Читать книгу Reformationen - Bo Kristian Holm - Страница 6

Melanchthon kan vi bedst beskrive som et vidunderbarn inden for humanismen, som udgjorde 14-1500-tallets førende intellektuelle strømning. Som 11-årig havde Melanchthon mistet både sin far og farfar, men heldigvis var hans farmor søster til Johannes Reuchlin, en af den tids allerstørste humanister, måske kun overgået af Erasmus af Rotterdam. Han opdagede den unge Melanchthons usædvanlige begavelse og sørgede for, at han fik den allerbedste uddannelse og blandt andet lærte græsk, hvad kun få udvalgte elever fik lov til.

Som blot 17-årig kunne Melanchthon i 1514 skrive magister i filosofi ved universitetet i Tübingen på sit cv, mens han bare to år senere udgav en bog med den romerske digter Terents’ komedier, som selveste Erasmus af Rotterdam roste til skyerne. Bedre papirer kunne han på den tid ikke få.

Desværre havde Melanchthon sit ydre imod sig. Han var højst 150 centimeter høj og havde en medfødt talefejl, som både studerende og professorer gjorde grin med, da Melanchthon i 1518 ankom til Wittenberg for at blive professor i græsk ved det unge universitet. Her var Luther allerede tiltrådt som professor i teologi seks år forinden. Men da Melanchthon havde holdt sin tiltrædelsesforelæsning, hvor han præsenterede en ny gennemgribende universitetsreform i retning af humanismen, var der bagefter ingen, der lo ad ham.

Det må have stået klart for forsamlingen, at Melanchthon var en af de allerskarpeste hjerner på det universitet, som i 1502 var blevet grundlagt af fyrsten over Sachsen, Frederik 3. eller den Vise, som han blev kaldt. Frederik ville have de klogeste hoveder til sit nye universitet. Og det fik han med Luther og Melanchthon. Men han fik også hænderne fulde, for Luthers og Melanchthons nye tanker var sprængfarlige, og paven i Rom var ikke begejstret.

Samarbejdet og venskabet mellem den lidt ældre Luther og den unge Melanchthon blev altafgørende for reformationen ikke bare i de tyske fyrstendømmer. Det var også altafgørende for den måde, hvorpå Luthers tanker spredte sig videre ud i Europa. Blandt andet til Danmark, hvor kong Christian 2. fulgte begivenhederne i Wittenberg tæt.