Читать книгу Terror og film - Carsten Bagge Laustsen - Страница 5

Den slovenske filosof Slavoj Žižek (2002) skriver i en af sine tekster om terrorangrebet på World Trade Center, at det er på tide at indse, at den 12. september er en langt vigtigere dato end den 11. september.¹ Žižek ønskede naturligvis hermed ikke at negligere de uhyre lidelser, som angrebene på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001 afstedkom. Han ønskede “blot” at understrege, at denne hændelse ikke dikterede et bestemt svar. Det centrale for Žižek er med andre ord, hvordan vi forholder os til hændelserne den 11. september – hvordan denne hændelse erindres og sættes i spil som baggrund for bestemte politiske handlinger. Den 12. september refererer således her til en hvilken som helst dato efter angrebet, eller med andre ord til et samfund, som befinder sig i terrorens skygge.

Henvisningen til den 11. september synes ofte at stække den politiske samtale. Bestemte argumenter bliver tolket som upassende, farlige, ikke-patriotiske, hvis der ikke ligefrem hævdes, at man går sin fjendes ærinde og dermed sætter uskyldige medborgeres liv på spil. Den vedtagne politik tolkes i samspil hermed som den eneste rigtige – som den naturlige og selvfølgelige reaktion på terrortruslen. I stedet for en situation, hvor forskellige politiske argumenter står over for hinanden, og hvor argumenternes vægt vurderes fordomsfrit, får vi udsagn, som synes at indplacere sig i et moralsk register. Og i stedet for politikkens myriader af argumenter, interesser og perspektiver får vi moralens forestilling om, at kun én handling kan være den rette, og følgelig også forestillingen om, at alternative bud på en politisk kurs er udtryk for manglende moralsk integritet.

Selv om det efterhånden er en del år siden, de to fly ramte World Trade Center, har hændelsen stadigvæk enorm betydning. Politiske tiltag legitimeres ofte med henvisning til en mere eller mindre diffust defineret terrortrussel. Det er i denne sammenhæng interessant at bemærke, at “9.11” (sådan skrives 11. september på amerikansk) nærmest er blevet synonym med terrorisme. Når der tales om terrorisme, tænker vi næsten automatisk på al-Qaeda-netværket, bin Laden og militant muslimsk fundamentalisme og det, selv om det langtfra er givet, at det næste angreb kommer fra den kant.

Man kan sammenligne “9.11” med et piktogram, som er så selvfølgeligt, at ingen længere behøver at forklare dets betydning. Alle ved, at et piktogram med en mand med bukser indikerer, at der bag døren er et herretoilet og på tilsvarende vis, at der bag døren med kvinden med kjolen gemmer sig et dametoilet. På samme måde synes alle også at vide, hvad der gemmer sig bag “9.11”. Og hvilke “selvfølgeligheder” er der så tale om? At sikkerhed er den højeste prioritet, at fjendebilledet primært er muslimsk fundamentalisme, at den normale politiske sniksnak må vige, når der er terrorisme på dagsordenen, at vi er fanget i et globalt spil, hvor vi ikke kan meget andet end blot tilpasse os til den internationale politiks nye og barskere realiteter, og endelig får vi ofte hele remsen med slyngelstater, truslen fra masseødelæggelsesvåben – sæt nu terroristerne får adgang til disse? – fundamentalisme, forestillingen om, at terroristerne er hinsides fornuft og forhandling, og endelig at deres had til os skyldes en væmmelse ved vores frihed, og at det således savner en konkret politisk motivation.

Men ikke kun det politiske spil foregår i terrorens skygge. Vores hverdagsliv påvirkes også. Sikkerhed er blevet noget, som ikke kun staten, men også borgerne bekymrer sig om. Vi er måske en smule mere skeptiske og reserverede over for fremmede. Vi bliver i stigende grad overvåget. Det er blevet en smule mere besværligt at rejse med fly. Vi mærker måske ikke ændringerne så direkte, da ændringer ofte rammer et mindretal. Det er uendeligt meget nemmere at rejse rundt i verden på et dansk pas end et pakistansk, for slet ikke at tale om et afghansk pas. Hvis man befinder sig i en såkaldt risikogruppe (hyppige rejser til fx Afghanistan, pengeoverførsler til hjemlandet, besøg i moskéer kendt for radikale og fundamentalistiske islamudlægninger og kontakter til andre mistænkte), ja så mærker man i den grad “terrorsamfundets” nye realiteter. En anden af de tendenser, som vi har set efter den 11. september, er, at folk, forretninger og virksomheder i stigende grad forskanser sig. Ejendomskomplekser og butikker får dørmænd, forskellige alarmsystemer installeres, og endelig (og måske vigtigst) er vi måske lidt mindre tolerante over for det, som synes anderledes og derfor mystisk. Mure kan også være mentale. Nu er det jo nærmest bevist, at “de” vil “os” det ondt. Hvem “de” (og til dels “os”) er, kan i denne sammenhæng være ganske diffust.

Henvisningerne til “9.11” har en dobbelthed over sig. På den ene side henvises der til noget nærmest helligt og ophøjet – noget, man må forholde sig til med stor respekt. Man kan måske her sammenligne med den måde, henvisninger til nazisme og holocaust fungerer på en europæisk sammenhæng. Der er en række implicitte regler for, hvordan man kan tematisere holocaust, hvilket fx åbenbares i den stadige kritik af kunstneriske skildringer af lejrlivet for ikke at yde rædslerne retfærdighed. Da Roberto Benignis Livet er smukt (1997) nåede biograferne, brød en sand storm på forudsigelig vis løs. Benignis komedie udspiller sig i en koncentrationslejr, hvilket for mange var udtryk for en ringeagt over for ofrene for nazisternes forbrydelse. Benigni havde brudt et tabu.

Den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad ramte – bevidst eller ubevidst – hovedet på sømmet, da han som et svar på Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer udskrev en konkurrence om de bedste holocaust-karikaturer. Hvor usmagelig hans reaktion end var, kan hans konkurrence forstås som en betoning af, at der også i Vesten er bestemte hændelser, personer og forhold, som for os er hinsides humoristisk relativering. Han havde nok også ret i, at holocaust var den vigtigste af disse. I forlængelse af Benignis film kunne man spørge, hvordan der i Vesten ville blive reageret på en komedie, som havde World Trade Center som kulisse. Benignis film nåede biograferne 52 år efter holocaust, og vores bud er, at der også vil gå meget længe, inden vi får en sådan film at se, og at den, hvis den nogensinde laves, vil blive mødt med massiv kritik. Der er med andre ord noget ekstremt fastlåst over den måde, man legitimt kan forholde sig til “9.11” på.

Men netop fordi der er noget “helligt” over henvisningen til “9.11”, kan den fungere som politisk trumf. Hvem vil modsætte sig foranstaltninger, som måske kan redde liv og forhindre eventuelt kommende katastrofer? Igen kan man sammenligne med henvisningerne til holocaust og nazisme, men nu anskuet fra en helt anden vinkel. Når de sobre argumenter hører op, bliver vi til tider præsenteret for argumenter af typen, at et eller andet leder direkte til gaskamrene. I dansk sammenhæng er Dansk Folkeparti fx blevet udsat for sådanne sammenligninger. Vi vil ikke her diskutere, hvor tæt sådanne påstande er på sandheden, og i forhold til diskussionen af terror og terrorbekæmpelse, hvor rationelt begrundede enkelte tiltag måtte være. Det, vi er interesseret i, er, hvorledes henvisningen til “9.11” fungerer i det politiske spil. Eller sagt på en anden måde: Vi betragter “9.11” som en form for arena, hvor politiske kampe kan udspille sig. Og givet den helt særlige vægt, som henvisningerne til “9.11” har, er det ikke en hvilken som helst arena. Det er måske i dag den vigtigste overhovedet.

Vi har nu på forskellig vis argumenteret for, at den 12. september er vigtigere end den 11., og at det således langtfra giver sig selv, hvad der ligger i denne dato. Hvad der skete den 11. september og ikke mindst, hvilke konsekvenser der drages, bestemmes af den måde, vi forholder os til begivenheden på. Al historie er således samtidshistorie. Man kan imidlertid også insistere på, at den 10. september var vigtigere end den 11. september. At der allerede før hændelsen den 11. september var lagt nogle spor ud, som betød, at vi reagerede på hændelsen på en bestemt og forudsigelig måde. Når man står over for noget umiddelbart uforståeligt, griber man ofte ud efter allerede etablerede fortolkningsrammer og følger allerede givne handlemønstre. Man kan endvidere nævne, at angrebene netop var udformet sådan, at de tog hensyn til den måde, vores samfund er organiseret på. Man slog til mod markører, World Trade Center og Pentagon, som i forvejen havde stor symbolsk betydning, man anvendte en guerillalignende teknik, som udnyttede netværkssamfundets svagheder til det yderste, og endelig var hændelsen en oplagt mulighed for siddende regeringer til nu at få lovgivningsstof igennem, som det ellers havde været umuligt at skaffe flertal bag. Jo, den 10. september er også vigtig.

Hændelserne den 11. september bandt med andre ord fortid, nutid og fremtid sammen i en ofte uproblematiseret enhed. Som sådan udgør den 11. september et særligt knudepunkt i nyere historie. Vi kan forstå dette i helt ordinær forstand: At megen politik i dag formuleres med henvisning til denne hændelse. Men vi kan også forstå det i mere generelt og abstrakt forstand: At angrebene den 11. september kan udsige noget alment om det samfund, som er vores. Angrebene lader sig med andre ord bedst forstå på baggrund af mere generelle samfundsdiagnoser. Når vi således betoner, at ikke blot den 12., men også den 10. september kan være vigtigere end den 11., er det for at advare mod, at den 11. september gøres til noget alt for exceptionelt. Meget er stadigvæk ved det gamle. Eller bedre og igen i forlængelse af Žižeks refleksioner: Det kan sagtens være, at den 11. september var en åben politisk situation, en rystelse, men samtidig er det for Žižek klart, at den måde, hvorpå vi reagerede på hændelsen, konsoliderede vores samfund snarere end forandrede dem. Lad os under alle omstændigheder stille os åbne og reflekterende over for spørgsmålet om, hvad den 11. september har betydet.

Denne antologi har 11. september 2001 som sit omdrejningspunkt. Det betyder imidlertid ikke, at den udelukkende handler om det, der skete på denne dato. Det centrale er, at en lang række samtidige spørgsmål har denne dato som sin omdrejningsakse. Det interessante er, hvorledes vi forholder os til det skete – i dag! Antologien belyser en række problemer og spørgsmål i forhold til terror og terrorbekæmpelse, som ikke er blevet mindre aktuelle siden den 11. september. Men samtidig er spørgsmålet om terror og terrorbekæmpelse i antologien også en anledning til at belyse mere almene problemstillinger om fx social eksklusion, angst, identitet, demokrati, politik og international politik.

Vi belyser disse to forhold i antologien i et dobbelt greb, hvor vi binder “det højeste” og “det laveste” sammen – seriøs politik og samfundsspørgsmål på den ene side og populærkultur på den anden. Vi vil senere i denne indledning diskutere, hvorfor vi har valgt film som medie for denne diskussion, og vil derfor her nøjes med at understrege, at vi forstår “det politiske” i bred forstand og således som noget, der er vævet sammen med mentalitetsformer, kultur og forskellige typer af kunstnerisk virke. Film som fx Oliver Stones WTC (2006) og Paul Greengrass’ United 93 (2006), der begge er produceret efter hændelserne den 11. september, er imidlertid i alt for høj grad indskrevet i den politiske korrekthed og moralisering, som hændelsen i dag er forbundet med. Disse post-”9.11”-film lukker mere for diskussion, end de åbner for den. Vi har derfor valgt at bevæge os baglæns: Vi forbinder vor tids problemer og spørgsmål (“den 12. september”) med det, der skete den 11. september, men vi gør det ved at tage en omvej over film produceret før denne dato (“den 10. september”).

Når vi på den måde forbinder den 12., 11. og 10. september, er det i ønsket om at skabe diskussion og muliggøre en kritisk måde at forholde sig til en række samtidige samfundsmæssige og politiske problemer. Det er væsentligt her at betone, at vi med kritik ikke mener at være imod noget, sådan som ordet ellers ofte anvendes i hverdagssproget (når fx noget hævdes at være kritisk, forstås det som værende problematisk og derfor som noget, der bør forandres). Kritik betyder for os to ting. For det første at åbne et rum for diskussion og således at bryde den lukning af det politiske felt, som vi har beskrevet ovenfor. For det andet indebærer det kritiske, at vi bevæger os om bag ved en række handlinger og argumenter for at søge deres baggrund og således forklare dem. At forholde sig kritisk til et spørgsmål er at bearbejde det på en udogmatisk og reflekterende måde, altså ikke at stille sig tilfreds med det, vi umiddelbart får fortalt eller kan sanse.