Читать книгу Terror og film - Carsten Bagge Laustsen - Страница 6

Antologien handler som nævnt om terror og terrorbekæmpelse, og den belyser disse problemkredse via spillefilm. Lad os nu tage fat i de to elementer og introducere dem et efter et. Først vil vi kort diskutere, hvad terror og terrorisme er for herefter i det følgende afsnit at fokusere på, hvorledes spillefilm kan anvendes til at belyse antologiens emne.

Som en form for minimal definition på terror og terrorisme kan man fremhæve fem definerende karakteristika. For det første er der tale om en voldelig handling rettet mod et eller flere ofre. For det andet har handlingen til hensigt at skabe frygt. Den etymologiske rod til terror er det latinske “terreo”, der er afledt af “tremo”, som betyder “rystelse”. Sådanne rystelser fremkalder ofte frygt. Netop betoning af frygt er blevet centralt i forståelsen af terror. Hermed også sagt, at terroren ikke blot sigter mod at skade de umiddelbare ofre, men også ofte sigter mod at kommunikere et budskab til en lang række andre personer. Således har man i forlængelse af bl.a. den franske anarkist Paul Brousse (1844-1912) talt om “propaganda of the deed”, altså om en handling, der fungerer som et opråb, rettet mod de mange. For det tredje rettes terroren mod civile og uskyldige ofre. På denne vis adskiller terroren sig fra den voldsudøvelse, man ser i krig. Det er også karakteristisk, at terrorister (i modsætning til soldater) ikke bærer uniform. Deres taktik, og her har vi det fjerde element, er “asymmetrisk”. Hvor konventionelle hære møder hinanden på en fælles slagmark, viger terroristen uden om en sådan direkte konfrontation. Som en anden guerilla slår terroristen til, når og hvor man mindst venter det. Hvor der i konventionel krig kun er kvantitativ forskel på de kæmpende enheder (der er i begge tilfælde tale om hære, som naturligvis kan have forskellig størrelse og styrke), er der i terrorismen altid en kvalitativ forskel (man undgår sammenstød, man angriber “illegitime mål”, man sondrer ikke som modparten mellem fredstid og krig osv.). Endelig (og som en form for opsummering af det foregående) er terror en illegitim strategi. Det er en ulovlig måde at protestere (politisk) på, og den anskues ofte som en amoralsk handling.

Der er dog et væld af problemer med at give en sådan definition, også selv om vi forsigtigt har kaldt den for minimal og foreløbig. Alex Schmid og Albert Jongman forsøgte i 1988 at opregne de forskellige definitioner, man kunne finde i den politiske og akademiske debat, og kom frem til, at der fandtes 109 sådanne. Umiddelbart kunne man måske anskue dette som en form for intellektuel umodenhed, der burde kunne overvindes, hvis man virkelig strammer sig an. Problemet med denne opfattelse er imidlertid, at denne uenighed om, hvad der kendetegner undersøgelsesgenstanden, findes inden for stort set alle videnskabelige felter, som forholder sig til ikke-banale og ikke-trivielle spørgsmål. Det interessante spørgsmål er, hvis vi accepterer dette, hvorfor det så er tilfældet. Hvorfor er terrordefinitionen ikke-triviel?

For det første må vi forstå, at terrorbegrebet (eller -definitionen) ikke blot er et akademisk sådant. Det er et begreb, vi alle bruger, og måske vigtigere et centralt begreb for en række regeringsorganisationer. De definitioner, vi finder i papirer fra nationale og internationale organer, har ofte et operationelt sigte. Det vil sige, at de retter en organisations opmærksomhed mod bestemte træk – ofte træk, som den givne organisation er i stand til at håndtere. Et forsvarsministeriums definition vil ofte betone de militære og voldelige dimensioner af terror, et udenrigsministerium de politiske osv. Det betyder, at definitionerne bliver alt andet end trivielle og derfor også meget forskellige.

Organisationer har endvidere en interesse i at definere terror på bestemte måder. Mange terrordefinitioner betoner fx, at terror er en voldelig handling udført af ikke-statslige aktører. Hermed er det samtidig underforstået, at staten har et legitimt monopol på voldsudøvelse. En given stat kan således bruge terrordefinitionen til at kriminalisere politiske opponenter. Oprørerne i Tjetjenien forstod fx sig selv som frihedskæmpere, der kæmpede en politisk kamp for løsrivelse, mens Rusland forstod samme gruppe som terrorister. Som man siger, er den ene mands frihedskæmper ofte den anden mands terrorist.

Man kan i forlængelse af den definitoriske pluralisme vælge en af to veje. Som Schmid og Jongman (og i Danmark Birthe Hansen (Hansen 2003)) kan man forsøge at udvikle en definition, som bedst muligt fanger fænomenet “terror”. Man kan overveje, hvilke elementer der er de væsentligste og uomgængelige og forsøge at bringe disse på en definitorisk formel. Denne strategi baserer sig på den idé, at fænomenet eksisterer “derude”, hvorfor det gælder om bedst muligt at iagttage (i betydningen beskrive) dette eksternt givne fænomen. Men man kan også interessere sig for og observere, hvorledes forskellige aktører konstruerer eller anvender begrebet terror/terrorisme. Begrebet ophører herved med at være et “uskyldigt” akademisk begreb, men ses i stedet for som et element i en politisk kamp. Forskellige aktører har interesse i at udlægge begrebet på bestemte måder. Politologen Lawrence Freedman skriver uddybende:

“De velkendte problemer, der knytter sig til at definere begrebet terrorisme, stammer delvis fra den strategiske rolle, som definitioner kan spille. Det har vist sig vanskeligt at formulere en definition, som indfanger eller inkluderer alle varianter eller adskiller terrorhandlinger fra lignende aktioner, der udføres af enkeltindivider eller grupper, som ikke har en politisk dagsorden. Det virkelige problem ligger i ordets nedsættende betydning. Det bruges ofte som en form for politisk våben, der har til formål at delegitimere en række politiske krav og afvise muligheden for seriøs dialog. Prædikatet “terrorister” bliver anvendt til at fordømme grupper, hvis faktiske tilknytning til terrorhandlinger i værste fald er løse og tilfældige. Imidlertid foretrækker de, der i virkeligheden fortjener prædikatet terrorist, at tale om deres sags ædle karakter, om det martyrium, som de er parate til at lade sig opsluge af, eller også insisterer de på, at de virkelige terrorister er dem, som de kæmper mod.” (Freedman 2007: 315)

Den amerikanske politolog William Connolly (1993) har udviklet et apparat til at analysere omtvistede begreber, og ham vil vi nu vende os mod for at se, om vi på den måde bliver klogere på, hvad terror er – eller snarere, hvordan begrebet anvendes politisk. Vi mener, at Freedman har ret i sin diagnose af begrebsbrugen, men hvorfor forholder det sig sådan, som vi kan læse i citatet ovenfor? Det er det, som Connollys teori om essentielt omtvistede begreber kan anvendes til at give et svar på. Disse helt særlige begreber – Connolly giver begreberne politik, demokrati og retfærdighed som eksempler – er karakteriseret ved tre forhold.

For det første har disse omtvistede begreber en stærk værdimæssig ladning. Oprindeligt under den franske revolution, hvor begrebet terror anvendtes første gang i den moderne betydning, havde det en positiv ladning og henviste her til de nødvendige tiltag, der skulle til for at sikre, at revolutionen ikke blev rullet tilbage. Siden da har begrebet dog haft en negativ ladning. Ingen ønsker at blive kaldt terrorister. De, der af andre bliver kaldt det, altså terrorister, kalder sig hellere frihedskæmpere, patrioter eller martyrer. I denne forbindelse kan man også hæfte sig ved, at terror forstås som en offensiv handling rettet mod uskyldige. Terroren er på den vis at regne som en illegitim handling, som aggression. Men hvis nu ikke terroren ses som det første træk, men som en reaktion på en forudgående urimelighed, ophører “terroren”, hvis der er tale om en nogenlunde proportional handling, med at kunne defineres som sådan. Den bliver da til et forsvar, til frihedskamp og overlevelseskamp. Terrorbegrebets negative ladning giver det en særlig vægt og frembringer på samme måde som begreber som “kriminel”, “forbryder” eller “racist” stærke følelsesmæssige reaktioner. Det kan, som Freedman rigtigt skriver, derfor også bruges som politisk trumf, der, når det anvendes til at beskrive politiske modstandere, delegitimerer dem. Og netop derfor står der kamp om begrebet. At blive slået i hartkorn med terrorister er ikke noget, man kan tage let på. Man kan kalde sine børn for små terrorister, men længere går den så heller ikke.

For det andet er begrebet mangefacetteret og komplekst. Det giver begrebet en fleksibilitet, som gør det vanskeligt at identificere, hvori kernen består. Man kan fx vælge at fokusere på elementet af vold og aggression, og da vil statsterror naturligt falde ind under ens begrebsanvendelse. Man kan se terror udelukkende som en politisk handling, og så vil meget af den religiøse “terror”, vi har set i det sidste årti, falde udenfor. Man kan fokusere på, at terror er handlinger, som skaber frygt, og da vil fx hustruvold også falde ind under definitionen. At begrebet er komplekst, betyder, at der kan stå en politisk kamp om, hvilke elementer der er de centrale.

Endelig er essentielt omtvistede begreber for det tredje karakteriseret ved, at der er uklare regler for deres brug. Hvad med efterretningsoperationer, snigmord og den slags? Er det terror? Er statsterror terror? Er hustruvold? Hvis nogle hævder en af disse tre ting, vil deres ytringer så af alle blive accepteret som legitime sådanne? Flere vil sandsynligvis hævde, at de ikke blot er uenige, men også at deres opponenter anvender begrebet på en absurd og illegitim måde. Lad os give nogle mere aktuelle eksempler. Er det terror at støtte den colombianske guerillaorganisation FARC ved fx at sælge en T-shirt, der præsenterer deres virke i et positivt lys? Er det terror at støtte fx den palæstinensiske oprørsbevægelse Hamas i opbygningen af skoler og andre former for socialt arbejde, når man samtidig ved, at samme organisation har benyttet sig af terror (kan man være sikker på, at alle pengene er gået til skoler og ikke til bomber)?

Det er endvidere interessant i denne sammenhæng at forholde sig til den liste, som USA har udarbejdet over såkaldte slyngelstater. Man kan fx hæfte sig ved, hvem der ikke optræder på listen. Nogle kunne måske hævde, at Israel efter dets angreb med bulldozere på palæstinensiske flygtningelejre burde stå der, og USA selv bl.a. efter deres støtte til latinamerikanske guerillaorganisationer. Det mener den amerikanske politolog Noam Chomsky i hvert fald (2007). Man kunne også lægge mærke til, hvem der i tidens løb er blevet pillet af listen. Noget tyder på, at det centrale her ikke er det enkelte lands karakter, men i hvor høj grad det formår at indgå i en ikke-fjendtlig relation med USA. I dag er Iran det eneste tilbageværende land på listen, og det bliver med Obamas nye kurs over for Iran sikkert snart pillet af. Selve det at udpege stater som terroristiske (de såkaldte slyngelstater) er en udvidelse i forhold til de fleste gængse definitioner af terror. Vi har allerede nævnt statsterror – man kunne her som eksempel give USA’s bombning af medicinfabrikken Al-Shifa i Sudan, som USA fejlagtigt troede producerede biologiske våben – men man kunne også spørge, om militære enheder kan udøve terror. Altså om det centrale i terrordefinitionen ikke er karakteren af aktøren (at vedkommende er en ikke-statslig voldsanvender), men snarere den særlige form for voldsudøvelse (rettet mod uskyldige civile og med den hensigt at skræmme). Er de allieredes bombardement af Dresden under Anden Verdenskrig da at regne for terror? Hvor går grænsen mellem kriminalitet og terror osv.?

Hvis man vil forstå det politiske liv i et givet samfund, må man nødvendigvis forstå den måde, som det benytter begreber på. Begreber som demokrati, frihed, retfærdighed, legitimitet – og terror – beskriver ikke kun et givet politisk samfunds eller systems karakter og truslerne mod det. Disse begreber er en del af det politiske spil (Connolly 1993: 39). Det vil således være forkert – for ikke at sige naivt – at forstå disse begreber som nogle, der blot beskriver, hvad der foregår i det politiske rum. Disse begreber er, hvis vi skal bruge sprogteoretikeren John Austins kategorier, ikke konstativer (Austin 1997). De konstaterer ikke en given tilstand. De er i modsætning hertil performativer. Det vil sige ord eller begreber, som er med til at skabe en given tilstand (performativer kommer af det engelske “perform”, som betyder at skabe, handle eller spille). Vores politiske sprog er med andre ord med til at skabe vores virkelighed. De er en del af denne virkelighed og står dermed ikke uden for den. Og blandt disse centrale begreber, som skaber vores verden, er begrebet terror måske i dag et af de allervigtigste (Smyth et al. 2008: 1).

Hermed har vi også sagt, at vores handlinger og opfattelser ikke kan opfattes som rationelle i streng forstand. De fremstår som rigtige og fornuftige på baggrund af den sproglige ramme, vi har indlejret dem i. En statistiker ville sandsynligvis påpege, at der dør langt færre af terrorangreb end i trafikken. I 1988 blev 203 amerikanere dræbt af terrorister, mens 47.087 døde i trafikken, og året efter var tallene 23 mod 45.582 (Hoffman 2006: 189). En definition udpeger et objekt og adskiller det fra andre – det er definitioners funktion. Og den gør derved handling mulig. Men for hvem tilbydes denne ydelse? At beskrive nogle som terrorister kan i nogen grad sige noget om disse personer, men det udsiger i lige så høj grad noget om det fællesskab, som dannes med baggrund i en sådan definitorisk praksis.

Vi står altså, hvis vi skal opsummere, over for to muligheder. Man kan enten vælge den “realistiske” vej og hævde, at det centrale er at give den bedst mulige beskrivelse af terrortruslen og de mest rationelle svar. Hvis vi imidlertid accepterer, at begreber er en del af den politiske kamp, så gives der ikke længere en neutral og “upolitisk” tilgang til fænomenet terror. Opgaven kan på denne baggrund være at diskutere og problematisere den måde, vi bekæmper terror på. Og det er præcis i forhold til denne relativerende funktion, at spillefilm er et fortrinligt medie at reflektere igennem. Hvilke erkendelsesmæssige gevinster er der ved at anvende disse film til at diskutere terror og terrorbekæmpelse? Dette spørgsmål vil vi nu forsøge at besvare.