Читать книгу Reformationen - Bo Kristian Holm - Страница 5

I klostret mødte den unge Luther Johannes von Staupitz, der var professor ved universitetet i Wittenberg og generalvikar, dvs. leder, for den munkeorden, som Luther tilhørte. Han blev også den unge Luthers skriftefader. Sådan en havde alle gode kristne, for en god katolik skulle skrifte mindst én gang om året. I skriftestolen skulle Luther bekende sine synder over for von Staupitz og angre dem for at få den syndsforladelse, der gav adgang til et liv i Himlen efter døden. Og når han havde modtaget syndsforladelsen, skulle han som alle andre udføre en passende bod for den synd, han havde begået.

Men at synderne var tilgivet, betød ikke, at han slap for straffen. Det betød bare, at porten til Paradis igen stod åben. Straffen for synden skulle han altså stadig betale, inden han ville blive lukket ind. Gud var nemlig ikke kun barmhjertig, han var også retfærdig.

Udstod Luther ikke straffen i dette liv, måtte han betale den med ’renter’ i skærsilden, inden døren åbnede sig til det evige Paradis. Samtidig skulle straffen også rense synden ud af mennesket. Den var en slags medicin. Afhængigt af forbrydelsens alvor kunne skriftefaderen pålægge synderen ti Ave Maria’er eller en dyr pilgrimstur til Rom. Hvis ikke boden fik renset synden helt ud, skulle skærsilden nok klare resten. Det var den sidste station, der gjorde Luther og mange andre mennesker i 1500-tallet bange.

I klostrene var skriftemålet endnu vigtigere, fordi munke og nonner ved hjælp af bønner og afholdenhed gerne skulle leve et liv tættere på Gud end det, den jævne befolkning førte uden for murene. Det forstod Luther. Og han forstod logikken i skriftemålet så godt, at han måtte skrifte igen og igen.

For hvis han nu kun angrede sin synd, fordi han var bange for straffen, så var angeren jo ikke oprigtig, og skriftefaderen ville komme til at give syndsforladelse på falske præmisser. Og så blev straffen selvsagt ikke mindre, men meget større. Altså måtte han i skriftestolen igen. Og igen.

Vi ved ikke præcist hvornår, men på et tidspunkt fik von Staupitz nok og sagde til Luther, at han frem for at rende i skriftestolen i tide og utide hellere skulle kigge lidt mere på Kristus på korset. Ved at hæve blikket ville han nemlig se en Gud, der var gået i døden for mennesket. Ham skulle han holde sig til.

Det er her i skriftestolen og i mødet med von Staupitz, at Luthers nye tanker begynder at tage form, og vi skal holde tungen lige i munden for at forstå, hvad det er, der sker. For intet sted i sit ellers enorme forfatterskab skriver Luther noget, som vi ikke kan finde i kilder fra før reformationen.

Allerede i 1100-tallet fremhævede den franske munk Bernhard af Clairvaux troen som vejen til Gud. Og det var på Staupitz’ opfordring, at Luther fokuserede på Kristus frem for på helgener som den hellige Anna. Datidens humanister med Erasmus af Rotterdam i front var omkring år 1500 begyndt at studere selv Bibelen på dens originalsprog, hebraisk og græsk, frem for den katolske kirkes latinske version og dens officielle udlægninger af den. Det resulterede blandt andet i den første trykte græske udgave af Det Nye Testamente, som Erasmus udgav i 1516, og som kom til at spille en stor rolle for Luther, da han senere oversatte Det Nye Testamente til tysk.

Det er disse forskellige tankegange og traditioner i middelalderens kristendom, som Luther fører sammen til et helt nyt budskab, og som for alvor giver sprængkraft til hans teologi, dvs. til hans tanker om Gud. I klostret lærte Luther at lægge vægt på det enkelte menneskes erfaringer og at stræbe efter at blive forenet med Gud. Af humanisterne lærte han at gå direkte til kilden uden om alskens fortolkningslag og at analysere de hellige tekster.

To konkrete skikkelser inkarnerer i Wittenberg disse traditioner. Lader vi Luther repræsentere klostertraditionen, selv om han også kendte samtidens humanisme, så repræsenterer Melanchthon toppen af poppen inden for humanistisk dannelse.