Читать книгу Terror og film - Carsten Bagge Laustsen - Страница 8

Rambo III er den første af vores 10 film. Filmen handler om den tidligere elitesoldat John Rambo, som kæmper mod russerne i Afghanistan i 1980’erne. Kapitlet behandler skismaet mellem kontraaktivitet og terrorisme. Hvornår er noget modstandskamp, og hvornår er det terror? Udviklingen af den transnationale og antiamerikanske islamiske terrorisme og amerikanernes egen rolle i denne udvikling er i fokus. Scenariet er Afghanistan i 1980’erne, hvor den amerikanske støtte til guerillabevægelserne, som led i et større politisk spil, behandles. I kapitlet analyseres den asymmetriske krig mellem terroristerne og statsmagten. Kapitlet perspektiverer endvidere til de udfordringer, det internationale samfund står over for lige nu i bl.a. Irak og Afghanistan.

Kapitel 3 forholder sig til terrorismen på en lidt anden måde. Fokus er rettet mod, hvorledes samfundsudviklingen betinger terrorens karakter, og på, hvad der driver individer til at begå terrorhandlinger. Filmen Fight Club handler kort fortalt om Jack, der gradvist bliver mere og mere apatisk og utilfreds med sin egen supermaterialistiske tilværelse. Derfor udvikler han sit alter ego, Tyler, og skaber i forbindelse hermed “Project Mayhem” – en netværksbaseret terrororganisation. I forbindelse med analysen af Fight Club diskuteres, hvad der driver terroren. Den netværksbaserede terrorisme kan i denne sammenhæng ses som en modkultur til vores materialistiske samfund. Terroren bliver imidlertid i filmen et mål i sig selv, i takt med at den bliver mere og mere destruktiv, og hermed fortoner de politiske motiver, der kunne ligge til grund for terrorismen, sig. I kapitlet diskuteres endvidere vores samfunds øgede sårbarhed, eller mere præcist det forhold, at terroristerne i visse tilfælde er “home grown”. De er ofte født og opvokset i et vestligt land, og de angriber således systemet indefra. Systemet synes selv at fremprovokere dets egne modstandere.

Kapitel 4 skifter fokus fra indefrakommende til udefrakommende trusler. Science fiction-filmen Starship Troopers tager os med ind i et univers, hvor den demokratiske samfundsmodel er blevet afskrevet som forfejlet og har banet vejen for en ny type verdensregering. Vi er vidner til et samfund, hvor teknologien har åbnet nye døre og gjort det muligt for “vores” civilisation at overtage store dele af verdensrummet. Men vi er ikke alene, og konfronteret med en stigende trussel mod andre solsystemer, “angriber” andre racer (insekter) vores planet for at stoppe vores kolonisering af deres del af universet. Kapitlet fokuserer på, hvorledes konfrontationen mellem forskellige civilisationer kan udvikle sig til en indædt kamp, hvor der kun kan være én vinder, og hvor nederlag ikke ses som et alternativ. Kapitlet analyserer mulige paralleller til krigen mod terror og særligt i forhold til betydningen af distinktionen mellem det gode og det ultimativt onde. Det påpeges, at denne konstruktion af fjenden har en tendens til at fremprovokere en konflikt, der tager karakter af en total krig uden mulighed for forhandling eller anden form for politisk løsning.

I kapitel 5 ses stadig et fokus på statens rolle over for individerne, når filmen Brazil analyseres. Filmen handler om et altomfattende bureaukratisk system, der lever i forestillingen om at være ufejlbarligt. Terrorismen spiller i denne film rollen som det, der skal legitimere alt, hvad staten foretager sig og ikke foretager sig. Kapitlet indeholder en diskussion af demokratiet som en idealtypisk social fantasi, hvis formål er at strukturere den måde, hvorpå vi forholder os til vores egen virkelighed. I kapitlet diskuteres derudover de totalitære træk, der kan identificeres i vores samfund i dag. Her tænkes bl.a. på bureaukrati, manglende retssikkerhed, politivold og de retspolitiske tiltag, der er foretaget efter 11. september, hvor basale demokratiske principper reelt er sat ud af spil. Til sidst diskuteres, hvorvidt løsningen på de demokratiske vanskeligheder efter 11. september bedst løses ved hjælp af mere overvågning eller kritisk tænkning.

Kapitel 6 tager tråden op fra forrige kapitel og behandler ligeledes den måde, hvorpå statsapparatet indretter sig på terrortruslen. Det gøres ved hjælp af filmen The Siege. Filmen handler om et terrorangreb og især om reaktionen herpå. Det politiske lederskab griber i filmen til udemokratiske foranstaltninger i forsøget på at bekæmpe terrortruslen. I kapitlet analyseres forholdet mellem antiterrorismens væsen og borgerrettighedernes underminering, og det diskuteres, hvordan man beskytter samfundsborgerne uden at kompromittere individets friheder og rettigheder. Undtagelsestilstanden (som er den situation, hvor en regering vælger at suspendere visse love for at imødegå en katastrofe eller en anden form for trussel mod rigets sikkerhed) sættes til diskussion. Som eksempler anvendes bl.a. Guantánamo-basen på Cuba, “krigen mod terror” og den danske terrorlovgivning. Den midlertidige suspendering af de love, der normalt regulerer og sikrer magtens tredeling, og hvordan brugen af bl.a. tortur legitimeres, diskuteres ligeledes. Kapitlets hovedsigte er dermed en diskussion af antiterrorismens karakter og farer.

Diskussionen af terrorbekæmpelse fortsættes i kapitel 7, hvor filmen Minority Report behandles. Denne gang er fokus imidlertid rettet mod de såkaldte præventive angreb. Filmen handler om John Anderton, lederen af Precrime, der i et fremtidsscenarie via orakler kan forudsige forbrydelser. I forbindelse med disse forudsigelser kan der imidlertid ske fejl, og filmen tematiserer netop en mulig sådan. Spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt og moralsk forsvarligt at gå ind i en krig baseret på en potentiel trussel eller at anholde folk, fordi de kunne vise sig at være potentielle kriminelle, bliver dermed kapitlets omdrejningspunkt. Hvor langt er vi villige til at gå for at opnå tryghed? Vil vi acceptere det præventives logik, vel vidende at den kan afstedkomme forfærdelige fejl? Begreberne præventiv krig, præventive anholdelser og potentielle forbrydere diskuteres indgående, idet der spørges til, hvordan man sikrer sig, at der er en reel trussel til stede, og til, hvilke problematiske konsekvenser de præventive handlinger kan have.

I kapitel 8 bevæger vi os fra den nationale politik til den internationale. Filmen Independence Day opstiller et scenarie, hvor jorden er ved at blive udslettet af en fremmed magt. Handlingen udspiller sig omkring USA’s reaktion på en invasion fra rummet. Rumvæsnerne rejser fra planet til planet og tømmer dem for ressourcer. Der optræder forskellige “helteskikkelser” i filmen, herunder en selvmordspilot, der redder jorden, og en uduelig og inkompetent præsident, der “træder i karakter” i takt med angrebet. I kapitlet diskuteres, hvorledes en konstant kapitalistisk ekspansion definerer USA’s rolle i den globaliserede verden, og hvorledes USA optræder som et internationalt magtcentrum. I kapitlet analyseres endvidere en særlig netværkslogik, der på den ene side er karakteriseret ved, at magten ikke entydigt lader sig identificere og lokalisere, men på den anden side på paradoksal vis synes at være tilpasset amerikanske visioner og interesser. Amerikanerne synes at have interesser overalt på jorden, men det betyder ikke, at alle deler værdier og kulturel orientering.

Kapitel 9 fokuserer ligeledes på sondringen mellem “os” og “dem”, men denne gang i forhold til de individuelle psykologiske dispositioner, som sondringen lader sig forbinde med. Centralt bliver i denne sammenhæng, hvorledes sondringen mellem “os” og “dem” lader sig koble til sondringen mellem “det kendte” og “det fremmede”. I filmen Alien befinder vi os på et rumskib med en last af værdifulde mineraler. Rumskibet lander utilsigtet på en fremmed planet og infiltreres af et rumvæsen, der slår alle ihjel på nær heltinden, som besejrer monstret til sidst. I kapitlet sættes der fokus på den frygtkultur, som trives på rumskibet og i vores samfund. Ødelægges vores samfund i dag af en frygtkultur, der isolerer, passiviserer og traumatiserer dets individer på samme måde, som fællesskabet om bord på rumskibet slås i stykker? Det diskuteres desuden, hvorvidt begreberne “deterritorialisering” (hvor grænserne for ude=frygt og inde=trygt udviskes) og “dematerialisering” (hvor terroren ses som en trussel uden en bestemt form) kan anvendes i et forsøg på at forklare fremkomsten af førnævnte frygtkultur.

I det følgende kapitel bevæger vi os lidt væk fra reaktionerne på terrorisme til mere at fokusere på, hvordan terrorismen fungerer i et samspil med det eksisterende samfund. Mad City handler om mediernes dækning af et gidseldrama, og den anvendes til at analysere det symbiotiske forhold mellem medier og terrorister. Udbredelsen af moderne kommunikationsmidler har skabt en udvikling, hvor terrorister og journalister gradvist er blevet hinandens gensidige årsag og virkning. Medierne har en interesse i dramatiske historier, der hele tiden udvikler sig, og kan som sådan bidrage til at holde liv i terrorismen snarere end at komme den til livs. Det er endvidere karakteristisk, at medierne i jagten på de gode historier ofte reducerer disses kompleksitet, således at historierne får en form, som medierne mener sælger. Kapitlet behandler også den anden side af ligningen og beskriver, hvorledes terrorister forsøger at tilpasse deres budskaber til mediernes “sprog” for derved at opnå størst mulig effekt.

I antologiens sidste kapitel videreføres fokusset på mediernes iscenesættelser. Der knyttes desuden tråde tilbage til tidligere kapitler omkring overvågning. Filmen The Truman Show tager afsæt i et realityshow, hvor hovedpersonen, uden han selv er bevidst om det, siden sin fødsel er blevet overvåget 24 timer i døgnet. Han opdager gradvist, at han er en del af et show, og man følger herefter, hvorledes de ansvarlige for showet forsøger at disciplinere ham, så han falder tilbage i sin vante rolle. Til sidst lykkes det dog vores hovedperson at slippe væk. I kapitlet tages der hul på en diskussion af fænomenerne “ghettoisering” og “gated communities”, hvor middelklassen forskanser sig i dyre ejerboligområder og sender deres børn i private institutioner. I kapitlet fokuseres desuden på den øgede overvågning, hvilket munder ud i en diskussion af vores samfundsstruktur, hvor bl.a. PET’s beføjelser, tørklædedebatten og terrorpakkerne inddrages. Kapitlets overordnede emne er dermed de sociale konsekvenser, som forskansningen og overvågningen har for vores samfund.

1 Tak for kommentarer til Rasmus Ugilt Holten Jensen og Thor Hvidbak.

2 For en oversigt over spillefilm, som på forskellig vis foregriber hændelserne den 11. september 2001, se Schepelern 2004.