af en succesfuld bjergværksejer. Og faderen havde udset ham til at fortsætte den sociale opstigning ved at blive jurist. Det kunne sikkert også være til gavn for familievirksomheden. Luther er dermed et eksempel på en ny tids sociale mobilitet, som i disse år slog igennem i Europa. Hans beslutning om at gå i kloster var derfor et skridt tilbage. Han forlod den sikre karrierevej og tilsluttede sig i stedet det system, som på godt og ondt styrede betydelige dele af dagliglivet i hele Europa. Den Martin Luder, der i 1505 trådte ind i klostret, havde dog ikke nogen revolutionær dagsorden. Men det fik han. Skridtet tilbage i middelalderen skulle vise sig at være det skridt, som for alvor bevægede historien fremad.

Mange af reformationens konsekvenser lever vi med i dag. Nogle er lette at få øje på. Folkekirken er den mest synlige: ingen helgener, ingen særligt udvalgte med patent på at udlægge Bibelen eller med privilegeret adgang til Gud, selv om man indimellem møder folk, der tror det. I den danske folkekirke gifter præster sig, og nogle af dem bliver endda skilt igen, mens præster i den katolske kirke skal leve i cølibat, og skilsmisse mellem almindelige mennesker er forbudt.

Andre spor af reformationen er i dag mere skjulte, men lige så betydningsfulde: Reformationen medførte en tydelig skelnen mellem politik og religion, den fratog kirken sin rolle som domstol i familie- og ægteskabssager, og den sørgede for, at mange flere børn kom i skole. Alle mennesker skulle jo kunne læse Luthers Lille Katekismus – også piger.

Reformationen ændrede også synet på arbejde. Før var arbejde noget, man gjorde af nød. Men reformationen gjorde arbejdet til et kald – det var gennem arbejde, at man som kristen skulle være til gavn for sine medmennesker. Kirkens alfaderlige uddeling af almisser til fattige mistede den også hovedansvaret for. Med reformationen blev socialhjælp en offentlig opgave, som stater og fyrstendømmer i de næste århundreder varetog med større og mindre held. Alligevel betragter mange samfundsforskere selve velfærdsstaten som en indirekte konsekvens af denne omfordeling af ansvar.

Sidst, men ikke mindst krævede reformationen nye salmer. For ifølge Luther skulle menigheden synge for at deltage aktivt i gudstjenesten og forstå den. De skulle ikke bare se på, imens præsten udførte uforståelige ritualer på latin.

Men i Luthers tankegods kan vi også finde tvetydige idealer om lydighed, der er blevet brugt som begrundelse for kongers enevælde i 16-1700-tallet og det, der var værre: som for eksempel det nazistiske styre i Tyskland før og under Anden Verdenskrig. Begge sider hører med til historien.

Med denne enorme betydning i baghovedet giver det god mening at betragte reformationen som den begivenhed, der markerer afslutningen på middelalderen og begyndelsen på en helt ny tidsalder. Men måske skal vi bytte om på hoved og fødder i overskriften på dette afsnit. Det vil nemlig være lige så rigtigt at sige, at Luther havde sit hoved i middelalderen, mens hans fødder med hastige skridt var på vej ind i en ny tid.